Youtuberen 2

Chris er vendt tilbage til London og venter på drengene hjemme i det store hus. Hverdagen er fyldt med studier, venner, paparazziaer og haters. Hun troede hun kunne leve med det, men én episode vender op og ned på det hele hvilket får Chris til at reagere på en måde hun ikke selv havde regnet med og tager en voldsom beslutning. Hun giver op.

38Likes
30Kommentarer
5685Visninger
AA

11. Kapitel 10

”Jeg fortjener ikke at komme ud. Jeg er ved at blive psykisk syg.” Klagede jeg og smed den yderst dejlig bløde dyne op over hovedet. Jeg havde alt for ondt af mig selv lige i det øjeblik.
”Du har bare tømmermænd. Kom nu op!” Clara tog fat i min arm og trak mig op og sidde. Jeg tværede mine hænder rundt i min ansigt for at få lidt liv i mig selv, selvom jeg havde mest lyst til at blive liggende. Alligevel kunne jeg ikke bare blive liggende når nu Clara havde tænk sig at vise mig nye dele af LA og havde allerede planlagt det hele. Jeg tog nogle kontaktlinser på og lånte et håndklæde sig jeg kunne tage et hurtigt bad.
”Der er vist en der har fået det forkerte ben ud af sengen.” Hentydede Claras mor da vi kom ind i køkkenet. Hun sad ved bordet og var ved at læse et magasin og bladrede lidt frem og tilbage i det.
”Jeg tror måske jeg fik bare en lille smule for meget at drikke. Måske.” Sagde jeg uden at nævne at jeg var åbenbart var begyndt at se syner. Jeg havde nær kastet mig i armene på en fuldstændig fremmed fyr fordi jeg et kort øjeblik havde troet det var Louis. Jeg var virkelig langt ude. Ergo måtte jeg være ved at være psykisk syg, ikke?
”Hvor skal i så hen i dag?” Om hendes mor var interesseret eller ej var ikke til at sige, da hun sad med hovedet nede i hendes magasin endnu.
”Vi skal ind og se walk of fame!” Sagde Clara begejstret som om hun aldrig havde set det før, men det var hun da nød til, når nu hun boede her.  Vi havde stået meget sent op så vi skulle skynde os at spise noget morgenmad hvis vi skulle have noget ud af dagen. Vi hældte cornflakes op og sad og kiggede de sociale medier på Claras mobil. Jeg var der jo ikke rigtig mere, men det var nu rart alligevel at kunne se med og få sin lyst til at logge på facebook og twitter stillet. Uden jeg havde lagt mærke til det i går, havde Clara og samtlige af hendes venner postet billeder af mig eller sammen med mig på instagram og de var automatisk kommet på twitter af den grund. Jeg havde virkelig været væk i en stor tåge af alkohol for jeg kan kun huske ganske få af de øjeblikke men jeg kunne i det mindste genkende navnet på klubben vi havde været på, som var skrevet under et af billederne. I kommentarerne lød det til folk var chokeret over at jeg festede på den måde efter bruddet med Louis og alt det drama. Jeg havde blandede følelser omkring det. Jeg var selvfølgelig en smule skuffet over at folk stadig troede jeg var helt nede i kulkælderen selvom jeg prøvede at bevise, at livet går videre, men på den anden side bebrejdede jeg dem ikke noget, da jeg virkelig havde skrabet bunden i en periode.

”Jeg elsker det her billede.” Clara viste mig et billede hvor jeg havde armene om halsen på en af hendes venner som jeg må indrømme så ret godt ud. Jeg kan ikke huske at billedet blev taget, men det så ud som om jeg havde haft det sjovt.
”Han ser ret sød ud.” Indrømmede jeg overfor Clara og hun gav mig en albue i siden.
”Det kan være vi kan snige ham ind til youtubernes nytårsfest?”
”Måske.” var det eneste jeg kunne svare. Det lød som om Clara ville prøve at få mine øjne op for andre fyre, men det sagde mig egentlig ikke så meget lige nu. Men point for forsøget.

