At danse i et mareridt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jul. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
Resumé kommer senere :)

6Likes
3Kommentarer
499Visninger
AA

1. Prolog

Gaderne er stille og grå. Vinden blæser ikke, og vinduerne i de grå højhuse er mørke. Der gemmer sig intet lys bag dem. Det regner ikke, men himlen hænger grå og tung over hustagene, og de få mennesker der har været nødt til at bevæge sig udenfor, har, for en sikkerheds skyld, pakket sig godt ind i jakker og sjaler. De bliver allesammen en del af gadebilledet.

Kun en enkelt skiller sig lidt ud. Det er en lille pige, klædt i en gul kjole og hvide sandaler, der, med høj hastighed, løber ned ad gaderne, og bryder gadebilledet. De andre mennesker på gaden stopper op et øjeblik, og kigger efter hende, når hun løber forbi. Deres øjne er fyldt med medlidenhed. Pigen løber mod Udkanten, og det kan kun betyde én ting, på lige netop denne dag.

Pigen løber videre, men hendes åndedræt er hikkende og ustabilt. Hun bliver nødt til at stoppe for at få vejret et øjeblik, men i dette øjeblik, får hun tid til at tænke, og en tåre stryger ned langs hendes kind. Hidsigt tørrer hun den bort, og løber videre, med samme høje hastighed.

Vejen igennem det grå univers er langt, men hun løber alligevel videre. Så hurtigt hun overhovedet kan få sine korte ben til at bevæge sig. Og endelig får hun øje på det høje, grå hegn, i det fjerne. Og hun sætter farten yderligere op.

Hun standser først, da hun står få cencimeter fra hegnet. Så bakker hun langsomt et par skridt tilbage, og sætter sig på en af de malplacerede grå bænke. Indeni kan hun mærke håbløsheden snige sig frem, og hun løfter benene op under sig.

Et par dråber vand falder ned fra himlen, og fugter hendes hår. Det føles som om, det faldende vand, farver hendes tanker endnu mere grå, end de er i forvejen, og sammen med vandet kommer også tårerne.

Hun ved ikke hvor længe hun sidder der, men da tårerne endelig løber tør, er også regnen stoppet. Hun kigger op, da en hånd bliver lagt på hendes skulder, og forvirret vender hun blikket mod håndens ejermand. Hendes øjne møder et par øjne, der er så blå, at hun ikke kan slippe øjenkontakten. Det lykkes først i tredie forsøg, og hun blinker forvirret.

”Er der også en af dine, der skal med toget i dag?” Lyder en rusten, gammel stemme. Der går et øjeblik før det går op for hende, at det var den blåøjede der talte. Så går spørgsmålet op for hende, og tårerne prikker i hendes øjne, da hun nikker. Forsigtigt åbner hun munden, leder et øjeblik eftter ordene, og taler så:

”Min søster. Hun fyldte fjorten for en uge siden. Brevet kom samme dag.” Hun vender blikket væk. Kigger ud på togskinnerne, der ligger lige uden for hegnet. I næste øjeblik, kan hun se i øjenkrogen, at den blåøjede sætter sig ned.

”Mit barnebarn er med.” Siger personen. Pigen betragter hende ud af øjenkrogen. Det er en dame. En gammel dame. Selvom øjnene er unge, ligger huden i rynker, og hænderne ryster hele tiden en smule. Håret er hvidt som sne. ”En dreng. Det er snart tre måneder siden han fyldte fjorten, men også han fik brevet på sin fødselsdag. De sidste tre måneder har han gået rundt, ængstelig og bange for, hvad fremtiden byder ham.”

”Min søster havde næsten ikke tid til at være bange. Og nu er hun væk. Måske ser jeg hende aldrig igen.”

”Sig ikke det, mit barn. Toget kører ikke kun dårlige stedet hen. Det kører også til gode steder – steder der er langt bedre end dette. Tro mig, toget er ikke altid en forbandelse. Det er en ny begyndelse, i en ny verden. Det er den eneste vej væk. ”

”Det ændrer ikke på, at jeg ikke ser hende igen.”

”Nogen gange, kører toget også den anden vej. Fører dem, det tog væk, tilbage hvor de kom fra. Og selv hvis din søster ikke kommer tilbage, kan det være, at toget også fører dig væk, den dag du fylder fjorten. Fører dig hen til samme kvarter som din søster.”

”Men hvad så med min mor?” Pigens øjne bliver store. Hun har glemt gråden, i et øjeblik.

”Vidste du, at der findes mennesker, som kan rejse frit med toget? Besøge alle kvaterene.” Pigen nikker. Det var en ting alle ved, men det er kun folk, som præsidenten der kan det. Betydningsfulde folk, der bor helt oppe i kvarter 1 og 2. Skønt alle børn ønsker at komme op i de høje kvarterer, er sandsynligheden for det minimal. Pigens søster bliver rykket tre kvarterer op, og det er fantastisk. Både pigen selv, pigens søster og pigens mor, dansede, da de fandt ud af det.

”Der findes også værre kvarterer end dette, gør der ikke?” Hvisker pigen, kigger ind i den gamles blå øjne. Den blåøjede tøver lidt, men nikker så stille.

”Ved du hvilket kvarternummer dette er?”

”17.” Hvisker pigen.

”Ved du hvor mange der er?”

”21.”

”Der ser du. Der er kun fire kvarterer, der er værre end dette. Og det ene af dem er kan både være godt og skidt. Chancen for, at du skulle ryge nedaf, og ikke op af, er så lille, så lille. Tro du hellere på, at du ryger op af. Hvor skal din søster hen?”

”Hun skal til 14. Hvor skal dit barnebarn hen?” En sky ligger sig over de blå øjne.

”Han skal til 21. Han gjorde en ting, han ikke måtte. En forfærdelig ting. Og nu skal han til 21.” Den blåøjede smiler. Et smil, der er lidt trist, men som alligevel udtrykker håb. ”Men du ved vel, at dem, der bliver flyttet til 21, ofte bliver rykket igen, gør du ikke? Jeg håber, af hele mit hjerte, at han kommer tilbage til mig. Og så længe jeg håber, er min ild endnu ikke slukket.

De sidder lidt i tavshed. Så hører pigen pludselig en lyd, og hun springer op. Løber hen til hegnet, og kigger ud. I det fjerne nærmer toget sig. Det bevæger sig med stor hastighed, og efter et øjeblik drøner det forbi hende. Det får hendes kjole til at blæse op, og hendes hår blafrer vildt, men hun bliver stående. Forsøger at genkende sin søsters ansigt bag en af de mørke ruder. Men hun får aldrig øje på sin søster, og i næste øjeblik er toget kørt forbi. Blevet til en streg i horisonten.

Pigen vender sig brat om. Tårerne løber ned ad kinderne på hende, og hun snøfter højlydt. Et øjeblik kigger hun på den blåøjede. Hun ved ikke om hun bør sige farvel, til denne fremmede. Det ender dog med, at hun bare løber. Tilbage mod byens midte, ind på de grå gader. Tilbage til sin mor, der højst sandsynligt sidder og græder, imens hun pakker deres ting sammen, så de er klar til at flytte over i deres nye lejlighed.

Pigen løber igennem de grå gader, og folk kigger efter hende. Men hun ser dem ikke. Hendes verden flyder ud, bliver til sammenfiltrerede grå nuancer. Tårerne spærrer hendes syn, og hun kan ikke stoppe dem. De bliver bare ved og ved og ved og ved. Og inde i hjertet, kan hun mærke en dyb smerte.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...