Ekko

I en verden infiltreret af stofmisbrug og panik, finder to teenagere lys i mørket og får øjnene op for nye følelser, inden Verdens Undergang.
Forældreløse Aly lever et hårdt liv som Uddeler for narkobaronen Cumulus, og kan ikke stole på nogen. Efter hun og hendes storebror Liam mister deres forældre, tager Cumulus dem til sig. De må klare sig i den barske verden som Uddelere af Glemselspillen, indtil Jorden går under.
Da Wills forældre dør af stofmisbrug, beslutter han sig for at starte en gruppe, der kalder sig Ildsjælene. De kæmper for at genoprette samfundet og skaffe Cumulus af vejen.
Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du kun havde fem år tilbage at leve i?

Padlihtam: Will Fletcher
N. A. Ulrich: Aly Tate


"Ekko" er vores bidrag til Sci-fi konkurrencen.

49Likes
68Kommentarer
3217Visninger
AA

1. Prolog: Will

  Fem år er lang tid. Fem år er 1.825 dage.

   For fem år siden bredte min mor armene ud fra sin plads i den hvide sofa. Hun så kærligt på mig, og jeg satte mig på hendes skød. Jeg lod hånden køre gennem mit sølvhvide hår, jeg så tydeligt havde arvet fra hende.

   På multiskærmen kørte en serie fra hendes barndom, som hun var helt vild med. På spisebordet lå gaverne fra min 14-års fødselsdagsfest stadig fremme, og foran kaminen i midten af lokalet, sad min far og beundrede ilden bag glasset.

   "Kom dog herover, Michael," kan jeg huske, at min mor sagde.

   I det samme min far satte sig i sofaen, blev multiskærmen sort. Mor kiggede spørgende på far, men han rystede bare på hovedet. Pludselig dukkede et ansigt op på skærmen.

   "Dette er en meddelelse til hele Jordens befolkning." Jeg kiggede forvirret på mor, der knugede mig tættere ind til sin varme krop, mens stemmen fra skærmen fortsatte:

   "Jordens undergang er ikke længere en myte, der ikke kan videnskabeligt bekræftes. Om cirka fem år, den 4. januar 2123, vil Jordens kerne kollapse. Vi har opbrugt og misbrugt planetens ressourcer, og den kan ikke længere holde til det." Manden på skærmen kiggede direkte i kameraet inden han fortsatte. "Du skal dø. Vi skal alle sammen dø."

   Meddelelsen blev gentaget på flere forskellige sprog, men jeg lyttede ikke længere efter. Mit hjerte slog hurtigt i halsen på mig. 

   Skærmen blev sort igen, og stilheden sænkede sig i rummet.

   "Passer det, far?" Min stemme rystede.

   "Selvfølgelig ikke, lille skat," forsikrede han. Jeg så ned på mors hånd, der knugede så hårdt om fjernbetjeningen, at knoerne var hvide. En tåre trillede ned ad min kind, men jeg sagde ikke mere.

   Man skulle tro, at fem år var mere end rigeligt til at nå alt det, man gerne vil. Specielt når man er advaret i forvejen. Men fem år går hurtigt. Alt for hurtigt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...