Ekko

I en verden infiltreret af stofmisbrug og panik, finder to teenagere lys i mørket og får øjnene op for nye følelser, inden Verdens Undergang.
Forældreløse Aly lever et hårdt liv som Uddeler for narkobaronen Cumulus, og kan ikke stole på nogen. Efter hun og hendes storebror Liam mister deres forældre, tager Cumulus dem til sig. De må klare sig i den barske verden som Uddelere af Glemselspillen, indtil Jorden går under.
Da Wills forældre dør af stofmisbrug, beslutter han sig for at starte en gruppe, der kalder sig Ildsjælene. De kæmper for at genoprette samfundet og skaffe Cumulus af vejen.
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du kun havde fem år tilbage at leve i?

Padlihtam: Will Fletcher
N. A. Ulrich: Aly Tate


"Ekko" er vores bidrag til Sci-fi konkurrencen.

49Likes
68Kommentarer
3326Visninger
AA

11. Kapitel 10: Aly

 

 

  Metrotunnelen var tom foran mig. Mørket opslugte mig og jeg kunne ikke se en hånd for mig. Men det var lige meget. Jeg var fri.

  Imens jeg følte mig frem i mørket mærkede jeg lettelsen skylle ind over mig som bølger på en strand. På trods af sit had til mig havde Will løst mine bånd og ladet mig gå - ubevidst om de løgne, jeg havde stukket ham.

  De sidste skridt jeg tog, før den friske luft mødte mit ansigt, var de sværeste jeg havde taget i mit liv, og da jeg først stod på den bælgmørke gade, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Tanken om Noah og den tragiske død, han led, havde holdt mig vågen hele natten, og det ville holde mig vågen mange nætter endnu. Imellem de koldhjertede Uddelere og en ligeglad bror, havde Noah været min eneste ven og støtte. Nu, hvor mit lys i mørket var væk, var jeg blind.

  Gå til højre fra forlystelsesparken. Så kan du se Hovedvejen. Med Wills ord stadig rungende i mit hoved, begyndte jeg at løbe. Det svage skær fra månen gav mig et begrænset overblik over, hvor jeg var; alt så anderledes ud i mørket. Dybe skygger lå som tykke tæpper over stedet - glasskår knasede under mine støvlesåler og tårer prikkede på mine kinder.

  Foran mig tårnede noget der lignede en forvokset edderkop sig mod nattehimlen. Fra de forvredne former kunne jeg genkende pariserhjul og rutsjebaner. Frygten for, at nogen ville springe frem fra skyggerne og overfalde mig, begyndte at gro. Før i tiden ville jeg uden frygt have passeret stedet, men nu hvor jeg var ude af træning, virkede det mere skræmmende.

  Alle gadelamper var engang lysregulerende og automatiske, men efter Offentliggørelsen var de fleste kapler blevet kappet og brugt til personlige hjem. Cumulus selv manglede aldrig elektricitet. Men på trods af saboteringen af elforsyningen var der stadig et par lamper, der holdt ud rundt omkring. Et af de steder var ved Hovedvejen, og det var det lys jeg kunne se nu.

  Jeg tog et skælvende åndedræt, tørrede febrilsk tårerne fra mine kinder og begyndte at gå. Jo tættere jeg kom på vejen, jo mere mærkede jeg friheden som et fysisk tryk på mit bryst. Jeg var på vej tilbage til det, jeg efter Offentliggørelsen havde kaldt mit hjem, men jeg følte mig ikke fri. Alligevel fortsatte jeg ned ad de velkendte gader med en nervøs klump i halsen over, at jeg snart skulle genforenes med min bror og Cumulus.

  Da jeg stod i skyggerne og så op på Hovedkvarteret skød tvivlen igennem mig som hundrede pistolskud. Men endnu engang fortsatte jeg, trådte de få skridt fra skyggen ud i månelyset, så jeg vidste, at de forklædte vagter kunne se mig. Der ventede jeg.

