Ekko

I en verden infiltreret af stofmisbrug og panik, finder to teenagere lys i mørket og får øjnene op for nye følelser, inden Verdens Undergang.
Forældreløse Aly lever et hårdt liv som Uddeler for narkobaronen Cumulus, og kan ikke stole på nogen. Efter hun og hendes storebror Liam mister deres forældre, tager Cumulus dem til sig. De må klare sig i den barske verden som Uddelere af Glemselspillen, indtil Jorden går under.
Da Wills forældre dør af stofmisbrug, beslutter han sig for at starte en gruppe, der kalder sig Ildsjælene. De kæmper for at genoprette samfundet og skaffe Cumulus af vejen.
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du kun havde fem år tilbage at leve i?

Padlihtam: Will Fletcher
N. A. Ulrich: Aly Tate


"Ekko" er vores bidrag til Sci-fi konkurrencen.

49Likes
68Kommentarer
3212Visninger
AA

3. Kapitel 2: Aly

 

   Tunge regnskyer pressede ned fra oven, da jeg bevægede mig ned gennem gyden. Skrald dyngede sig op på hver side af mig – tonsvis af forladte plastikposer, flasker og tøj. Jeg sparkede fraværende til en tom dåse og forlod gyden. Jeg krydsede hovedvejen uden at se mig for. Der kørte alligevel aldrig biler mere. Vejen fortsatte så langt øjet rakte, og jeg vidste med sikkerhed, at en række af forladte biler fulgte den.

   Jeg passerede en rød Nitro 3000 og kastede et blik ind ved førersædet. Det var en af de ældre modeller. Dens hjul var punkterede, og den havde knapper ved rattet, i stedet for en multiskærm. Ruderne var smadrede – sikkert af desperate tyve, der troede de kunne finde noget af værdi – som om dem, der havde forladt bilen, ikke havde taget alt de kunne bære. De bløde lædersæder var sprættet op og fyldet lå spredt i hele bilen. Et barnesæde var væltet på bagsædet. Jeg fortsatte.

   Bygninger tårnede sig op over mig og en udmagret, hjemløs hund krydsede vejen. Jeg drejede ned ad en gade, hvis gadeskilt dinglede faretruende fra de næsten usynlige wirer, der holdt det i luften. Navnet var blevet slidt væk. Gaderne havde engang haft navne, men efter Offentliggørelsen havde det ikke længere været nødvendigt.

   Jeg havde lært i historietimerne, at byerne også engang havde navne – tanken var absurd. At der engang havde været pletter på vores jord, der var fuldstændig ubeboet, kunne jeg ikke tro på – selv ikke engang når lærerne viste os billeder.

   Da jeg rundede endnu en forfalden bygning, så jeg det, jeg havde gået efter; Cumulus’ hovedkvarter.

   At bygningen var hovedkvarteret for den mest succesrige Narkobaron, var der selvfølgelig ingen der vidste. Udover Uddelerne – det vil sige sådan en som mig.

   Bygningen camouflerede sig godt i dens omgivelser; faldefærdige, beskidte hvide vægge, smadrede ruder og vagter, forklædt som hjemløse, ude foran. Da jeg nærmede mig, kiggede en fyr i beskidte laser op fra den skraldespand, han var i gang med at rode i.

    Jeg værdige ham ikke et blik, men så mig vagtsomt over skulderen. Jeg havde haft en underlig følelse af at blive forfulgt, siden jeg forlod kundens hus. Jeg slog det hen som paranoia og fortsatte ind i den dunkle indgangshal. Bygningen havde vist været en bank engang, for gamle, ødelagte hæveautomater dækkede den ene væg. En del skriveborde lå smadrede op ad den anden. Et tykt lag støv lå over hele scenariet.

    Det eneste bemærkelsesværdige ved rummet var den slidte, turkisblå dør. Cumulus’ farve. Et enkelt skrivebord stod i vejen for døren; sikkert det sted, sekretæren havde siddet.

    Stolen var væk, men en oldgammel computer stod åben på bordets blanke overflade. Den stod med skærmen vendt mod døren; et æble-logo var indgraveret på bagsiden.

