The memory loss (1D)

Det er fortsættelsen af "Forbidden love". Harry og Kayla har været ude for en bilulykke. De har begge fået hukommelsestab. Managemenetet bruger det til at holde dem adskilte. Hvor længe kan de gøre det, før de får deres hukommelse tilbage? Den vil være skrevet på samme måde som den første. Den vil være dirty.

7Likes
2Kommentarer
1693Visninger
AA

3. The familiar face

Kayla's synsvinkel

Jeg havde fået lov til at gå en tur på hospitalet. Jeg nød at få lov til, at bevæge mig rundt på gangene. Jeg kunne godt lide at komme ud af den seng, jeg lå i; jeg var ved at få spat af at ligge i den. Jeg skulle ud og bevæge mig, selvom jeg aldrig har set mig selv som sportstypen eller typen der ikke kan sidde stille. Jeg kunne bare ikke holde det ud længere. Jeg drejede til højre og fortsatte ligeud. Jeg stoppede og kiggede ind på en lille pige. Hun lå ned og så ud af helvedes til; hun var også skaldet. Hun havde nok kræft. Jeg beder for hun overlever, ingen har fortjent de lidelser kræft giver, især ikke et barn. Jeg kiggede nærmere på hende; hun var nok 9 eller 10 år. Sådan ca. 9-10 år yngre end mig. Ingen har fortjent det; hun har ikke engang nået at leve. Jeg lukkede øjnene og vendte ansigtet mod værelset overfor. Jeg mærkede tårerne presse på, men holdte dem tilbage; hvorfor gik jeg overhovedet ind på børneafdelingen? Jeg åbnede øjnene og rettede ryggen. Jeg er stærk, jeg græder ikke, jeg er ikke svag, jeg er stærk, jeg kan klare det. Det blev jeg ved med at gentage i mit hoved. Jeg begyndte at gå. Jeg gik forbi mange syge børn; det er utroligt så mange der var. Jeg holdte tårerne inde, men de var ved at komme ud. Jeg var ikke stærk nok, men jeg kæmpede en brav kamp for at holde dem inde.

Jeg var endelig forbi alle børnene og tårerne pressede på hårdere end nogensinde før. Jeg holdte dem tilbage med nød og næppe. Jeg kiggede lige frem og låste blikket fast til et billede på væggen; det var et landskab af en eng eller hvad det hedder, i hvert fald en masse græs, blomster og dyr. Jeg kiggede nærmere på det; der var et dådyr på. Hvad lavede den på engen? Nå, hvad ved jeg om dådyr? Ikke en skid udover at de er søde og de er dyr, som lever i skoven. Jeg ville gerne tilbage til mit værelse, så jeg vendte om og overvejede hvilken vej jeg skulle gå; det blev forbi børnene, fordi jeg ikke kendte den anden vej. Jeg begav mig børneafdelingen. Jeg gik stille forbi hvert værelse, mens jeg kiggede ned i jorden. Jeg ville ikke kigge på dem, fordi så vidste jeg, at jeg ville begyndte at græde. Jeg er bare så pokkers svag, at jeg ikke kan holde dem inde længere, så et enkelt blik på et sygt barn og jeg bryder sammen. Bare tanken får mig til at ville græde. Jeg trækker vejret gennem næsen og stille ud af munden for at slappe af. Jeg holder om mig selv og går med, små langsomme, skridt mod udgangen af børneafdelingen. Pludselig synes jeg børneafdelingen er blevet større. Jeg ville bare hen til mit værelse, men gud er ikke med mig. Har jeg nogensinde gjort dig noget? Har jeg nogensinde gået…. Vent det har jeg. Jeg løftede blikket og stoppede med at gå. Jeg kiggede ligeud. Jeg spærrede øjnene op; hvem fanden har jeg gjort DET med? Hvem fanden har taget min mødom eller hvem har jeg givet den til? Jeg vil vædde med det er denne mystiske Harry. Jeg håber kraftedme, jeg elskede ham og var klar, ellers opsøger jeg ham og slår ham til plukfisk. Jeg mener det. Han skal fandme ikke tage min mødom, hvis jeg ikke var klar eller ikke følte en skid for ham. Hvis jeg finder ud af, at han ikke elskede, eller elsker, mig, er han en død mand; Harry Styles eller ej, han skal fandme ikke komme og tage min mødom og så bagefter skride. Jeg har også følelser, men jeg kunne kun have været sikker; han elsker mig og jeg elsker ham. Jeg ville kun give min mødom til min eneste ene; han er måske ham. Ham jeg skal tilbringe resten af livet med og det vidste jeg. Jeg elskede ham og et sted dybt inde, gør jeg det stadig. Jeg tog min mobil frem og kiggede på baggrunden. Jeg mærkede ikke noget, før jeg sad ned, på en person. Jeg havde tabt min mobil.

