Once a hero

Jeg vågnede op på stranden en mørk aften efter kampen mod den største og sidste drage. Eller det troede jeg. Kampen er allerede 50 år siden. Jeg aner ikke hvad der skete, men jeg er blevet komplet glemt. Kan jeg nogensinde få genoprettet min ære..?

0Likes
0Kommentarer
178Visninger
AA

7. Min historie.

Hele mit liv som Katana har været ét stort rod. Jeg er opvokset som et enebarn i en klan som var ved at bukke under. Mine forældre elskede mig over alt på jorden, men de kunne ikke både passe på mig og byen i dens krise.
Da jeg blev 16 indgik min far en pagt med Kazuto klanen.
Jeg skulle gifte mig med den to år ældre leder, Taka, og derved ville vores to klaner blive én.
Far sagde at på den måde ville vi stå stærkere og min fremtid ville være sikret. Og selvfølgelig sagde jeg ja. For min fars skyld. For byen. For Orihime klanen.
Første gang jeg skulle møde Taka kunne jeg ikke udstå ham.
Han virkede arrogant. Hans klan var stor og magtfuld, meget magtfuldere end min egen. Men jeg bed det hele i mig med klanen i baghovedet. Det var op til mig at beskytte dem. Der var ikke gået så længe før jeg flyttede ind hos Taka. Han boede i det største hus i Kazuto klanens landsby.
Det var første gang jeg skulle dele seng med en anden person end mine forældre. Og jeg var meget utilpas.
Men det tog mig dog ikke lang tid at falde til der.
Jeg kunne bedre og bedre lide Taka som tiden den gik. Til sidst var jeg meget glad for ham og glædte mig til brylluppet.
To af stuepigerne havde slået hovederne sammen i at sy en brudekjole.
En meget flot, hvid gaisha kimono med cremefarvede broderinger langs med syningerne. Især kjolen var det jeg glædte mig til. Alle ville få lov til at se den.
Men uheldigvis, dagen før vores bryllup angreb Suiro, kæmpedragen fra øst.
Taka prøvede at stoppe mig i at gå i kamp, men jeg var for stædig. Jeg ville vise at jeg kunne forsvare hvad jeg holdt af.
Hurtigt smuttede jeg i min rustning og greb mit store tohåndssværd fra skabet med de gamle hæruniformer.
”Stop, Katana! Du må ikke gå derud alene. Det er alt for farligt, du ved ikke hvor stærk Suiro er!”
Jeg husker tydeligt Takas bekymrede tonefald da jeg bandt håret i en uglet knude.
Uheldigvis var jeg bare for stædig den gang. Så jeg drog ud i kampen mod Suiro. Alene.
Store dele af byen var allerede udslettet da jeg nåede udspringet på den højeste slette.
”Suiro!” Jeg så stædigt på det gigantiske dyr som vendte sine gyldne øjne ned mod mig. Hun tårnede sig mange meter over mit hoved. Jeg gjorde et udfald mod hende med det tunge sværd.
“Ha!! Er dette måden du vil bekæmpe mig på?!”
Den tresidige rungende stemme fór imod mig.
Jeg hævede mit sværd mod hendes gigantiske hoved.
”Du er ikke min overmand,” råbte jeg op mod regnen og håbede at hun hørte mig. ”Du kan ikke røre mig eller min landsby!”
Jeg skubbede venstre ben foran det højre, bøjede i knæene og spændte det store tohåndssværd tilbage langs siden.
En dyb knurren hævede sig fra hendes bryst. Hun hævede hovedet højt op i regnen. De lysende øjne kunne knapt ses for skyerne. Bag hende slog hendes hale rasende mod vandoverfladen.
”Kend din plads, menneske.”
Hun hævede den ene bekloede arm over hovedet og slog ned mod mig. Som en lynhurtig refleks drog jeg sværdet højt over mit hoved og brugte det til at parere med. Hendes hånd ramte klingen direkte på og hun udstødte et højt skrig.
Et øredøvende skrig som gav et ekko mellem træerne en kilometer bag mig.
Jeg modstod trangen til at slippe det tunge sværd og holde mig for ørerne og strammede i stedet grebet om det og stillede mig på tæer for at mase det dybere ind i hendes håndflade.
Suiros skrig blev højere.
Med den anden arm slog hun ned efter mig. Jeg undveg kun med nød og næppe, men klippen faldt sammen under mig.
Jeg åbnede mine lunger og skreg i faldet. Jeg kunne intet gøre.
Med et hårdt plask ramte jeg vandoverfladen. Over mig kunne jeg se Suiro pille sværdet ud af sin håndflade som var det en stor splint. Derefter blev det hele sort…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...