Ekko

I en verden infiltreret af stofmisbrug og panik, finder to teenagere lys i mørket og får øjnene op for nye følelser, inden Verdens Undergang.
Forældreløse Aly lever et hårdt liv som Uddeler for narkobaronen Cumulus, og kan ikke stole på nogen. Efter hun og hendes storebror Liam mister deres forældre, tager Cumulus dem til sig. De må klare sig i den barske verden som Uddelere af Glemselspillen, indtil Jorden går under.
Da Wills forældre dør af stofmisbrug, beslutter han sig for at starte en gruppe, der kalder sig Ildsjælene. De kæmper for at genoprette samfundet og skaffe Cumulus af vejen.
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du kun havde fem år tilbage at leve i?

Padlihtam: Will Fletcher
N. A. Ulrich: Aly Tate


"Ekko" er vores bidrag til Sci-fi konkurrencen.

49Likes
68Kommentarer
3212Visninger
AA

9. Kapitel 8: Aly

 

 

  Julen sneg sig op på os alle, og der blev mere og mere koldt i Hulen. Alle havde svært ved at holde varmen, men når jeg tænkte på de sidste dages hendelser, blev mit ansigt varmt af flovhed. Både min og Wills pludselige sårbarhed overfor hinanden var kommet bag på mig, og jeg kunne ikke møde hans blik. Aldrig i mit liv havde jeg været så forvirret.

  Det var et par dages tid siden, at vi havde været på turen op til overfladen, og den tunge stemning var til at tage og føle på. Efter at have holdt om mig med knogleknusende styrke, var jeg sikker på, at det var meget længe siden, Will havde fået et kram, der ikke ledte til sex. Så jeg var blevet stående, med falske tårer trillende ned ad mine kinder. Da han begyndte at hulke, var jeg lige ved at fortryde, at jeg havde løjet overfor ham.

  Det var sandt, at mine forældre var døde, men Uddelerne kunne ikke erstatte dem. De var ikke min familie, og ville aldrig blive det - ikke engang Liam. Men det var en del af min plan, at prikke til Wills samvittighed. Jeg vidste stadig ikke hvor det ville lede hen, men jeg havde på fornemmelsen at jeg snart ville finde ud af det.

  Da han endelig slap mig, var hans øjne røde og hans ansigt vådt. Jeg havde mærket noget dybt ind i mig røre på sig, da jeg så hvor sårbar han egentlig var. Men jeg kvalte hurtigt flammen - jeg havde ikke brug for, at den blev til et bål. Så havde han bundet bindet for mine øjne igen, samlet rebet op og ledt mig tilbage til hulen, hvor jeg brutalt var blevet skubbet indenfor. Ingen gad tage sig af mig, før der var gået noget, der virkede som en time, og så vidt jeg forstod, var Will ikke til stede. 

  Tanken om, at han sad et eller andet sted og græd sine øjne ud gav mig kvalme. Men det var mere sandsynligt at han var ude og sparke til sten og fortryde, at han havde konspireret med fjenden.

  Nu sad jeg tilbage på min plads ved den rustne flugtstige, og kiggede ud i luften. To fyre, der lignede hinanden på en prik, havde slæbt noget julestads ind og gik og pyntede op. Jeg var stoppet med at undre mig over, hvor de fandt ting som nissehuer, halvsmadret julepynt og et ton stearinlys. De to fungerede som hele gruppens forsyningsdealere og de holdt deres kilder til sig selv. Jeg kunne egentlig også være ligeglad, så længe de kom med mad.

  Ritas graviditet var på dets højdepunkt, og hendes mave så ud som om den kunne sprække hvert øjeblik, det skulle være. Hun måtte have hjælp hver gang hun skulle op og gå, og for hvert skridt kom en anstrængt prusten. Det ville ikke vare længe før denne gruppe af mindreårige skulle håndtere en fødsel.

  Lille juleaften kom som et chok. Udover Stranger, var der ingen, der fejrede dagen før jul. Jeg var for paralyseret af tanken om, at dette blev min sidste jul, og det tror jeg også var hvad der gik igennem hovederne på de andre. En højtid der havde eksisteret i tusinder af år ville gå til grunde sammen med os, og der ville ikke være nogen tilbage til at huske det.

  Noah havde fået det bedre, og op ad dagen tilbød han at tage mig op til overfladen. Selvom han var tidligere Uddeler, og han ville være hovedmistænkt, hvis jeg slap væk, var der ingen der gjorde indvendinger. De fleste var for optagede af deres egne tanker, til at tænke på mig og hvad jeg foretog mig.

  "Det er dejligt med noget luft, hva'?" sukkede Noah og snusede den kolde luft ind. Efter jeg ved ikke hvor lang tid med sygdom, måtte han have længtes efter den åbne himmel. Bindet for mine øjne krassede og rebet om mine håndled gned sig dybere ind i de (gnid)sår jeg allerede havde. Kulden bed i mine kinder og vinden susede lige igennem mit tøj; hvis jeg blev derude meget længere, ville jeg blive forkølet.

  Jeg kunne høre sneen knase under Noahs fødder, så jeg begyndte også at gå. Selvom om det var koldt, nød jeg at være udenfor. Hulen kunne blive meget klaustrofobisk, på trods af, at der var højt til loftet.

  Med bind for øjnene og bundede hænder var det mere end vanskeligt ikke at snuble, så da min fod stødte mod en ujævn kantsten faldt jeg. Jeg havde allerede forberedt mig på sammenstødet med den hårde asfalt, men før jeg kunne nå så langt havde Noah grebet mig. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst da han hjalp mig på benene.

  "Pas nu på," sagde han.

