Ekko

I en verden infiltreret af stofmisbrug og panik, finder to teenagere lys i mørket og får øjnene op for nye følelser, inden Verdens Undergang.
Forældreløse Aly lever et hårdt liv som Uddeler for narkobaronen Cumulus, og kan ikke stole på nogen. Efter hun og hendes storebror Liam mister deres forældre, tager Cumulus dem til sig. De må klare sig i den barske verden som Uddelere af Glemselspillen, indtil Jorden går under.
Da Wills forældre dør af stofmisbrug, beslutter han sig for at starte en gruppe, der kalder sig Ildsjælene. De kæmper for at genoprette samfundet og skaffe Cumulus af vejen.
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du kun havde fem år tilbage at leve i?

Padlihtam: Will Fletcher
N. A. Ulrich: Aly Tate


"Ekko" er vores bidrag til Sci-fi konkurrencen.

49Likes
68Kommentarer
3211Visninger
AA

17. Kapitel 16: Aly

4. januar 2023

 

  Jeg styrtede mod Hovedvejen med kun én tanke i hovedet. Jeg måtte og skulle finde Will, inden Jorden gik under. Små revner dukkkede op i den tykke asfalt og panik begyndte at stige mig til hovedet. Hvad hvis jeg ikke nåede det? Hvad hvis jeg døde, før jeg kunne nå at finde ham?

  Lige som jeg havde tænkt tanken, hørte jeg høje knasende lyde fra oven. Jeg standsede og kiggede op, og så til min frygt at en del af en stor lejlighedsbygning var ved at brase sammen.

  I et øjeblik var jeg som forstenet, men så spændtes musklerne i mine ben og jeg begyndte at løbe. Jeg kastede mig ind i en gyde og krummede mig sammen med armene over hovedet. Over mig bragede lyden af sten mod sten og metal mod metal og jeg dækkede grædefærdigt mine ører med hænderne. Jeg tvang mig selv til at indse, at jeg aldrig ville finde Will. Han lå sikkert allerede død et sted.

  Alligevel rejste jeg mig og gik igen ud på Hovedvejen. Der, hvor jeg for få minutter siden havde stået, lå nu ton på ton af murbrokker på størrelse med små huse. Imellem to brokker så jeg en slap arm stikke ud; det kunne have været mig hvis ikke jeg havde været hurtig. Men det kunne også være Will. Men han kunne ikke være så dum at opholde sig i et hus, når alt styrtede ned omkring os, kunne han?

  Jeg kunne mærke jorden ryste under mig, og jeg begyndte at græde. Lidt fremme på Hovedvejen flækkede asfalten. Det var nu, jeg skulle dø. Der var intet jeg kunne gøre, for at undgå det. Jeg ville blive mast imellem to murbrokker som den mand foran mig, eller -

  "ALY!"

  Nogen råbte mig navn. Men det kunne ikke passe; det måtte være min fantasi der spillede mig et puds. Men så skete det igen:

  "Aly, for helvede!"

  Jeg vendte mig langsomt om, og tiden gik i stå. Der, kun et par hundrede meter fra mig, stod ham, jeg havde brugt dage på at lede efter. Dér, stod Will.

  "Will ..." hørte jeg mig selv mumle, hvorefter det føltes som om al luft blev suget ud af mine lunger. Lyden af min verden som jeg kendte den, der braste sammen om hovedet på mig, forsvandt, og jeg så kun ham. Jeg satte i løb og ligeså gjorde Will. Jeg kunne se min egen lettelse spejlet i hans øjne som vi kom tættere og tættere på hinanden.

  Afstanden imellem os syntes ikke at blive mindre, selvom jeg løb så hurtigt, jeg kunne. Jeg nægtede at opgive håbet.

  Pludselig lød et brag, og asfalten flængede imellem os i en flere meter bred revne fra fortov til fortov. Jeg kunne umuligt krydse den.

  Vi standsede begge brat op og mødte hinandens blikke. Vi var så tæt og alligevel så langt fra hinanden. Jeg så Wills læber bevæge sig men jeg kunne ikke høre hvad han sagde. Bag mig faldt bygning efter bygning ind mod Hovedvejen og det ville ikke vare længe før bølgen af ødelæggelse ville nå mig.

  "Will!" råbte jeg med skælvende stemme.

  "Spring," skreg han.

  "Hvad?"

  "SPRING!" Han trådte et par skridt tilbage og tog tilløb mod afgrunden mellem os. Jeg samlede så meget mod, jeg kunne og gjorde det samme. Og så sprang vi.

  Begge i frit fald mødtes vi på midten. Jeg mærkede Wills arme om mig og jeg klamrede mig til hans krop. 

  "Flyv, min fugl," hviskede han i mit øre, og jeg kunne ikke lade være at smile. Så tog tyngdekraften over, og jeg sugede det sidste tegn på liv til mig. Jeg mærkede vores hjerter slå i takt, i mens vi faldt ned i dybet.

  Omkring os blev alting sort, og jeg fik en underlig fornemmelse i kroppen. Under faldet indså jeg, at uanset hvor vigtigt, jeg havde troet, mennesker var, ville vi i sidste ende blot være et ekko af en verden, der for længst var blevet glemt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...