Once a hero

Jeg vågnede op på stranden en mørk aften efter kampen mod den største og sidste drage. Eller det troede jeg. Kampen er allerede 50 år siden. Jeg aner ikke hvad der skete, men jeg er blevet komplet glemt. Kan jeg nogensinde få genoprettet min ære..?

0Likes
0Kommentarer
183Visninger
AA

6. Takas grav

Hele familien så ned i bordet. Jeg så op. Det var, som om tiden var stoppet. Som om mit hjerte var stoppet.
Langsomt fyldtes mine øjne med tårer. Mine hænder rystede.
Fordi alle troede at jeg døde blev pagten strøget.
Det var min skyld at min by blev udslettet. Det var mig som absolut skulle gå i kamp!
Jeg rykkede langsomt mine skælvende hænder op foran ansigtet og græd ned i hænderne. Historien havde virkelig chokeret mig.
Jeg var den sidste. Jeg var blevet glemt fordi jeg ifølge Kazuto ikke skabte andet end en tragedie. Det kunne jeg se nu. Familien rejste sig langsomt fra bordet. Jeg så op på dem med tårevædede øjne. De bukkede alle sammen forover i én synkron bevægelse.
”Det gør mig ondt, Katana-sama.”
Katana-sama. De respekterede mig. Jeg var glad. Men alligevel kunne jeg ikke holde op med at græde.
”Vis hende Taka-samas grav, Sakuya.” Takahashi så på sin storesøster. Sakuya nikkede sagte og gik hen bag mig.
”Kom, Katana-sama. Du skal se Taka-samas grav.”
”Ja..” jeg rejste mig og bukkede for Kazuto klanens leder. ”Mange tak.”
Jeg gik med Sakuya udenfor huset. Hun gik op ad en smal sti på den anden side af plænen med søen omkredset af sten og de farverige koi. Jeg fulgte tavst efter hende.
For enden af den smalle sti stod en lille træhytte.
”Gå derind.” Sakuya smilede venligt. Jeg nikkede svagt og åbnede slidedøren.
Foran mig var en høj pult med et alter. Under alteret stod en sten med skrifttegn indgraveret.
Til minde for Kazuto Taka, vores stolte leder under slaget mod Suiro.
Jeg kunne ikke lade være med at smile. Men på trods af mit smil løb tårerne ned ad min kind. Dette var det tætteste jeg kunne komme på Taka.
Jeg faldt ned på knæ, knælede foran gravstenen og gav den et let kys.
Hvor end Taka var, skulle han vide at jeg var tilbage og at jeg savnede ham. For ikke at lyde mærkelig følte jeg nærmest et kys komme igen. Det er sært hvordan man hallucinerer når man tænker på en person man virkelig savner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...