Once a hero

Jeg vågnede op på stranden en mørk aften efter kampen mod den største og sidste drage. Eller det troede jeg. Kampen er allerede 50 år siden. Jeg aner ikke hvad der skete, men jeg er blevet komplet glemt. Kan jeg nogensinde få genoprettet min ære..?

0Likes
0Kommentarer
176Visninger
AA

2. Hvad skete der?

Jeg vågnede på stranden en sen aften. Jeg var kold og kunne intet huske. Udover min kamp mod den gigantiske drage. Jeg kunne huske at jeg vandt.
Mine led var helt stive da jeg vendte min overkrop fra side til side for at strække ryggen og skuldrende ud.
Og alt føltes så underligt tungt…
Jeg kastede et blik ned ad mig selv. Min udrustning var nærmest rådnet væk. Kun få stumper om brystet, livet og anklerne sad der endnu. Fra mit hår dryppede iskolde vanddråber.
En undren fyldte mit stakkels hoved. Med stort besvær rejste jeg mig op og slog noget rustent panser af håndleddet.
Vandet brusede op over mine fødder. Det var koldt, blåt og mørkt og faldt om ikke længe i ét med den næsten kulsorte himmel og grålige dis.
Jeg stod en smule og kiggede på havskummet. Store sten lå omkring mig og fyldte de tomme sandmasser på hele stranden.
Ja, jeg havde stået på en klippe højt hævet over vandet da jeg bekæmpede dragen. Og nu var både klippen og jeg hernede ved vandet.
Lang tid måtte have passeret. For lige i nuet efter bruste en stor metalklods fuld af tang og alle mulige former for alger og snegle op fra vandet. Og jeg genkendte den straks trods al snavset.  Det kunne simpelthen ikke være andet end mit stolte sværd.
Jeg tog det op. Det var tungere end jeg kunne huske, men det rørte mig ikke.
I stedet fjernede jeg tangen og de små dyr og undersøgte det nærmere.
Det var fuldt af rustpletter og et godt stykke af den førhen så smukke klinge var blevet ædt op af tiden. Præcis som min rustning.
Kun én ting fyldte da mit hoved; Hvad kunne dog være sket?!
Med tunge skridt og sværdet trukket efter mig begyndte jeg at begå det bløde sand. Jeg kunne høre vandet bruse og boble. Af og til ramte de blide bølger mine fødder.
Hvis jeg så til venstre ventede det stille hav som havde afleveret mig på land. Til højre fra mig var høje klitter beklædt med græs. Mindre end de klitter jeg kunne huske.
Uden videre tanke over situationen fortsatte jeg. Fremad. Fremad… og til sidst nåede jeg en sti.
Stien førte en smule op og ind i en smuk landsby. En skøn lille landsby med små bekendte huse.
”Taka,” hviskede jeg og skyndte mig så godt jeg nu kunne med stive ben mod det største af de små huse i enden væk fra stranden.
Bag huset begyndte en mur som omkredsede hele byen. Åbninger var at finde hele vejen rundt. Ikke meget var anderledes fra hvad jeg kunne huske.
Uheldigvis for mig.. da jeg endelig nåede huset opgav mine ben mig og jeg faldt forover ind i den aflåste trædør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...