Vi tog igen bussen ind og skiftede til toget nede på stationen. Der var lidt længere end jeg havde regnet med, men vi brugte tiden på at svare på twits fra Claras fans. Vi tog også et billede af os sammen i toget og skrev vi var på vej til walk of fame og hvis der var nogen der var hurtige kunne de måske nå at finde os. Der var selvfølgelig en masse der skrev at de ville ønske de kunne og nogle få skrev at de ville tage af sted med det samme. Jeg var overrasket over hvor lang gaden var og hvor mange stjerner der var. Mange af dem vidste jeg selvfølgelig ikke hvem var, men både mig og Clara fik taget en del billeder og video.
”Selvfølgelig har Johnny Depp en stjerne. Selvfølgelig! Men jeg er lidt skuffet over at Helena Bonham Carter ikke har en. De to er jo ligesom pot og pande.” Jeg stod og snakkede til mit kamera mens jeg filmede omkring mig, da der kom to piger bag mig og prikkede mig på skulderen. De viste sig at være nogen af Claras fans, men hun var selvfølgelig i gang med at tage billeder for et japansk ægtepar som satte sig langsomt på hug foran en eller anden instruktørs stjerne.
”Jeg tror hun er færdig lige om lidt.” Sagde jeg flink og pegede over på Clara.
”Kan vi så ikke få taget billede sammen med dig i mens?” Spurgte en af pigerne ivrigt og jeg var overrasket at de overhovedet vidste hvem jeg var. Godt nok lå jeg et par pladser længere oppe på ’most subscribed’ listen, men vidste ikke at vores viewers var de samme mennesker. For selvom jeg virkelig følte mig tilpas i Claras selskab og jeg syntes hun var et dejligt menneske, så var vi to meget forskellige mennesker. Jeg havde aldrig lavet en video om det tøj jeg havde købt, før Clara bad mig på Catwalk igennem hendes værelse. Jeg stoppede min video og stillede mig mellem de to piger så de kunne taget et billede med frontkameraet på deres mobil. Vi nåede at få taget rigeligt med billeder, før det gamle japanske ægtepar havde fået rejst sig og Clara var blevet befriet fra deres dyre kamera.
”Hey guys!” Sagde hun begejstret og krammede pigerne med det samme, så deres øjne blev helt store og blanke. De var helt oppe at køre indeni men var pænt gode til at beherske sig.

Efter vi havde snakket med pigerne et stykke tid, gik vi videre på vores færd gennem walk of fame. Det var tydeligt at se hvor de kendteste menneskers stjerne var. En masse mennesker flokkes omkring dem og ventede på den ene blev færdig, så den anden kunne komme til at få taget et billede. Vi ventede pænt til det var vores tur og fik taget et billede og Clara fik lagt nogen af dem ud på hendes netværks. Jeg stoppede brat op da jeg fandt Ozzy Osbournes stjerne. Jeg må indrømme jeg var måske en lidt stor fan.
”Tag et billede!” Sagde jeg hurtigt og rakte Clara min telefon. Hun kiggede underligt på mig, men tog billedet mens jeg lavede peace-tegn foran stjernen.
”Ozzy Osbourne? Kan du lide ham?” Spurgte hun undrende men en lille rynke på næsen.
”Jaaa? Hand er jo The prince of Darkness! Han er så awesome at jeg navngav min… kat… efter ham…” En knude satte sig i min hals og min mave snoede sig sammen. Jeg havde lyst til at græde, men trak vejret dybt for at lade være. Jeg sank hovedet mens jeg sad på knæ ved siden af stjernen, så Clara ikke kunne se mit ansigt. Jeg havde slet ikke skænket Ozzy en tanke. Min lille kat. Vores lille kat. Der var snart ingenting der ikke mindede mig om min tid i London. Hvorfor havde jeg slået så lange rødder da jeg var i London? Fordi jeg troede jeg skulle blive der. Og nu kørte jeg mig selv i sænk igen.
”Er du okay?” Clara tog fat i min skulder og jeg rejste mig langsomt op og skuttede mig lidt.
”Vi skal se at få dig igennem det her. Men i det mindste reagerer du ikke som Bella i Twilight og prøver at slå dig selv ihjel på en motorcykel.” Jeg kunne ikke lade være med at grine over hendes sære bemærkning, men jeg kunne også godt se hvor dum jeg måske se ud i andres øjne når jeg pludselig blev helt stille og sikkert så sindssyg ud.
”Ved du hvad? Jeg syntes vi skal finde den starbucks igen i dag. Så kan jeg ringe til nogen af mine venner så du kan få noget andet at tænke på, ik’? Jeg kan invitere ham den søde?” Hun sendt mig et rigtig Kirsten Giftekniv blik før hun tog mig i en armkrog og ringede op med det samme.

