Ekko

I en verden infiltreret af stofmisbrug og panik, finder to teenagere lys i mørket og får øjnene op for nye følelser, inden Verdens Undergang.
Forældreløse Aly lever et hårdt liv som Uddeler for narkobaronen Cumulus, og kan ikke stole på nogen. Efter hun og hendes storebror Liam mister deres forældre, tager Cumulus dem til sig. De må klare sig i den barske verden som Uddelere af Glemselspillen, indtil Jorden går under.
Da Wills forældre dør af stofmisbrug, beslutter han sig for at starte en gruppe, der kalder sig Ildsjælene. De kæmper for at genoprette samfundet og skaffe Cumulus af vejen.
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du kun havde fem år tilbage at leve i?

Padlihtam: Will Fletcher
N. A. Ulrich: Aly Tate


"Ekko" er vores bidrag til Sci-fi konkurrencen.

49Likes
68Kommentarer
3198Visninger
AA

2. Kapitel 1: Will

November, 2122 

 

   Jeg vågnede ved lyden af Coles højlydte snorken. Der var bulder mørkt i Ildsjælenes base, for den lå i en af de forladte metrotunneller dybt under byen. Hernede var der ingen chance for, at dagslyset fandt vej. Jeg baksede mig op og sidde, fumlede efter en af lyskuglerne og fik tændt den. Jeg fandt et oldgammelt lommeur frem fra en lomme i indersiden af min sovepose og studerede det grundigt. Uret var indgraveret med initialerne WF. Det var min tip-tip-oldefar, Walther Fletcher, der havde fået det indgraveret. Jeg havde arvet det fra min far. 

   Jeg åbnede uret og fulgte viserne med øjnene. Klokken var lidt i tre om natten. Jeg overvejede et øjeblik, om uret mon ville stoppe, når Jorden gik under om kun to måneder.

   Tanken havde skræmt mig allerede for fem år siden, da Offentliggørelsen dukkede op på multiskærmen, og nu? Det var absurd at tænke på, at Jordens kerne ville kollapse om blot 240 dage. Jeg havde svært ved at se det for mig; højhusene, der braste sammen omkring ørerne på os, jorden, der sprækkede under os, vulkaner, der gik i udbrud. På den anden side; havde du for seks år siden fortalt mig, at jeg i dag ville bo i en metrotunnel sammen med 12 teenagere, og en uansvarlig 21-årig, havde jeg nok bare grinet af dig.

   "Så er det op," hviskede jeg til Leah, der lå på madrassen ved siden af min. Hun gryntede utilfredst, da jeg rejste mig og trak uldtæppet af hende.

   Jeg strakte mig søvnigt og måtte irriteret konkludere, at Hulen var ét stort rod. Ud af Ildsjælenes 14 medlemmer var størstedelen teenagedrenge, og de var ikke ligefrem kendt for deres ordenssans.

   Jeg forsøgte at tænde nogle flere af lyskuglerne, der stod på det lave bord foran sofaen men de fleste af dem manglede strøm. De var sol-opladelige, men solen brød næsten aldrig igennem skyerne, så opladningen tog lang tid, og de blev ofte stjålet, mens de stod derude.

   "Hold kæft et mess." Det var Vics stemme, der genlød i Hulen. Han var dukket op fra den anden side af det forhæng, der adskilte vores del fra hans, og stod og kløede sig i det mørke hår. Vic var den ældste af os alle sammen, så han fungerede som leder af gruppen. Det var i hvert fald hvad vi fortalte nye medlemmer, men i virkeligheden var det nok mest mig, der tog mig af de andre.

  "Jeg har heller ikke været meget hjemme på det seneste," svarede jeg og trak en snavset t-shirt over hovedet. Det var svært at finde både tid og ressourcer til at vaske tøj, så det meste af mit var rimelig ulækkert.

   "Du skal vel ikke altid være rengøringskone for os andre," grinede Vic, men vi vidste begge to, at jeg var den eneste, der gad tænke på den slags ting.

   "G'morgen, I to!" Stranger kom gående fra den ende af tunnelen, der førte til det, der engang havde været landets travleste Metrostation. Han klappede mig hårdt på skulderen og smilede selvtilfredst.

   "Hvor længe har du været oppe?"

