Reality imagination.

Læs....

7Likes
8Kommentarer
644Visninger
AA

3. Kapitel 1.

 

 

Dreaming about a world.

 

 

 

Hvid bliver til sølv, sølv bliver til væg.

Endelig tilbage i virkeligheden, den virtuelle verden er så virkelig at jeg kunne blive der for evigt uden at opdage den er virtuel, bortset fra at jeg husker-Alt.
Virkeligheden er bare en kedelig grå, trist og kedelig hverdag, det eneste lyspunkt er fra klokken 17-18 hvor alle har en time til deres virtuelle liv, jeg ser frem til den time hver dag.
Min far arbejder med den virtuelle verdens sikkerhed, en gang i mellem hjælper jeg med det efter som jeg er den eneste i familien der har tilladelse til det.
Selve sikkerheds systemets detaljer og mekanismer udviklede min far, nu er jeg så begyndt at hjælpe med at forny det, men alle siger piger er dumme som en dukke men hvis jeg ikke er dum hvad er jeg så ?
Ja jeg er nok klog, men det er der ikke nogen der rigtig tænker over, herhjemme betyder det ikke noget men i skolen er jeg den der for højest karrakterer på hele skolen... Og også i hele byen...desværre for de "Åh så begavede drenge"

Det er svært at gemme sig her i år 2077 alt er overvåget, selv mit værelse, ikke at jeg bryder mig om det men, jeg kom ind i systemet og fandt ud hvor de overvåger i vores lejlighed, i forhold til alle i byens lejligheder har vi over det dobbelte i "Vigtigheds skalaen" og i kameraer...super fedt, right ?

Virkeligheden er hårdtslående da jeg svinger først det ene tynde ben og dernæst det andet tynde ben ud over kanten af sengen, og ja vi kommer til den virtuelle verden via en ledning på vores bryst over hjertet,en på hovedet som gør vi kan kontrollerer vores virtuelle verden, en om hver vores håndled til at aflæse vores reaktion på de ting der sker og en lille bevægelses sensor som opfanger det vi gør eller hvad vi vil i den virtuelle verden.

Lidt for hurtigt flår jeg ledningerne af med en enkel håndbevægelse, det mærkeligste er at jeg ikke røre ved ledningerne, det har jeg aldrig behøvet de gør det bare.

Stille og roligt rejser jeg mig op, alt er så stille efter "Den virtuelle time", jeg er en af de få der ikke bliver liggende i min seng og dovner den, jeg rejser mig og nyder den stilhed timen efter "Den virtuelle time" forsager i byen, byen hed engang København, nu hedder den for samfundets munde "By231", jeg kalder den enten for København eller "Kbhs".

Kbhs står for København i samfundet, vældig kreativt ikke ?

Jeg stryger blidt mit tøj, det er krøllet efter jeg har ligget i min seng i "Den virtuelle time".

Hurtigt går jeg ud på det store åbne badeværelse, det eneste rum i hele lejligheden hvor jeg føler mig rigtig tryg, her er nemlig ikke noget kamera, ingen overvågning betyder at jeg kan være mig selv, eller bare trække vejret uden nogen kigger på.

Den jeg er, er der ikke nogen der kender, jeg kan hacke alle Samfundets systemer ned hvis jeg vil, det var jo mig der stod for det meste af udviklingen af sikkerheds systemerne.

Jeg er ikke den søde, nuttede eller dygtige pige altid, når jeg er alene kan jeg være hård, bestemt og klog, men ikke ond, ja jeg kigger på andres virtuelle verdner men ikke fordi jeg er "Hackeren", jeg undersøger de verdner der bliver hacket og finder ud af hvad fællesnævneren for dem er.

Der er kun to fællesnævnere for hacker forsøgene, de forsøgt hackede er allesammen af hunkøn og de har alle på et eller andet tidspunkt vist tegn på at være Realia'er, hvorfor er en hacker kun interesseret i piger på fjorten med tegn på at de muligvis er Realia'er ?

 

Det spørgsmål stiller jeg mig selv hver gang, hver dag, hver time men jeg finder nok aldrig løsningen ved mindre jeg selv bliver hacket, men hvem ville hacke Rosella Ameline Lindbjergs virtuelle verden, når nu hendes far Sander arbejder med sikkerheds systemet for regeringen ?

Hvem vil være så dum ?

Jeg kigger på mig selv i spejlet en sidste gang før jeg stryger mit lange hvidblonde/gyldne hår ned ad mine skuldre og går ud fra det rummelige badeværelse til den tyste lejlighed.
Hurtigt tager jeg min lysegrønne cowboyjakke og smutter ud af den store tunge jerndør der adskiller vores penthouselejlighed fra alle de normale, kedelige, grå, beton og jern lejligheder i resten af byen.

