Youtuberen 2

Chris er vendt tilbage til London og venter på drengene hjemme i det store hus. Hverdagen er fyldt med studier, venner, paparazziaer og haters. Hun troede hun kunne leve med det, men én episode vender op og ned på det hele hvilket får Chris til at reagere på en måde hun ikke selv havde regnet med og tager en voldsom beslutning. Hun giver op.

38Likes
30Kommentarer
5699Visninger
AA

16. Kapitel 15

Jeg kastede mig i armene på Louis i lufthavnen da jeg ankom til London. Denne gang var det meget mere offentligt end første gang, så der var bodyguards omkring os som holdte fotograferne på afstand. Ved at have involveret mig med deres management var jeg også blevet en mere offentlig person og uden jeg vidste det, havde jeg annonceret min ankomst til London via twitter. Åbenbart. Det var underligt at få alle notifikationerne for noget man ikke selv havde skrevet.
”Det er godt at have dig her igen! Lad os se at komme væk.” Grinte Louis over hele femøren og hans bodyguards fik os sikkert ud af lufthavnen og ind i en stor sort bil som vi før var blevet kørt rundt i, i anledning af deres koncerter.

Min mor og far var blevet hjemme denne gang, for de mente jeg sagtens kunne klare det selv denne gang. Denne gang var jeg også 100% sikker på at der faktisk ville være nogen og hente mig i lufthavnen og jeg havde et sted at bo. Mine ting var kommet herover et par dage før mig, og jeg havde fået at vide, at det allerede var sat ned på mit værelse og ventede bare på at blive pakket ud endnu en gang.
Da vi kørte ind af den velkendte port, nåede jeg at få et glimt af min svenske veninde Emma udenfor. Hun stod med et fornærmet ansigtsudtryk og jeg vidste ikke om det var fordi jeg havde forladt dem uden at sige noget, eller om det var fordi hun ikke måtte komme ind. Så snart bilen holdt indenfor porten gik jeg hen og åbnede den igen, for at hun kunne komme ind.
”De skiderikker ville ikke lukke mig ind!” Hvæsede hun på svensk og knyttede sin næve op mod døren hvor de andre drenge var ved at komme frem.
”Rolig Emma. De er faktisk lidt bange for dig.” Grinte jeg og tog fat i hendes arm og fik sænket hendes knytnæve. Hun prustede lidt før hun endelig kiggede på mig og hun smilede.
”Hvor har du været din idiot? Jeg har savnet dig!” Hun trak mig ind i et knus og jeg tog smilede imod det. Vi stod og rokkede lidt frem og tilbage indtil hun gav slip og dunkede mig oven i hovedet med en knytnæve.
”Den fik du fordi du forlod mig uden at sige noget!” Sagde hun med et tilfreds smil og jeg ømmede mig lidt, før jeg mærkede nogen prikke mig på skulderen. Bag mig stod Niall og rakte armene ud til siden, klar til et kram. Jeg krammede ham selvfølgelig og han strammede sit greb om mine skuldre og løftede mig op i et kort stykke tid, før han gav slip.
”Hvor er det godt du er her. Harry er en elendig kok.” erklærede han og Harry slog ham i baghovedet, da han stod lige bagved. Liam og Zayn stod lidt væk og kom ikke hen til mig, men hjalp i stedet Louis med at få min kuffert ud af bilen. Jeg kunne se de sagde noget til Louis som fik ham til at ryste på hovedet, men jeg kunne ikke hører hvad der blev sagt, for Harry var ved at diskutere med Niall om hvor vidt han kunne lave mad.

