Ekko

I en verden infiltreret af stofmisbrug og panik, finder to teenagere lys i mørket og får øjnene op for nye følelser, inden Verdens Undergang.
Forældreløse Aly lever et hårdt liv som Uddeler for narkobaronen Cumulus, og kan ikke stole på nogen. Efter hun og hendes storebror Liam mister deres forældre, tager Cumulus dem til sig. De må klare sig i den barske verden som Uddelere af Glemselspillen, indtil Jorden går under.
Da Wills forældre dør af stofmisbrug, beslutter han sig for at starte en gruppe, der kalder sig Ildsjælene. De kæmper for at genoprette samfundet og skaffe Cumulus af vejen.
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du kun havde fem år tilbage at leve i?

Padlihtam: Will Fletcher
N. A. Ulrich: Aly Tate


"Ekko" er vores bidrag til Sci-fi konkurrencen.

49Likes
68Kommentarer
3250Visninger
AA

5. Kapitel 4: Aly

 

 

   "Hvad... Hvad vil I med mig?" stammede jeg og satte mit mest uskyldige ansigtsudtryk op. Ildsjælene var som fluer om Cumulus' ører - harmløse men umådeligt irriterende. Jeg kunne nemt slippe væk, men nu hvor jeg allerede var der, kunne jeg lige så godt skaffe nyttig information til hovekvarteret. Så ville vi måske endelig blive af med de pestilenser, der stod foran mig.

   "Du skal hjælpe os med at-" Den ranglede dreng nåede ikke at sige mere, før han fik en lammer. Jeg ærgrede mig indvendigt; så tæt på. Jeg betragtede gruppen, én efter én.

   Udover den lyshårede, ranglede dreng, var der kun tre andre; et kødbjerg af en dreng - ham der havde givet Slapsvans lammeren - en pige, hvis isblå øjne lynede af vildskab, og min kidnapper.

   Det kunne godt være de havde fanget mig og bundet mine hænder alt for løst, men de ville ikke have mig længe. Selvom jeg kunne slå dem alle sammen omkuld på få minutter, var det ikke nødvendigt. De fire ville aldrig undslippe. Cumulus' ville være over dem hvert øjeblik det skulle være.

   "På forhånd undskyld," sagde drengen overfor mig, min kidnapper. Det begrænsede dagslys lagde en glorie om hans sølvhvide hår, og jeg undrede mig. Han virkede bekendt ...

   "For hvad?" spurgte jeg. At kidnappe mig? Der er mig der er ked af det. Cumulus vil ikke vise nåde overfor dem, der tog hans datter fra ham. Det vil blive værst for-

   Min tankestrøm blev afbrudt da Sølvhårs pande mødte min, og alt blev sort.

      

   

   Jeg vågnede med et sæt. Alt var mørkt omkring mig; jeg mærkede stof mod mit ansigt. Mit hoved dunkede og jeg følte mig som en sæk kartofler.

   "Nå, så kan I alligevel finde ud af noget," hørte jeg en fremmed stemme sige. Det kan sagtens være en af Cumulus' mænd, som du ikke kender, overbeviste jeg mig selv om. Det var umuligt at Ildsjælene var sluppet fra ham. Ikke?

   "Hold nu kæft, Vic." Den nye stemme var tættere på mig og lød irriteret. Jeg kunne mærke spændingen i luften. "Hvis du ikke var sådan en kujon, kunne vi have fået noget meget bedre. Vi kunne have taget Cumulus i egen høje person!"

   Nogen fnyste og kort efter ramte jeg gulvet. Smerten skød op i min rygrad men jeg ignorerede det. Hvis de stadig troede jeg var bevidstløs ville jeg have overraskelsen som fordel, når jeg slap væk.

   Posen over mit hoved blev revet af men jeg holdt mine øjne lukkede.

   "Hvem er hun så?" spurgte den første stemme.

   "Aly Tate fra Cumulus' Inderste Kreds," svarede en pigestemme. "Også adopteret af ham."

   "Hvordan ved du det fra?"

   "ID, smarte!" svarede pigestemme irriteret, og der var stille et øjeblik, før den første stemme talte igen:

   "Udemærket. Cole, væk hende lige." Jeg nåede ikke at opfatte, hvad den sætning betød, før smerten fra en lussing skød over min kind.

   Jeg åbnede øjnene; det var ikke det kolde dagslys der kom mig i møde, tværtimod. Tre personer stod lænet over mig i et dunkelt rum. Jeg genkendte kun to af dem; Kødbjerg og Slapsvans. Men den tredje dreng havde jeg aldrig set før.

   "Der ser man bare," sagde han og satte sig på hug overfor mig. "Der er liv i dig."

   Nu hvor han var tættere på, gik det op for mig, at han ikke var nogen dreng. Han var voksen, og fungerede sikkert som leder af denne rådne gruppe. Jeg samlede så meget spyt jeg kunne og fyrede det mod hans ansigt.

