Ekko

I en verden infiltreret af stofmisbrug og panik, finder to teenagere lys i mørket og får øjnene op for nye følelser, inden Verdens Undergang.
Forældreløse Aly lever et hårdt liv som Uddeler for narkobaronen Cumulus, og kan ikke stole på nogen. Efter hun og hendes storebror Liam mister deres forældre, tager Cumulus dem til sig. De må klare sig i den barske verden som Uddelere af Glemselspillen, indtil Jorden går under.
Da Wills forældre dør af stofmisbrug, beslutter han sig for at starte en gruppe, der kalder sig Ildsjælene. De kæmper for at genoprette samfundet og skaffe Cumulus af vejen.
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du kun havde fem år tilbage at leve i?

Padlihtam: Will Fletcher
N. A. Ulrich: Aly Tate


"Ekko" er vores bidrag til Sci-fi konkurrencen.

49Likes
68Kommentarer
3208Visninger
AA

12. Kapitel 11: Will

 

   Jeg var den sidste, der vågnede. I aften var det juleaften, og for 6 år siden ville jeg have glædet mig som et lille barn. Jeg var selvfølgelig blevet ældre, men tanken om 

   "Så er det op, Will," lød Vics stemme. Da jeg slog øjnene op, stod han bøjet over mig.

   "Go' morgen," mumlede jeg søvnigt.

   "Nej god er den fandenedeme ikke." Han greb fat i min bluse og hev mig op at sidde. "Hvor er tøsen henne!?"

   "Hva'?" spurgte jeg forvirret og vred blusen fri af hans greb. Jeg gned søvnen ud af øjnene og forsøgte at forstå, hvad der foregik.

   "Tøsen er væk!" Han pegede mod mod trappen, hvor Aly plejede at sidde bundet. Pludselig dæmrede det for mig, hvad de snakkede om.

   "Jeg er sikker på, det var ham," sagde Leah. "Han sad og flettede fingre med hende i tunnelen i går." Hendes overlegne blik hvilede på mig.

   "Det er for helvede ikke mig, der har sluppet hende fri!" Jeg kunne godt høre, at mit toneleje blev lidt for lyst. Jeg var en dårlig løgner.

   "Det er heller ikke nogle af os andre, men det kan vi jo sagtens sige," sagde Cole.

   "Stoler du ikke på mig Vic?" Jeg forsøgte at se skuffet ud.

   "Tjoh," brummede Vic mistroisk.

   "Hvorfor fanden skulle jeg dog binde rebet op og lade hende gå? Det var mig, der havde alt det bøvl med at kidnappe hende!" Vic så helt forkert ud i hovedet. Der var stille i de sekunder det tog mig at indse, at jeg lige havde afsløret mig selv.

   "Hvordan vidste du, at rebet var blevet bundet op?" spurgte Annie med en spinkel stemme.

   "Fuck," hviskede jeg, mest henvendt til mig selv. Vic rystede skuffet på hovedet og forlod gruppen.

   "Jeg sagde det jo," fnøs Leah og fulgte efter Vic. Klumpen af mennesker om min seng opløstes langsomt og til sidst stod Stranger alene tilbage.

   "Passer det? Var det dig?" Jeg nikkede til svar, bitter over, at jeg blev nød til at svigte ham på denne måde. Jeg mødte hans blik men det var svært at bedømme, hvad han tænkte på.

   "Det var en dårlig idé at kidnappe hende fra starten af," forklarede jeg.

   "Det kunne jeg godt have fortalt dig, for en måned siden." Han lagde armene over kors. "Men du stoler åbenbart ikke nok på mig."

   "Hvad mener du med det?!"

   "Hvis du stolede på mig, havde du fortalt mig om din plan inden du bare kastede dig alene ud i det."

   "Jeg er ked af det," svarede jeg, selvom jeg ikke et sekund fortrød at have sluppet Aly løs. Men at se Stranger være så såret, gjorde ondt helt indeni.

   "Det håber jeg fandme også, du er."

   "Jeg-" prøvede jeg, men blev afbrudt.