Jeg tog Emma med ind i huset og Niall gik med ned på værelset. En masse kasser stod rundt omkring og min dyne havde samme betræk, som da jeg tog af sted. Midt på den sammenkrøllede dyne lå den bedårende lille sorte hårbolle Ozzy og gav os et glad miav, da vi kom ind af døren. Jeg knælede foran min seng så jeg kom i hovedhøjde med Ozzy og lænede mig ind for at ae ham. Han krummede ryggen først, men der gik ikke længe før han begyndte at spinde og rejste sig op for at gnubbe sig op af mit ansigt.
”Har du savner mig lille mis?” Sagde jeg og lukkede hurtigt i for ikke at få hans hale i min mund og jeg kunne begynde at spytte ækle hårboller op, som han gjorde. Jeg lod ham gnubbe sit hoved op af mit, men da bagenden var ved at ramme min næse, var det ved at være nok.
”Han kan godt lide at være her nede. Han havde næsten lavet en redde i din dyne.” Sagde Niall og lo. Louis var ikke kommet ned med min kuffert og jeg anede ikke rigtig hvor han var gået hen med de andre, men jeg havde vel heller ikke behov for den med det samme. Jeg kunne begynde at pakke alt det andet ud. Niall begyndte at snakke med Emma og selvom de ikke var dem der havde overrendt mit værelse i den tid jeg havde boet her, så kunne de åbne en kasse og stille det tilbage på deres tidligere plads. Det var rart at hører NIalls hysteriske latter igen. Der skulle heller ikke meget til, for at man hørte den. Jeg kunne ikke forstille mig at han ikke ville have lukket Emma ind. Hun er godt nok lidt af en type at lukke ind, med hendes dreadlocks og hullede tøj, men de vidste da, at hun havde været her før. Jeg vidste selvfølgelig ikke hvad hun havde sagt til dem, før jeg kom. Der gik lidt før Louis kom ned og baksede med kufferten for at få den ind af døren. Han sukkede dybt da han dumpede den på gulvet og kom over og prikkede til Niall.
”Kan du ikke..” Sagde han hentydende og pegede ud af værelset igen. Niall kiggede forstående på ham og klappede ham på skulderen.
”Harry er der også?” Spurgte han før han gik ud af døren og Louis gav ham et kort nik før han vendte sig mod mig og smilede.
”Skal vi få pakket ud?” Spurgte han og klappede hænderne sammen. Jeg kiggede skeptisk fra ham og døren, Niall lige var gået ud af. Jeg kunne se på Emma, at hun også havde sine tanker og lagde armene over kors før Louis tog fat i kufferten igen og bar den over til mit skab. Jeg udvekslede et blik med Emma da han gik forbi mig og hun gik pænt ud af værelset.

”Hvad er der med de andre?” Spurgte jeg ligeud, så snart døren var lukket. Louis stoppede et halv sekund med at lyne min kuffert op, før han fortsatte.
”Det er ikke noget vigtigt.” Sagde han bare og åbnede ned til mit tøj. Han hev den første BH op han så og dinglede den drillende foran mig, men gav op da jeg ikke reagerede.
”Louis vil du ikke godt fortælle mig det? Eller skal jeg selv gå op og spørge dem?” Jeg begyndte at tage noget af mit tøj ind i skabet og ventede bare på at han endelig ville sige noget.
”Skal jeg banke det ud af ham?” Hørte jeg pludselig Emma siger på svensk. Hun stod med hovedet inde af døren og havde åbenbart lyttet med.
”Emma! Gå ovenpå eller et eller andet! Det er ikke dig jeg er kærester med!” Jeg gik hen til døren og skubbede hendes hoved ud igen med en pegefinger og lukkede døren.
”You wish!” Råbte hun inden jeg kunne hører hendes tunge støvler op af trappen.
”Skal jeg følge efter Emma op?”
”Chris hold nu op. Det er ikke noget du skal bekymret dig om. De har bare brug for at vende sig til at du er tilbage.” Louis kom hen og tog mine hænder. Det hele var langsomt ved at gå op for mig.
”Vende sig til mig? Vil… vil de ikke have jeg kom?” Jeg havde ikke rigtig snakket med dem siden jeg rejste. Louis havde optaget alt min tid, hvor jeg ikke var sammen med de venner jeg endnu engang skulle sige farvel til hjemme i Danmark. Han havde ringet, skypet og smset mig konstant, så jeg havde nærmest fuldstændig glemt at der var 4 andre drenge også. Jeg havde ingen anelse om hvordan de havde det med min pludselig forsvinden, men det lød ikke som om de alle var vildt glade over at jeg var tilbage.
”De var måske mere sure end kede af det, da du tog af sted. Jeg var ikke i det bedste humør og skippede en del arbejde i den tid jeg rendte på hospitalet og tog til Danmark og.. alt det… Men det betyder ikke noget! For nu er du her igen og du bliver her.” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle syntes om det. Jeg kunne ikke tillade mig at være sur eller ked af det for det var min skyld. Men hvad skulle jeg sige til dem? De sagde ikke engang hej til mig da jeg kom. Og hvem var de? Var det kun Liam og Zayn eller havde Niall og Harry også en snert af det, selvom de krammede mig? Jeg måtte finde en måde at gøre det godt igen.

