Ekko

I en verden infiltreret af stofmisbrug og panik, finder to teenagere lys i mørket og får øjnene op for nye følelser, inden Verdens Undergang.
Forældreløse Aly lever et hårdt liv som Uddeler for narkobaronen Cumulus, og kan ikke stole på nogen. Efter hun og hendes storebror Liam mister deres forældre, tager Cumulus dem til sig. De må klare sig i den barske verden som Uddelere af Glemselspillen, indtil Jorden går under.
Da Wills forældre dør af stofmisbrug, beslutter han sig for at starte en gruppe, der kalder sig Ildsjælene. De kæmper for at genoprette samfundet og skaffe Cumulus af vejen.
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du kun havde fem år tilbage at leve i?

Padlihtam: Will Fletcher
N. A. Ulrich: Aly Tate


"Ekko" er vores bidrag til Sci-fi konkurrencen.

49Likes
68Kommentarer
3329Visninger
AA

10. Kapitel 9: Will

 

   Sneen havde lagt sig som et tyndt, hvidt lag på bygninger og veje, da det blev min tur til at slæbe Allison med udenfor. De andre havde skiftedes til at gå korte ture med hende, men nu kunne jeg ikke løbe fra tjansen længere.

   Allison luntede afsted få meter bag mig, men ingen af os sagde noget. Jeg pustede ud i luften og kiggede på dampskyen, min varme ånde dannede i den kølige luft.

   Jeg stoppede op, da vi passerede forlystelsesparken. Allison tumlede ind i mig bagfra og mumlede et eller andet til mig, som jeg ikke engang forsøgte at høre, hvad var. Jeg vendte mig og så på hende; hun var ynkelig. Hendes hår var én stor kage af blod og snavs, hendes tøj var ikke meget bedre. Hun havde et gråhvidt stykke stof bundet om hovedet, så det dækkede for hendes øjne.

   "Jeg ved godt, du kigger på mig," sagde hun pludselig. Jeg vendte mig hurtigt om, og hun fortsatte: "Jeg kan høre sneen knirke, når du bevæger dig."

   "Du er creepy," svarede jeg bare og begyndte at gå.

   "Okay, Sølvhår," pustede Allison og lagde vægten i rebet, der forbandt os. Hun havde ikke tænkt sig at følge med. Selvom hun virkede træt hele tiden, var hun utroligt stærk, når det gjaldt.

   "Hvad nu?" Jeg stoppede også, men vendte mig ikke.

   "Hvorfor er du så gnaven hele tiden?"

   "Hold dog kæft," svarede jeg og lagde armene over kors. "Jeg er sgu da ikke gnaven hele tiden."

   "Du er gnaven nu," konstaterede Allison. "Og det går altid ud over mig."

   Jeg kunne mærke raseriet boble op. Tøsen fattede heller ingenting. Jeg ignorede hende et stykke tid, men fristelsen blev alligevel for stor for mig og mit ego.

   "Det er nok fordi du er en bitch." Jeg tror, hun himlede med øjnene under stofstykket. "Og det er okay at lade alting gå ud over en bitch."

   "Undrer det dig virkelig, at jeg er bitchy, når jeg er blevet kidnappet, tortureret, udsultet og latterliggjort i de sidste tre uger?" Jeg svarede ikke. Hun havde virkelig ordene i sin magt. "Undrer det dig virkelig, at jeg er bare den mindste smule bitchy, når jeg er blevet taget væk fra den eneste rest af familie, jeg har?" Jeg åbnede munden for at sige noget, men hun afbrød: "Der er så kort tid til, at Jorden eksploderer og slår os alle sammen ihjel, og så kommer du og sørger for, at jeg ikke engang kan dø sammen med min familie." Hun provokerede virkelig. Jeg sukkede og lod blikket glide over de gamle forlystelser.

   "På den anden side kan du jo heller ikke tænke over det bagefter," svarede jeg. Min tur til at provokere. Jeg kunne se, at mit svar overraskede hende.

   "Du er virkelig ligeså kold og ligeglad som Ildsjælene siger," svarede hun henkastet.

   "Det passer ikke. Jeg bekymrer mig bare mindre end så mange andre gør."

   "Ligeglad," rettede hun mig. "Det er klart, de ikke bryder sig om dig." Det kunne ikke være rigtigt.

   "Jeg tager mig af dem. De stoler på mig," forsikrede jeg hende.

   "De stoler i hvert fald på, at du er naiv nok til ikke at opdage, hvad de siger bag din ryg." Jeg så et drillende smil forme sig i hendes mundvige.

