Prinsessen

En historie om livet, verden og søskenekærlighed.

2Likes
3Kommentarer
155Visninger

1. Prinsessen

Prinsessen

Af Emilia Silvagellia

 

Han trampede i pedalerne. Regnen piskede mod hans pande, og vinden blæste stik imod ham, som for at holde ham tilbage, men han trampede bare hårdere. Det var for vigtigt til, at han kunne give op. Han nægtede give op. Han kunne ikke give op. Hver gang, hans venstre ben trampede nedad, kunne han mærke den betryggende vægt af sin dyrebare last, forsvarligt og lunt pakket ned i hans skuldertaske. Han mærkede en stikken bag øjnene. Han lukkede øjnene, og da han åbnede dem igen, flød de salte tårer ud og blandede sig på hans kinder med den nådesløst piskende regn. Han kunne næsten ikke se en hånd for sig for regnen og tårerne, men han trampede videre, for hans ben kendte vejen. Selvfølgelig kendte de vejen. Han havde været dernede flere gange, end han kunne tælle. Men dengang havde hans søster været med... Et lille hulk banede sig vej gennem hans mund, idet han huskede en af de talløse gange, familien havde været dernede...

 

Det var en solrig lørdag i sommerferien. Vi havde lige været i vandet alle sammen, og nu lå far og mor på tæppet og solede sig, mens jeg selv sad og slappede af. Et lille stykke væk kunne jeg se lillesøsters lyse krøller stikke ud under den lyserøde solhat, mor havde insisteret på, hun skulle tage på. Med et lille smil om munden slentrede jeg hen til hende.

 

Nå, prinsesse, hvad laver du?” spurgte jeg hende. Hun kiggede op på mig, og hendes blå øjne lyste, imens hendes mund bredte sig i et lysende smil til trods for det gabende hul, der hvor hendes fortand havde siddet indtil i går.

 

Et sandslot,” svarede hun og vinkede i retning af den bunke sand, hun lige havde samlet. ”Og der skal være en voldgrav, en have og et højt tårn, som prinsessen skal bo i.”

 

Hun tøvede et lille øjeblik. ”Jeg skal bare lige lave det først,” medgav hun. Jeg smilede lumsk til hende.

 

Nej, ved du, hvad du skal, prinsesse?”

 

Nej?” Det kom til at lyde som et spørgsmål, da hun så glimtet i mine øjne.

 

Du skal – kildes!” sagde jeg og kastede mig over hende. Hendes latter perlede gennem sommervarmen, mens hun råbte ”Lad være! Det kilder!”

 

Pludselig blev hendes latter afløst af et anfald af host, som hun lå er på ryggen i sandet. Jeg skyndte mig at flytte mig fra hende, så hun kunne få luft. Hendes kinder blev ildrøde, imens hostende fortsatte deres nådesløse march. Hurtigt satte jeg mig ned ved siden af hende og tog hende i mine arme. Min arme søster rystede som et espeløv, skælvede fra top til tå, imens hostende trampede videre. Længe sad jeg der med hende i favnen, håbede og bad for, at det snart måtte gå over. Det gjorde det ikke. Det blev tvært imod værre, for nu lød hostende dybere, som om hun var ved at tage tilløb til at kaste op.

 

Så blidt, jeg kunne, rejste jeg mig med min lille hostende prinsesse i favnen. Jeg havde nået at tage tre skridt, da det endelig var forbi. Min lille pige blev tung i mine arme, og hun skælvede næsten ikke mere. Hun kiggede op på mig med trætte blå øjne. ”Storebror?” sagde hun stille med rystende stemme. ”Jeg vil hjem.” Hun lagde sit lille, lyse, krøllede hoved på min skulder og lukkede øjnene.

 

Hans søster havde været syg næsten hele sit liv. Mor og far havde selvfølgelig taget hende med til alle landets dygtigste læger, men lige lidt hjalp det. Lægerne kunne ikke kende sygdommen, og ingen af de midler, de havde foreslået, havde virket.

 

Uanset hvor meget de håbede og bad, blev det aldrig bedre. Anfaldene blev hyppigere og hyppigere, og de blev værre og værre. Ikke længe efter strandturen havde hun kastet op under et anfald. Anfaldene kom pludseligt, og uden nogen åbenlys forklaring. De kom bare.

