Reality imagination.

Læs....

7Likes
8Kommentarer
645Visninger
AA

4. Kapitel 2.

 

Creating a world of posibilitys.

 

En sidste gang kigger jeg mig over skulderen, sikre mig at der ikke er nogen der kigger da jeg taster koden ind.

Jerndøren svinger langsomt op og afslører entreen, entreen til vores penthouselejlighed.
Blidt lister jeg ind, jeg skulle have været hjemme for en time siden, hvilket vil sige at klokken nu er 16:48 og jeg burde ligge i min seng, men jeg er sent på den... Ligesom jeg plejer her om Tirsdagen, eller som Samfundet har bestemt den skal hedde "To".
En ting kan jeg sige om "Samfundet", kreative er de i hvert fald ikke, hvem ville kalde en dag "To" borset for et forskruet samfund ?

Hurtigt for jeg mine jernbeslåede sorte støvler af, du kan tro mine forældre var meget i mod det da jeg valgte dem, men jeg fik dem da.
Mine føder er ømme efter den lange tur, ti kilometer er da langt at gå/løbe efter 8 timer i skolen, men alligevel bliver jeg nødt til at gøre det.
Jeg kan da ikke gøre for at de andre skubber rundt med mig, bestemmer at jeg skal slås og sparkes til hver Tirsdag..og enhver anden dag....
Jeg tror ikke på at det er min skyld de andre hader mig, men jeg kan ikke være sikker, det er bare som om jeg kan huske noget jeg ikke burde ?
Efterhånden ved jeg det ikke, jeg ved kun at jeg om Tirsdagen aldrig når svæve toget fra skolen, og det er slemt nok i sig selv.

Min lysegrønne cowboy jakke falder lydløst til jorden, jeg kigger op på væggen hvor det indbyggede ur med neontal der konstant skifter farve, viser 16:52, så sent på den jeg altid er.
Hurtigt ligger jeg mine jakke og støvler på plads i det høje strømlinede metalskab, så hurtigt som jeg gør det er det hverken perfekt eller normalt, men er det virkelig det jeg skal bekymre mig om ?
Alle mulige spørgsmål glider gennem min trætte og fortumlede hjerne på de tredive sekunder det tager mig at nå den lille lysegrønne dør der fører til den gang der går hen til mit værelse som ligger en smule forhøjet over resten af værelserne i lejligheden.

Ja jeg elsker altid synet af mit værelse, plakaterne der dække væggene er gamle, over 60 år gamle.
Jeg fik plakaterne af mine bedstemødre, de var så søde, begge to.
Plakaterne er fra dengang de var unge, alle mulige bands, sangere, sangerinder og skuespillere, en ting Samfundet har taget fra os, er film og musik.
Alt den musik og film der findes er fra før "Fremskridtet" det vil sige fra før 2027, jeg har en stor kasse og bruger det meste af min fritid på det.
Mit gulv er af Hvidt træ og metal blandet sammen i et stort flot mønster, tro mig det er flot, jeg lavede det selv sammen med min far, det var engang hvor jeg kedede mig...
Mine vægge under plakaterne er lime grønne, hvis i ikke har opdaget det er grøn min ynglings farve.
Mit værelse er sparsomt møbleret men jeg elsker det alt sammen, lige fra den store runde grønne metal seng med blomster udsmykninger, til skrivebordet i mahogni jeg arvede fra min mormor, så kan i selv tænke jer til resten af mit værelse.

Hurtigt for jeg fat i de hvide ledninger fra min skrivebordsskuffe, de er sarte, men jeg skal være hurtig ellers så når jeg det ikke, klokken er 16:58 nu.
Mit hjerte hamrer derudad da jeg placerer ledningen over mit hjerte, min hjerne arbejder på højtryk for at kontrollerer alt da klokken bliver 18:59:43 er jeg endelig færdig.

Jeg ligger mig ned i min seng så da klokken bliver 17:00 glider jeg over i den Virtuelle verden.

Den Virtuelle verden giver mig altid et chok, især når jeg dumper ned fra himlen.
De fleste ville ikke undre sig over hvor de er så meget som et sekund, de kan ikke huske virkeligheden, de husker kun hvad der sker i den Virtuelle verden, men jeg kan og har altid kunnet.
Tro mig, da jeg spurgte min far om man kunne huske virkeligheden i den Virtuelle verden stirrede han på mig og sagde "Rosella, nej det er der ingen der kan uden at have talt med Hackeren, hvorfor spørger du egentlig Rosella ?"
En af de mest dumme kommentarer kom ud af min mund den dag, "Ikke for noget"