Emma blev hele aftenen og hjalp mig med at pakke ud sammen med Louis. Jeg var praktisktalt kun ovenpå for at tage imod de pizza vi havde bestilt og da jeg skulle sige farvel til Emma. Louis blev hos mig i sengen og vi måtte være hurtige til at smide Ozzy ud fra værelset, da han ikke brød sig om at forlade min seng eller at dele den med andre. Det var rart endelig at kunne sove ved siden af ham i drømmesengen igen. Det var alligevel en god medicin oven på alt det her. Når jeg lå med mit hoved på hans bryst og vores fingre var legende flettet sammen, kunne alt bare komme an. Det var som om jeg ville kunne klare alt. På få sekunder var jeg ligeglad med alt andet uden for sengen. Der gik ikke længe efter vi lagde os til at jeg kunne mærke hans vejrtrækninger blive dybere og tungere under mit hoved. Hans hjerterytme var som en slags vuggevise som langsomt fik en til at falde hen. Alt kunne være lige meget på det tidspunkt. Lige indtil han begyndte at bevæge på sig næste morgen. Halvsovende vendte han sig om på siden, så mit hoved faldt ned på madrassen så jeg vågnede. Jeg kiggede mig omkring på mit halvt oplyste værelse. Jeg manglede stadig at pakke en del ting ud, men det kunne godt vente lidt. Louis kom pludselig med en dyb snorkelyd som forskrækkede mig så meget at jeg gav et lille spjæt fra mig. Det fik ham til at åbne et øje og kigge på mig.
”Jeg ville ikke vække dig!” Undskyldte jeg og han udstødte antydningen af et grin.
”Jeg er ude af træning i at sove ved siden af nogen. Har jeg smidt dig af eller..?” Han klappede på sit bryst hvor jeg før havde ligget med mit hoved. Jeg rystede bare på hovedet.
”Nej nej. Jeg var selv på vej op og lave noget morgenmad.” Løj jeg og kom op af sengen. Louis kneb øjnene sammen og rakte ud efter sin mobil på natbordet.
”Klokken er kun halv 7?”
”Jeg ville bare overraske jer med morgenmad. Sov du bare videre.” Jeg skyndt at tage min toilettaske og gik ud på badeværelset for at få nogle kontaktlinser på og få vasket søvnen ud af øjnene. Jeg havde ikke fået nok søvn, men selvom det med morgenmaden kun var noget jeg fandt på for ikke at give Louis dårlig samvittighed, så var et alligevel ikke en dårlig ide. Måske vil Liam og Zayn bløde lidt op hvis jeg lavede noget ordentlig morgenmad til dem.