  Jeg var klar over, jeg blev nød til at være stærk og kold som jeg altid havde været hos Cumulus. Derfor lod jeg den rette maske glide på, men denne gang var det ikke lige så let som det havde været før i tiden.

  "Aly?" mumlede den vagt, der først var nået hen til mig. Jeg vidste, at han havde våben gemt under de laser han var klædt i, men han ville ikke vove at bruge dem mod mig. Da den anden vagt nærmede sig gik det op for mig, hvor meget deres påklædning mindede mig om Ildsjælenes. Den eneste forskel var, at de bar det frivilligt, mens Ildsjælene intet valg havde. "Kan det virkelig være dig?" fortsatte den første vagt, og trak mig tilbage til overfladen.

  "Ja, selvfølgelig er det mig dit fjols," snerrede jeg tilbage. Overrasket lagde jeg mærke til, at jeg blev nødt til at tvinge den hårde tone frem. Med et dumt udtryk i ansigtet fortsatte han med at stirre på mig. I frygt for, at mit blik ville afsløre noget for ham, bjæffede jeg: "Er det her den velkomst jeg får efter så lang tid? Hvad venter i på! Før mig indenfor!"

  Som de slet ikke havde tænkt den tanke spjættede de, mumlede et par samtykkende (samtykkende betyder enige... enige med hvad?? enige med, at de skal føre hende indenfor ...?) ord og begyndte at gå mod indgangen. Jeg skjulte et lettet suk, kiggede mig fra side til side og fulgte efter dem ind.

  

 

  "Min pige!" 

  Cumulus' overvældende parfume mødte mine næsebor da jeg lod mig falde ind i hans indbydende arme. Duften af ham, af Hovedkvarteret, de rene gulve og vægge og maden der ville blive bragt til mig, hvis jeg knipsede med fingrene, stod i så stor kontrast til Ildsjælenes gemmested, at det gav mig kvalme. Cumulus slækkede sit greb om mig og jeg trådte tilbage.

  "Hvor er du beskidt ..." mumlede han med et tøvende ansigtsudtryk, og begyndte langsomt at børste sin jakke af med hånden. Så var det ligesom om han kom tilbage til den virkelige verden; han mødte mit blik, smilede anstrængt og sagde: "Du bør hvile dig. Tage et bad, få noget mad, læs en bog."

  "Men-"

  "Vi kan snakke i morgen," afbrød han mig med en snert af utålmodighed i stemmen. Påtrods af det faderlige kram jeg lige havde fået, havde jeg ikke glemt, hvad der ville ske, hvis jeg trodsede Cumulus. Så jeg nikkede lydigt, vendte mig og gik mod den store dobbeltdør. Lige inden den smækkede bag mig hørte jeg Cumulus råbe efter hans påklæder og jeg lukkede øjnene. Så meget for at komme 'hjem'.

  "Aly?" Da jeg åbnede øjnene stod Liza foran mig med et udtryk i øjnene, som om hun ikke troede sine egne øjne. "Wow, du trænger til at plukke øjenbryn."

  Jeg sukkede. "Folk har det virkelig med at udpege det åbenlyse i dag."

  Med et smil trak hun mig ind i en overfladisk omfavnelse og begyndte at snakke om Liam og hvordan han havde savnet mig. Men det flød alt sammen ud i én stor grød af lyde for mig. Rummet begyndte at snurre og jeg måtte tage mig sammen for ikke at falde. Liza var midt i en historie om, hvordan Liam blev ved med at forsvinde fra hende, men jeg afbrød hende og forlod rummet.

  På vej mod mit værelse passerede jeg flere velkendte skikkelser men jeg ænsede dem ikke. Mine fødder kendte vejen og snart stod jeg for enden af en afsides gang, foran en mørk egetræsdør. Den var utrolig sjælden, lavet af et af de sidste træer fra de store skove i Norden, hvor Cumulus havde importeret den fra. Der var kun ét problem; døren stod åben.