 Jeg bevægede mig over på den anden side af bordet. Skærmen var sort, men jeg tastede alligevel et ord på tastaturet og, som jeg vidste den ville, gled døren bag mig, op. Jeg smuttede hurtigt ind og det rungede i den mørke gang, da døren skurrede tilbage i sit hak. Uden at se mig tilbage, fortsatte jeg ned ad gangen. Mørket lurede forenden og i det høje loft, men der var intet at frygte. Cumulus havde installeret denne labyrint under hovedkvarteret, så fjendtlige spioner, der havde succes med at finde herind, ville være fanget hernede for evigt.  Jeg vidste at sikkerhedskameraer lurede på mig fra oven, men deres indbyggede våben ville ikke affyre. Sikkerhedsvagterne i kontrolrummet turde ikke så meget som at sigte på mig. Da jeg vidste, jeg var kommet til det rigtige sted, vendte jeg mig mod væggen og lod hånden hvile derpå i et par sekunder. En sprække, der før havde været fuldstændig usynlig, åbnede sig, og jeg så en vindeltrappe sno sig opad, som et enormt bor. Regnen begyndte at falde imens jeg besteg de mange trin. Jeg kunne høre dråberne ramme det tykke glastag højt over mig. Den rytmiske lyd havde altid haft en beroligende effekt på mig. Allerede inden jeg havde nået 2. etage mødte lyden af ophidsede stemmer mig. Det var lige før jeg var vendt om og gået ned igen, hvis det ikke var fordi jeg skulle aflevere min indkomst til Cumulus. Jeg orkede ikke deres skænderier lige nu.

 ”Hvad fanden tror du jeg er?!” hørte jeg Greg råbe. ”En idiot? Jeg ved sku’ godt hvad du har kørende, og det er kraftedeme ikke okay!” Jeg vidste at han råbte af Liam. Liam Tate. Jeg var ikke stolt af at skulle kalde ham storebror. 

 Jeg lukkede øjnene og talte til ti, før jeg trådte ind i rummet. Hvis jeg ikke holdt mig selv tilbage, ville jeg med sikkerhed fare lige i flæsket på begge drengene. Liam, fordi han var den største idiot på denne jord; en liderlig nar, der aldrig nogensinde havde opført sig som den storebror, han burde være. Og Greg, fordi han var så afsindig egoistisk, når det kom til Liza og Liams forhold. Rummet var højloftet og lange wirer forhindrede tunge lamper at falde ned i hovedet på os. Gulvet var af sort marmor og væggene var blankt hvide. En klynge af sorte sofaer fyldte næsten hele rummet og det var der jeg fandt Cumulus' Inderste Kreds.

    ”Stop nu for helvede,” snerrede Liza irriteret. Liza var en del af Den Inderste Kreds fordi hun havde et skarpt hoved og evnen til at tale alle til fornuft. Lige nu virkede det ikke. Da hun fik øje på mig, sendte hun mig et opgivende blik. Hende og Liam havde ikke været ’bare venner’ længe, selvom det var det de sagde til folk. Men de var heller ikke kærester. De kunne bare godt lide at dele samme seng, en gang imellem. Liza valgte også at overse, at han regelmæssigt besøgte andre pigers senge.

    ”Gregory,” sagde Liam fattet, uden at tage notits af hverken mig eller Liza. Greg stod med ryggen mod mig, men jeg kunne se hvordan hans nakke blev postkasserød af vrede. Ingen herinde kunne lide at blive kaldt for deres rigtige navn. Det blev kun brugt af Cumulus og folk der ville pisse en af. ”Hun er ikke vild med dig. Fat det, og kom over det. Jeg gider ikke høre mere af dit pis.”

   Selvom hans ord ikke var rettet mod mig, fik hans ligegyldige ansigtsudtryk og den tone, han snakkede i, mig til at skære tænder. Men da han mødte mit blik, var jeg parat. Jeg nægtede at lade ham se hvor meget jeg hadede ham – den mindste følelse jeg viste, ville han bruge imod mig. Så jeg stirrede bare tilbage med et følelsesløst ansigtsudtryk; noget jeg havde lært at mestre for længe siden.

