A new beginning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2013
  • Opdateret: 13 mar. 2016
  • Status: Igang
Vi befinder os i en tid for længe siden. En tid hvor verden er delt op i nationer. Ild, Vand, Jord og Luft. En tid hvor magi er en del af hverdagen. I en tid som vi i dag end ikke turde drømme engang eksisterede. Nogle mennesker har evnen til at manipulere de 4 naturlige elementer. En tid hvor de 4 nationer er i krig. Vi møder drengen Aang som er en dreng på 12. Han er ligesom alle andre i hans alder, på nær en lille detalje som gør, at han er en af de mest udsatte og jagtede teenagere blandt de 4 nationer. Vi følger hans opvækst, flugt, tragedier, glæder, sorger og triumfer. Og ikke mindst hans første kærlighed.

2Likes
3Kommentarer
428Visninger
AA

5. Kya

Aang vågnede med et sæt og satte sig op. Abba vågnede også. ”Undskyld Abba jeg havde bare mareridt” Aang rejste sig op og gik ned til en nærliggende sø hvor de havde slået lejr for natten. Han hældte vand i en flaske og gik tilbage til deres telt. De var rejst mod syd. Aang havde ikke rigtig nogen plan så de fløj lidt som vinden blæste. ”Hej” lød en mild stemme bag dem. Aang tabte sin flaske af ren forskrækkelse. Oh nej det var jo ikke meningen at nogen skulle finde os. Aang havde håbet på at ingen skulle finde ud af hvor de var, han orkede ikke at skulle forsvare hvorfor han stak af. ”Hej” svarede Aang. ”Må jeg” spurgte damen og pegede på en træstub ved siden af Aang. ”Ja værsgo” svarede han høfligt selvom han egentlig havde mest lyst til at sige nej. De sagde ikke noget. Der gik flere minutter hvor der var helt stille mellem dem. ”Kya” sagde hun og kiggede over på Aang. ”Aang” svarede han og rejste sig for at have noget at tage sig til. Tavsheden var kvælende. Han kiggede over på hende, og lagde først der mærke til at hun havde en blå dragt på. ”Du er vandbetvinger” sagde han. ”Ja du har ret. Hvad med dig?” ”Hvad med mig?” ”Er du luft eller vand?” ”Ingen af delene, jeg er ikke betvinger.” Hun kiggede indtrængende på ham. Så samlede hun en pind op fra jorden ved siden af hende. Og kastede den mod Aang. Han reagere uden at tænke. Han hævede sin hånd. Pinden stoppede midt i luften. Først der gik det op for ham hvad han var i gang med og sænkede hånden og pinden faldt til jorden. Aang kiggede op på den unge kvinde som bare smilte tilbage. ”Hvordan vidste du det?” ”Lad os bare sige at jeg ikke regnede med at du var ildbetvinger med det tøj. Og så har jeg set en del ting i mit liv.” Hun rejste sig og gik over mod Aang. Mens hun kiggede intenst på ham. ”Der er bare noget jeg ikke forstår. Luftbetvingere har da ellers tatoveringer. Men du har ingen” Aang kiggede lidt flovt ned i jorden nærmest som om han var blevet grebet i noget kriminelt. ”Jeg har ikke fået mine endnu” sagde han med svag stemme. Han kiggede op på Kya, i forventning om at hun nu ville begynde at bebrejde ham, men hun smilte til ham som om han lige havde sagt sit første ord. ”Det skal nok komme, det er jo individuelt hvornår man får dem som luftbetvinger. Jeg kendte en der først fik dem som 20 årig.” Aang sagde ikke rigtig noget han var stadig overrasket over at hun ikke havde kommenteret det yderligere. Det ville hans bedstemor have gjort. ”Jeg er ikke din bedstemor” sagde Kya pludseligt. Aang bakkede et par skridt bagud. ”Det har jeg aldrig sagt at du var” svarede han. ”Vi mennesker behøver ikke altid sige noget for at vide hvad andre mener eller tænker” Hun kiggede over på ham luftede sin hånd som farvel og forsvandt med et lille smæld. Aang stirrede på det sted hvor hun få sekunder inden havde stået. Han gned sine øjne som om det ville ændre på at hun lige var forsvundet ud i den blå luft. ”Hvordan gjorde hun det?” han vendte sig mod Abba som bare svarede med en svag knurren.