 Der var sikkert tusinde af starbucks i LA og jeg er ret sikker på vi gik lige forbi en sidegade hvor der lå en, men den anden lå tættere på hvor Clara boede og der ville være større chance for, at hendes venner gad tage derind. Nogen kunne ikke komme og ham hvis navn jeg aldrig rigtig havde fået fat i, men var flot, havde taget en ekstra ven med som ikke engang Clara kendte. De var allerede på cafeen og havde holdt et bord til os. Vi bestilte en latte hver og en smør croissant, da vi var ved at være sultne igen. Clara sad hele tiden og lavede øjne mellem mig og hendes ven som om jeg skulle sige direkte at jeg syntes han var pæn, men det kunne hun godt droppe. Jeg havde ikke noget imod at snakke med ham, men jeg var ikke interesseret i ham på den måde. Jeg var i den periode hvor alt kunne være lige meget med fyre. Det endte med at de spurgte ind til hvordan Danmark var. Vi sad 3 piger og to drenge ved bordet og kun Clara havde været i Europa før. De var meget interesseret i hvor meget man fik i løn ved forskellige jobs og de blev hurtigt enige om at Danmark måtte være det bedste land at leve i med høj løn og gratis sygehuse. Da de begyndte at snakke om en fælles ven som havde mødt en eller anden fyr i Europa, kunne jeg ikke rigtig være med mere. Selvfølgelig vidste jeg noget om stederne de snakkede om, men jeg vidste ikke hvem deres ven var, så jeg begyndte at falde lidt hen.

”Jeg tror det er her.” Jeg stivnede fuldstændig da jeg hørte den alt for velkendte britiske accent. Det kunne ikke passe. Det kan ikke være sandt. Jeg sad med ryggen til indgangen og turde ikke kigge mig bagud. Jeg sad og stirrede ned i bordet, uden at høre efter hvad Claras ven fortalte mig. Jeg kunne se ud af øjenkrogen at en person gik forbi mig og op imod kassen. Jeg kiggede ind mellem hovederne på Claras venner og så ind i baghovedet på en fyr med flyverjakke og pjusket brunt hår. Nej det kan ikke passe. Det er bare det samme som i går aftes. Jeg ser bare syner fordi jeg inderst inde savner ham af helveds til. Jeg rystede kort på hovedet og prøvede at lytte til hvad dem der faktisk var fysisk til stede omkring mig, sagde til mig, men mine tanker blev hele tiden ledet andre steder hen, så jeg nikkede bare når de sagde noget til mig.
”Hvordan kan du være sikker på det er her? Der er nok en trillion starbucks cafeer i Los Angeles.” NEJ! Det var ikke til at tage fejl af. Den langsomme brummende stemme kunne ikke tilhøre andre end Harry. Harry Styles. Jeg kiggede kort forbi Claras ven og så de to fyre stå oppe og bestille kaffe ved disken. Harrys krøller var tæmmet med en mørkegrå beanie. Jeg prøvede at lade være med at panikke. Jeg var ikke klar til det her! Hvorfor var de overhovedet her? Det var snart nytårsaften og de skulle da være hjemme hos deres familie og venner og fejre det! Instinktivt prøvede at jeg at gemme mit ansigt i mit hår ved at lege lidt med det. Men de gik ikke fra cafeen igen. De satte sig på den anden side af midtergangen op til kassen. Louis satte sig med ryggen til, men Harry satte sig overfor ham. Der ville have været fri udsyn til mig, hvis vi havde været en mindre ved vores bord.

Jeg rykkede længere ind ved bordet, så min hoved var præcist gemt bagved Claras vens og fordi jeg hele tiden kiggede ham over skulderen, kiggede jeg selvfølgelig også på ham ind i mellem og han smilede pludselig til mig.
”Prøver du at finde min bedste vinkel?” Spurgte han pludselig flirtende og jeg blev helt rød i hovedet.
”Øh… deeet… jeg..” Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. ’Jeg kigger bare efter min ekskæreste som jeg droppede meget dramatisk og pludseligt men savner helt vild’ Jaaa… nej… jeg skulle nok finde på noget andet. Clara grinte af min pinlige stammen og tog det åbenbart som et tegn på at jeg var vild med ham.
”Det er nu du skal spørge om han vil med til youtubefesten!” Sagde hun bestemt og alle ved bordet kiggede spørgende på mig. Jeg sendte Clara et advarende blik, men igen tror jeg hun misfortolkede det og hun tog fat i hendes vens arm.
”Hun vil gerne have dig med til youtubernes nytårsfest.”
”NEJ!” halvråbte jeg så folk i cafeen vendte sig om og jeg dukkede mig så de ikke kunne se mig.
”Hvorfor ikke Chris?”
”Han er ikke youtuber og..” Jeg nåede ikke at komme videre med min lamme undskyldning for en stemme stoppede mig.