   "Mine forældre er kraftedeme døde, min kæreste er skide sur på mig, og jeg bor i et rottehul sammen med tretten andre tabere." Jeg tog en dyb vejrtrækning. "Derfor er jeg gnaven."

   "Men det giver dig stadig ikke ret til at lade det gå ud over mig."

    "Sidst jeg tjekkede var to tredjedele af det din skyld, så det er vel ikke helt unfair, at det går ud over dig!" Det gik op for mig, at jeg havde vendt mig og stod og råbte hende ind i ansigtet.

   "Hvad?! Det er sgu da ikke min skyld?" Facaden krakelerede en lille smule.

   Jeg tog et skridt mod hende og flåede stofstykket af hendes ansigt. Hun missede med øjnene inden hendes brune øjne mødte mine.

   "Du! Du slog mine forældre ihjel," hvæsede jeg. "Dig og de stoffer, du gav dem." Hun sank et par gange. Så pustede hun sig op og skubbede mig hårdt i brystet med de stadig sammenbundne hænder.

   "Mig?! Jeg deler bare stofferne ud. Det var fandme dine forældre, der købte dem selv." Hun spyttede foran mine fødder. "Desuden dør man ikke af at tage stofferne. Dine selvmorderiske forældre skred sikkert bare videre til den næste verden fordi de ikke gad dig mere." Den sad. Jeg kunne mærke tårerne presse bag øjenæblerne.

   "Du kan slet ikke huske mig, vel?" Jeg koncentrerede mig om at vise mit had gennem øjnene og forsøgte at skjule gråden, der hang i halsen på mig.

   "Det eneste, jeg husker dig for, er at tage mig med til det her lortested." Hendes stemme rystede. Facaden var ved at krakelere, og det blev kun værre, da jeg fortalte om vores første møde.

   "Jeg kan ikke huske situationen," sagde hun bare. "Men jeg ved, at det ikke var min skyld, de døde."

   "Du kom med stofferne."

   "Du sørgede for, jeg ikke kom igen."

   "Hvad?"

   "Man dør kun af stofferne, hvis man holder op med at tage dem." Hun kiggede ned af mig. "Dine forældre holdt kun op, fordi du nægtede dem stofferne."

   Bang. Jeg havde slået mine forældre ihjel. Jeg slap rebet og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Jeg prøvede stadig at gemme mig bag min stolthed. Hun måtte ikke se hvor svag, jeg i virkeligheden var. Desværre lurede hun, at jeg var lige ved at græde.

   "Aj, nu stopper du simpelthen." Allison himlede med øjnene. "Du kan ikke bare stille dig der og tude. Jeg kunne jo stikke af!" Hun grinede forsigtigt, men jeg svarede ikke, så hun fortsatte i stedet: "William, helt ærligt, du har det hårdt, men kig dig omkring." Jeg mødte trodsigt hendes blik mens hun fortsatte: "Hele vores verden er ødelagt. Dine tretten tabervenner har sgu da heller ingen forældre."

   "De har hinanden."

   "Mhm, og hvad så med mig?" Hun kiggede på mig med et blik, der mindede mig om Leahs. "Mine forældre er også døde. Hvem har jeg måske?"

   "Du har i det mindste en bror," svarede jeg og huskede den overlegne narrøv fra Hovedkvarteret.

   "Liam? Han tæller knap nok som en bror. Han har aldrig taget sig af mig." Hun snøftede. "Det er kun Cumulus, der har gidet bruge tid på mig."

   "Cumulus?" Jeg tørrede snot væk med håndryggen og lo hånligt. "Hvis Cumulus virkelig gad dig, tror du så ikke, han havde hentet dig for længst?"

   "Han er på vej. Og han slår jer alle sammen ihjel, når han kommer."

   "Hulen ligger cirka 35 minutters gang fra Hovedkvarteret, Allison. Der var ikke engang nogen, der fulgte efter os, da vi kidnappede dig." Jeg kunne se, det begyndte at dæmre for hende.

   "Men..." Hendes blik flakkede. Den facade, hun altid gemte sig bag, kom hurtigt op. "Han venter sikkert bare til I er svagest." Jeg kunne høre, hun heller ikke selv troede på det, og hun skyndte sig at tilføje: "Og du skal ikke kalde mig Allison."

   "Hvad fanden så? Det er jo det, du hedder."

   "Aly i det mindste. Det var kun mor, der kaldte mig Allison."

   "Samme for mig. Altså med William. Alle kalder mig bare Will." Hun nikkede. Det var en underlig fornemmelse. Vi var to ynkelige teenagere midt i ruinerne af et smukt og velfungerende samfund.