Jeg måtte besøge den lokale bager meget tidligt her fra morgen af, for 5 drenge alene i et hus betyder ingen mad i køleskabet. Hvordan klarede de sig før jeg kom herover? Og hvad har de levet af mens jeg var væk? Det var mig en gåde. Jeg fik købt mig nogle boller som jeg altid kunne lune i ovnen når de kom op og en masse pålæg til alt for dyr en pris, men købmanden havde ikke åbnet endnu, så jeg måtte købe det bageren nu lige havde i deres køler.
Jeg dækkede bordet fint med en rest servietter jeg fandt i en skænk i stuen, fra en fest de engang havde holdt. Jeg anede ikke hvornår de normalt ville være oppe så bryggede te og hældte det på termokander. Ozzy var om min ben under hele processen og hungrede efter opmærksomhed. Eller mad? Man ved aldrig med de katte. Jeg gav ham et stykke kødpølse mens jeg sad og ventede. Den første der var oppe var Harry. Jeg sad på alle fire på gulvet og legede med Ozzy, da han trådte ind i køkkenet kun iført sine boxershorts. Han kørte en hånd gennem sine krøller og viste ikke tegn på generthed. Jeg selv mumlede godmorgen og holdt fokus på Ozzy.
”Du har lavet morgenmad?” Spurgte han og hældte noget Juice op som jeg havde stillet frem.
”Vejen til en mands hjerte er gennem maven, du ved.” Sagde jeg og trak på skulderne. Harry kiggede sig tænksomt ud i luften og rynkede på næsen.
”Mener du os alle sammen? Eller har du lavet alt det her til Louis?” Jeg sukkede dybt og fik endelig samlet mig selv op fra gulvet.
”Det er til jer alle. Jeg er ked af at jeg rejste så pludselig og lavede rag i det hele, så jeg tænkte jeg ville sige undskyld ved at lave morgenmad til jer.” Harry kørte en beroligende hånd rundt på min ryg, da Niall kom ind i køkkenet. Heller ikke iført andet end boxershorts. Det var måske ikke en joke at de gik nøgne rundt når jeg ikke var her.
”Det kræver mange måltider før jeg tilgiver dig.” Sagde han og gabte. Han stillede sig på den anden side af Harry og kiggede på det dækkede bord.
”Du er nød til at gøre det her hver morgen i mindst en måned.” Sagde han før han satte sig ned. Jeg begyndte at varme bollerne op i ovnen og jeg ved ikke om det var lugten af dem der fik resten til at stå op, men de 3 sidste kom dryssende på nogenlunde samme tid. De satte sig automatisk ned ved bordet og Harry snakkede godt for mig, mens jeg stod med hovedet inde i ovnen for at mærke om boller var varme nok.

”Så er de vist klar.” annoncerede jeg og tog en brødkurv frem og tog hurtigt fat i en bolle og smed den hurtigt fra mig i kurven, da den var brand varm. Jeg pustede lidt på mine fingre og gjorde det samme med den næste. Jeg tog hurtigt fat i bollen og smed den i kurven, men da jeg skulle trække mine fingre til mig for at puste på dem, ramte jeg varmelegemet øverst i ovnen og brande mig. Jeg udstødte et mindre skrig og satte hurtigt kurven fra mig på bordet og styrtede hen til håndvasken og fik min hånd ind under den kolde hane. Liam som sad ved den nærmeste bordende skyndte sig hen til mig.
”brande du dig?” Spurgte han bekymret og kiggede på det kolde vand der løb ned over min røde forbrændte håndryg.
”Jeg kan da heller ikke gøre noget rigtigt!” Vrissede jeg af mig selv og slog mig selv i hovedet med den anden hånd. Jeg kunne ikke engang finde ud af at lave morgenmad til dem. Det var utroligt at der faktisk var 3 af dem der var glad for at jeg var tilbage.
”Hvad mener du?” Spurgte Liam og bad mig om at holde min hånd under vandet, mens han tog de sidste boller ud af ovnen.
”Nej nej nej det var mig der skulle gøre det Liam!” Jeg slukkede for vandet og tog brødkurven fra ham og stillede den hen til de andre drenge som kiggede på mig med bekymrede blikke.
”Love tror du ikke du skulle få den hånd tilbage under det kolde vand?” Prøvede Louis.
”Jamen Louis morgenmaden skulle være perfekt og jeg skulle have det forberedt når de vågnede og nu har jeg bare.. og..” Jeg blev bare stum. Det var totalt åndssvagt at gå så meget om i en morgenmad, men det var ligesom blevet mit håb for at få dem til at kunne lide mig igen, selvom det nok ikke var helt nok.
”Rolig Chris. Morgenmaden er på bordet. Ingen skade sket… altså på nær din hånd. Det er fint.” Sagde Niall og snuppede sig en bolle. Jeg lad drengene spise og gik ind i stuen. Jeg vidste jeg skulle gøre et eller andet for at bevise at de kunne stole på mig igen. At jeg ikke bare forsvandt og ville ødelægge alt for bandet, fordi Louis blev helt ude af den. Det var ikke min hensigt. Jeg ville bare væk. Jeg havde ødelagt mere end jeg havde regnet med.