 

Deres forældre troede, det var sukker, der gjorde det (hvordan de nåede til den konklusion, er der vist ikke andre end dem selv, der ved), så de forbød hende at spise slik og kager, når de andre børn fik. Han kunne nu ikke se, hvad det skulle hjælpe. Så han smuglede næsten hver dag slik ind til hende. Sådan en regel er en af de regler, der er til for at blive brudt. Man kan da ikke bare nægte at lade en pige spise slik – hvad skulle hun ellers lave? Hvorfor nægte hende den glæde? Den lille prinsesse smilede sit solstrålesmil hver eneste gang, han kom med dagens levering. Så sad de på hendes værelse og snakkede.

 

Ofte legede de sammen. De havde aftalt for længe siden, at de ikke skulle lege med dukker sammen (man har vel sin stolthed), så det blev ofte til et spil ludo eller en god Disney-film. I sidstnævnte tilfælde lavede han altid popcorn til dem begge to – for det måtte de jo godt. Dem er der jo ikke sukker i. Ofte endte det med, at de jagtede hinanden rundt i stuen og smed popcorn efter hinanden, uden at tage sig af den film, der stod og kørte i baggrunden – men selvfølgelig kun, når de var alene hjemme, så han kunne nå at støvsuge det op, inden far og mor kom hjem. Forældrene vidste intet om, hvad der foregik i huset, når de ikke var hjemme.

 

Prinsessen måtte mange gange blive hjemme fra skole, fordi hun var for træt oven på et anfald. Det passede ham fint. Skolen var ikke noget sted for hans prinsesse. Der var alt for mange ubehøvlede og ondskabsfulde elever. Han tog sig ikke synderligt af dem. Men én dag skete der noget, han altid ville huske. Det var en af de dage, hvor prinsessen måtte blive hjemme. Han slentrede gennem skolegården i sine egne tanker. En gruppe snakkende elever gik imod ham, og da de passerede ham, kunne han høre et brudstykke af deres samtale.

 

”... faker det jo bare, den pjækkerøv. 'Hidtil ukendt sygdom'. Hvor dumme tror de egentlig, vi er?”

 

Før han vidste af det, havde han vendt sig om og givet den talende et kæberasler. Han blev sendt hjem for det, men det var det værd. Sådan taler man ikke om hans lillesøster.

 

Vinden hylede hen over markerne, så han blev revet ud af sin tankerække. Han trådte hårdere i pedalerne. Han så hverken til højre eller venstre, hverken på markerne eller træerne, idet de gled forbi, for han kendte dem ud og ind. Nu passerede han gården, hvor den sure gamle bonde boede. Det var han sikker på, selvom han ikke kunne se en hånd for sig. For han kunne huske stedet. Hvordan kunne han undgå at huske det? Stranden havde været hans andet hjem i mange år. Åh, han mindedes en af de talløse gange hans søster og han selv havde været dernede for et par år siden. Når han lukkede øjnene og mærkede den silende regn på kinderne, kunne han næsten forestille sig, at han var der igen...

 

Vi kæmpede os ned ad cykelstien. Vinden ruskede os i håret, mens vi tappert kæmpede os ned til vandet. Ud af øjenkrogen kunne jeg se hendes røde kinder og sammenbidt beslutsomme lille ansigt. Vi var næsten fremme efter en halv times indædt kamp. De blå øjne gnistrede, og jeg kunne se hendes uvilje til at lade vinden vinde, til at lade den få magten over os. Så vi trampede videre.

 

Efter yderligere fem minutters kamp nåede vi endelig frem. Vi stillede cyklerne op af hegnene og begyndte at bestige digerne. Vi var som skibbrudne, der kæmpede sig frem hen over klitterne i et ørkenlandskab, fast besluttede på at nå til en by eller en oase. Som ørkenvandrere tørstede vi efter synet af de rullende bølger med skumtoppe, at se helt ud til horisonten. Et smil bredte sig over prinsessens ansigt, da vi havde forceret den sidste bakketop og så ud på det uendelige hav. Med en barnligt lykkelig latter spænede hun ned ad bakken og ud på sandet, til trods for den piskende regn. Jeg smilede et skævt smil og begyndte nedstigningen fra diget. Efter alle de kræfter, vi havde brugt på at komme herned, virkede synet så meget mere velsignet.

