The Blindness Of Humanity (Pause)

Hvad ville der ske, hvis du fandt ud af, at du slet ikke er hvem, du tror du er? At du bare er en kopi? 15 årige Alice er indbegrebet af den fødte ateist. Hendes tro på gud eller noget som helst der ikke er bevist, er så stor som hullet i en penny. Hendes bror, Paxton derimod er overbevist om alt det Alice ikke tror på. Han mener at menneskeheden bare er for blind og uopmærksom. Det er kun et spørgsmål om tid. Med kun 18 små år i bagagen blev Paxton kørt ned, og døde på stedet.
Alice har slået øjne op for virkeligheden, og sat tingene i perspektiv. Hun er begyndt at tro på alt hvad Paxton stod inde for. Den årlige familietur til byen Concordia i Kansas er stakkels Alice tvunget med på. Men den bliver ikke helt som planlagt. Hvad nu hvis du kun havde 10 dage tilbage at leve i? Eller hvis du mødte dig selv?

4Likes
0Kommentarer
374Visninger
AA

3. Corp


Jeg hiver døren op, og træder indenfor. "Jeg har brug for en forklaring." Siger jeg med et fast blik på Paxton. "Alice," han rømmer sig, og forsætter: "Kom, lad os gå en tur." Han tager min hånd, og trækker mig udenfor. Vi går langt, og han flytter nogle korn til siden så vi kan sidde ned. Jeg kigger forventende på ham.
"Det her er nok lidt svært at tro på. Men vi ved alt om jorden." Jeg smiler og skal lige til at grine, men han ser meget seriøs ud. "Jorden? Du mener her?"
"Nej, det er det jeg siger. Du tror mig nok ikke, men du må prøve at forstå. Det her er Platun." Jeg laver store øjne. "Lad mig forklare dig det på den her måde. For mange 1000 år siden var det kritisk og vores planet var dømt til at dø, og den ville gå under. Så vi lavede Kopier af os selv kaldet "corps" som vi placerede på det vi kaldte "Jorden" Jeg levede ikke den gang. Men det skulle være sådan at når en ny blev født på Platun, blev en corp selvfølgelig født. Sådan at hvis vores planet gik under, ville kunne flygte og blive et med vores corps, og leve på jorden. Men Platun overlevede, og corpsne blev ved med at være ja... corps. Som bare lå stille. Men så for nogle århundreder siden mistede Platun forbindelsen til Jorden, og corpsne fik sit eget liv. corpsne lever på jorden nu og har en hel normal verden. Os fra Platun er ligsom originalerne. Vi ved alt om jer." Jeg stopper ham, "Jer? Jeg er et corp, kan jeg gætte."
"Ja. Hvis et corp dør, lever originalen stadig. Som eksempel døde din corpbror, Paxton. Men jeg lever stadig. Men hvis en original dør, så dør corpset også. Giver det mening?"
"Ja sådan da.".
"Det sker ved et uheld måske en gang hvert århundrede, at et corp kommer her til. Som dig. Via et meget skarpt lys. Da du begyndte at snakke om penge, vidste jeg at du var fra jorden. I behandler hinanden så slemt. Vi har ingen penge, vi tager kun hvad vi har brug for."
"Wow.. Så når en ny baby bliver født her? Så er det den samme baby der bliver født på jorden?"
Han nikker.
"Så hvis en original dør, hvordan dør corpset så?"
"Det er vidst det I kalder et hjertestop eller hjerneblødning. Det som lægerne aldrig kan finde ud af." Pludselig går det op for mig. "Så må der jo også være en original Alice." 
"Ja. Hun kommer hjem idag."
Da vi træder ind af døren står Alice og mor i køkkenet. Hendes blik stivner da hun får øjenkontakt med mig. Hun holder sig selv for munden for ikke at skrige. "Jeg er et corp, hvis du skulle være i tvivl," siger jeg og kigger om på Paxton. Han griner lidt for sig selv. Hun går stille hen mod døren, og forsvinder ud i laden.
Vi står i køkkenet og snakker lidt, da et kæmpe brag bryder samtalen. Mor løber ud, og skriger:"ALICE!" Vi løber efter hende, og stopper op uden at sige et ord. Hele laden er styrtet sammen, og støvskyer står op fra jorden. Mor løber tilbage ind i huset for at ringe efter en ambulance. "Kom, vi tager væk. De skal nok klare det. Det er nok bedst hvis i går lidt." Jeg kan nu godt forstå ham. Han ved ligeså godt som mig at ingen kan overleve det.
Vi stopper ved en cafe og sætter os ved siden af hinanden i en stor sofa. "Hun er væk," siger han stille. Vi sidder i tavshed i lang tid. "Men.... Hvis min original lige er død.. Så.. Dør jeg så lige om lidt?" Han kigger på mig, det er også først gået op for ham nu. "Platun er 10 dage længere fremme end jer, så om 10 dage." Fedt, jeg ved hvornår jeg skal dø.
"Jeg vil ikke dø," siger jeg, med nervøse træk. Han lægger min hånd i hans, og stirrer ud i luften.
"Jeg kan ikke komme tilbage, så dør jeg alligevel. I ved så meget, kan jeg redes?" Han svarer ikke. Pludselig slår det mig, min bøn blev nok hørt. "Paxton, før jeg kom her bad jeg. Jeg ville give alt for at se dig en sidste gang. Alt. Jeg har lige givet mit liv for at se dig."
"Åh Alice." Han stryger min kind blidt med ydersiden af sin hånd. Hans blik fanger mit.
"Det er bare noget du forstiller dig."  Måske har han ret, men det ændre ikke at jeg skal dø snart. "Vent, der er måske noget. Det er jo umuligt at genoplive mennesker. Men du er et corp. Du har en forbindelse til din original. Hvis den brydes, overlever du." Jeg kan mærke hvordan mine øjne lyser op. "Bliver jeg så selvstændig? Eller hvad man nu siger?" "Ja det kan man godt sige. Men det er kun noget jeg har hørt." Jeg mister gnisten igen, og forbereder med på ting som piger i min alder aldrig skulle komme ud for. Paxton sukker også dybt. Alt det her må være en drøm. Altså man oplever da ikke sig selv dø. I det mindste skal jeg ikke tilbage til mit triste liv uden Paxton. Jeg lader min hånd glide ind i hans, og vi sidder i tavshed.
Han kigger over på mig, og synker en klump før han begynder:"Vi kan kun tage et sted hen, der hvor vi alle lærer om alt hvad der overhovedet findes. Måske står der noget om hvordan vi får dig selvstændig." Jeg nikker i små ryk, og følger med ham ud i bilen. Jeg fanger hans blik idét han er ved at starte bilen. "Pax. Jeg er så glad for at jeg kunne se dig en sidste gang." Han prøver at løfte mit smil, med hans opmuntrende øjne. 10 dage... Jeg er dødsdømt. 








 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...