   Han spjættede kort da klatten ramte tæt ved hans øje. Langsomt løftede han hånden og tørrede den væk. Så rejste han sig og tog et skridt væk fra mig. Jeg nåede lige at fryde mig, men så drejede han tilbage mod mig og slog mig i gulvet. I modsætning til dette havde lussingen før været ren barnemad. Men jeg kunne tage det.

   Jeg kom op og sidde igen og mødte trodsigt hans blik. Han havde tydeligvis et temperament, han ikke kunne styre. Det noterede jeg mig; det kunne være nyttigt at vide, når jeg planlagde min flugt.

   "Vic." 

   Kaldet kom fra et fjernt hjørne, hvor en højgravid pige sad i et forhængs åbning. Hendes mørke hår var uglet og hun så uendeligt træt ud. Manden slap mit blik og kiggede over mod hende. Så kiggede han tilbage på mig:

   "Jeg er ikke færdig med dig." Så skyndte han sig over til pigen.

   Tilbage stod Slapsvans og Kødbjerg. Jeg nedstirrede dem og til sidst forlod de mig til fordel for en slidt sofa. Endelig kunne jeg overveje mine muligheder i fred; Sølvhår og Isprinsessen sad sammen op ad den modsatte væg. Han stirrede på mig. Jeg mødte hans blik og overvejede om han havde gjort det hele tiden. Isprinsessen rejste sig og hendes lange lyse hår svajede, da hun gik over mod sofaen. Sølvhår kiggede væk for at stirre på hendes røv.

   Jeg greb muligheden for at kigge videre rundt i rummet. Det var forholdsvis stort og højloftet, men ikke på den flotte måde som hos Cumulus. Her pressede den ekstra plads ned over rummet, som om vægten af højhusene var over os. Det hjalp heller ikke, at rodet i rummet var værre, end jeg nogensinde havde set. Det så ud som om dem der holdt til her, havde en indbyrdes konkurrence om, hvem der kunne rode mest.

   Et hæst host fik min opmærksomhed, og først nu gik det op for mig, at noget af rodet fungerede som senge. På en flad dobbeltmadras lå to skikkelser svøbt ind i soveposer og tæpper. En pige rejste sig fra en bunke rod og satte sig ved hovedenden. Hun begyndte at mumle til dem. De svarede svagt tilbage.

   Pludselig fik jeg medlidenhed med denne lille gruppe af mennesker. De var bare et par unge, der holdt ud indtil enden - de ville være nemme at slippe fra.

   "Hey." Jeg var ikke gået efter hele gruppens opmærksomhed, men de rettede alle deres blikke mod mig. Nogle hadefulde, andre mistænksomme. Der gik lang tid hvor ingen af dem rørte en finger. Men så hostede en af de syge i dobbeltsengen og stilheden blev brudt.

   Sølvhår rejste sig og stillede sig foran mig. Jeg havde aldrig set så meget had i én persons øjne. Det, at det var rettet mod mig, forstod jeg ikke, men jeg valgte at ignorere det. Så snart jeg var ude herfra, behøvede jeg ikke at tænke på nogen af dem igen.

   "Hør her," sagde jeg. Jeg vidste at hele rummet smug lyttede, men det var ikke hvad jeg gik efter. Jeg ville kun have Sølvhårs opmærksomhed. Jeg gjorde mig klar. "Jeg har et forslag. Kom lidt tættere på."

   Han fnyste og smilede overlegent.

   "Alle her har ret til at høre, hvad du siger. Desuden falder jeg ikke for dine tricks," sagde han og kastede et blik mod sofaen hvor Kødbjerg, Slapsvans og Isprinsessen sad henslængt. Dette var min åbning.

   Mine hænder var stadig bundet på ryggen men det var intet problem. Jeg lænede mig tilbage på håndfladerne og svingede mine ben fremad. Kort efter lå Sølvhår på gulvet og hele rummet stivnede i forbløffelse. Jeg kom på benene og løb mod udgangen.

   Til min overraskelse kom jeg ud i en mørk tunnel. Skinner løb til både højre og venstre. Metrotunnelerne.

   I rummet bag mig var de vågnet op. Jeg trådte ind mellem to skinner og begyndte at sprinte. Tunnelen måtte ende på et tidspunkt. Jeg hørte Ildsjælene komme efter mig, hujende og svovlende.

   Jeg måtte finde en udgang - hurtigt. Jeg kunne svagt ane lys forude, så jeg satte farten op. At løbe med hænderne på ryggen var ikke helt let, men de havde ikke fanget mig endnu. Faktisk virkede det som om, de var sakket bagud. Råbene blev svagere og svagere. Selvfølgelig var jeg sluppet fra dem. Sådan nogle tabere; som om de kunne holde mig fanget.

   Så blev benene trukket væk under mig. Mit hoved ramte en af skinnerne, så det rungede i hele tunnelen. Det sidste jeg så, var et ansigt tæt på mit, og et overlegent smil. Så blev alt sort - for anden gang den dag.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...