  Pludselig vågen igen skubbede jeg til døren så den, uden en lyd, langsomt svingede åben. Foran mig udfoldede der sig en scene, jeg var for træt til at kapere.

  "Hva' fanden ... " Andet kunne jeg ikke få over mine læber. På min store seng mellem lagener og puder, lå Liam henslængt. Det var tydeligt at han var nøgen, men heldigvis var det skjult under lagnerne.

  Ved lyden af min stemme drejede Liam dovent hovedet og så på mig. Det tog ham et par sekunder at opfatte mit chokerede ansigtsudtryk, men da han gjorde farede han sammen og var nær faldet ned ad sengen.

  "Aly! Hvad laver du her?" udbrød han overrasket med at jaget udtryk i øjnene.

  "Ja, jeg skulle lige til at spørge dig om det samme!" Han kiggede kort ned ad sig selv og samlede pinligt berørt mere lagen omkring sig.

  "Aly, det er ikke som du -"

  "Skrid nu bare med dig," afbrød jeg og steg ned fra de to trin, der var fra døråbningen til gulvet. Det sidste jeg gad var, at høre på mere af hans pis. Det var jo ikke en hemmelighed for nogen, hvad han havde foretaget sig på mit værelse imens jeg var væk.

  "Hør nu lige på mig," plagede han med sin falske jeg-er-så-ked-af-det stemme.

  "Nej jeg vil ej," svarede jeg hårdt tilbage. Med Liam var det ikke svært at være iskold.

  "Men -"

  "Skrid ud af mit værelse!" Selvom jeg havde hævet stemmen vovede han at komme tættere på. Han rakte ud efter mig:

  "Aly, hør nu -"

  "SKRID!" råbte jeg af mine lungers fulde kræft. "SKRID! OG HOLD DIG VÆK!"

  Med et såret udtryk i ansigtet daffede han af med lagenet slæbende efter sig. Da han var væk smækkede jeg døren efter ham og var lige ved at falde om på sengen, men så huskede jeg, hvad der muligvis havde foregået der, og med væmmelse gik jeg hen til en multiskærm på endevæggen.

  "Komplet rengøring til værelse 102, tak," sagde jeg ind i skærmen, så tydeligt jeg kunne. Kort efter dukkede en besked op, hvor der stod, at rengøringen var på vej. Så satte jeg kurs mod badeværelset, for kun at finde ud af, at det allerede var optaget.

  Efter at pigen grædefærdigt havde forsøgt at forklare sig, havde jeg givet hende en kjole, sendt hende afsted og rådet hende til at holde sig væk fra Liam. 

  Endelig kunne jeg træde ud af de støvler jeg havde haft på 24/7 de sidste par uger, smide tøjet og træde ind under bruseren. Jeg indstillede strålerne via multiskærmen indbygget i bruserdøren og lod så vandet skylle mig fuldstændig ren. Som vandet skyllede over min krop skyllede sørgmodigheden ind over mig; Noahs ansigt blev ved at dukke op under mine lukkede øjne og tårerne pressede på. Men jeg ville ikke lade dem komme frem; Noah var væk og der var intet jeg kunne gøre ved det. Istedet prøvede jeg at tænke positivt; jeg var tilbage i Hovedkvarteret, mere eller mindre uskadt og jeg var stadig i live. Men selvom jeg burde være glad, så var jeg det ikke.

  Ren fra top til tå med et ny sæt behageligt tøj på, trådte jeg ud fra badeværelset og smilede ved synet der mødte mig; sengen var redt, der duftede af rengøringsmidler og temperaturen i rummet var perfekt balanceret. Jeg lod mig falde tilbage i sengen, og mærkede hvordan det løsnede i ryggen; et suk undslap mine læber da madrassen formede sig efter min krop, og det var lige før jeg glemte alle mine sorger. Men også kun næsten.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...