   "Eller Sølvhår," mumlede hun. Jeg brød ud i grin og gråd på samme tid. Vi var fjender, vi arbejdede mod hinanden, og alligevel fandt jeg mig selv med armene om hende lidt efter og tårer løbende ned i hendes hår.

   Jeg ved ikke hvor længe, vi stod sådan, og jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte på. Men jeg fortalte aldrig nogen af de andre om det, og det tror jeg heller ikke, at Aly gjorde.

   "Hvad?" Hun fangede mit blik. Jeg kunne høre skridt bag mig.

    "Han begyndte bare at hoste," hikstede hun. "Hjælp mig nu!" Hun tog fat i min arm og trak, til jeg fulgte efter.

    "Årh, tror du virkelig på det flæberi?" spurgte Vic og jeg vendte mig mod ham. "Det er da åbenlyst en fælde!" De andre vågnede så småt ved larmen.

    "Will, vi har ikke tid til det her, Noah dør, hvis vi ikke snart hjælper ham!" Aly hev igen i min arm. Jeg tøvede et øjeblik. Vic havde ret. Det kunne være en fælde. Cumulus kunne vente på os udenfor.

    "Hvad i helvede foregår der her?" Rita dukkede op bag Vic. Jeg kunne høre, at Leah og Cole snakkede sammen ovre ved sengene. Ingen svarede på Ritas spørgsmål.

    "Fald nu ned, din hysteriske møgunge!" Vic skilte os ad og gik med truende skridt mod Aly. Jeg rystede tanken om fælden af mig. Vic sprang et skridt frem og fik fat om Alys overkrop. Et sekund efter stod hun fastlåst med hans arm om halsen; han kunne kvæle hende så let som ingenting.

    "Så slapper du eddermame af, tøs." Vic vendte sig mod mig, så jeg kunne se frygten i Alys øjne.

    "Hold dig væk fra hende, Vic," hørte jeg mig selv sige.

    "Ellers hvad?" Han slog en arrogant latter op. Jeg tog et skridt frem, og så gjorde jeg det. Foran alle de andre. Jeg ved ikke, hvordan jeg turde, men jeg gjorde det. Jeg tyrede en knytnæve lige i ansigtet på Vic, der overrasket slap Aly og så målløst på mig.

    "Kom så," sagde jeg til Aly og satte i løb ud af Hulen. Jeg kunne høre hendes skridt bag mig, og Vic og Rita, der skændtes inde i Hulen. Vi fandt hurtigt Noah. Han lå på ryggen mellem skinnerne og udstødte rallende lyde og det bragte et ubehageligt minde frem:

    

    Mor og far lå på gulvet. Far lå med ryggen til, vendt væk fra os begge. Hans krop var sammensunket og lugtede dårligt. Han havde været død i et par dage.

    Mor hostede voldsomt. Hendes hår var svedigt og klistret. Hun mumlede et eller andet, måske i febervildelse.

    "Will... Skat... Kom her hen..." Hun viftede mig tættere på med en spinkel hånd. Jeg satte mig ned ved hendes side og lod hende knuge min hånd, mens hun fortsatte: "Du bliver nødt til at hente flere Glemselspiller."

    "Nej mor," hviskede jeg. "Det kan jeg ikke."

    "Du skal."

    "Nej." Jeg slap hendes hånd. Hun begyndte igen at hoste. Jeg så blod dukke frem i hendes mundvige og løbe ned af hagen. Jeg løftede hendes hoved op i skødet, så hun bedre kunne få luft.

    "Du må ikke dø, mor," hviskede jeg. Hendes øjne rullede rundt og vendte det hvide ud af, mens hendes vejrtrækning blev svagere.

    

    "Bliv hos mig, Noah, bliv nu her." Aly var faldet på knæ ved siden af ham, mens jeg havde stået i mine egne tanker. Jeg prøvede at få et overblik over situationen.

    "Hvad skete der?"

    "Han begyndte bare at hoste lige pludselig, og der var blod," forklarede Aly, og så begyndte Noah igen at hoste. Det var allerede for sent.

    "Åh gud, nej." Det var, hvad jeg sagde. Åh gud, nej. Andet kom der ikke ud af min mund, selvom jeg havde så mange ting, jeg kunne have sagt.

    "Hvorfor er han syg, Will? Hvornår blev han syg?" Aly kiggede febrilsk på mig. Jeg rystede bare på hovedet og kiggede på hende med et medlidende blik. "Svar mig, Will!" Jeg så på hende med frygt i øjnene. Jeg vidste godt hvorfor, han var syg.

