Ekko

I en verden infiltreret af stofmisbrug og panik, finder to teenagere lys i mørket og får øjnene op for nye følelser, inden Verdens Undergang.
Forældreløse Aly lever et hårdt liv som Uddeler for narkobaronen Cumulus, og kan ikke stole på nogen. Efter hun og hendes storebror Liam mister deres forældre, tager Cumulus dem til sig. De må klare sig i den barske verden som Uddelere af Glemselspillen, indtil Jorden går under.
Da Wills forældre dør af stofmisbrug, beslutter han sig for at starte en gruppe, der kalder sig Ildsjælene. De kæmper for at genoprette samfundet og skaffe Cumulus af vejen.
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du kun havde fem år tilbage at leve i?

Padlihtam: Will Fletcher
N. A. Ulrich: Aly Tate


"Ekko" er vores bidrag til Sci-fi konkurrencen.

49Likes
68Kommentarer
3327Visninger
AA

14. Kapitel 13: Will

Januar 2123

 

   Nogle gange har man en af de dage, hvor man tænker for meget over de forkerte ting og for lidt på det vigtige. Sådan nogle havde jeg en del af, efter mit brud med Ildsjælene.

   Jeg brugte juledagene på at vandre rastløs rundt i byen. Det var begyndt at tø igen, men det var stadig koldt, specielt om natten. Selvom jeg kravlede dybt ned i soveposen, frøs jeg stadig så meget, at jeg ikke kunne sove ordentligt. Egentlig var det nok mest fordi, jeg var bange for at falde i søvn og aldrig vågne op igen. Tanken virkede komplet idiotisk, når der nu alligevel kun var få uger til, jeg alligevel skulle dø.

   Kulden var ikke det eneste, der afholdt mig fra at sove om natten. Håbet om, at Aly måske dukkede op andre steder end i mine drømme hjalp også søvnløsheden på vej.

   Jeg holdt efterhånden op med at holde øje med tiden og mistede hurtigt overblikket over, hvornår det var dag og nat. Det var mørkt stort set hele døgnet rundt, så der var egentlig ikke meget at sige til, at jeg ikke kunne følge med.

   Den 29. December kiggede jeg igen på mit lommeur. Seks dage. Jeg pakkede mine ting sammen og spiste det sidste af det mad, jeg havde tilbage, mens jeg gik. Jeg var helt væk i mine egne tanker, så jeg opdagede først, hvor mine fødder førte mig hen, da jeg stod i indkørslen til mit barndomshjem. Jeg sank et par gange inden jeg fortsatte mod huset.

   Den frosne jord knasede under mine støvler hele vejen fra gaden til verandaen. Jeg trådte op ad den slidte og snedækkede trappe og trak vejret dybt. Så åbnede jeg døren.

   Synet, der mødte mig, var forfærdeligt. Jeg mærkede tårerne strømme ned ad mine kinder, men sagde ikke en lyd. Gulvet var dækket af skidt og sne, der var blæst ind gennem et kæmpe stort hul i væggen ud mod haven. Dele af stuen var brændt ned, og lokalet var ribbet for møbler. Kun et tæppe lå tilbage på gulvet. Jeg vidste godt, at mine forældres lig lå under det, så jeg gik i en stor bue uden om det og hen mod trappen, der førte ovenpå.

   Der var fodspor fra vilde hunde rundt omkring, men jeg kunne se, at ingen havde været oven på i et stykke tid, for sneen på trappen lå uberørt.

   "Hallo?" kaldte jeg, mest af gammel vane. Jeg kunne nok ikke løbe fra, at jeg håbede på at høre et svar i en eller anden form. Det kom bare ikke. Jeg gik mod døren til mit værelse med varsomme skridt; trådte jeg forkert en enkelt gang, kunne det sende mig gennem det slidte gulv og to-tre meter ned. Jeg vidste, at jeg ville ramme flisegulvet i køkkenet, der var lige under mig. Heller ikke ligefrem en tiltalende død.

   Det var egentlig mærkeligt at tænke på; der var så mange måder, jeg kunne tage herfra på. Glemselspiller, sult, tørst, kulde, selvmord, fald fra høje steder. Jeg kunne være blevet slået ihjel i Hovedkvarteret, den gang jeg kidnappede Aly. Men jeg skulle dø, når Jordens kerne kollapsede. Jeg skuttede mig ved tanken.

