Youtuberen 2

Chris er vendt tilbage til London og venter på drengene hjemme i det store hus. Hverdagen er fyldt med studier, venner, paparazziaer og haters. Hun troede hun kunne leve med det, men én episode vender op og ned på det hele hvilket får Chris til at reagere på en måde hun ikke selv havde regnet med og tager en voldsom beslutning. Hun giver op.

38Likes
30Kommentarer
6014Visninger
AA

15. Kapitel 14

Louis prikkede mig på næsen for at få mig til at vågne. Jeg rynkede på næsen for at få den kildende fornemmelse til at gå væk, men han blev ved indtil jeg løftede hovedet fra hans skuldre.
”Vi skal til at lande.” Erklærede han. Jeg kiggede mig omkring på folk der var ved at pakke alle deres ting sammen og fik spændt selerne. En dame snakkede over højtaleren og bad os om at slukke alt elektronik og tage seler på, ligesom da vi lettede. Jeg havde ingen problemer med at flyve, men Louis tog alligevel min hånd mens flyet begyndte at krænge rundt og til sidst dykke ned imod de mange lys der oplyste lufthavnen. Der var helt mørkt udenfor, så lysende på landingsbanen og lufthavnen var det eneste man kunne se. Folk klappede da flyet var sikkert på jorden og vi kørte på rullebanen og trapperne blev sat på siden af flyet, så vi kunne komme ud. Louis havde ikke sluppet min hånd og det var jeg rimelig glad for, for der var bidende koldt i Danmark i forhold til, at vi lige var kommet fra Californien. Jeg havde kun en langærmet bluse på og Louis havde en tynd hættetrøje. Vi holdte om hinanden mens vi ventede på vores kufferter og min far skrev til mig, at de stod ude i ankomsthallen, men der var underligt nok mange mennesker med kameraer.
”Hvordan finder de ud af sådan noget?” Mumlede jeg for mig selv. Louis tog min kuffert af rullebåndet og gik op på siden af mig og kiggede på mobilen, men han forstod selvfølgelig ikke hvad der stod, når jeg skrev dansk med min far.
”Der står en masse paparazzier ude i ankomsthallen.” Sagde jeg muggent og han nikkede forstående. Det gik pludselig op for mig, at min far intet vidste om hvad der skete. Jeg havde ikke sagt til dem, at jeg havde taget Louis med hjem, så de undrede sig sikkert over alle fotograferne og journalisterne og ville på ingen måde være forsigtige, da de ikke vidste det var noget med dem at gøre.
”Fuck.” Var det eneste jeg kunne sige, da vi begyndte at gå. Jeg trak min kuffert efter mig og Louis tog min hånd.
”Hvad nu?”
”Jeg har ikke fortalt dem at du kommer. Altså mine forældre.” Sagde jeg undskyldende. Louis stoppede op og det tvang også mig til at stoppe. Han kiggede frem og tilbage på gangen.
”Jeg har en hue i min taske. Måske nogle solbriller. De vil sikkert genkende os hurtigt, men det vil måske give os et par sekunders forspring.” Han åbnede sin kuffert midt på gangen og det samme gjorde jeg. Jeg tog mine solbriller på, selvom der ikke var meget lys omkring os og Louis tog sin hue på som han sagde.
”Skriv til dine forældre at vi møder dem udenfor. Ikke inde i ankomsthallen.” Jeg skrev til min far at de skulle vente udenfor og vi skyndte os nærmest at løbe, så snart vi havde fået svar tilbage.