 

Storebror, prøv at se!” råbte hun og pegede begejstret ud mod bølgerne. Jeg kneb øjnene sammen. Jeg skulle lige til at sige til hende, at jeg ikke kunne se noget, da jeg skimtede noget, der hverken var det mørke vand, det hvide skumsprøjt eller det blågrønne tang. Prinsessen havde sat sig ned på hug på kysten og hostede ind i sin hånd, ventende på vandets gave. Da det kom nærmere, kunne jeg se, at det var en dukke med lyst hår og en hvid kjole, begge gennemblødt af vandets favntag. Nu lagde vandet sin dyrebare last på kinden i det regnvåde sand og trak sig tilbage fra den som en slags afsked.

 

Med en blidhed, som få syvårige udviser, tog hun lige så stille den lille Venus i sine arme. Hvor kom den fra? Var der en lille pige et sted, der havde tabt den ned i bølgerne i et øjebliks uforsigtighed? Eller var den havets gave til min lille syge prinsesse, skabt af vand og skumsprøjt og båret til kysten af en kærlig havgud?

 

Hun så ned i dukkens våde ansigt med en mærkelig form for forståelse i øjnene, mens hun blidt strøg det lyse, gennemblødte hår væk fra dens pande. Hun kiggede op og mødte mit blik.

 

Storebror...” Hun behøvede ikke at sige mere. Hendes blå øjne fortalte mig resten. 'Denne her dukke betyder allerede meget for din søster,' sagde de. 'Hun kan ikke bare efterlade den her.'

 

Jeg så på dukken, blidt lagt i min søsters arme, gennemblødt som den var, i sin fine hvide kjole. Jeg så på min søster, blidt knugende den våde dukke, og jeg så, at min søster havde fundet en ven. En betroet. For så gerne jeg end ville, kunne jeg ikke altid være der for hende. Hun havde brug for en, der kun havde hende på dagsordenen. Og jeg så, at denne dukke ville opfylde den rolle. Hvordan skulle jeg så kunne sige nej?

 

Så jeg nikkede og sagde, ”Hun kan ligge i min taske.” Lillesøsters solstrålesmil burde få regnskyerne til at lette...

 

Efter dette, var det sjældent at se prinsessen uden selskab af sin dukke. Hun tog hende med overalt, til mormor, i skole, på indkøb og ved deres utallige strandture. Hun tog hende endda med til lægen, hvor det ikke var sjældent at se hende knuge den ind til sig, mens doktoren gentog sin sædvanlige, deprimerende rapport om, at han ikke så nogen bedring i hendes situation, men tvært imod en forværring. Dukkepigen var en stor trøst for hende, og han mistænkte den for at være noget af det eneste, der holdt hans prinsesses solstrålesmil på plads.

 

I starten havde alle hendes veninder syntes, at det var sødt, at hun tog dukkepigen med overalt. De havde jo hver især deres helt specielle dukke, de sov med delte alt med. Men efterhånden som de blev ældre, holdt de en efter en op med at lege med deres dukker, og til sidst var hun den eneste, der var tilbage. På første skoledag i fjerde klasse, kom hun ind i klasseværelset med skoletaske på ryggen og dukken under armen. De andre spottede hende. 'Pattebarn,' kaldte de hende. Og efter sådan en modtagelse ville de fleste andre piger nok have ladet dukkepigen ligge derhjemme og prøvet at passe ind.

 

Men ikke prinsessen. Hun stak bare hagen ud og fortsatte hårdnakket med at tage den med overalt. Han spurgte hende aldrig hvorfor. Det virkede ligesom for personligt. Men han mente at have gættet det. Måske var det fordi, hun så sig selv i den, fordi den ligesom hende var i skæbnens vold. Slynget mellem bølgerne, hid og did, for til sidst at blive skyllet op på stranden, kold og gennemblødt. Det lød skørt, men når han så hende ind i øjnene, var det ikke svært at tro på.

 

Hun smilede, lo og snakkede, som muntre piger i den alder nu skal, men hendes blik fortalte en anden historie. Som om hun var klar over, at hun ikke ville opleve nær så mange nytårsfester som sine kammerater. At hendes timeglas ville rinde ud tidligere end andres.