Jeg ved ikke hvad Louis havde sagt til dem, men da de lige så stille var færdige kom Zayn slentrende ind i stuen og satte sig ved siden af mig i sofaen og svang armen op på ryglænet bag mig.
”Tak for morgenmad, Chris. Det var lækkert.” Sagde han kort uden rigtig at se på mig. Jeg nikkede bare og vi sad i tavshed lidt. Jeg kunne hører de andre var ved at samle tallerknerne sammen ude i køkkenet.
”Jeg må hellere gå ud og hjælpe til.” mumlede jeg før jeg rejste mig.
”Chris.” Nåede Zayn at sige så jeg stoppede i døren og kiggede tilbage på ham.
”Velkommen tilbage.” Sagde han med et smil der så en smule tvunget ud, men jeg smilede tilbage til ham, før jeg gik ud og overtog oprydningsarbejdet.

Endelig kom den frygtede dag hvor jeg skulle starte på uni igen. Louis havde prøvet at bygge mit selvværd op ved at sige jeg nok skulle klare det og han nok skulle være hos mig. Emma og Damon havde også været forbi for at gøre mig mentalt klar til at gå igennem gangen. Louis kørte hans fede bil ind på parkeringspladen jeg kun havde været på få gang før, for jeg tog altid metroen. Han kom om og åbnede bildøren for mig og nærmest trak mig ud.
”Du skal nok klare den. Jeg er her hele dagen, okay?” Han tog min hånd og kyssede mig i håret som Zayn - med en smule overtagelse fra Louis side - havde sat op i en bred fletning. Jeg prøvede bare at kigge ligeud og være ligeglad med folks blikke, men de opdagede nok Louis før de opdagede mig og der begyndte en masse udiskret hvisken rundt omkring os. Jeg prøvede at finde hen til forelæsningslokalet uden at flippe ud og heldigvis stod Damon udenfor. Hans mørke pjuskede hår strittede ud til alle sider og han smilede nervøst da vores blikke mødtes. Han rakte armene ud for at give mig et knus, så jeg var nød til at give slip på Louis hånd. Det var betrykkende at være imellem de to. Jeg gad godt de kunne gå på hver side af mig ofr evigt. Så ville jeg føle mig uovervindelig. Jeg blev overhovedet ikke overrasket da Louis tog min hånd og gik med ind i forelæsningslokalet. De fleste var allerede kommet, så de bagerste pladser var optaget. Vi gik længere ned for at finde et sted hvor vi kunne sidde 3 ved siden af hinanden, men det var umuligt. Louis gik med til at sidde bag mig i stedet for, så Damon og mig kunne dele noter og se hinandens skærme mens der blev undervist. Jeg sad ud til gangen og fik øjenkontakt med et par andre elever da de kom gående ned af trappen, men hver gang jeg flovt sænkede hovedet, gav Louis min skulder en lille klam bagfra.