Harry’s synsvinkel

Jeg var på vandring på gangene. Jeg elskede at kunne gå en tur, selvom jeg blev nødt til at gå med krykker. Dumme ben; hvorfor skulle jeg også brække det? Fucking bilulykke. Hov jeg har aldrig bandet sådan før; hvor har jeg fået det fra? Min mor ville være skuffet over mig; hun hader, at jeg bander, selvom jeg ikke gør det så tit i hendes nærvær. Jeg gik med nød og næppe rundt i børneafdelingen. Jeg kiggede ned i jorden, fordi hvis jeg kiggede op, ville jeg græde. Jeg kan ikke klare at se alle de børn, som lider. Jeg gik med langsomme skridt, eller hop, videre. Jeg kiggede stadig ned i gulvet og så mig selvfølgelig ikke for, før jeg mærkede gulvet mod min ryg og en der sad på min mave. En smerte skød gennem mine ribben.  Jeg åbnede øjnene og så ind i nogle brune, grædefærdige, øjne. Jeg kiggede til siden og så mine krykker ligge et godt stykke væk fra mig. ”Would you mind moving?” spurgte jeg høfligt om ”of course not” svarede… det ved jeg ikke, men det var en pige. Hun rejste sig og tog mine krykker. Jeg satte mig på albuerne og satte mig så på numsen. Jeg lagde mærke til en mobil ved siden af min arm og tog den i hånden. Pigen havde krykkerne i èn hånd og rakte den anden mod mig. Jeg tog fat i den og stod op på mit ene ben, med hendes skulder som støtte. Jeg lagde hendes mobil i min lomme og tog imod krykkerne. Jeg satte dem på plads og rettede på min stilling. Jeg kiggede hen på pigen; hun havde brunt hår, en slank figur, men ud fra hendes stilling, troede hun ikke på hun var slank. Dårlig selvtillid, flot krop, smukt hår og… hendes halskæde. Der stod Harry på; mit navn. Jeg rystede på hovedet og tog mobilen op af lommen ”this is yours” sagde jeg ”thanks” svarede hun. Hun rakte ud efter den og hendes hånd strejfede min, da hun tog den. Jeg smilede; jeg vidste ikke hvorfor, men jeg blev glad ved hendes berøring. På vejen ud af min hånd, kiggede jeg på baggrunden; et billede af hende og mig, det samme billede som jeg havde på min mobil. ”What’s your name?” spurgte hun ”Harry” svarede jeg og rakte hånden frem mod hende. Hun tog den ”Kayla” sagde hun og slap min hånd. Navnet virkede bekendt og det samme gjorde ansigtet. Jeg kendte hende personligt. ”I need to go” sagde jeg ”me too” jeg elskede hendes stemme. Jeg kendte hendes stemme og elskede den. Jeg hoppede forbi hende og fortsatte fremad. Jeg synes der var et eller andet specielt ved hende. Pludselig kom, der endnu et flashback.

Jeg gik ind på soveværelset og tog tøjet på. Jeg satte min hårtørrer i stikkontakten og tørrede mit hår, da det endelig var tørt, slukkede jeg hårtørren og tog den ud af stikkontakten. Jeg kiggede mig i spejlet. Jeg måtte ty til voksen, fordi det strittede ud til alle sider. Jeg kiggede hurtigt på uret 20 min, til jeg skal hente hende. Jeg gik ud for at finde min voks. Jeg ledte panisk efter den, fordi jeg kun havde 20 min, men jeg fandt den endelig, med 10 min. Tilbage. Jeg tog en klat i hånden og kom det i håret. Jeg rettede lidt på det og kiggede i spejlet, for at se resultatet. Det så fint ud, det så i hvert fald bedre ud end før. Jeg vendte rundt og gik ind for at se klokken, 5 min. til jeg skulle hente hende. Jeg kunne ikke vente med at se, hvad hun havde taget på. Jeg gik ud af døren og låste den. Jeg gik hen mod nr.1202. Kayla`s værelse. Jeg håbede ikke, hun ville blive sur over, jeg kom nogle minutter for tidligt. Jeg bankede forsigtigt på hendes dør og da døren åbnede, blev jeg mødt af den smukkeste pige på hele jorden. Hun havde taget en hvid kjole på med stopper, som gik ned til hendes ankler, hvor nogle højhælede-sølvsko begyndte. Hendes sko, hendes kjole og hendes ansigt gjorde hende til en engel på jorden. Jeg smilede størrere end nogensinde. Hun gengældte det.

Var det før en date. Jeg havde været på date med hende. Jeg havde været på date med Kayla. Jeg huskede også selve daten. Den havde været fantastisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...