Vores elendige forklædning hjalp ikke et dyt. Folk reagerede så snart vi kom til syne og begyndte at tage billeder op i ansigtet på os. Louis strammede grebet om min hånd mens vi fik os mast igennem folk og imod udgangen. Som en ren refleks kiggede jeg ned i jorden mens jeg gik og lod Louis fører mig frem. Vi gik ud igennem svingdøren og der kom en paparazzi med ind i vores afdeling af svingdøren og fik kameraet helt op i mit ansigt så jeg på trods af solbrillerne blev blændet.
”Hej her ovre!” Kunne jeg hører min far råbe da vi var kommet udenfor og Louis trak mig imod mine forældre.
”Hvad laver han her?” Spurgte min mor på dansk og pegede på Louis, men vi stod ikke stille, for de var hurtigt klar over at alle fotograferne og journalisterne var her på grund af Louis og vi skyndte os at få vores bagage ind bag i bilen. Louis tog hans hættetrøje af og kastede den over mig da de begyndte at tage billeder ind igennem bilruden. Min far var ved at være godt tosset og råbte ud af vinduet at de skulle flytte sig, med mindre de ville køres ned og han begyndte at bakke, så de måtte springe for livet og vi kom endelig af sted.

”Er du okay?” Spurgte Louis mig og lettede lidt på hans trøje som lå over mit hoved. Jeg trak vejret dybt og nikkede.
”Du havde ikke sagt Louis var med dig.” Prøvede min mor igen og vendte sig om for at kigge på os.
”Tro mig, jeg er også overrasket.” Sagde jeg på dansk og klappede Louis på låret, så han vidste jeg ikke snakkede ondt om ham, når nu han ikke forstod hvad det var vi sagde.
”Er i så sammen igen?” Spurgte min mor forsigtigt, men hun kiggede på min hånd jeg lod hvile på Louis lår og jeg nikkede ivrigt, før jeg lænede mig ind til ham.
”Puha det var godt. Det har vi kun gået og ventet på. Jeg tror aldrig jeg har set dig så ked af det, som du har været siden du forlod England.” Min mor smilede over skulderen til mig og jeg kunne ikke lade være med at rødme. Louis trak mig bare længere ind over ham og han kiggede på mig med et tilfreds ansigtsudtryk.
Min far sagde ikke et ord hele vejen hjem, men han tog alligevel min kuffert ind og kyssede mig i håret før jeg tog kufferten med ind på mit værelse. Der var en smule rodet, men det så ikke ud som om Louis tog sig af det.
”Er det i orden jeg lige tager et hurtigt bad og får skiftet noget tøj. Jeg må indrømme at jeg ikke rigtig fik vasket noget tøj mens vi var i LA.” Han smed sin kuffert op på min seng og begyndte at rode den igennem.
”Har du rent tøj i kufferten?”
”Nej… ikke rigtig. Men jeg har noget der er mindre brugt.” Indrømmede han og tog en bluse op og lugtede til den. Jeg rystede på hovedet og fandt et håndklæde til ham i skabet, før jeg gik ind til mine forældre der havde sat sig ind i stuen. Jeg satte mig på armlænet af sofaen og kiggede på nyhederne som min far havde fundet.
”Kommer Louis ikke herind?” Spurgte min mor.
”Han tager lige et bad. Han syntes selv han lugter.” Sagde jeg sarkastisk og grinte lidt af mig selv.
”Hvad lavede han overhovedet i Los Angeles?” Spurgte min far der for én gang skyld vendte sin opmærksomhed vær fra nyhederne. Så er det alvorligt.
”Han var faktisk rejst efter mig. Han havde set på youtube at jeg var hos Clara.” Forklarede jeg, men min far rystede utilfreds på hovedet.
”Jeg syntes du skal tænke over hvad du gør Frøken. Tænk på alt det ballade du endte ud i over i London på grund af den knægt! Jeg går ikke med til at sende dig derover igen!” Sagde han vredt. Jeg skulle til at svare ham igen, men min mor kom mig i forkøbet.
”Jeg syntes vi skal lade Christina tage sine egne beslutninger. Måske var der lidt problemer men det løste sig jo! Drengen rejste om på den anden side af jorden for at erklære sin kærlighed til din datter! Giv dem nu en chance!” Vrissede min mor. Jeg smilede til min mor og lagde en hånd på hendes skuldre for at vise min taknemlighed. Hvis jeg åbnede munden og sagde tak til hende, ville det bare ophidse min far endnu mere. Min far åbnede munden som om han skulle til at sige noget, men fortrød og gik ud af stuen. Jeg gik stille efter ham, for at være sikker på, at han ikke konfronterede Louis med noget, men bruseren kunne stadig høres og jeg tror ikke min far var vred nok til at hive ham ud af badet.