   Greg spyttede for fødderne af Liam og forsvandt ud af rummet. Liam og Liza udvekslede et blik der fik kvalmen til at stige op i halsen på mig.

   ”Get a room!” Kevin Cunningham lå henslængt i en af de sorte sofaer. Han havde aldrig brudt sig om at deltage i skænderier, der ikke interesserede ham, men lige nu reddede hans kommentar mig fra at kaste op.

   Liza sendte ham et dræbende blik, men det rørte ham ikke, tværtimod; det sitrede i hans mundvige som om hele situationen morede ham.

   ”Det vil vi så gøre,” svarede Liam og jeg så, hvordan hans hånd fandt Lizas røv. Hun smilede et påtaget genert smil, og fulgte ham ud ad døren. Et skridt fra døren, stoppede Liam og kiggede tilbage på mig med et smil.

    ”Du skulle måske lægge dig lidt, søs. Du ser noget bleg ud.”

   Jeg kunne høre hans grin, da han forsatte ud ad døren. Så snart han var væk, sank jeg sammen. Et udmattet suk slap over mine læber og jeg tillod mig selv at lukke øjnene. Hvis du ikke kendte Kevin, ville du sikkert syntes det var uhøfligt, ikke at sige noget på dette tidspunkt. Men ikke når det kommer til Kevin. Nogen gange er jeg i tvivl, om han nyder at skabe akavede situationer.

   ”Allison,” en skaldet mand med store overarme var trådt ind ad døren ved min højre side. ”Cumulus vil se dig.” Jeg rullede irriteret med øjnene. Så snart man fik noget velfortjent hvile kom der nogen og hev en op igen. Men jeg kunne ikke ignorere Cumulus’ ordre – så ville det blive værst for mig selv.

   ”Min pige,” sagde Cumulus med en overdrevet sød mine, da jeg trådte ind på hans kontor. Hans smalle overskæg buede sig efter hans påtagede smil og hans gråsprængte hår var trukket tilbage i en typisk rigmandsfrisure. En oldgammel sang stod ud af højtalerne på hans antikke CD afspiller. Afspilleren havde altid fascineret mig. Det var utroligt at han havde fået fat i en, lang tid efter man kun kunne downloade musik. ”Hvordan har min ynglings datter det?”

   ”Liam driver mig til vanvid,” klagede jeg, og bevægede mig tættere på hans kæmpe skrivebord. Cumulus havde adopteret os, da vi ikke længere havde hverken forældre eller hjem. ’Cumulus’ var selvfølgelig ikke hans rigtige navn, men selv ikke jeg vidste hvad han rigtig hed.

   ”Har du din fangst med?” Hans blik scannede mig efter tegn på, at jeg havde bragt ham en god indtægt.

   Jeg rakte ned i baglommen på mine bukser og trak en stak glasskærme med op. Det var en tre-fem multiskærme jeg havde byttet mig til for den blå pose med Cumulus’ Glemselspiller. Selvom skærmene ikke var større end, at de kun lige kunne ligge i min hånd, vidste jeg, at jeg havde forhandlet godt.

   Cumulus rejste sig og bevægede sig hen imod mig. Han havde som altid et skinnende jakkesæt på, og hans gang var afbalanceret og overlegen. Da han stoppede foran mig og rakte ud efter skærmene, kunne jeg tydeligt se rynkerne i hans ansigt. Han var ikke længere så ung som da han adopterede mig, men han var stadig lige så skræmmende. Hele hans holdning sagde: Gør hvad jeg siger, eller det bliver værst for dig selv.

   Jeg rakte ham skærmene og han undersøgte dem grundigt efter ridser. Uden et ord vendte han om og satte sig tilbage ved skrivebordet.

   "Det ser fint ud," sagde han og lagde forsigtigt mulitskærmene på bordets glasoverflade. Jeg åndede lettet op - lige meget hvor god man vidste ens fangst var, lå der altid en frygt for Cumulus' vrede begravet dybt i en. "Smut du bare."

   Jeg nikkede og vendte mig mod døren. Jeg tænkte på den velfortjente lur, der ventede mig i min varmeregulerende seng. Der var intet jeg hellere ville end at lade mig forsvinde ned i den bløde madras. Men sådan skulle det ikke blive.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...