 

”Måske skulle vi se at komme videre Abba” Aang kiggede over på sin behåret ven som brummede svagt. Aang drejede hurtigt rundt om sig selv og lettede 3 meter fra jorden og landede på nakken af Abba greb tøjlerne og sagde ”Op”. Abba lettede og de fløj videre. De havde fløjet et par timer da de besluttede at finde et sted at lande for at spise frokost. De fløj ned mod jorden og til deres overraskelse opdagede de at noget var helt galt. Ikke kun fordi der var en masse mennesker der hvor de havde besluttet sig for at lande, men også fordi der åbenbart var et skænderi i gang mellem 3 af dem. Selvom Aang helst ville undgå mennesker så var det for sent at skifte mening nu hvor de var så langt nede ved jorden at folk allerede havde lagt mærke til dem. Abba landede tungt og Aang steg af. En lille dreng løb over og gemte sig bag Aang som ikke rigtig fortod noget som helst af hvad der foregik. Nu kom en mand over mod dem med hvad der mest af alt lignede en stor hammer. Han var ekstremt truende og han bevægede sig hurtigt mod dem med hammer-tingen højt hævet. Aang reagerede på instinkt og trådte frem mod manden for at beskytte den lille dreng som stadig gemte sig bag ham.

 

”Bland dig uden om knægt det her kommer ikke dig ved.” sagde manden. ”Der er jo nok en grund til at han gemmer sig bag en helt fremmed” svarede Aang og kiggede tilbage på den lille dreng som stod neglet til stedet stadig gemt bag Aang. Frygt og rædsel lyste ud af hans øjne. Manden stod nu helt oppe i hovedet på Aang med sin hammer hævet. Netop som han skulle til at slå ud efter Aang med sin hammer lavede Aang en hurtig bevægelse med sin ene hånd som resulterede i at manden blev blæst flere meter bagud. Manden landede på jorden et stykke derfra og hans hammer fløj ud af hans hånd og landede med et tungt brag på jorden ved siden af ham. Manden rejste sig forbavset og løb sin vej. Han havde så travlt med at komme væk at han helt glemte sin hammer som stadig lå på jorden et stykke derfra, metallet fra dens hoved glimtede i det skarpe sollys som var brudt frem fra en sky. Den lille dreng kiggede frem bag Aang. Drengen løb over til en kvinde som havde gemt sig bag et træ tæt ved. Han omfavnede hende før han igen vendte sig mod Aang. ”Tak” sagde han og kiggede op på sin mor. ”Ja mange tak. Det er ikke alle som ville beskytte en helt fremmed. Jeg hedder Tasha og det her er Milo min søn.” Aang gik over mod dem for at give dem hånden, men en stærk smerte stoppede ham og tvang ham i knæ. Han tog sig til hovedet. ”Hvad sker der, hvad er der galt?” Tasha trådte over mod Aang, men bakede hurtigt væk igen da Aang begyndte at gløde. Hele han krop var indhylet i et klart skær af lys. Aang begyndte at skrige da smerten nu var så intens at han ikke længere kunne holde det ud. ”Arg det brænder. Få det til at stoppe!” råbte han. Men pludselig forsvandt smerten. Lige så hurtigt som den var kommet. Pist væk var den. Aang Rejste sig forsigtigt. Han så over på Tasha som stod med et stift blik og bare kiggede måbende på ham. ”Noget galt?” sagde han og kiggede ned af sig selv. ”Har Abba nyst på mig igen?” Det gik dog hurtigt op for Aang at det ikke var Abba denne gang. Hans arme var dækket af tatoveringer. Selv hans ben var dækket af dem. ”Tillykke med dem.” Aang vendte sig, han kunne kende den stemme. ”Kya” sagde han forbavset. ”Goddag igen Aang.” sagde hun med en smil. ”Men ...Jeg forstår ikke hvad betyder det her” ”Det betyder at du langt om længe har gjort dig fortjent til dine tatoveringer.” svarede hun kort. ”men jeg gjorde jo ikke noget?” ”jeg ville ikke kalde det at hjælpe en vildt fremmed dreng og hans mor under et overfald for ”ikke noget”. Svarede hun og klappede ham på skulderen. ”Jeg gjorde jo bare hvad enhver anden ville have gjort.” Ikke enhver anden Aang. Det er faktisk ganske få mennesker som ville gribe ind i den slags situationer, men du tøvede ikke et sekund.” Hun vendte sig mod Tasha. ”Vi ville være beæret over hvis i ville komme med hjem og få lidt at spise. Det er det mindste vi kan gøre som tak for hjælpen.” Aang kigede over op Kya som smilte stolt tilbage. De forlod alle den lille lysning og gik mod den nærliggende landsby som Tasha og hendes søn boede i. Her blev de mødt med åbne arme og stående bifald. Aang blev en smule forlegen, mest fordi han vidste at det ren faktisk var ham de klappede af. Han var ikke vant til anerkendelse fra hans egen landsby.