Radioen blev tændt på min fars kontor og jeg sukkede og gik tilbage i stuen. Min mor spredte armene ud som tegn på at jeg skulle sætte mig på hendes skød. Det havde jeg gjort hver gang jeg var nedtrykt lige siden jeg var lille og selvom man var 20 år gammel, så var en mors trøst altid godt.
”Han skal lige have noget tid til at vende sig til det. Han er bange for at miste sin lille pige igen.” Min mor rokkede os lidt frem og tilbage.
”Jamen jeg er jo ikke lille længere. Jeg vil gerne ud og opleve noget og se verden. Og jeg har tænkt mig at gøre det med Louis.” Halv hviskede jeg. Hun nikkede forstående. Vi smilede til hinanden. Den seneste måned havde jeg ikke ladet min mor trøste mig på den her måde. Det kunne måske have hjulpet lidt, for jeg nød det virkeligt.
”Nu ved jeg godt at du er positiv over for Louis. Men der er noget jeg gerne vil snakke om.”  Min mor kiggede alvorligt på mig, så snart jeg havde sagt det.
”Du er vel ikke blevet gravid?” Spurgte hun stift og jeg rystede med det samme voldsomt på hovedet og kom måske til at grine en smule.
”Nej! Rolig nu! Selvfølgelig ikke! Men det er mindst lige så alvorligt. Louis har snakket om forlovelse og jeg ved ikke hvordan jeg skal have det med det.” Indrømmede jeg. Min mor så på samme tid lettet og glad ud.
”Har han friet til dig?”
”Nej nej. Bare rolig! Men han fik sagt til at ældre ægtepar at vi var nyforlovede for at vi kunne få plads ved siden af hinanden. Så begyndte vi at snakke om det, og jeg var virkelig ved at gå ud af mit gode skind af rædsel. Jeg er på ingen måder klar til sådan noget.” Min mor lo bare lidt og fik mig til at sidde ved siden af hende, så hun kunne tage min hånd.
”Du skal ikke sige ja til noget du ikke har lyst til. Louis er en fin fyr og det kommer nok engang i fremtiden. Han kan godt vente, hvis det er noget han mener noget med.” Sagde min mor beroligende og legede min mine fingre.
”Hey babe! Hvad snakker i om?” Louis stod pludselig bag sofaen og havde fået nyt, men ikke rent tøj på. Han havde af en eller anden grund valgt at tage et par shorts på, men det var nok fordi vi nærmest var på vej i seng.
”Ikke noget specielt.” Løj jeg og rejste mig op til ham.
”Jeg tror jeg vil gå i seng og jeg råder jer til at gøre det samme. Hvis i har noget vasketøj så lig det bare ud i kurven på badeværelset. Så tager jeg mig af det i morgen. Det gælder selvfølgelig også dig, Louis.” Sagde min mor og rejste sig og klappede Louis kærligt på kinden før hun gik ud af stuen. Han mumlede et flovt tak og kiggede efter min mor til hun forsvandt ud af hørevidde.
”Jeg kan godt vende mig til svigermor.” Sagde han kækt og kyssede mig kort.
”Hvis du kalder hende svigermor mens hun hører det, tror jeg hun dejser om.” Jeg trak ham med ind på værelset og selvfølgelig smed han sine shorts og T-shirt med det samme og lavede nærmest en bombe i min seng.
”Jeg troede godt din mor kunne lide mig?” Spurgte han med løftet øjenbryn og fik moslet sig under dynen.
”Det kan hun skam også, det var kun sagt i sjov. Det er min far du skal være bange for.” Jeg begyndte også at smide tøjet og Louis tiltede hovedet lidt, mens han kiggede på, hvilket fik mig til at rødme igen.
”Din far kan ikke lide mig?” Spurgte han endelig, da jeg var dækket af dynen ved siden af ham.
”Han er ikke just begejstret for at vi er sammen igen. Han sange du fik mig rodet ud i ballade.” Jeg prøvede at efterligne min fars stemme og svingede med en knyttet næve, så Louis lo af mig.
”Jeg skal nok snakke med ham i morgen. Jeg tager ikke hjem før jeg ved, at du flytter til London igen.” Sagde han bestemt. Han lagde en hånd på min hofte og begyndte at trække lidt i mig, for at få mig tættere på ham. Jeg rykkede mig lidt, så jeg kunne ligge mit hoved mod hans bare bryst. Det var længe siden jeg havde lagt der. Han trak dynen godt op over os og der gik ikke længe før jeg kunne mærke hans tunge vejrtrækninger i mit hår.