 

Det var først efter hendes 11-års fødselsdag, at de nævnte et ord om det til hinanden...

 

Mor og Far var ikke hjemme, og jeg greb chancen for at give Prinsessen lidt sødt. Jeg hældte kogende vand på kakaopulveret på bunden af vores krus. Det var sikkert lige noget, hun kunne bruge på den kolde vinteraften. Så jeg satte de to krus op på en bakke og begav mig op på hendes værelse. Udenfor faldt sneen i store, hvide fnug. Jeg bankede på døren, og fik et lille ”Kom ind,” til svar. Jeg listede døren op, og derinde midt i sengen sad den lille prinsesse, bleg og kold som sneen udenfor, med sin dukke under armen.

 

Jeg har taget noget kakao med til dig,” sagde jeg og stillede bakken på hendes natbord. Jeg satte mig på hendes sengekant, og vi tog et krus hver med den varme væske.

 

Nå, hvad syntes du så om filmen? Jeg har hørt, den skulle være virkelig sjov, og –”

 

Storebror.” Jeg tav, og hun kiggede over på mig med alvorlige blå øjne. ”Jeg kan ikke blive ved. Jeg er så ked af at måtte forlade jer, men jeg er nødt til det.”

 

Jeg nægtede at tro mine egne ører. ”Jamen, prinsesse.”

 

Nej, storebror, bare lad være. Jeg ved godt, jeg snart skal bort. Jeg ved godt, at tiden nærmer sig. Jeg hører vinterens stemme.” Hun så ud af vinduet, ud på den dalende sne. ”Jeg så det i lægens blik, da han undersøgte mig sidst. Jeg har vel egentlig altid vidst det.” Hun blev afbrudt af et tørt host. ”Du må bare love mig én ting.” Hendes blik gennemborede mig, og hendes stemme steg i intensitet. ”Du skal leve lykkeligt. Du skal leve fuldt og helt. Også selvom jeg er væk.” Hendes stemme blev stille igen. ”Og når jeg er væk... så tag hende med til hendes hjem. Til der, hvor vi fandt hende. Det er der, hun helst vil være. Det er der, hun hører til.”

 

Det lover jeg.” Det piner mig at høre hende tale sådan. Ingen lille pige burde behøve at tale sådan om sit liv. Om sin død.

 

Den varme chokolade mistede sin sødme...

 

Blot måneder efter, sov hun ind. Bleg som sneen, med hår som sommerens kornmarker. Hele familien sørgede, hver på deres måde. Far sad i lange timer på Prinsessens nu tomme værelse og stirrede ud i intetheden. Mor gik hver dag ned til graven for at rette på blomsterne. Og Storebror... han trøstede sig med at opfylde sin søsters ønsker, at holde sine løfter til hende. Det første løfte var det sværeste. Hvordan kunne han være lykkelig, når han overalt så påmindelser om, at Prinsessen var gået bort?

 

Og det andet var det, han arbejdede på trods vindens rasen og regnens pisken. Nu var diget i sigte, og han trampede hårdere, opmuntret af synet. Han stillede cyklen op ad hegnet som så mange gange før, men dengang...

 

Og ligesom da hans søster var i live, kæmpede han sig op ad digerne. Da han endelig kom ned på stranden, kiggede han rundt efter et godt sted. Hans skuldertaske føltes betryggende tung. Da så han det perfekte sted, en stor sten lidt længere nede af stranden. Bølgerne brusede ind mod ham fra venstre. Han åbnede sin taske og tog blidt dukken ud. Fin så den ud i sin rene hvide kjole og det kærligt flettede hår med hvide bånd. Han lagde et sammenfoldet håndklæde på stenen, så dukkepigen havde noget blødt at ligge på. Med en blidhed som var det hans søster, lagde han dukken ned på klædet med udsigt til vandet, til hendes hjem. Bølgerne kastede sig op efter hende, men hun var i sikkerhed. De kunne ikke røre hende. Hun havde fundet fred.

 

Han stod i lang tid og betragtede dukken, på en måde stolt over at ære sin søsters minde.

 

Så var det ene løfte opfyldt.

 

Med et lille smil gik han hjem for at arbejde på det andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...