Jeg er ret sikker på at Louis kedede sig ekstremt til psykologi forelæsningen. Han havde nok ikke den fjerneste ide om hvad vi snakkede om. Det havde jeg knapt nok heller ikke, for jeg havde misset en del. Louis tog min hånd da vi gik mod kantinen og vi satte os ved det sædvanlige bord ved de store vinduer ud til gården. Emma sad der i forvejen og havde smækket sine kæmpe plateau støvler op på stolene ved siden af sig, for at vise at hun holdt pladserne.
”Gik det godt til forelæsningen? Er der nogen jeg skal smadre? Bare peg dem ud!” Startede Emma før Damon kyssede hende på kinden og grinte.
”Hey det er mit job!” Jokede Louis. Jeg smilede af min lidt for overbeskyttende venner, men det var virkelig rart og jeg tvivlede ikke et sekund på, at Emma ville give et ordentligt spark i måsen til den første jeg pegede på.
”Jeg er virkelig glad for du er her i dag, Louis. Håber ikke drengene havde noget imod det.” Louis klemte min hånd men før han nåede at sige noget, brød Emma ind igen.
”Det har de bare ikke at have for så skal jeg..”
”Emma! Styr dine knytnæver!” Sagde Damon uroligt og lagde en hånd over munden på hende og gjorde tegn til os, at vi kunne snakke videre. Louis kiggede en smule skæmt på Emma før han fortsatte.
”Vi skulle alligevel ikke noget i dag. Desuden skal jeg kører dig til Soho theatre her i eftermiddag.” Både Damon og Emma kiggede underligt på ham og jeg var gået i chok. Allerede? Jeg var lige kommet?!
”Det mener du ikke.” mumlede jeg og Louis kløede sig selv i håret før han nikkede kort.
”Hvad sker der ved teateret?” Spurgte Damon der stadig sad med hånden for Emmas mund.
”Louis har… har sagt ja til at vi begge deltager i en forestilling, så jeg ikke skulle gå et semester om.” forklarede jeg. Damon sad med åben mund og kiggede på os. Han sænkede langsomt sin hånd fra Emmas mund og afslørede at hun var ved at bryde ud i latter. Hun prøvede virkelig men inden længe gav hun efter og hele kantinen blev fyldt med hendes brølende svenske latter så alle der ikke havde opmærksomheden vendt mod Louis og jeg, i hvert fald også kiggede nu. Selvom jeg på ingen måde syntes det var sjovt at jeg skulle være med i et teater stykke, så var jeg ved at grine bare ved at se på Emma. Hun var ved at falde ned af stolen og begynde at grynte voldsomt når hun prøvede at trække vejret.
”Vi ved jo ikke hvilken rolle du skal spille. Det kan sagtens være du bare skal være dubleant.” Louis prøvede så godt som muligt at overdøve Emma, der prøvede at styrer sig.
”Hvilken rolle? Ved du hvad det er for et stykke?” Han nikkede men han så ikke ud til, at han ville sige det. Han kiggede nervøst på Damon og Emma der havde tårer ned af kinderne af grin.
”Det… det er et Shakespeare stykke.. Det hedder En skærsommer nats drøm.” For anden gang brød Emma ud i latter og jeg kiggede på Louis med åben mund.
”Det mener ud ikke? Shakespeare?”
”Hvad skulle jeg gøre?! Jeg ville bare gerne have min kæreste til London så hurtigt som muligt! Det kan da heller ikke være så slemt.”
”Ikke så slemt Louis? Har du nogensinde læst En skærsommer nats drøm?” Vrissede jeg og prøvede endnu engang at overdøve Emma der trillede rundt på stolen.
”Jeg tror vist jeg har set den som tegnefilm engang eller sådan noget.” Indrømmede han og Emma begyndte at banke i bordet af grin.
”Hold kæft jeg glæder mig til at se den fine numse i et par fimsede gamacher!” Skrålede hun mens hun pegede drillende på Louis.

(Ikke en del af novellen, men ville lige fortælle om En skærsommer nats drøm. Det er et teaterstykke af Shakespeare der foregår i det gamle Athen. Det omhandler 4 unge mennesker. Lysander og Hermia der er forelsket, men de må ikke få hinanden. Så er der Demetrius som også er forelsket i Hermia og Hermias far ser gerne de to sammen. Til sidst er der Helena som er forelsket i Demetrius.
Lysander og Hermia vil løbe væk sammen for at de kan få hinanden men de to andre følger med. En fe (Puck) får besked af fe-kongen om at drysse tryllestøv i Demetrius øjne så han bliver forelsket i den første han ser og samtidig sørge for, at den første han ser, er Helena så der er to forelskede par. Men Puck kommer til at drysse tryllestøv i Lysanders øjne så han blive forelsket i Helena i stedet for Hermia. Puck får at vide at han dryssede det i den forkerte mands øjne og drysser derfor også noget i Demetrius øjne så både han og Lysander er forelsket i Helena. Det ender med at Fe kongen må tage sig af det og får dem alle til at sove og når de vågner, er Lysander og Hermia et par, mens Helena og Demetrius er et par. Han får også Hermias far til at acceptere Lysander.
Meget forvirrende i know!)