Louis begyndte at rumstere rundt i sengen, hvilket fik mig til at vågne. Han kiggede overasket på mig, da jeg åbnede øjnene. Han lå halvt ind over mig og med tungen ude at munden for at koncentrere sig. Han prøvede at få fat i sin mobil, som han havde lagt på natbordet ved siden af mig og han havde ikke fået fat i den endnu.
”Har du brug for hjælp, babe?” Mumlede jeg. Han gav op og lagde sig ned ved siden af mig igen og lod mig tage hans mobil til ham.
”Jeg ville ikke vække dig.” Undskylde han og begyndte straks at taste løs på mobilen.
”Så skulle du nok ikke begynde at kravle på mig.” Jeg smed dynen til side og rejste mig for at strække mig. Hvad var klokken? Og kunne det ikke være lige meget? Jeg gik over til skabet for at finde noget tilfældigt tøj. Jeg anede ikke om jeg skulle noget i dag, så det blev bare et par kedelige jeans og en af mine mange band T-shirts. Louis smed mobilen på dynen og begyndte også at stå op.
”Er din far hjemme? Jeg må nok hellere få snakket med ham.” Han rejste sig og var på vej ud af værelset med det samme, men jeg nåede lige at få fat i hans arm og trak ham tilbage.
”Måske skulle du overveje at tage bukser på først!” Grinte jeg og Louis kiggede dumt ned af sig selv.
”Ups. Dårlige vane.” Jokede han bare og fandt sig noget tøj.
”Siden hvornår har du fået den vane? Og hvorfor var jeg der ikke?” Drillede jeg og prikkede ham i siden.
”Hver gang du var til forelæsning løb mig og drengene da nøgne rundt derhjemme.” Louis blinkede til mig før han forlod værelset.