   På mit værelse så der mere fredeligt ud. Man kunne godt se, at nogen på et tidspunkt havde gennemsøgt rummet for værdier, men det meste lignede sig selv. Jeg smed mig på min seng, selvom den ikke tog sig specielt godt ud. På trods af stanken, var det alligevel mere behageligt end min madras tilbage i Hulen.

   Det var egentlig mærkeligt at tænke på; jeg skulle aldrig mere tilbage til Hulen. Præcis som jeg aldrig skulle se mine forældre, Aly eller nogle af Ildsjælene igen.

   Lige i det, jeg havde tænkt tanken færdig, hørte jeg en stemme kalde mit navn fra stueetagen.

   "Heroppe," svarede jeg uden at flytte mig. Jeg kunne ikke høre, hvem stemmen tilhørte, men af alle mennesker, var Stranger nok den sidste, jeg havde regnet med at se i dørkarmen et minut efter.

   "Åh gud, Will, du kan tro, jeg er glad for at se dig!" Jeg stablede mig selv på benene og mødte ham i et kram.

   "Hvad i alverden laver du her?" spurgte jeg overrasket.

   "Jeg kunne altså ikke undvære dig," svarede han med et skævt smil. Jeg grinede og krammede ham igen.

   Stranger havde lidt brød, som vi delte i fire dele og tog den ene del med ud på altanen, hvor vi satte os på gulvet og spiste.

   "Noah er død," sagde Stranger lige pludselig. Jeg rynkede panden.

   "Det ved jeg godt. Jeg var der selv," svarede jeg forvirret. Et øjeblik var jeg ved at tro, at Stranger havde taget Glemselspiller, men så fortsatte han.

   "Nej nej, ikke den Noah. Ritas. Han døde allerede to dage efter fødslen." Han skævede til mig. "Ikke at det undrer mig. Vi kan jo knap nok tage vare på os selv." Jeg nikkede tænksomt.

   "Hvad med de andre?" spurgte jeg. Stranger kunne nok godt regne ud, at jeg mest spurgte til Leah, men han sagde ikke noget til det.

   "Det meste er, som det plejer. Vic lader som om Ritas graviditet aldrig har fundet sted, mens hun gemmer sig under dynen. Cole er ligeså tavs som altid." Han holdt pause et øjeblik. "Der er kun én ting, der er unormal: Din manglende tilstedeværelse."

   "Undskyld," brummede jeg.

   "Nåh ja, det og så Cole og Leahs højlydte sexliv. Seriøst, de kna-"

   "Tak for info," afbrød jeg ham. "Det var unødvendigt."

   "Det må du nok sige."

   "Hun er min ekskæreste."

   "Hun er min søster."

   "Touché."

   Stranger rejste sig og kiggede ud over byen. Engang havde højhuse dækket det meste af udsigten, men efter Offentliggørelsen var mange af dem styrtet sammen eller blevet brændt ned.

   "Du ved..." begyndte jeg. "Alt det med Aly..."

   "Du behøver ikke forklare det, Will." Stranger vendte sig mod mig og lænede sig mod rækværket på altanen. "Det er lige meget nu."

   "Jeg troede, hun havde slået mine forældre ihjel," sagde jeg. "Men det havde hun altså ikke."

   "Det er okay."

   "Jeg håber bare, hun har det godt nu," mumlede jeg. Stranger nikkede. Altanens træ knirkede sagte, da Stranger lagde vægten på det andet ben.

   "Nu må du ikke misforstå mig," sagde han. "Jeg er ikke bøsse. Men jeg elsker dig sgu, Will." Jeg grinede.

   Jeg så det nærmest ske, inden det egentlig skete. Rækværket gav efter. Stranger kunne ikke holde balancen.

   "Fuck!" skreg jeg. Stranger udstødte et forskrækket brøl. Han væltede bagover; ud over kanten. Jeg hørte sne og grene knase under ham, da han ramte jorden. "Stranger!" råbte jeg. Intet svar. Jeg styrtede tilbage gennem gangen, ned ad trappen og ud til Stranger. Han var allerede væk, da jeg kom derned. Hans krop var underligt fordrejet og mørkerødt blod sivede ud fra et sted i hans nakke. Jeg nåede ikke engang at sige, at jeg også elskede ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...