Mine øjne vender sig langsomt til lyset i min Virtuelle verden, jeg kigger ned på de højhælede nittebesatte støvler jeg har på, ja i min Virtuelle verden er alt bygget op på før "Fremskridtet" det vil sige at den er indstillet til år 2017, 10 år før "Fremskridtet"
I min Virtuelle verden er jeg det man kaldte "Goth", den mest populære pige på skolen og den med højeste karrakterer på den "Skole" jeg går på her.
Jeg bevæger mine lange, tynde hvide ben og går langsomt hen mod det sted jeg kalder "Hjem" i den her verden.
Mit "Hjem" er et flot Hvidt palæ, taget er sort og der er gartnere, tjenere og alt mulig mærkeligt.
Det her er min personlige "Himmel" men alligevel ikke, den er falsk, ikke rigtig, jeg er ikke lykkelig i virkeligheden det husker jeg hver gang der sker noget godt i denne verden.
Lykkelig bliver jeg aldrig i denne verden, ikke ligesom alle andre, jeg husker, jeg glemmer ikke, jeg bekymrer mig om at jeg måske ikke vågner igen, hvorfor er jeg sådan her ?
Jeg har aldrig bedt om at være Rosella Ameline Lindbjerg, har jeg ?

Jeg ved godt at alle maskinerne må være gået amok nu,  men jeg er i min Virtuelle verden det værste der kan ske er at "Hackeren" dukker op, men er der nogensinde nogen der har bekymret sig om mig, ellers så var det vidst da jeg var meget lille...?
Luften bliver tykkere og solen glider hurtigt over himlen, det er aften nu.
Mine "Forældre" dukker op om lidt, forretningskvinden og forretningsmanden, selv i den Virtuelle verden er mine "Forældre" aldrig hjemme, hvorfor sker det altid for mig ?
Jeg burde være tilfreds, men nogen gange er der for mange ting galt til at du bare glemmer, jeg glemmer bare ikke, lige meget hvad....
Jeg føler mig glemt men det er jeg måske ikke, eller de kan glemme mig alle sammen hvis Samfundet vil have det, betryggende ikke ?

Luften glitrer let, klokken må snart være 18:00 i virkeligheden, men så lang tid har jeg ikke været her, vel ?
Ærlig talt ved jeg det ikke, jeg har ingen tidsfornemelse.. Super, ikke når man er i en virtuel verden ?
Luften flimrer let, det er som et slør der glider til siden da en dreng træder ud.
En dreng, jeg ikke kender i min Virtuelle verden ?
Shit, det her sker bare ikke, gør det vel ?
Jeg lukker hurtigt mine øjne og åbner dem igen, han er her stadig, nej, nej, nej..
"Hvad helvede laver du her?!?" Siger jeg ret surt og tramper hen mod ham, mine hæle smælder mod den hårde grå asfalt, højt lyder det udover den stille vej.
"Ja, du burde vide hvad jeg laver her, du kan huske nu ikke?" Siger han køligt og glat til mig, mine instinkter for mig til at gå helt hen til ham og slå ham på kinden...
" Jeg har altid kunne huske, smartass!" Siger jeg mens jeg kigger på hans hævede kind, ja jeg slår hårdt, væn jer til det.
Han kigger forskrækket på mig og bevarer kort efter fatning, hans øjne bliver mørkere og han tager min hånd.
"Du er den vi har lidt efter" Siger han og trækker af sted med mig, " Smart af ham at placerer dig hos højtstående regerings medarbejdere" Siger han henvendt til mig og strammer grebet om mit håndled.
Mine følelser vælder op, "Hvad er smart, hvem er jeg, hvor skal vi  hen ?!?" Spørgsmålene flyver ud af min mund inden jeg nær at tænke dem igennem, så typisk mig.
Alt i mig skriger op, da han svarer, "At placerer et barn fra før Fremskridtet hos højtstående folk i Samfundet, du er en pige født i 2013, du var der i 2027, men du husker det ikke fordi han undertrykte din hukommelse om det, og som svar på dit sidste spørgsmål, er det her så okay ?" Siger han da et sort hul åbner sig foran os, strømhvirvler af farve glider rundt i det sorte fortryllende mørke.

"Hvad er det ?, nej du for mig ikke der ind" Skriger jeg desperat da han slæber mig hen mod det sorte hul.
" Jo, jo det skal du" Siger han og slæber mig derind.

Farverne der omringer mig glider hurtigt forbi, en glidende masse.
Da farverne endelig afløses af sort bliver jeg slynget ud på et hårdt Hvidt gulv, hvor er jeg ?

----------------

Det er så andet kapitel af Reality Imagination, husk at like hvis i læser det her ^^
Når men skriv hvad i synes om den her historie, ikke ?

XoXo 

Who do you think?/Ellen.
 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...