Small storys

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2013
  • Opdateret: 9 jul. 2013
  • Status: Igang
En pige der er så bange for alting, at den eneste hun stoler på er et hamster. En teenager der er blevet mobbet hele sit liv, og pludselig er blevet mega populær. En pige vis mor er død af kræft, og far drikker. Samt en pige med det perfekte liv, med en skrækkelig fortid bag sig. Der er intet, der kunne binde de her mennesker sammen, på nær en tabt dagbog, hvor hemmeligheder skrives i, vær søndag, under dæknavn. Små historier om deres fortid.

2Likes
2Kommentarer
182Visninger
AA

5. Bogen (Mette)

Den kolde vind strøg sig mod min kind. Det var en festplads. Mit mørke hår strøg sig om mig. Der lugtede af maguritter. Jeg ved ikke hvorfor jeg bemærkede den lugt. Jeg gjorde det nok bare. I bagrunden var Lulus hus. Jeg kunne huske det hele. Hvordan hun havde skreget over at jeg stadig var med Evan, røg, og havde kradset et sår op. Hun havde skreget af alle kræfter, og spurgt mig om jeg fattede hvor fantastisk jeg var. Jeg nikkede. Jeg var nemlig ikke fantastisk. Hun havde med tårerne i øjnene smækket døren i, og sagt at jeg skulle sende hende en sms. 

En sms. Min mobil lå i lommen, og jeg havde skrevet sms. Jeg kunne bare ikke sende den. Jeg kunne ikke trykke på send knappen. Jeg kunne ikke. Smsen var lang, og begyndte som et eventyr. Et eventyr som hun ikke kendte, som indeholdte alle svar. Den havde taget en halv time at skrive. Men jeg sendte den ikke. Det ville næsten virke ondskabsfuldt.

Jeg læste den for mig selv. 

Der var engang en stjerne. Den skinnede så klart som de andre, men indeni var den uren. Den stod vedsiden af to stjerner. Den ene var helt ren, mens den anden var snavset. Stjernen ville være ven med begge stjerner, men den rene stjerne påstod, at stjernen var ligeså ren som den, og skulle lade vær med at være sammen med den urene stjerne der var ligesom den. Stjernen blev mere og mere sammen med den urene stjerne, og fik mere og mere snavs på. Den rene stjerne følte det var dens ansvar, og at den burde hjælpe. Men det ville stjernen ikke have. Stjernen er mig. 

Det gav en klump i maven at læse den, og et sekund forstod jeg ikke hvorfor jeg havde skrevet den her besked. Og at jeg nogensinde havde haft planer om at sende den. Den virkede som min største hemmelighed. Jeg endte med at slette beskeden, og forsøge at glemme den.

Jeg stirrede ned i floden. Der lå en bog. Der var en bålplads lidt derfra. Jeg ved ikke hvad der fik mig til at skrive det i bogen, der stod vidt åben, men skriften samlede sig hurtigere end jeg kunne stoppe den. 

Der var engang en stjerne. Den skinnede så klart som de andre, men indeni var den uren. Den stod vedsiden af to stjerner. Den ene var helt ren, mens den anden var snavset. Stjernen ville være ven med begge stjerner, men den rene stjerne påstod, at stjernen var ligeså ren som den, og skulle lade vær med at være sammen med den urene stjerne der var ligesom den. Stjernen blev mere og mere sammen med den urene stjerne, og fik mere og mere snavs på. Den rene stjerne følte det var dens ansvar, og at den burde hjælpe. Men det ville stjernen ikke have. Stjernen er mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...