”Jeg håber du ved hvad du gør.” Mumlede jeg da jeg smækkede døren i til Louis bil. Vi stod på parkeringspladsen bag ved teateret og selvom den livlige gade var mindre end 50 meter fra os, var der ingen mennesker på parkeringspladsen. Han gav mig et smil og lagde en arm om skuldrene på mig mens vi gik ind af bagindgangen. Ned af gangen var der en masse døre med små skilte, hvor man kunne sætte navne ind på de skuespillere der skulle have de forskellige omklædningsrum. Der var ingen navne på skiltene lige nu, så de havde nok ikke gang i nogen stor forestilling lige for tiden. Vi kunne høre nogen snakke længere nede af gangen så vi fik bare efter stemmerne. Vi fandt ud af vi var gået lige imod backstage området hvor stykker af kulisser stod klar til at blive kørt frem på hjul og en masse ledninger til både lys og lyd lagde hen over det sorte trægulv. En ældre mand stod med ryggen til og snakkede med nogle piger på vores alder. De blev fuldstændig blege da de så Louis og jeg komme gående.
”Oh my god! Det er ham!” Sagde den ene og afbrød tydeligvis den ældre mand midt i en sætning. Louis smilede til dem og den ældre mand kiggede sig omkring og fik pludselig et smil på læben.
”Aaah ja Louis Tomlinson! Godt du kunne komme. Er det din lille veninde?” Han tog Louis hånd og rystede den voldsomt før han blinkede til mig.
”Det er Christina ja. Hun er parat til sin audition.” Louis lagde en hånd på min læn og skubbede mig lidt hen imod manden.
”Brillant! Jeg har kun hørt gode ting om dig fra universitetet!” Sagde manden og blinkede til mig igen. Virkelig? Kun gode ting? Ikke noget med at jeg sagde nej til det her i første omgang? At jeg lod som om jeg var nede med en depression for at mødes med min kæreste Barcelona? Eller at jeg efter et overfald rejste til USA for at finde mig selv igen? Wow, hvor desperate var de efter omtale i form af the sassmaster from Doncaster?
”Men jeg har jo ikke forberedt mig på noget? Hvad er det overhovedet for en rolle jeg skal spille?” Jeg havde intet fået at vide og de var allerede parate til at begynde.
”Jeg ser dig som den yndige Helena! Jeg håber du kender stykket.” Sagde den ældre mand og lavede en masse underlige håndbevægelser for at det skulle virke som en dramatisk afsløring.
”Det gør jeg. Og hvem skal Louis spille?”
”Han skal selvfølgelig være den forførende Lysander.” Sagde han og klappede Louis på skulderen.
”Lysander? Okay. Hvem skal spille Hermia så?” Spurgte jeg en smule skeptisk. Den ældre mand rakte armen ud imod en af de piger han havde snakket med tidligere som nu så ud som om at hun ville bryde sammen og græde at glæde meget snart.
”Det skal min datter Ofelia selvfølgelig!” Sagde han stolt og smilede til mig. Var jeg den eneste der ikke kunne mærke at der var noget råddent ved det her? Jeg så på Louis der bare smilte uforstående. Han kendte tydeligvist ikke til stykket.
”Okay. Så jeg skal simpelthen kysse på en anden end min kæreste? Jeg vil gerne se fyren der spiller Demetrius!” Sagde jeg med et sarkastisk tonefald.
”Hvad nej!” Sagde Louis pludselig forvirret og kiggede fra mig til den ældre mand.
”Vores Demetrius er desværre ikke kommet endnu, men jeg skal udpege ham så snart han kommer. Vil du være så venlig at følge med mig frøken Christina. Ofelia, kom! Vi skal have testet dine evner i dramatik Christina. De har ikke fået manuskriptet men vi tager bare almindelig teater øve i stedet for. Jeg giver dig og Ofelia en scene som i skal improvisere.” Mig og den lyshårede pige fulgte med ham med raske skridt ud på scenen og Louis blev stående og kiggede sig fortabt omkring. Han vidste tydeligvis ikke hvad det var han havde sagt ja til.