   "Et par timer måske. Hvordan går det med planlægningen?" Stranger var helt elektrisk af spænding.

   "Jeg er klar. Faktisk skulle jeg lige til at vække jer, så vi kunne komme af sted."

   "Endelig!" udbrød den lyshårede teenager foran mig, og hoppede lidt på stedet. "Jeg er klar!" Han styrtede mod Cole, der stadig lå og snorkede i en af de slidte lædersofaer. "Cole! Det er nu!"

   Jeg vendte mig mod Vic.

   "Og du er sikker på, du ikke skal med? Vi kunne godt bruge en ekstra hånd."

   "Nah, jeg bliver her." Vic rystede på hovedet og slog ud mod forhænget bag ham. "Rita har brug for min omsorg. Hun kan føde når som helst." Jeg troede ikke et sekund på, at Vic ikke var faren, selvom han nægtede det hårdnakket, hvis man spurgte.

   

   Det tog ikke lang tid for de andre at komme op og i gang. Vi havde ikke fået fat i noget at spise, så morgenmad blev det ikke til.

   "Sultne ulve jager bedst," sagde jeg opmuntrende til de andre. I grunden var det en åndssvag talemåde, men det gav håb for, at dagens mission ville lykkes.

   Inden lommeurets lille viser nåede 4, var vi på vej op fra metroen.

   Da dagslyset begyndte at oplyse tunnelen, trak jeg Leah til side.

   "Vi indhenter jer om lidt," råbte jeg til de to andre, der trak på skuldrene og fortsatte.

   "Typisk turtelduer," sagde Cole, og Stranger nikkede bekræftende.

   "Husk beskyttelse, okay? Min søs skal ikke ende ligesom Rundmavede Rita!" Stranger grinede over sit ordspil og fulgte efter Cole rundt om et hjørne.

   "Hold nu kæft." Leah sagde det så lavt, at kun jeg hørte det. Jeg kyssede hende inderligt og fangede hendes blik.

   "Jeg elsker dig," hviskede jeg.

   "Jeg elsker også dig." Vi vidste begge, at det ikke var helt sandt. Elsker var en overdrivelse, men det var det tætteste, jeg havde været på at elske, siden mine forældre døde. Selvfølgelig holdt jeg af hende, men at elske nogen var bare for stort.

   "Du passer på dig selv i dag, ikke?" Det var sådan en typisk kæreste-ting at sige.

   "Klart," svarede hun. "Og lige over." Vi var ikke kærester. Den slags fandtes bare ikke, når Jordens undergang var så nær. Men sex var en god måde at fordrive de mørke nætter på, og jeg tror, hun nød opmærksomheden.

   Med Leah i hånden indhentede jeg de andre.

 

   "Så hvad er planen, Will?" spurgte Stranger, da jeg dukkede op bag ham. Jeg slap Leahs hånd.

   "Leah og Cole går med mig ind. Jeg ved hvor de nyeste Uddelere sover fra sidste gang. Vi hugger én, håber på ikke at vække resten, og er hurtigt ude igen. Det skulle ikke tage mere end tyve minutter."

   "Hvad så med mig?" Der var noget fornærmet over hans tonefald, og jeg fnysede af ham, idet jeg stak ham en walkie-talkie. Jeg havde byttet mig til tre styks, for to af Cumulus' Glemselspiller. De to sidste lod jeg sidde i bæltet.

   "Du bliver herude og alarmerer os, hvis nogle af vagterne fatter mistanke."

  "Hvad?!" Stranger stoppede brat op og lagde armene over kors. "Hvorfor må jeg aldrig være med til det sjove?"

   "Fordi det sjove også er det farlige," forklarede jeg. "Og fordi jeg siger det."

   "Men..."

   "Hold nu kæft, Stranger!" Jeg hadede virkelig at være så hård mod ham, men jeg kendte ham også godt nok til at vide, at han ikke ville kunne være stille, når han først kom indenfor i Hovedkvarteret.

   Vi fortsatte med at gå inde mellem ruinerne af de gamle skyskrabere, og jeg kunne se, at Cole og Leah fulgte efter på den anden side af den brede vej, der førte fra den gamle bydel, og ud til Baronerne. Fire mennesker var ikke meget mod det, der ventede os bag murerne, men Ildsjælene var ikke ligefrem talrige. De fleste af os var ikke engang myndige endnu, og ikke engang Vic, havde haft modet til at tage med i dag. Ritas graviditet var bare en dårlig undskyldning.