   "Jeg er skuffet. Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle sige om dig, Will. Men det er jeg sgu." Så gik han.

   

   Der var en akavet stemning hele formiddagen. Lidt over et, i følge mit lommeur, skred jeg fra Hulen. Det var svært at håndtere den måde, de kiggede på mig på. Jeg følte mig forkert sammen med dem.

   Jeg flakkede rundt uden for i et par timer og forsøgte at få styr på mine tanker, men det var som om, tankerne ikke ville blive til ord og sætninger, der gav mening. Det tog tid, før det for alvor gik op for mig, at Aly var væk. Sandsynligheden for, at jeg ville se hende igen var minimal. Jeg skulle dø om få uger, og det eneste, jeg kunne tænke på, var om hun var okay.

   Da jeg kom tilbage til Hulen, stod Stranger og ventede på mig.

   "Jeg håbede, du ikke kom tilbage," sagde han og sendte mig et dømmende blik.

   "Slap dog af, det er ikke jordens undergang, at hun ikke er her mere," svarede jeg i et desperat forsøg på at genvinde deres respekt.

   "Nej, det har du ret i, men det er fandme tæt på. Hvad blev der af din plan? Du ville ødelægge Cumulus' styre!" Hans øjne glødede af raseri. "Du ville sørge for, at vores sidste tid på Jorden blev så god som muligt, ikke?" Jeg nikkede, mens han fortsatte. "Og se hvor vi er nu!"

   "Jeg ved godt, det ser skidt ud, men er det ikke lige meget? Vi skal dø ligemeget hvad, Stranger, og det ved du godt."

   "Hvor fanden er den Will, jeg kender?!" Han tog om mine skuldre og trak mig helt op i ansigtet på sig. "Hvor er den Will, der aldrig giver op? Ham, der fortalte mig, at jeg ikke skulle være bange, fordi han havde styr på tingene. Ham der viste mig, at der er en mening med, at vi skal dø. Hvor er han?"

   "I hvert fald ikke her, Stranger." Min stemme var opgivende, og jeg følte ordene synke ind og sluge mig hel. Opgivende, det var præcis, hvad jeg var.

   "Jeg ved, han er derinde, Will," sagde Stranger og prikkede mig i brystkassen lige omkring der, hvor mit hjerte sad. Pludselig dukkede Vic op, og blandede sig med en hovedrysten.

   "Jeg synes, du skal gå nu, Will," sagde han.

   "Ej come on, guys. Vi kan da i det mindste holde sammen, det sidste stykke tid." Jeg slog ud med armene. Jeg ville kæmpe til det sidste for ikke at blive udstødt.

   "Det tror jeg faktisk ikke, vi kan," sagde Stranger. "For så skulle du have tænkt på det, før du svigtede os alle sammen på den måde."

   Der var ikke mere, jeg kunne gøre. De havde taget deres beslutning, og jeg havde ikke noget at skulle have sagt. De forlod mig begge to, og jeg gik over mod min seng, for at pakke mine sparsomme ejendele sammen. Jeg fandt lommeuret i soveposen og vendte det i hånden et par gange.

   "Hvor blev tiden af?" mumlede jeg til mig selv, selvom jeg vidste, at svaret ikke fandtes i et lommeur. Jeg rullede soveposen sammen og stoppede den ned i min rygsæk. Mens jeg pakkede sammen, dukkede Leah op ved siden af mig.

   "Jeg synes, vi skal slå op," sagde hun med monoton stemme.

   "Synes du virkelig?" Jeg kiggede ligegyldigt på hende. "Leah, vi har aldrig været rigtige kærester, har vi?" Hun svarede ikke, så jeg fortsatte: "Det er okay med mig så." Jeg rejste mig op svang rygsækken over skulderen.

   "Er det alt, du har at sige?" spurgte hun; jeg så undrende på hende.

   "Øh, ja. Det tænkte jeg i hvert fald, siden du lige har slået op..."

   "Jamen, er du slet ikke sur?"

   "Nej ikke rigtigt. Jeg synes, det er fint," svarede jeg, trådte ud af Hulen og efterlod hende målløs tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...