Manden som viste sig at være instruktøren satte sig på forreste række i den kæmpe store teatersal og begyndte at give jer instrukser.
”lad os sige, at i er to piger der mødes for første gang til en fest. Situationen er lidt akavet til at starte med, men i bliver hurtigt venner. Begynd.” Jeg kiggede på den lyshårede pige der straks levede sig ind i rollen og lod som om hun holdte en falske i hånden. Hun havde et par meget tætsiddende jeans på og en kæmpe striktrøje. Ikke just festtøj. Jeg selv var ikke meget bedre med min hættetrøje jeg havde under min vinterjakke jeg havde nået at smide til Louis i farten.
”Hej. Så.. fed fest.” Begyndte hun og gik hen til mig og kiggede ud i salen som om der var en vild fest i gang foran os.
”Ja. Vildt. Jeg kender knap nok halvdelen af de mennesker.” Svarede jeg og gjorde det samme som hende.
”Jeg hedder Ofelia. Jeg er Louis veninde.” Sagde hun og jeg gav hende et underligt blik, før jeg indså hun var i en rolle.
”Ah ham kender jeg vist godt. Han spiller fodbold ikke? Jeg hedder for øvrigt Christina.” Jeg gav hende hånden og hun smilede til mig.
”Ja han spiller også fodbold. Det er måske der du kender ham fra?” Hun lod som om hun tog en slurk af sin usynlige øl.
”Ja jeg kigger nogen gange på når hans hold træner nede på stadion. Mit hold træner lige inden, så jeg bliver tit hængene.”
”Virkelig? Du bliver bare hængene og kigger på fyrene? Wow du må virkelig være desperat.” Sagde hun og smilede slesk til mig. Okaaay, skulle vi ikke forstille at blive venner?
”Jeg kender jo Louis. Han vil gerne have jeg bliver og hepper på ham. Vi har også været ude og få en drink eller to efter træningen engang i mellem du ved.” Jeg kiggede ude ved scene tæppet og Louis stod og smilte til mig.
”Har i? Sjovt jeg syntes ikke han har nævnt nogen Christina før, når vi har været på date?” Hun lagde hovedet lidt på skrå og ventede på min reaktion. Jeg kiggede måbende på hende. Hvad prøvede hun på?
”Fortsæt Christina.” Sagde instruktøren nede fra bænkene. Jeg prøvede at overbevise mig selv om at hun var i en rolle.
”Dater i? Det har han slet ikke sagt noget om.” Jeg kiggede igen om på Louis der havde et nervøst ansigtsudtryk nu.
”Virkelig? Han kunne ellers ikke lade være med at smile sidst vi var sammen. Han var simpelthen så sød og han kom med blomster! Han fortalte mig også om den her vildt irriterende ekskæreste. Hun slog op med ham men nu vil hun have ham tilbage igen. Han kan simpelthen ikke slippe for hende nu. Hun er en rigtig dramaqueen. Så snart hun fik det mindste modgang så flygtede hun fra alle sine problemer. Han prøvede virkelig at få det til at fungere men til sidst kom han til fornuft og kom til mig.” Ofelia grinte en smule over sig selv og jeg prøvede at blive i rollen og grinte lidt med hende, selvom mit indre hungrede efter at hører hende skrige af at få banket hovedet ned i det fine sorte teatergulv.
”Der kan man bare se. Heldige dig hva’? Men du skal passe på hende ekskæresten. Hun har måske skarpe negle.” Sagde jeg og smilede sukkersødt til hende. Hun så en smule skræmt ud da instruktøren råbte tak.
”Det var enestående. Vi begynder at øve på fredag!”

 

I må virkelig undskylde at det tager så lang tid men selvom jeg ikke studere mere så har jeg så meget at lave! Jeg søger job og skriver ansøgninger 24/7 og det er ikke nemt at få job når man er over 18!!! Jeg prøver virkelig at tage mig sammen, for jeg har gang i sååå mange noveller på én gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...