Ekko

I en verden infiltreret af stofmisbrug og panik, finder to teenagere lys i mørket og får øjnene op for nye følelser, inden Verdens Undergang.
Forældreløse Aly lever et hårdt liv som Uddeler for narkobaronen Cumulus, og kan ikke stole på nogen. Efter hun og hendes storebror Liam mister deres forældre, tager Cumulus dem til sig. De må klare sig i den barske verden som Uddelere af Glemselspillen, indtil Jorden går under.
Da Wills forældre dør af stofmisbrug, beslutter han sig for at starte en gruppe, der kalder sig Ildsjælene. De kæmper for at genoprette samfundet og skaffe Cumulus af vejen.
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du kun havde fem år tilbage at leve i?

Padlihtam: Will Fletcher
N. A. Ulrich: Aly Tate


"Ekko" er vores bidrag til Sci-fi konkurrencen.

49Likes
68Kommentarer
3195Visninger
AA

8. Kapitel 7: Will

 

December 2122

 

   Sneen havde lagt sig som et tyndt, hvidt lag på bygninger og veje, da det blev min tur til at slæbe Allison med udenfor. De andre havde skiftedes til at gå korte ture med hende, men nu kunne jeg ikke løbe fra tjansen længere.

   Allison luntede afsted få meter bag mig, men ingen af os sagde noget. Jeg pustede ud i luften og kiggede på dampskyen, min varme ånde dannede i den kølige luft.

   Jeg stoppede op, da vi passerede forlystelsesparken. Allison tumlede ind i mig bagfra og mumlede et eller andet til mig, som jeg ikke engang forsøgte at høre, hvad var. Jeg vendte mig og så på hende; hun var ynkelig. Hendes hår var én stor kage af blod og snavs, hendes tøj var ikke meget bedre. Hun havde et gråhvidt stykke stof bundet om hovedet, så det dækkede for hendes øjne.

   "Jeg ved godt, du kigger på mig," sagde hun pludselig. Jeg vendte mig hurtigt om, og hun fortsatte: "Jeg kan høre sneen knirke, når du bevæger dig."

   "Du er creepy," svarede jeg bare og begyndte at gå.

   "Okay, Sølvhår," pustede Allison og lagde vægten i rebet, der forbandt os. Hun havde ikke tænkt sig at følge med. Selvom hun virkede træt hele tiden, var hun utroligt stærk, når det gjaldt.

   "Hvad nu?" Jeg stoppede også, men vendte mig ikke.

   "Hvorfor er du så gnaven hele tiden?"

   "Hold dog kæft," svarede jeg og lagde armene over kors. "Jeg er sgu da ikke gnaven hele tiden."

   "Du er gnaven nu," konstaterede Allison. "Og det går altid ud over mig."

   Jeg kunne mærke raseriet boble op. Tøsen fattede heller ingenting. Jeg ignorede hende et stykke tid, men fristelsen blev alligevel for stor for mig og mit ego.

   "Det er nok fordi du er en bitch." Jeg tror, hun himlede med øjnene under stofstykket. "Og det er okay at lade alting gå ud over en bitch."

   "Undrer det dig virkelig, at jeg er bitchy, når jeg er blevet kidnappet, tortureret, udsultet og latterliggjort i de sidste tre uger?" Jeg svarede ikke. Hun havde virkelig ordene i sin magt. "Undrer det dig virkelig, at jeg er bare den mindste smule bitchy, når jeg er blevet taget væk fra den eneste rest af familie, jeg har?" Jeg åbnede munden for at sige noget, men hun afbrød: "Der er så kort tid til, at Jorden eksploderer og slår os alle sammen ihjel, og så kommer du og sørger for, at jeg ikke engang kan dø sammen med min familie." Hun provokerede virkelig. Jeg sukkede og lod blikket glide over de gamle forlystelser.

   "På den anden side kan du jo heller ikke tænke over det bagefter," svarede jeg. Min tur til at provokere. Jeg kunne se, at mit svar overraskede hende.

   "Du er virkelig ligeså kold og ligeglad som Ildsjælene siger," svarede hun henkastet.

   "Det passer ikke. Jeg bekymrer mig bare mindre end så mange andre gør."

   "Ligeglad," rettede hun mig. "Det er klart, de ikke bryder sig om dig." Det kunne ikke være rigtigt.

   "Jeg tager mig af dem. De stoler på mig," forsikrede jeg hende.

   "De stoler i hvert fald på, at du er naiv nok til ikke at opdage, hvad de siger bag din ryg." Jeg så et drillende smil forme sig i hendes mundvige.

   "Mine forældre er kraftedeme døde, min kæreste er skide sur på mig, og jeg bor i et rottehul sammen med tretten andre tabere." Jeg tog en dyb vejrtrækning. "Derfor er jeg gnaven."