    Jeg satte mig ned og løftede Noahs hoved op i mit skød, ligesom jeg havde gjort med min mors. Aly knugede hans hånd. I et kort øjebliks klarhed mødte han Alys blik og smilede kærligt. Så holdte hosteriet op, og hans øjne gled i. 

    Man skulle tro, sådan noget foregik mere dramatisk, men det gjorde det ikke. Noah døde i armene på os. Aly kiggede på mig med tårerne løbende ned af kinderne og rystede på hovedet.

    "Han er ikke væk. Du er ikke død, Noah, nej vel?" mumlede hun. Jeg kunne næsten ikke bære det. Jeg nikkede til hende. Hun faldt sammen over ham. Næsten sådan her, havde jeg siddet med mine forældre; først min far, så min mor, men det var snart mange år siden. De døde begge, fordi jeg havde nægtet dem deres Glemselspiller. Og på samme måde døde Noah.

    Mens jeg sad der i metrotunnelen og strøg Aly forsigtigt over håret, dukkede de andre Ildsjæle op. Nogle sluttede sig til Alys gråd, andre hviskede lavmælt til hinanden eller gemte ansigtet i hænderne. Leah og Cole flettede fingre. For en måned siden var jeg blevet jaloux, men lige nu var jeg ligeglad. For jeg kunne mærke Alys hjerte banke, og hendes hånd knuge min, og pludselig var jeg fuldstændig ligeglad med Leah.

    Rita var den første til at bryde den sørgmodige stilhed, der opstod, da lyden af sagte hulken svandt ind.

    "Vic," sagde hun med rystende stemme. "Vic, vandet er gået."

    "Hva'?," svarede han. Jeg kiggede forvirret på Aly, hvis ansigt var helt opsvulmet af tårerne.

    "Vandet er gået. Jeg skal føde, Vic."

    "Nu?"

    "Ja, gu' fanden skal det være nu!" Rita greb Vics hånd og trak afsted med ham tilbage mod Hulen. De andre fulgte efter, men Leah blev tilbage. Hun kiggede på mig et par sekunder, inden hun rystede på hovedet og vendte sig og gik. Jeg kiggede på Aly, der igen havde lagt hovedet mod Noahs brystkasse. Jeg sad længe og kiggede på hende. Så længe, at Annie, hende der havde taget sig af Noah og den anden syge Ildsjæl, Mark, kom ud og hentede os.

    "Hun har født," fortalte hun. Og det havde hun ganske rigtigt. Hun sad på kanten af sofaen med alle Ildsjælene omkring sig og barnet i armene.

    Det var blevet en dreng.

    "Noah," sagde Rita. "Han skal hedde Noah." Vi andre var tavse. Hun havde svøbt ham i et tæppe og kiggede kærligt på ham.

    "Det er et godt navn," sagde Aly fra sit hjørne, hvor Vic igen havde bundet hende til brandtrappen.

    Vic, Cole og jeg pakkede den rigtige Noah ind i et slidt lagen, og forsøgte at finde ud af, hvor vi skulle gøre af ham. Begrave ham kunne vi ikke rigtigt; jorden var frossen og vi havde ikke engang noget, der mindede om en skovl.

    Vi bar ham ind i en af de sidetunneler, der endte blindt, og lagde ham der. Jeg bad de andre tage stilling til, hvad der skulle ske med ham, for jeg kunne ikke overskue det.

 

    På den måde nåede det næsten at blive morgen igen, inden der faldt ro over Hulen og Ildsjælene.

    Da alle sov, kravlede jeg ud af soveposen og over til Aly. Jeg strøg det klistrede hår væk fra hendes ansigt og tænkte på, hvordan i alverdenen jeg kunne hade hende.

    Jeg bandt rebet om hendes hænder op og vækkede hende forsigtigt.

    "Frie fugle flyver bedst," hviskede jeg til hende inden hun slog øjnene. "Du skal gå til højre mod forlystelsesparken. Så kan du se Hovedvejen." Så skyndte jeg mig tilbage i soveposen. Jeg lod som om, jeg sov, men jeg så hende vågne. Jeg så hendes forvirrede ansigtsudtryk, da det gik op for hende, at hun ikke var bundet. Jeg så hendes læber forme ordene, jeg havde hvisket til hende, og jeg så hende rejse sig og forlade Hulen.

    Så lukkede jeg øjnene og drømte en underlig drøm, hvor jeg så mig selv jage Aly gennem ruinerne af byen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...