Ekko

I en verden infiltreret af stofmisbrug og panik, finder to teenagere lys i mørket og får øjnene op for nye følelser, inden Verdens Undergang.
Forældreløse Aly lever et hårdt liv som Uddeler for narkobaronen Cumulus, og kan ikke stole på nogen. Efter hun og hendes storebror Liam mister deres forældre, tager Cumulus dem til sig. De må klare sig i den barske verden som Uddelere af Glemselspillen, indtil Jorden går under.
Da Wills forældre dør af stofmisbrug, beslutter han sig for at starte en gruppe, der kalder sig Ildsjælene. De kæmper for at genoprette samfundet og skaffe Cumulus af vejen.
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du kun havde fem år tilbage at leve i?

Padlihtam: Will Fletcher
N. A. Ulrich: Aly Tate


"Ekko" er vores bidrag til Sci-fi konkurrencen.

49Likes
68Kommentarer
3204Visninger
AA

13. Kapitel 12: Aly

 

  Da jeg vågnede næste morgen stod en mild brise igennem mit værelse - eller sådan føltes det ihvertfald, men det var bare ventilationssystemet der var sat til den funktion. Tilbage i Hulen ville kulden have været ganske ægte.

  Jeg blev i sengen i noget, der virkede som timer, før jeg tog mig sammen til at stå op. Jeg vidste, at Cumulus ville snakke med mig i dag, og jeg vidste også, at jeg ville blive nødt til at udlevere informationer om Ildsjælene. Det var først, da jeg stod foran døren til Cumulus' kontor, iklædt mit sædvanlige sorte outfit, at jeg indså, hvorfor jeg havde en klump i halsen; jeg havde ikke lyst til at gøre det. Jeg kunne ikke bære tanken om, at sortklædte mænd ville finde Ritas lille Noah og dræbe ham uden nåde; for det ville de. Men jeg ville ikke tillade det. Og i det øjeblik besluttede jeg mig for, aldrig at afsløre Ildsjælenes gemmested for Cumulus. Og så gik jeg, fast opsat på at lyve for ham, igennem døren.

 

  

  "Hvordan har du det?" indledte Cumulus, efter at have budt mig en plads i en af sine rummelige læderstole.

  "Meget bedre," svarede jeg og satte mig til rette i stolen. Og det var ikke engang en løgn; jeg havde det meget bedre nu hvor jeg vidste, at Ildsjælene var i sikkerhed. Cumulus knipsede med fingrene, og få sekunder efter sad jeg med en perlende drink i hånden.

  "Glimrende." Cumulus' tonefald var afventende og forventningsfuldt. Hans mørke øjne mødte mine og jeg gøs; det var som om, han allerede vidste, at jeg ville lyve for ham. Efter et stykke tids tavshed, spurgte jeg:

  "Er der sket noget spændende imens jeg har været væk." Jeg blev nødt til at bevæge mig forsigtigt frem, spille ham rigtigt. Men jeg lovede mig selv, at jeg ville gøre alt for at få den information, jeg ville have ud af ham.

  Han fortalte lidt om det stigende salg i de sidste måneder, men hvad han sagde, betød ikke noget for mig. Han talte, som om jeg bare var kommet hjem fra ferie, ikke fra at have været kidnappet, og ærlig talt havde han ikke virket glad for at se mig dagen før.

  "Jeg må antage, at det var svært at finde," indskød jeg, i en af Cumulus' kunstpauser; han stirrede forvirret på mig, tydeligvis overrasket over, at jeg turde afbryde ham. "Ildsjælenes gemmested," forklarede jeg. Hans blik flakkede og han lænede sig langsomt tilbage i sædet. "Ja, for jeg regner da med, at det var derfor eftersøgningsholdet aldrig fandt frem til mig."

  "Angående det -"

  "For de var ude at søge efter mig, ikke sandt?" Jeg havde fanget ham som en mus i et hjørne. Spørgsmålet hang i luften og jeg fastholdt ham med mit blik. Jeg ville ikke lade ham slippe udenom at svare på dette spørgsmål.

  "Nej," sagde han, hans ansigt i alvorlige, upersonlige folder. "Der var intet eftersøgningshold."

  "Du ledte ikke efter mig?" udbrød jeg, da det dæmrede for mig. Min underlæbe bævede og min stemme var skinger.

  "Aly, det var en test-"

  "Gu' var det ej en test!" Jeg rejste mig og stillede mig truende foran ham. "Du gad bare ikke spilde energi på at lede efter mig, er det ikke rigtigt? Fortæl mig sandheden! Elsker du mig overhovedet?"

  Cumulus rejste sig og stillede sig helt tæt på mig. Med tårevædede øjne undersøgte jeg hans, men de var kolde. Der var intet kærlighed at spore, intet der tydede på, at han ville be- eller afkræfte hvad jeg havde sagt.

  "Din ... " begyndte jeg, men kunne ikke færdiggøre sætningen. Jeg trådte langsomt et par skridt tilbage og lagde mine fingre om glasset med champagne. Med et frustreret skrig kastede jeg glasset i hans retning, men jeg missede og det smadrede mod væggen bag ham.

