Ekko

I en verden infiltreret af stofmisbrug og panik, finder to teenagere lys i mørket og får øjnene op for nye følelser, inden Verdens Undergang.
Forældreløse Aly lever et hårdt liv som Uddeler for narkobaronen Cumulus, og kan ikke stole på nogen. Efter hun og hendes storebror Liam mister deres forældre, tager Cumulus dem til sig. De må klare sig i den barske verden som Uddelere af Glemselspillen, indtil Jorden går under.
Da Wills forældre dør af stofmisbrug, beslutter han sig for at starte en gruppe, der kalder sig Ildsjælene. De kæmper for at genoprette samfundet og skaffe Cumulus af vejen.
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du kun havde fem år tilbage at leve i?

Padlihtam: Will Fletcher
N. A. Ulrich: Aly Tate


"Ekko" er vores bidrag til Sci-fi konkurrencen.

49Likes
68Kommentarer
3218Visninger
AA

6. Kapitel 5: Will

   

   "Jeg kunne jo ikke vide, at hun var dum nok til at stikke af!" Jeg kunne mærke mit ansigt koge af vrede. Vic kunne virkelig være en idiot.

   "Det er vel for helvede heller ikke min skyld!" råbte han til svar og forsvandt ind til Rita, der lå og sov bag forhænget. Det var typisk Vic at stikke halen mellem benene, når han vidste, han ikke kunne vinde. Jeg sukkede dybt og gned mig i ansigtet med håndfladerne.

   "Er du okay?" Leah lagde armene om min hals.

   "Jah, jeg får bare hovedpine af Vics pis og lort."

   "Jeg kan sagtens høre jer," lød Vics stemme. Jeg himlede med øjnene, hvilket fik Leah til at fnise.

   "Jeg kender noget, der hjælper på hovedpine," sagde hun kælent og kyssede mig. "Vi kunne gå over i en anden del af tunnelen og-"

   "Nej, det orker jeg sgu ikke." Mit svar lød mere afvisende, end det var meningen.

   "Hvad?"

   "Ikke lige i dag, Leah. Jeg er ikke i humør til det lige nu."

   "Og jeg gentager - hvad?" Hun slap mig og satte hænderne i siden. Jeg fnysede irriteret af hende.

   "Hør, det er jo ikke noget personligt, jeg er bare ikke-"

   "Liderlig?" afbrød hun mig. "Hvad fanden er der galt med dig for tiden?" Hun spadserede trodsigt hen til en sofa og smed sig på ryggen i det slidte læder.

   "Der er intet galt med mig, jeg-"

   "Intet? Du har altid lyst til mig." Det passede ikke, men det sagde jeg ikke noget om.

   "Leah, behøver du tage det her op, når de andre lytter?" Jeg slog ud mod de nysgerrige øjne, der fulgte scenariet, men Leah ignorerede mig.

   "Og hvad skete der for dig i morges?" Jeg lod mig glide ned ved siden af hende. "Du var totalt underlig, lige så snart du så hende der!" Leah pegede mod Allison, der lå på gulvet i et hjørne. Hendes hænder var bundet til resterne af en stige, der engang havde været en flugtvej. Hendes pande var blå og hævet.

   "Come on, Leah, alt er som det plejer."

   "Hvorfor ændrede du planen?!" Hun skubbede mig ned fra sofaen og stillede sig med armene over kors ved siden af mig. "Du aner ikke, hvor bekymret, jeg var! Tænk hvis du ikke var kommet ud igen!"

   "Men jeg kom ud, og vi er alle sammen okay!"

   "Traumen, Will, traumen. Du aner ikke, hvor ubehageligt det var bare at sidde der uden at ane, hvad der foregik derinde..." Hendes underlæbe bævede og hun havde tårer i øjnene.

   "Hold nu op, Leah, du er sgu for meget, du er."

   "Er jeg det? Så skal du da blive fri for mig!" Så forsvandt hun ud af Hulen. Jeg kunne høre hendes skridt give genlyd i et par minutter.

   "Hold kæft mand!" Stranger smed sig på sofaen, hvor jeg havde siddet for lidt siden. "Kællinger er sgu for vilde nogen gange!"

   "Enig," svarede jeg og lod blikket glide over de nysgerrige Ildsjæle i lokalet. Tvillingerne, to drenge på sytten, nikkede bekræftende fra deres plads i sofaen overfor. Jeg sukkede og lod hovedet falde tilbage på gulvet.

   "Styr dig lige." Det gav et sæt i både mig, Stranger og de andre Ildsjæle, da Uddeleren pludselig blandede sig med svag stemme. "Bare fordi Isprinsessen dér er en hystade, behøver resten af Jordens kvinder jo ikke at være det?" Et øjeblik kunne man ikke høre andet end vinden, der peb i det gamle ventilationssystem. Så fortsatte hun: "Og skrab dog lige dig selv og din værdighed op fra gulvet, tøffelhelt." Vores manglende reaktion havde givet hende mod i både tone og ordvalg. Jeg skubbede mig op på albuerne og mødte hendes triumferende blik.