”Christina?!” Hørte jeg Harrys stemme råbe. Jeg kiggede over på ham og det var nok det dummeste jeg kunne gøre, for hans blik vist at det bare bekræftede hans mistanke om, at det var mig der var her.
”Christina!” Sagde han igen og Louis vendte overrasket hovedet og så på mig lidt, før det gik op for ham, at det faktisk var mig der sad her. Han fik et desperat udtryk i ansigtet og jeg holdt fuldstændig op med at tænke og rejste mig op, så jeg skubbede til vores bord og vores tallerkner og kopper rykkede voldsomt på sig.
”Undskyld mig!” mumlede jeg hurtigt og styrtede mod indgangen, men en ældre dame var på vej ind med hendes fucking langsomme rollator.
”Christina!” Denne gang var det Louis og han havde rejst sig for at gå efter mig. Jeg havde ingen anden udvej end at løbe ned af den lille gang der var til højre, hvor toiletterne lå. Jeg løb hurtigt ind på en af dem og mindre end et sekund efter jeg havde låst døren efter mig, hørte jeg nogen hamre på døren.
”Christina! Babe! Please kom ud!” råbte Louis igennem døren. Jeg klappede toiletbrættet ned og satte mig med benene oppe under mig og begyndte med det samme at græde. Det var længe siden jeg havde hørt hans stemme og jeg savnede virkelig at han kaldte mig alle de søde kælenavne.
”Christina? Vil du ikke godt komme ud? Jeg vil gerne snakke med dig!” Louis halvhviskede til døren, men jeg svarede ham stadig ikke. Kunne han ikke fatte at vi ikke kunne være sammen? Alt gik så godt indtil vi viste os offentligt som et par.
”Åh gud du er Louis Tomlinson!”  Jeg rykkede lidt på mig, da jeg hørte Claras stemme udenfor døren også. Hun var tydeligvis lige så chokeret som jeg var. Han var jo englænder. Han burde være i England, ikke i god damn Los Angeles.
”Du er hende fra videoerne! Kan du ikke hjælpe mig?” Selvfølgelig! Han havde da siddet og set videoer og billeder af mig på youtube, twitter og andre steder hvor jeg var sammen med Clara og hvor i verden vi var. Jeg var nok noget af det nemmeste at spore i verden! Hvorfor skulle hun lige snakke om hendes stamcafe hun altid kom på, som hun skulle have mig hen til? Det er ikke det nemmeste at komme ud af et forhold med en rig berømthed der har penge nok til at flyve rundt i hele verden, selvom alle var imod det.
”Chris? Kom nu ud derfra! Jeg tror gerne han vil tale med dig.”
”Kan du ikke bare få ham væk Clara?!” sagde jeg med grødet stemme, da jeg ikke kunne holde op med at græde.
”Hør her Love! Jeg har ledt efter dig og det ved du! Nu har jeg fundet dig og jeg går bare ikke sådan igen, for ved du hvad? Jeg elsker dig! Og jeg er ligeglad med hvad folk siger om dig. Hvis du kommer ud, så lover jeg dig, at jeg nok skal være bedre til at beskytte dig.” Louis stemme lød næsten ligeså grødet som min nu. Han kunne love mig alt, men hvordan ville han gøre det? Han kan jo ikke sidde og kontrollere hvad folk skriver og hvad folk siger til mig på gaden. Han kan ikke sidde og våge over mig mens jeg går til forelæsninger.
”Vil du ikke godt gå?” Sagde jeg højt og prøvede at lyde bestemt.
”Pal. Kom her! Også dig miss.” hørte jeg Harry sige og både Clara og Louis gik væk fra døren. Der blev helt stille og jeg sad og prøvede at få mit åndedræt i ro igen. Der gik lidt tid før der igen var nogen der bankede på døren. Jeg tørrede på mine øjne og kiggede mig i spejlet. Jeg ville ikke åbne.
”Christina kom nu ud! De er gået igen! Det er kun mig der er her nu!” Clara bankede et par gange mere på døren. Turde jeg åbne? Hun ville da ikke lyve for mig? Jeg låste døren op og lukkede lige så stille op og kiggede på Clara. Hun så medlidende tilbage på mig og rakte armene ud for at give mig et kram. Det var virkelig det jeg manglede lige nu. At afvise Louis var nok noget af det sværeste jeg havde gjort i mit liv, men det var også nødvendigt for hans karriere og for mit helbred.
”Det var en ordentlig omgang! Jeg ville ikke have kunne stå i mod hans charme! Kæft han er alligevel en hottie.” grinte Clara og tog mig i en armkrog og førte mig ud af cafeen. Hendes venner var åbenbart gået i mens alt dramaet stod på.
”Det hjælper ikke det der. Men tak fordi du fik mig til at smile endnu engang.” Halvhviskede jeg og smilede kort til hende.
”Det er det man har venner til.”