Jeg stod lidt på værelset og overveje hvad jeg skulle gøre. Skulle jo gå efter? Eller skulle jeg lade dem snakke alene. Jeg stak hovedet ud af døren og så Louis og min far forlade stuen, gå ind i køkkenet og lukke døren. Hvorfor skulle de lige gå ind et sted hvor der var knive? Min mor sad i stuen og vendte sig nervøst mod mig, da jeg kom ind.
”Jeg troede de allerede var kommet tilbage. Jeg kan ikke hører dem, så din far råber ikke… endnu.” Sluttede min mor og jeg satte mig ved spisebordet og sagde ikke en lyd. Køkkenet var lige ved siden af stuen, så de måtte ikke snakke særlig højt. Min mor og jeg kiggede på hinanden mens vi begge prøvede at lytte efter i de lange minutter den snakkede sammen ude i køkkenet. De kom begge ind i stuen på samme tid og jeg lod som om jeg havde siddet og læst i et blad der var på bordet og min mor fik også travlt med at pille ved sine negle.
”Vi kan godt arrangere en flytning, men du våger på at prøve på noget mens du er her!” Min far løftede sin pegefinger af Louis og han nikkede forstående. Kunne jeg så flytte tilbage? Hvad havde Louis sagt for at overbevise min far? Jeg gik over til Louis og trak ham med ud i køkkenet. Jeg fandt noget morgenmad frem for at dække lidt over vores samtale.
”Han var ikke for hård ved dig?” Spurgte jeg stille.
”Lad os bare sige han er en meget bestemt mand, men jeg er ikke skæmt helt væk.” Sagde han og lo lidt. Det var da altid positivt at han kunne le af det.
”Hvad sagde han?”
”Han ville bare være sikker på, at jeg kunne passe ordentligt på dig. Og love at du ikke komme grædende hjem igen.” mumlede han og kiggede en smule trist på mig.
”Jeg skal prøve ikke at være for nærtagende. Jeg vidste jo helt fra starten af, at folk ville komme til at hade mig. Jeg blev måske bare lidt chokeret over omfanget og metoderne, men jeg skal nok være forsigtig.” Jeg havde det skidt med at jeg havde forladt Louis, når jeg stod på den anden side af alt det drama. Jeg havde troet det var bedst for ham og resten af bandet af jeg forsvandt ud af billedet, men Louis havde helt klart bevist det modsatte. Det føltes rart at være ønsket.
”Love, du skal ikke tænke så meget på det. Selvom jeg ikke er meget for det, så kan jeg få vores management indblandet og de kan hjælpe os. Men helt ærligt har jeg set mere positiv respons på din tilbagevenden end negativ.”
”Allerede?” Spurgte jeg en smule overrasket. Men hvorfor overraskede det mig egentlig? Jeg tror ikke jeg havde kendt til en mere aktiv fangruppe end deres og de viste alt om deres dreng ned til mindste detalje. Louis blinkede bare til mig og tog nogle cornflakes og gik ind i stuen og satte sig sammen med min mor. Jeg fulgte bare pænt efter og betragtede dem mens de snakkede. Min mor var ikke vildt god til engelsk men Louis var meget forstående overfor det og rettede ikke på hende. Hun spurgte ind til hvad han havde lavet mens vi ikke havde kontakt, men jeg hørte ikke så meget efter, for jeg nød bare synet. Min helt igennem perfekte kæreste sad og snakkede med min mor som om det var det mest normale i verden. Ingen tvang og ingen akavethed. Hvorfor var jeg så så akavet, da jeg skulle møde hans mor? Måske har Louis det ligesom mig, men er god til at sætte et pokeface op? Han var jo vant til at skulle smile i medierne på trods af en dårlig dag. Hvorfor skulle han så ikke kunne være en svigermors drøm i dette øjeblik og opføre sig som en drengerøv i det næste?

Vi var efterhånden nået februar og jeg havde ikke set Louis siden han tog fra Danmark for at rejse rundt sammen med drengene. Jeg havde fået en del ting på plads igen og jeg var parat til at flytte, men universitetet var ikke just tilfreds med min opførsel. De tolererede da jeg tog til Barcelona, men denne gang havde jeg været meldt ud og ville få måneder efter meldes ind igen. Universitetet mente jeg skulle op til endnu en engelsktest og først starte efter sommerferien, men Louis var meget uenig. For ingen studier inden sommerferien betød ingen SU til at betale mine udgifter og selvom Louis havde sagt han nok skulle ordne det, kunne jeg ikke tage imod det. Han havde gjort nok for mig, men jeg havde virkelig brug for, at han lagde nogle ord ind for mig på universitetet i det mindste. Deres management havde jeg også snakket med. Det var det underligste jeg havde været ude for. De ville helst snakke med mig personligt, og de ville med glæde også gerne have sendt mig en flybillet så jeg kunne komme til England, men jeg syntes det var en smule overdrevet. De ville delvist tage over på min twitter profil og holde øje med hvad jeg skrev og hvad andre skrev til mig. Jeg gik med til det, for det var Louis ide til at starte med.