   "Er det ikke mere høfligt, hvis jeg bliver i hovedhøjde med dem, jeg snakker med?"

   Allison fnøs. "Klart. For høflighed er en af de ting, du prioriterer højest, ikke sandt hr. Lad-mig-kidnappe-dig-og-ommøblere-dit-ansigt-med-en-togskinne?"

   "Hey hov, det med skinnen var din egen skyld."

   "Alligevel," mumlede hun. Jeg rejste mig og gik hen til hende, mens hun fortsatte: "Jeg er også fucking sulten!"

   "Væn dig til det. Vi svømmer ikke ligefrem i mad hernede."

   "Sikke et luksushotel, jeg har fundet mig." Hun baksede sig op at sidde. "Jeg kan ellers betale for maden."

   "Med hvad?" grinede Stranger. "Det var rimelig nemt at nakke dit lort, under din lur." Allison så slukøret ud.

   "Når jeg slipper fri, skal jeg nok sende betaling. Med kærlig hilsen." Hendes ansigt flækkede i et skummelt smil. Jeg bøjede mig over hende og satte munden til hendes øre.

   "Man skal gøre sig fortjent til høflighed. Mordere fortjener ikke andet end hævede ansigter og sultne maver." Hun så forvirret efter mig, da jeg forsvandt ud for at lede efter Leah.

   

   Min næsten-kæreste fandt jeg i den nedlagte forlystelsespark. Om natten var stedet som taget ud af en gammel gyser - ballongynger, der svajede i vinden, skumle rutsjebane tunneler og knirkende træbygninger. Lige nu var der intet skræmmende ved det.

   Leah sad i gruset foran resterne af et fugtigt cirkustelt, og hendes blonde hår bevægede sig, når hun pustede ud af næsen. Luften var trykket - ikke blot af hendes dårlige humør, men også af noget, der føltes som en storm under opsejling.

   "Leah, jeg mente det altså ikke ondt."

   "Hvad vil du her? Jeg troede, du var glad for at slippe for mig."

   "Hold nu op." Jeg satte mig ned ved siden af hende og lagde armen om hendes skulder. Vi var tavse et stykke tid, for ordene betød ingenting. Jeg havde kendt Leah i hundrede år - sådan føltes det i hvert fald. Jeg kendte hvert et smil, hvert lille blink med øjet, og vidste præcis, hvad det betød. Jeg vidste hvor, jeg skulle røre hende for at tænde hende, jeg vidste hvad, jeg skulle sige for at trøste hende.

   For selvom det kun var knap fem år siden Offentliggørelsen, var der sket så meget, at der snildt kunne være gået et århundrede.

   Det var underligt at tænke på, at alt dette engang havde været et velfungerende samfund. Et fejlfrit samfund.

   Præcis der, hvor jeg sad, havde glade børn stået i kø til candyfloss og softice. Nede på hovedvejen havde gennemsnitlige borgere kørt på arbejde i deres nyvaskede biler.

   Kriminalitet var noget, man kun hørte om i medierne; noget, der foregik i fjerne lande. Og kun de mest ynkelige, lusede mennesker tog stoffer.

   Alt var vendt på hovedet nu. Vi druknede i stoffer. Hverken jeg eller nogen af de andre Ildsjæle havde nogensinde rørt dem, men de fleste andre havde. Leah havde været tæt på. Jeg talte hende fra det. Min smukke, smukke Leah. Alt For mange døde af det.

   Mine forældre var døde af det. Og det var Allisons skyld.

   "Hvorfor lige hende?" Leah afbrød mine tanker.

   "Hva'? Hvem?" Jeg rystede den sentimentale fornemmelse af mig.

   "Uddeleren. Allison Tate." Hendes tonefald var nærmest truende. "Hvorfor lige hende?"

  "Det ved jeg ikke. Hun virkede som et nemt offer." Right, Will. 'Nemt offer'. Godt tænkt.

   "Ja, det bed vi da alle sammen mærke i, da hun næsten slap fra dig," fnøs Leah. Jeg ignorerede hende.

   Allison var intet nemt offer. Og det vidste jeg jo godt.

   Men hun virkede ikke som de andre Uddelere. De andre var store og rå. Langsomme, men voldsomme, trænet til at slås og udføre ordrer, ikke til at tænke. Allison var mindre. Lille og hurtig. Og rap i replikken. Hun var intelligent.

   Hun var køn, måske endda tiltrækkende. Ikke at jeg var interesseret, selvfølgelig. Jeg foragtede hende mere end Cumulus.

   Den Uddeler, vi tidligere havde kidnappet var nem at overtale til at hjælpe os, men noget sagde mig, at det ikke ville blive så nemt med Allison.

   

   Alt dette tænkte jeg på, mens jeg sad der med armen om Leah. På Jordens fødsel og undergang, på krig og kærlighed, på mennesker, på mig selv, på Leah.

   Og på Allison. Mest af alt på Allison.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...