Hele dagen var der festlige indslag som alle var til ære for Aang som stadig ikke rigtig kunne forstå hvorfor han skulle hyldes på denne måde, bare fordi han havde gjort hvad han så som værende en selvfølge og en ganske normal handling. Men det gik hurtigt op for ham at det bestemt ikke var alle steder i verden at det var normalt. Maden her var fantastisk og Aang nød hver bid af den. Han havde været vant til noget lidt andet det sidste stykke tid hvor han og Abba havde været af sted. De havde levet af fisk eller bær alt efter hvad de kunne finde. Så at få ordentlig kød og brød var ren luksus. Folk i byen var så venlige, at Aang ikke havde lyst til at forlade den lille hyggelige landsby. Og bortset fra de konstante blikke som studerede hans tatoveringer så ville han ønske at han bare kunne slå sig ned her hvor folk værdsatte ham. Men han vidste godt at han ikke kunne blive der for altid. De overnattede i byen og tog af sted igen den næste morgen.

 

”Hvor længe har i to så været på farten?” Kya kiggede på op på Aang som sad oppe på Abba´s nakke klar til at tage af sted igen. ”En uges tid eller sådan noget tror jeg. Jeg har ikke rigtig styr på det. Hvorfor?” ”Nåh ikke for noget jeg kom bare til at tænke på det da jeg så dig spise løs af maden i aftes” grinede hun. Aang rødmede. ”Det... Det er bare fordi det er noget tid siden jeg har spist den slags mad. Det var ikke for tydeligt vel?” Kya lo. ” Nej det var ikke så galt igen. Så hvor går turen så hen nu?” Spurgte hun ”Jeg ved det ikke rigtig endnu, jeg tror bare vi flyver og så lader vi skæbnen om resten” Han kiggede ned på hende. ” Hvad smiler du af?” ”Ikke noget jeg tænkte bare om du ville se min landsby” ” Det vil jeg da meget gerne” Aang rejste sig fra Abba´s nakke og sprang ned for at hjælpe Kya op. Hun satte sig op i sadlen som lå på Abba´s ryg og satte sig til rette mens hun holdte fast i kanten. ”Op” sagde Aang og Abba lettede fra jorden. ”Vi skal mod Øst” råbte Kya for at tage højde for vindmodstanden. Aang hiver tøjlerne mod højre for at ændre retningen. De stoppede et par steder undervejs for at skaffe mad og drikke til turen. Og da det blev mørkt landede de for at slå lejr for natten. ”Hvad laver du og Abba egentlig på den her lille tur.” Kya kiggede over sin skulder og fik et kort øjeblik øjenkontakt med Aang. Han så skyldig ud og da han opdagede at hun kiggede på ham besluttede han sig for at han ligeså godt kunne fortælle hende hvad der forgik.

 

”Jeg er ikke velkommen i min landsby, de vil sende mig væk, så jeg skred” Kya kiggede op på ham. ”Hvorfor ville de sende dig væk?” Aang kiggede ned i jorden og begyndte at fortælle om hvad der var sket og om hans landsby. Kya sad og lyttede intenst med på hvad Aang fortalte med en blanding sorg og forståelse. Da han var færdig med at fortælle sad de bare uden at sige et ord. ”Hvornår tager du så tilbage igen?” Kya kiggede over på Aang ” Jeg ved det ikke endnu. Jeg havde bare brug for at komme lidt væk” Aang kiggede ned i jorden. ”Det forstår jeg godt, men måske burde du finde ud af hvorfor de ville sende dig væk. Så du kan få det afklaret.” Hun lagde sin hånd forstående på hans skulder. De spiste lidt mad og så gik de til ro.

 

Solen stod højt på himlen da de vågnede den næste dag. Det var første gang Aang havde sovet så længe. Han plejede at vågne så snart solen stod op, men af en eller anden grund havde han sovet som en sten denne nat. Abba havde også sovet længe. Men Kya derimod var allerede oppe da Aang rejste sig fra sin sovepose. Hun stod nede ved den lille sø som lå i nærheden af deres lejr. Hun havde allerede lavet mad og gjort klar til at de skulle spise. Aang satte sig ved bålet som Kya også havde lavet. Gløderne var hvide så det så ud som om Kya havde vågen i noget tid. De spiste inden de igen var på farten.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...