Ekko

I en verden infiltreret af stofmisbrug og panik, finder to teenagere lys i mørket og får øjnene op for nye følelser, inden Verdens Undergang.
Forældreløse Aly lever et hårdt liv som Uddeler for narkobaronen Cumulus, og kan ikke stole på nogen. Efter hun og hendes storebror Liam mister deres forældre, tager Cumulus dem til sig. De må klare sig i den barske verden som Uddelere af Glemselspillen, indtil Jorden går under.
Da Wills forældre dør af stofmisbrug, beslutter han sig for at starte en gruppe, der kalder sig Ildsjælene. De kæmper for at genoprette samfundet og skaffe Cumulus af vejen.
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du kun havde fem år tilbage at leve i?

Padlihtam: Will Fletcher
N. A. Ulrich: Aly Tate


"Ekko" er vores bidrag til Sci-fi konkurrencen.

49Likes
68Kommentarer
3212Visninger
AA

7. Kapitel 6: Aly

 

 

  De næste par uger gik med sult og afhøringer. Jeg var begyndt at kunne nævne de fleste ved deres rigtige navn, men jeg nægtede at bruge dem. Til gengæld blev jeg heller ikke kaldt andet end 'Uddeleren', og en sjælden gang 'tøs'.

Dagene sneglede sig af sted, men alligevel fandt jeg pludselig mig selv i midten af December måned. Jeg var fornærmet over, at det tog Cumulus så lang tid at finde mig, men min vrede måtte vente til jeg så ham. Så skulle han nok få at vide, hvad jeg syntes om at være bundet i en hule med en flok barbarer.

  Et stearinlys brændte uafbrudt i hjørnet af hulen. Jeg havde set en af Ildsjælene sætte det op for et par uger siden, og selvom jeg sad langt væk fra det, kunne jeg se, at der forsvandt et tal hver dag. Det var et kalenderlys, og min eneste måde at holde øje med tiden på. Det var længe siden jeg havde set sådan en antikvitet, men eftersom de fleste huse stod ulåst, havde det sikkert været ingen sag at få fat i det.

  De skiftedes til at tage mig på ture op til overfladen - dette var tit lige efter en afhøring. De sørgede for, at jeg ikke kunne se, surede mine hænder godt sammen og havde en snor de selv kunne holde fast i, som om de bare var ude og lufte hunden. Når jeg var ude tænkte jeg flere gange på at stikke af, men i stedet efterlod jeg spor som Cumulus kunne følge; jeg ville overlade fornøjelsen ved at udrydde dem til ham.

 Når jeg skulle lette mig, hvilket ikke var særlig tit, da vandforsyningen var lav, ledte de mig hen til en togvogn i en af tunnelerne. Også dette foregik med bind for øjnene og ledsaget af to Ildsjæle. Når jeg først var der, blev jeg ført ind gennem en af de knuste glasdøre, og videre til toiletvognen. Her lod de mig endelig få lidt privatliv, mens de holdt vagt på hver deres side af døren.

  Jeg lignede efterhånden en på Glemselspillen; mit hår var fedtet og uglet, mit tøj lugtede og var uendeligt beskidt, og mit ansigt var så gennembanket at det næsten ikke var genkendeligt mere.

  Sølvhårs had til mig virkede til at voksede sig større og større for hver dag der gik, og når de skulle beslutte hvem der tog mig op til overfladen, kom han altid med store indvendinger og undskyldninger.

  Men på trods af de slag, jeg fik, når jeg ikke udleverede information, gav de mig mad og vand, når de havde noget til overs. Efterhånden vendte mit system sig til, kun at få en tredjedel af hvad en normal dagsration havde været for mig, og jeg lærte at være taknemmelig, når jeg fik bare den mindste krumme. De kunne lige så godt lade være at fodre mig, men de holdt mig i live, så noget måtte de skulle bruge mig til.

  En dag hvor afhøringen var værre end de andre gange, fik jeg alligevel en ide om, hvad de ville vide.

  Lederfiguren i gruppen kaldte jeg Naren. Hvorfor? Fordi det var han. Det eneste han gjorde hele dagen var, enten at gå rundt og mukke eller skælde ud på de andre. Han var også den der stod for mine afhøringer, og han var ikke bange for at slå, hvis han ikke fik sine svar.

  ”Hvad er Cumulus’ plan?” Han startede altid med det samme spørgsmål og satte sig på hug foran mig, med et påtaget tålmodigt ansigtsudtryk. Men jeg vidste bedre. Der skulle ingenting til at slippe hans temperament løs, og når det først var frit, var det næsten ikke til at stoppe.

   Mit standard svar til det første spørgsmål var altid ’Det ved jeg ikke’, men i dag svarede jeg anderledes:

   ”Hvilken en plan?” Det rungede i Hulen, da jeg fik et jap over hovedet og ramlede ind i jernstigen.

   ”Det er mig der stiller spørgsmålene her!” hvæsede han. Det var en af de dage hvor Hulen var besynderligt ubeboet. Der var kun mig, Naren, den gravide pige og de to syge. De tre andre var for det meste musse stille, så det var kun Narens spørgsmål, mine svar, og lyden af knytnæver mod kæber der fyldte rummet.

  "Hvad er motivet bag Glemselspillen?" 

  "Der er intet motiv, udover at gøre Undergangen lettere for folk at kapere."

  "Du er fandme en møgtøs." Han rejste sig og begyndte at sparke til mig. Jeg kunne ikke værne om mig selv, kun krumme mig sammen og håbe på, at han snart var færdig.