Jeg havde fået en Iphone tilsendt fra deres management hvilket jeg ikke var tilfreds med. Jeg havde altid haft noget imod de helst store firmaer der skovlede penge inde og trådte på de små, så jeg havde altid haft en anden smartphone i protest. Jeg havde fået et nyt engelsk nummer og havde fået at vide, at jeg ikke skulle tænke på regninger. Den var allerede sat til alle mine indstillinger og koblet til alle de sociale netværks de havde fået adgang til. De havde meget stort interesse i min youtube kanal, men jeg nægtede at lade dem røre den. Jeg havde fumlet rundt med mobilen og prøvet at acceptere den, men det føltes bare aldrig rigtigt.
Som youtuber havde jeg højest første et par bluser i sponsorgaver, så da Louis ringede til mig, mens jeg var ude at handle, havde jeg det næsten dårligt ved at tage den frem i offentligheden.
”Hey Love!” Sagde han glad så snart jeg havde taget telefonen. Jeg prøvede at stille mig hen et sted hvor jeg ikke stod i vejen, men der var hele tiden en gammel dame eller en familiemor der i en fart skulle have noget af det der stod bag mig, mens jeg snakkede.
”Jeg har snakket med universitetet igen, og de er måske villige til at lade dig komme tilbage med det samme!” Sagde han begejstret.
”Wow Lou det lyder awesome! Hov, undskyld jeg flytter mig nu. Hvordan gjorde du? Undskyld jeg står i vejen.” Jeg skiftede mellem at snakke engelsk til Louis og undskylde til de mennesker jeg stod i vejen for, hvilket åbenbart gjort Louis forvirret.
”Undskyld jeg er ude at handle! Jeg står åbenbart i vejen for alle!” Forklarede jeg, da Louis havde sagt what for tredje gang.
”Okaaaay… Altså jeg ved ikke om du kan lide det her, men jeg er selv gået med til det. Kan du huske da du startede og du blev tilbudt et musikstipendium?” Jeg var lidt i chok og glemte at høre efter hvad damen ved siden af mig spurgte om.
”Det har du ikke gjort Louis.” Sagde jeg en smule hårdt og jeg kunne høre ham sukke. Jeg mærkede en prikke mig på skulderen.
”Det var det eneste jeg kunne gøre. Så har jeg også bare chancen for at være mere sammen med dig. Jeg tror heller ikke at vores management har noget imod at jeg lige smutter forbi universitetet på et tidspunkt. Men der er faktisk én ting til.” Han lød lidt tøvende og det kan jeg godt forstå. Han vidste jeg ikke ville have, at han hjalp mig hele tiden og jeg bad ham kun om at snakke med dem og endte med at love sig selv væk til noget arrangement han ikke vidste noget om endnu.
”Louis hvad har du gjort? OH MY FUCKING GOD DAME JEG STÅR LIGE OG SNAKKER!!” Damen ved siden af mig havde stået og prikket til mig op til flere gang for at få mig til at fjerne mig fra spaghettihylden og det endte med jeg vrissede af hende. Det var ret ubehøvlet, men jeg var ved at være en smule muggen.
”Er alt okay, babe?” Spurgte Louis nervøst i den anden ende, da jeg havde sagt undskyld til damen og flyttet mig et godt stykke væk fra hende.
”Sig nu bare hvad du har aftalt med uni.”
”Jo ser du. Du skulle jo aflægge audition til et teaterstykke eller en musical for at få musikstipendiet. Kan du huske det? Well, du har ikke rigtig noget valg denne gang. Du bliver nød til at deltage i et teaterstykke.” Han mumlede det sidste og jeg missede lidt med øjnene over nyheden. Jeg havde jo ikke noget skuespiller talent og jeg kunne ikke få mig selv til at stå foran et publikum og synge. Hvad havde han regnet med?
”Love? Sig noget? Det skal nok gå! Jeg ved det vil blive godt!” Prøvede Louis opmuntrende. Jeg sukkede og begyndte at bevæge mig imod kassen med mine vare.
”Okay. Og hvis jeg gør det, hvornår kan jeg så starte?”
”Det er onsdag i dag, så om halvanden uge.”
”Okay…. Så ses vi der!” 

 

Jeg er virkelig ked af at have forsømt den her historie for jeg kan faktisk godt lide min karakter Chris, men jeg har haft så meget om ørerne med NaNoWriMo (som jeg gennemførte!) og julen oven i heftig jobsøgning. 
Håber i er med derude og jeg skal nok skynde mig med næste kapitel!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...