Det var dejligt at kunne gå ind i Claras hus og låse døren og så bare være alene. Jeg smed mig ned på fold ud sengen og lukkede øjnene. Det var simpelthen alt for meget for mig på én gang. Tænk at han var taget her over! Clara smed sin taske på sengen og fandt sin mobil frem og skrev løs. Hun skulle sikkert endnu engang tjekke alle de sociale netværks for spændende beskeder. Hendes mobil vibrerede kort for hver gang hun ramte en tast, så jeg sad og lyttede mens hun tastede hurtigt og da hun stoppede igen, kiggede jeg over på hende.
”Vi skal have sammensat det tøj til nytårsfesten!” Sagde hun pludselig og nærmest sprang op af sengen.
”Rolig nu! Der er stadig et par dage til.” Sagde jeg anstrengt og vendte mig om i sengen. Hun kiggede bebrejdende på mig.
”Har du kjole eller skal vi ud og shoppe?”
”Jeg har kjole! Bare rolig.” Forsikrede jeg hende. Det fik i det mindste til at slappe lidt mere af. Da hendes mor åbenbart var taget på tøsetur med hendes veninder, hvilket min mor også burde gøre engang i mellem, legede vi uansvarlige og i stedet for at lave mad, bagte vi en masse småkager og så en masse film. Vi lagde en masse tæpper, dyner og puder foran fjernsynet inde i stuen og snakkede ind over filmen, da vi havde set de fleste i forvejen.
”Hvornår skal du så starte efter juleferien?” Jeg tog endnu en småkage der var bagt med en masse nødder.
”Skal først starte den 13. faktisk.” Sagde hun med besvær, da hun også havde munden fuld af kage.
”Du læste også psykologi ikke?” hun nikkede og kiggede kort hen på fjernsynet for lige at se hvor vi var kommet til i filmen.
”Regner du med at starte op igen et andet sted?”
”Har overvejet hjemme i Danmark i en by der hedder Århus. Det er godt nok ikke helt det samme, men jeg vil virkelig gerne færdiggøre min uddannelse.”
”Jeg syntes du skal tage tilbage til Louis i London og færdiggøre din uddannelse der.” Sagde hun bestemt men uden at kigge på mig.
”Syntes du det er noget pjat? Altså alt det jeg har gang i?” Jeg havde egentlig ikke spurgt nogen om det før. Folk havde altid vist medlidenhed med mig og sagt ting nok skulle blive okay, men jeg havde aldrig spurgt nogen om, om de syntes det var det rigtige jeg havde gjort.
”Jeg ved ikke… men det er tydeligt at se, at Louis virkelig holder af dig. Ellers havde han ikke stalket mig og opsnuset min stamcafe! Men jeg ved heller ikke om jeg ville kunne kapere det samme pres som du var udsat for. Det er svært at sige. Måske skal man bare forsvinde ind i sin egen lille tåge af kærlighed hvor man kun kan se hvad der er lige foran en.” Jeg stirrede lidt på Clara som sad med et drømmende blik i de blågrå øjne.
”Okay Dr. Freud. Eller skal vi kalde dig Sokrates? Det var virkelig filosofisk.” grinte jeg.
”Filosofisk men sandt! Måske skulle vi lytte mere til de gamle grækere.”
”Så kvinderne jo slet ikke uden for huset. De skulle bare sidde derhjemme og vente på deres mænd kom hjem fra arbejde.”
”Det var også en mulighed!” Sagde Clara og puffede til mig. Det endte med en mindre pudekamp indtil hendes mor kom træt hjem.
”Hvad laver i to med mine pyntepuder?” Spurgte hun og vi stoppede brat op og gemte dem på ryggen.
”Ikke… rigtig noget.” svarede Clara uskyldigt og da hendes mor var gået igen grinede vi begge to og smed os ned på gulvet igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...