Mit blik glider over dørene jeg passere mens jeg smutter ned af trappen, mine støvler med metalsåle lyder højlydt mod jerntrappen.
Navnene glider forbi i en stor grå masse, enkelte for jeg fat på, Adelaine Sager,  Kinjai, Lovena Demirana og Zeran Linsung.

Da jeg endelig når enden af trappen er klokken blevet 18:13 præcis som jeg planlagde, hurtigt svinger jeg lidt med det hår der gled ind foran mine øjne, mine lynende Grønne og gyldne øjne som alle synes er så uhyggelige, jeg synes ikke de er uhyggelige, de er bare anderledes

Min militær grønne nederdel blafrer let i vinden, ikke at det rør mig da jeg træder ud på de triste gader.
Gaderne er grå, lavet af beton og asfalt, overalt er der høje metalhegn med pigtråd på toppen som omringer de høje bygninger med lejligheder og regerings bygninger.
Hegnene holder de fattige ude af vores lejligheder, jeg ved ikke om jeg er taknemlig for det men det bliver jeg jo nød til at være, ikke ?

Bilerne er det eneste der lyser det grå beton landskab op, deres pangfarver er det eneste somer interesant ved vores kedelige hverdag.

I dag ser det næsten ud som om selve byen græder, regnen står ned og understreger det triste i 2077.

Jeg går langsomt ned af den store boulevard der fører til parken, park kan man ikke kalde den men det er det eneste sted der er det mindste interesant i hele byen.
Parken som de fleste kalder den er en samling af plastiktræer, indimellem er der et ægte træ men mange er der ikke, blomster også lavet af plastik dækker den trøstesløse golde jord, jeg kalder "Parken"

Da jeg langsomt åbner det rigt udsmykket jerngitter der fører ind til Parken og træder ind er der stille som om alt er dødt, helt stille og roligt det eneste sted jeg kan tænke i fred, bortset fra badeværelset, men der er bare for fanget.

Mit hår slynger sig omkring mig som et net der har fanget mig i stormen og regnen, jeg bevæger mig igennem den trykte stilhed og hen til min ynglings bænk, en gammel en, den stammer vidst fra 2013 før "Fremskridtet" der hvor den Virtuelle verden ikke eksisterede.

Til tider forstiller jeg mig hvordan det gamle København har måttet være, smukt, naturligt og levende alt det København ikke er længere, "Fremskridtet eller Forsvindingen" ændrede den verden der var før, de ændrede os som mennesker.

Mennesker var før et stort sammenhængende folkefærd der hjalp og støttede hinanden, der var sikkert også uenigheder men når man holder sammen ændre det dig jo ikke, vel ?
Nu ved vi ikke engang om vi er de eneste i live, vi ved ikke hvad der skete med de andre.

Som folkeslag har vi ændret os, der er ingen der tænker på andre længere, i hvert fald ikke uden for deres familie.

Regeringen bestemmer hvem vi er, hvor vi er, hvad vi er og hvorfor vi er det vi er, før bestemte folk selv hvad de ville være, nu er det regeringen der headhunter os til jobbene.
Jeg er allerede sat op til to betydningsfulde job som 14 årig, direktør eller bestyrer  af  alle afdelinger af Den virtuelle verden, eller chef for et nyt sikkerhedssystem, spørgsmålet er bare hvad egner jeg mig bedst som ?

Alle de tanker kører gennem mit hoved mens jeg sidder på bænken, min bænk hvis jeg bestemte, alle træer og blomster omkring bænken er ægte, levende og smukke, ikke en dårlig plastik kopi som alle de andre.
Stille og roligt slår rådhusuret 18:30, nu vil folk begynde at vågne, lektier og arbejdet skal jo trods alt laves, der er ingen undskyldning for ikke at have lavet det.

Et par mennesker smutter ned i parken og går rundt, de nyder sikkert stilheden og følelsen af at være alene, ligesom mig.
Min tænkepause er vidst ved at være slut, jeg skal tilbage inden mine forældre vågner op og spekulerer på hvor jeg er henne, selvom de inderst inde godt ved det.

En sidste gang glider mine gnistrende øjne over blomsterne, hen mod træerne og op på den blå himmel, solen er ildevarslende rød som om den varsler mod noget, mod i morgen....

 

---------------------

 

Det var så første kapitel af Reality Imagination, jeg håber i kunne lide det selvom det er skrevet på min IPad hernede i Normandiet !

 

XoXo 

 

Who do you think?/Ellen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...