   "Men det giver dig stadig ikke ret til at lade det gå ud over mig."

    "Sidst jeg tjekkede var to tredjedele af det din skyld, så det er vel ikke helt unfair, at det går ud over dig!" Det gik op for mig, at jeg havde vendt mig og stod og råbte hende ind i ansigtet.

   "Hvad?! Det er sgu da ikke min skyld?" Facaden krakelerede en lille smule.

   Jeg tog et skridt mod hende og flåede stofstykket af hendes ansigt. Hun missede med øjnene inden hendes brune øjne mødte mine.

   "Du! Du slog mine forældre ihjel," hvæsede jeg. "Dig og de stoffer, du gav dem." Hun sank et par gange. Så pustede hun sig op og skubbede mig hårdt i brystet med de stadig sammenbundne hænder.

   "Mig?! Jeg deler bare stofferne ud. Det var fandme dine forældre, der købte dem selv." Hun spyttede foran mine fødder. "Desuden dør man ikke af at tage stofferne. Dine selvmorderiske forældre skred sikkert bare videre til den næste verden fordi de ikke gad dig mere." Den sad. Jeg kunne mærke tårerne presse bag øjenæblerne.

   "Du kan slet ikke huske mig, vel?" Jeg koncentrerede mig om at vise mit had gennem øjnene og forsøgte at skjule gråden, der hang i halsen på mig.

   "Det eneste, jeg husker dig for, er at tage mig med til det her lortested." Hendes stemme rystede. Facaden var ved at krakelere, og det blev kun værre, da jeg fortalte om vores første møde.

   "Jeg kan ikke huske situationen," sagde hun bare. "Men jeg ved, at det ikke var min skyld, de døde."

   "Du kom med stofferne."

   "Du sørgede for, jeg ikke kom igen."

   "Hvad?"

   "Man dør kun af stofferne, hvis man holder op med at tage dem." Hun kiggede ned af mig. "Dine forældre holdt kun op, fordi du nægtede dem stofferne."

   Bang. Jeg havde slået mine forældre ihjel. Jeg slap rebet og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Jeg prøvede stadig at gemme mig bag min stolthed. Hun måtte ikke se hvor svag, jeg i virkeligheden var. Desværre lurede hun, at jeg var lige ved at græde.

   "Aj, nu stopper du simpelthen." Allison himlede med øjnene. "Du kan ikke bare stille dig der og tude. Jeg kunne jo stikke af!" Hun grinede forsigtigt, men jeg svarede ikke, så hun fortsatte i stedet: "William, helt ærligt, du har det hårdt, men kig dig omkring." Jeg mødte trodsigt hendes blik mens hun fortsatte: "Hele vores verden er ødelagt. Dine tretten tabervenner har sgu da heller ingen forældre."

   "De har hinanden."

   "Mhm, og hvad så med mig?" Hun kiggede på mig med et blik, der mindede mig om Leahs. "Mine forældre er også døde. Hvem har jeg måske?"

   "Du har i det mindste en bror," svarede jeg og huskede den overlegne narrøv fra Hovedkvarteret.

   "Liam? Han tæller knap nok som en bror. Han har aldrig taget sig af mig." Hun snøftede. "Det er kun Cumulus, der har gidet bruge tid på mig."

   "Cumulus?" Jeg tørrede snot væk med håndryggen og lo hånligt. "Hvis Cumulus virkelig gad dig, tror du så ikke, han havde hentet dig for længst?"

   "Han er på vej. Og han slår jer alle sammen ihjel, når han kommer."

   "Hulen ligger cirka 35 minutters gang fra Hovedkvarteret, Allison. Der var ikke engang nogen, der fulgte efter os, da vi kidnappede dig." Jeg kunne se, det begyndte at dæmre for hende.

   "Men..." Hendes blik flakkede. Den facade, hun altid gemte sig bag, kom hurtigt op. "Han venter sikkert bare til I er svagest." Jeg kunne høre, hun heller ikke selv troede på det, og hun skyndte sig at tilføje: "Og du skal ikke kalde mig Allison."

   "Hvad fanden så? Det er jo det, du hedder."

   "Aly i det mindste. Det var kun mor, der kaldte mig Allison."

   "Samme for mig. Altså med William. Alle kalder mig bare Will." Hun nikkede. Det var en underlig fornemmelse. Vi var to ynkelige teenagere midt i ruinerne af et smukt og velfungerende samfund.

   "Eller Sølvhår," mumlede hun. Jeg brød ud i grin og gråd på samme tid. Vi var fjender, vi arbejdede mod hinanden, og alligevel fandt jeg mig selv med armene om hende lidt efter og tårer løbende ned i hendes hår.

   Jeg ved ikke hvor længe, vi stod sådan, og jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte på. Men jeg fortalte aldrig nogen af de andre om det, og det tror jeg heller ikke, at Aly gjorde.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...