  Han var eksploderet hurtigt i dag. Normalt tog det et par spørgsmål mere før han begyndte at slå og sparke. Hans knytnæver regnede ned over mig og jeg havde ikke andet valg end at lade dem. Jeg var allerede gul og blå stortset overalt på min krop, så dette ville bare give mig flere mærker til min samling.

 "Stop det, Vic!"

  Med stemmen stoppede slagene og der blev stille i Hulen. Jeg kunne mærke at jeg rystede over hele kroppen, så jeg kneb øjnene sammen for ikke at skulle møde Narens hadefulde blik.

  "Hun fortæller dig ikke noget hvis hun ikke er i stand til at tale af bar smerte," hørte jeg en rolig pigestemme sige. Jeg vidste med det samme, at det var den højgravide Rita, for de to andre snakkede meget sjældent.

  "Du skal slet ikke blande dig, Rita." Narens stemme var utålmodig. Jeg sneg mig til et kig; han havde taget et truende skridt mod pigen, der nu havde rejst sig op. Hun var høj og flot og bar graviditeten med stolthed. Det var noget helt andet at se hende nu, end når hun sad hele dagen og kiggede ud i luften. Hun havde en glød i blikket man sjældent så efter Offentliggørelsen.

  "Ellers hvad? Slår du også mig?" Hun satte trodsigt hænderne på lænden og lænede sig tilbage. Jeg undrede mig kort over, hvordan hun kunne holde ud at bære på et barn der højst ville leve et halvt år.

  De nidstirrede hinanden - den ene mere stædig end den anden. Tilsidst fnyste Naren og stormede ud af Hulen.

  Rita flyttede sit blik til mig. Selvom hun ikke kunne være mere end et par år ældre end mig, så hun ud som om hun havde oplevet alle verdens traumer. Men uden at blive knækket af presset.

  Hendes blik på mig var fuldstændig følelsesløst og det varede ikke længe før hun vendte sig og spankulerede ind bag forhænget igen.

  Endelig kunne jeg ømme mig i fred. Det havde gjort helvedes ondt da jeg knaldede hovedet ind i jernstigen så jeg prøvede at mærke på stedet med mine bundne hænder. En bule var begyndt at vokse frem, og selv om jeg ikke kunne se den, vidste jeg den allerede var både gul og blå.

  "Jeg er ked af, at du skal gå igennem det her." Jeg kiggede forvirret op da en fremmed stemme lød. Først troede jeg det havde været noget min patetiske hjerne havde forestillet sig, men så fik jeg øje på en skikkelse, i den anden ende af rummet, og kneb øjenbrynene sammen. "Det er et helvede."

  "Hvad fanden ved du om det?" svarede jeg spydigt. Drengen måtte være en af de syge som havde sat sig op, uden at jeg havde lagt mærke til det. Jeg havde det som om jeg havde set ham før, men jeg kunne ikke huske hvorfra.

  "Jeg har oplevet det." Drengens svar kom bag på mig og pludselig havde han min fulde opmærksomhed. "Et år tilbage blev jeg også taget, ligesom dig. Der lå jeg, i mit nye Uddelerværelse, på en af mine første dage, og pludselig blev jeg vækket og ført til denne fugtige hule og slået og sparket. Så jeg ved præcis hvordan det føles."

  Pludselig kunne jeg genkende ham.

  "Noah?"

  "I egen høje person," svarede han og smilede svagt. Jeg var mundlam. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at han var i live. Han var blevet kidnappet for over et år siden og vi havde forlængst opgivet at lede efter ham. Cumulus havde været splitterravende arrig over tabet, for drengen havde haft stort potentiale. Det havde ligeså været et tab for mig, for vi blev venner fra det sekund vi så hinanden. Men her sad han foran mig, med sit genkendelige nøddebrune hår og spillende øjne, fuldstændig i live.

  "Hvordan ..." startede jeg, men ordene ville ikke forme sig i min mund. Jeg rømmede mig og prøvede igen. "Hvad skete der?"

  Dengang Cumulus havde rekruteret ham, havde han været charmerende, men tiden havde kun gjort ham mere tiltrækkende.

  "Efter at de kom frem til, at jeg ikke kunne fortælle dem, hvad de havde brug for at vide, var der et stykke tid, hvor de debaterede hvad de skulle gøre med mig. Før de kunne nå at beslutte sig, blev jeg syg, og har været det lige siden. Man kan sige meget om denne brogede gruppe, men mordere er de ikke."

  Jeg lod hans ord synke ind. Sølvhår havde kaldt mig en morder, men jeg forstod ikke hvorfor.

  "Hvis du ikke var blevet syg, tror du så de havde ladet dig leve?" spurgte jeg Noah. Jeg vidste Cumulus ville finde mig før det kom så langt, men jeg ville stadig gerne have en ide om, hvad de ville prøve at gøre mod mig.

  "Kig dig omkring, Aly." Noahs tonefald var sprængfuldt med følelser, og det gik op for mig, at han var kommet til at holde af disse mennesker. "De fleste her er stadig børn. Stranger er kun fjorten. Tror du de ville kunne dræbe dig koldt og følelsesløst på den måde? Jeg kender kun to der ville kunne gøre det."

  "Hvem?" spurgte jeg nysgerrigt. Jeg ville vædde med, at jeg kunne tæve dem begge, før de nåede at blinke.

  "Vic," svarede han. "Og Will."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...