  "Det er det der sker, når man ikke kan se," svarede jeg, og rystede hans hjælpende hænder af mig. Jeg spjættede da jeg mærkede hans fingre mod mit ansigt og kort efter ramte dagslyset mine øjne. Den hvide sne lyste mig i møde og gav hele området en fredelig atmosfære. Jeg sagde eftertænksomt: "Det er underligt at tænke på, syntes du ikke?" 

  "Hvad er?" 

  "At alt dette forsvinder."

  Noah var stille et øjeblik,og vi slog os ned på en bænk. Den utrafikerede vej løb foran os, dækket af et tykt lag sne. Før Offentliggørelsen ville sneen blive fjernet så snart de første fnug var faldet, men nu var der ingen grund.

  Jeg kiggede på Noah. Når jeg så på ham, var det lige før jeg glemte at jeg var i fangenskab. Jeg kan huske nogen af de første samtaler vi havde; det havde været så let at være sammen med ham. Følelsen strømmede ind over mig på ny og jeg fik lyst til at åbne fuldkommen op til ham. Der var ikke noget, jeg ikke kunne fortælle ham.

  "Alt forsvinder på et tidspunkt," svarede Noah og mødte mit blik. "Hvorfor så ikke denne verden?" Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. "Det er livets gang, ligesom fødsel og død."

  "Men hvorfor denne generation? Hvorfor skal vi være dem, der oplever det?"

  "Hvis det var sket i næste generation, eller den før vores, ville de havde sagt præcis det samme. Der vil altid være nogen det går ud over. Og se bare på alle dem, som begår selvmord og alle dem som tager piller, præcis fordi de ikke kan holde tanken ud. Dine forældre er et godt eksempel."

  Han havde bevæget sig ind på et følsomt emne, men han havde også ret.

  "De tænkte hverken på mig eller Liam da de sprang ud fra den bro. Det var en egoistisk handling," svarede jeg med bitterhed i stemmen. Minderne fra tiden efter mine forældres død kom tilbage til mig og jeg huskede hvordan Liam forsvandt helt ind i sig selv. Med mine kun tolv år vidste jeg ikke hvad jeg skulle stille op. Vi levede på rester i en uge eller to, og svandt mere og mere ind. Liam begyndte at gå ud hele tiden og efterlod mig alene i det store hus. Jeg fandt først senere ud af, hvad han gjorde når han var væk. Han druknede sin fortvivlelse og sorg i sex, og tænkte ikke over den lillesøster han forsømte. Jeg begyndte at gå til de nærmeste naboer og spørge efter rester, og som regel kunne jeg få et halvt brød eller en kop mælk med hjem. Da Liam endelig tog sig sammen var vi begge skrumpet ind til ren skind og ben. Men det var ikke et emne jeg havde lyst til at diskutere.

  "Hvis alt ender, hvorfor så overhovedet starte?" mumlede jeg, og fandt pludselig mig selv siddende med et altoverskyggende relevant spørgsmål. Der var intet formål med hverken Uddelerne eller Ildsjælene, for alt det ville blive sprængt til glemsel om kun få måneder.

  "Se på alt det menneskene har skabt," han slog ud med armen. Hvad vi sad og kiggede på, var som ét sandkorn i en enorm strand; byen fortsatte i en uendelighed og bredte sig over alt over kloden. Jeg kunne huske hvordan hele vores verden havde summet af liv, firetyve timer i døgnet, før Offentliggørelsen. Jeg kunne huske de ture jeg og Liam tog med vores forældre til parken hvor man kunne se et af de sidste træer. Og jeg så for mig, de mange år menneskeheden havde levet i fred på denne planet. Og jeg kunne ikke lade være med at smile. Det var lige meget om vi døde nu. Efter millioner af år var vores tid inde, og det var okay.

  Noah fortsatte: "I virkeligheden handler det bare om at leve i nuet. Nyde livet i mens vi har det." Han vendte sig så han så mig i øjnene. Hans ansigt strålede af oprigtighed og det smittede. For første gang i meget lang tid smilede jeg et ægte, troværdigt smil. Han smilede tilbage og så brød vi begge ud i latter. Jeg indså hvor meget jeg havde savnet ham. Lige i det øjeblik var det lige meget, at Will beskyldte mig for hans forældres død, det var lige meget at Liam aldrig havde været der for mig, og at vi alle skulle dø. Så længe Noah blev hos mig.

  Men så forvandlede hans latter sig til en ubehagelig hosten og mit smil falmede.

  "Hvad sker der?" Jeg havde lyst til at ligge armen om ham, men mine bundne hænder forhindrede mig. Måske havde det været en dårlig idé at gå udenfor inden han var blevet helt frisk. "Noah?"

  Hans hosten blev ved. Da han i et split sekund fjernede hænderne fra munden, så jeg hvordan de var plettede med blod, og jeg blev bleg.

  "Vi må få dig til tilbage til Hulen," udbrød jeg. Jeg kunne mærke mig selv gå mere og mere i panik. Jeg rejste mig og fik fat i hans arm med mine hænder. "Kom nu, Noah. Rejs dig op!"

  Stadig hostende kom han på benene og vi vaklede ned ad gaden. Da vi var nået fem meter og Noahs hosten var blevet værre, indså jeg, at jeg ikke kendte vejen tilbage. Bindet for øjnene havde opnået sit formål.

  "Noah ... " Han stod sammenbukket og hev efter vejret. Små bloddråber plettede den hvide sne. "Noah, jeg kender ikke vejen. Noah!"

  Ved hjælp af fagter og ved at udpege forskellige indgange fandt vi vej til metrotunnelerne. Før jeg kunne nå at gribe ham, kollapsede han og blev liggende. Med panik i blikket og gråd i halsen begyndte jeg at løbe.

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...