  "Aly, kom nu," Cumulus talte til mig fra en behørig afstand, og med god grund.

  "Hvordan kunne du gøre det!" råbte jeg og ønskede at jeg havde flere ting at kaste med. "Du var som en far for mig! Hvordan kunne du!"

  "Aly ..."

  "NEJ!" Jeg bakkede væk, tilbage mod døren, idet jeg mærkede mit hjerte gå itu. Lige før jeg forsvandt ud ad døren mødte jeg hans blik; der var stadig ingen følelser at spore i de mørke øjne. "Hvordan kunne du ... "

  Så vendte jeg mig og stormede ud af lokalet, væk fra Cumulus, for aldrig at se ham igen.

  

  

  "Liam!" Jeg bankede to gange mere på hans dør og kaldte igen. "Liam!"

  Ved det, der føltes som det hundrede bank, åbnede han endelig døren med et irriteret; "Hvad!?" men da han så mit oprevede ansigtsudtryk, lod han mig træde indenfor.

  "Du er vel kommet for at få en undskyldning," mumlede han og satte sig tungt på sin seng. "Okay, her er den så: Aly, jeg er meget-"

  "Nej, nej, glem det," afbrød jeg ham og mærkede irritationen stige. "Det er Cumulus."

  "Hvad er der med ham? Har han nægtet dig skindet fra den sidste panda i verden?" grinede han.

  "Hold din kæft," bed jeg ham af. "Han sendte ikke engang folk ud at lede efter mig."

  "Det kunne jeg godt have fortalt dig," svarede Liam med et ligegyldigt blik.

  "Du mener du vidste det?" spurgte jeg målløs. "Og du gjorde ikke noget ved det?"

  "Hvad Cumulus siger, er lov."

  "Det er noget pis, det der," jeg stormede mod døren. "Og du ved det. Cumulus har altid behandlet os som om vi er uduelige, mens vi faktisk er dem der gør alt arbejdet. Synes du ikke det er unfair?"

  "Han giver os alt det mad, vi kan spise, alt det vand. vi kan drikke og tag over hovedet. Der er ikke meget mere jeg ønsker mig. Udover måske en lækker pige-"

  "Liam!"

  "Min pointe er, at jeg ikke har noget at beklage mig over. Jeg har det godt her."

  "Nå, men jeg skrider," meddelte jeg, og sendte ham et afventende blik. "Skal du med?"

  I et langt øjeblik sad han bare der og stirrede på mig, ubevægelig. Endelig svarede han:

  "Nej." 

  Egentlig burde hans svar ikke komme bag på mig, men hans ord var alligevel som at få en knytnæve i maven.

  "Nå ... " Det var det eneste jeg kunne præstere. Nå, det er vel ok. Men det var det ikke. Jeg vidste ærlig talt ikke hvordan jeg skulle overleve udenfor uden Liam. Men jeg havde min stolthed at beskytte, så jeg åbnede bare døren, kiggede tilbage på ham og sagde:

  "Så ses vi vel." 

  Han nikkede, og jeg forlod rummet. Det var sidste gang, jeg så ham.

  

  Tyve minutter efter stod jeg foran Hovedkvarteret iklædt mit varmeste sæt tøj og med en rygsæk over skulderen. Rygsækken var stoppet med mad og tæpper og andre ting jeg ville få brug for, for at overleve. Hvis jeg overlevede. Jeg var ikke klar over, hvor lang tid der var til undergangen, men det kunne ikke være så lang tid. Man kunne allerede mærke det i luften.

  Jeg satte kurs mod den park, jeg altid havde gået ture i med min familie før Offentliggørelsen, og kort efter stod jeg og stirrede op på det største og det eneste træ jeg nogensinde havde set. Dets sorte grene snoede sig mod den overskyede himmel og mindede mig om noget min mor engang havde fortalt mig: 

  "Træer er Jordens ældste skabninger. De har været her siden tidernes morgen. De har set alt, oplevet alt. Og dette træ vil være her helt til slut." Jeg tænkte på hvor meget hun havde ret, og hvor lidt hun havde tænkt på det, da hun sprang ud fra broen sammen med min far den dag. Jeg tænkte på Liam og Cumulus, på Noah og Will. Og så stoppede min tankerække. Will. Jeg ville aldrig få ham at se igen, og det gjorde mig af en eller anden grund sørgmodig. Hvorfor, var jeg ikke klar til at indrømme overfor mig selv.

  Jeg lukkede øjnene og Noahs ansigt dukkede op bag mine øjenlåg, klart som hvis han havde stået lige foran mig.

  "I virkeligheden handler det bare om at leve i nuet," fortalte han mig og smilede svagt. "Nyde livet imens vi har det." Hans ord rungede stadig i mit baghoved da mine øjne fløj op. Selvom jeg havde været enig med ham dengang han havde sagt de ord, forstod jeg ikke den dybere mening før nu. Leve i nuet. Nyde livet.

  Jeg blev nødt til at finde Will.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...