   To af Ildsjælene lå syge, og Rita, der var højgravid, var heller ikke til meget hjælp. Vi var en broget gruppe af tabere, og jeg selv var ikke meget bedre, men de andre stolede i det mindste på mig.

   Hovedkvarteret tårnede sig op foran os, som en gråhvid søjle midt i alt det, der engang havde været en by fyldt med liv, lys og mennesker, men nu blot var nedbrændte kontorbygninger og knuste ruder.

   "Whoa," lød det fra Stranger, og jeg mærkede Leahs hånd finde min. Jeg udpegede vagterne, der var godt camoufleret som hjemløse foran den slidte bygning. Hvis jeg ikke vidste bedre, havde jeg nok aldrig gættet mig til, at Hovedkvarteret lå her.

   Jeg søgte ly bag en gammel container i vejkanten, og de tre andre satte sig på hug langs det grøntmalede metal.

   "Hvornår slår vi til?" Jeg måtte tysse på Leah, der fornærmet lagde armene over kors.

   En spinkel skikkelse var dukket op fra en af sidegaderne på den anden side af Hovedkvarteret, og jeg fulgte hende med øjnene. Hendes mørke hår var bundet op i en stram hestehale, og hun forsatte forbi en af vagterne, der stod og rodede i en skraldespand, uden så meget som at skænke ham et blik. Skyerne hang over bygningerne som de altid gjorde. Atmosfæren var så forurenet at solen sjældent brød frem.

   Hun kiggede sig tilbage over skulderen, inden hun forsvandt ind i bygningen. Selvom det kun var et sekund, kunne jeg pludselig genkende hende. Synet af hendes ansigt kaldte et minde frem.    

   

 

   Mor sad på gulvet. Hun var viklet ind i et fugtigt tæppe.

   "Far?" Min stemme var lys og fin, så malplaceret i det ulækre lokale. Min far brummede irriteret ovre fra hjørnet, hvor han var ved at lyne sine bukser ned. Lidt efter fyldtes lokalet af en varm stank i følgeskab med lyden af tis mod trægulvlet, og jeg rynkede på næsen.

   "Fa-ar!"

   "Will, lad din far være i fred!" Mors stemme var rusten. I det samme bankede det på døren.

   Jeg gik ud i entréen, og da døren gik op, strømmede dagslyset ind.

   "Dagens levering," sagde en pigestemme. Hun rakte en blå papirspose frem mod mig. Jeg kiggede olmt på tøsen, der forskrækket trak hånden til sig.

   "Forsvind herfra," sagde jeg truende. "Du slår mine forældre ihjel, forsvind." Jeg hvæsede af hende. Hun smed posen fra sig og løb sin vej. Jeg sparkede den ind i hækken og lod som om, hun aldrig havde været her.

 

   "Det er hende," hviskede jeg.

   "A'hva'?" spurgte Stranger, der sad på hug ved min venstre fod.

   "Ikke noget," skyndte jeg mig at sige. "Planen er ændret gutter."

   "Hvad?!" Leah rejste sig med et sæt. "Nu?!" Jeg nikkede.

   "Jeg går ind alene," forklarede jeg, mens jeg tømte indholdet, af en af lommerne i min armygrønne vest, ud i hånden. "I andre venter her. Vær klar på at flygte i en fart, så snart jeg dukker op igen."

   Jeg valgte min dolk, tre røgbomber og en lighter fra, og lagde det i en lille pose, der var bundet fast til mit bælte. Jeg lod resten glide tilbage i vestens lomme.

   Jeg smed rygsækken og en walkie-talkie i favnen på Cole, og bad ham passe på den, inden jeg rakte vesten til Stranger. Han var den eneste af de tre, der var høj nok til at kunne have vesten på, uden at blive sænket af den, når han løb.

   "Hvis du ikke passer på den, bliver det værst for dig selv," advarede jeg ham, men på trods af min trussel, virkede han stolt over at få æren af at slæbe på min vest. Så satte jeg i spurt mod fyren ved skraldespanden med dolken knuget i venstre hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...