Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1355Visninger
AA

24. Valentina (2)

“Skønt. Skønt. Vi skal finde en tid- og stedsrejsende person, som kan skifte udseende,” brokkede November sig, men lod alligevel blikket glide ind over den enorme mængde af menneskelignede folk, der spændte ventede på, at paraden skulle gå i gang.

Elliott fulgte hendes eksempel. “Hvis ham Avrilio er nogen steder, så er det her. Det var også dét, Valentina sagde.” Han sukkede. “Men på den anden side har du nok ret i, at det er en lidt umulig opgave, det her.”
“Hvad er det overhovedet, vi leder efter?” spurgte hun og lagde armene over kors. Det med bare at kigge havde hun givet op på.
Han trak på skuldrene. “Mistænkelig aktivitet. Tror jeg.” Han så hen på hende. “Men vi må vel gå ud fra, at han har ændret udseende til Tavii, ikke? Det var jo ham, han var efter.”

“Du siger noget.”

“Måske vi burde dele os, så vi kan dække et større område.”
“Jeg tror ikke, det er den bedste idé at blive væk fra hinanden lige pt,” sagde hun med et drillende træk i mundvigen.

Elliott rullede med øjnene. “Fint, så bliver du her, imens jeg går den vej,” svarede han og pegede over mod afspærringen til paraden. “Du. Bliver. Her.”

Hun klappede hælene sammen og gjorde honnør. “Jeg. Bliver. Her. Sir.”

“Godt.” Han undslap et kort smil. “Jeg er tilbage om et minut eller noget, okay? Jeg bliver bare lige nødt til at få et bedre udsyn.”

Og så forsvandt han mellem mængden af tilskuere.

Festlig musik begyndte at spytte ud gennem skjulte højttalere, og længere nede ad vejen kunne November se antydningen af en række farvestrålende vogne. Folk begyndte at trække nærmere afspærringen. Der blev skubbet til hende bagfra og flere pressede sig tættere sammen om hende. Hun prøvede på ikke at kaste op. Store forsamlinger havde aldrig været hendes bedste element.

Da hun fik øje på Elliotts ansigt på vej tilbage, åndede hun lettet op.

Han blev nødt til at råbe for at overdøve musikken og celesternes spænding. “Jeg så ham, November! Avrilio står på den forreste af vognene. Kom herhen.”

Som om hun skulle under vand tog hun en dyb indånding og prøvede at mase sig gennem folkemængden. Da hun var helt henne ved Elliott, fortsatte de sammen. Med nød og næppe kom de helt ud til afspærringen, der ikke var andet end et lille hegn. Paradevognene var kommet langt tættere på, og man kunne nu tydeligt se den forreste.

“Hvor er han?” spurgte November. I en cirkel på den første vogn var der en bred plæne af græs, og førerhuset var på midten formet som en bakketop. Over alt var der strøet blomster og andre planter, men Avrilio var ingen steder at se. “Du er sikker på, at det var ham?”

Elliott kneb øjnene sammen. “Jeg sværger. Det var Tavii – hvilket vil sige, at det må have været Avrilio. Måske er han gået indenfor, jeg ved det ikke.”

“Der er kun én måde at finde ud af på,” sagde November og stak det ene ben over hegnet.

Overraskende nok var der ikke nogen, der sagde noget til, at de to mennesker hoppede ind i førerhuset gennem døren i siden. Eller, November hørte i hvert fald ikke noget.

Der var meget trangt og mørkt derinde. Kun en anelse lys slap gennem den mørklagte forrude, så hun kunne kun lige ane maskineriet … og at de var alene.

Hun vendte sig mod Elliott. “Hvor helvede er han?”

Uden at svare trådte han et skridt frem og trak i et håndtag på gulvet. Der gik et ryk gennem vognen, da den brat stoppede op, og November mistede balancen. Hun nåede lige præcis ikke at få støttet sig til væggen, før vognen bagved stødte ind i deres. Forslået prøvede hun at kante sig op fra gulvet.

Elliott så meget som blinkede ikke en gang. Han var allerede videre og var begyndt at trykke en kode ind i panelet.

“Du,” November tørrede en dråbe blod væk fra mundvigen, “er ikke Elliott.”

Han så over på hende. “Og du er overraskende nem at narre,” sagde han og trykkede på en grøn knap.

I samme øjeblik begyndte førerhuset af snurre rundt. Nej, hele vognen snurrede rundt. November blev trykket tilbage med sådan en kraft, at hun var bange for at falde ud gennem væggen.

“Din fucking løgner,” snerrede hun.

Avrilio så ikke den knyttede næve komme, men mærkede han den helt bestemt. Selvom det ikke tog ham mange sekunder at genvinde balancen, var November hurtigere og langede ud efter ham igen. Han prøvede at undvige, men snublede over sig selv i forsøget og væltede ud af døren og ud på den spinnende platform.

Nu kunne hun endelig se, hvad det hele havde været til for. Hele verden snurrede forbi døråbningen, og alt var dækket af … rød maling. Rød. Maling.

Vreden vældede op i hende igen, og hun trampede ud til Avrilio, som prøvede at komme op at stå på det nu højrøde græs. Hun nåede dog ikke langt, før hun selv blev ramt af en spuler på siden af førerhuset. To sekunder og hun var gennemblødt til skindet. Hendes dødelige øjne fløj over på Avrilio.

“Hvad fuck er dit problem?” råbte hun ned til ham. “Hvorfor skal du altid ødelægge alt for alle andre?” Det tog hendes al sin viljestyrke ikke at sparke ham ud på vejen.

Han var stort set kommet på benene nu. Han tørrede maling væk fra ansigtet, så op på hende og gjorde sig endda den frækhed at smile, da han mødte hendes blik. “Sådan er jeg bare, skatter.”

Så meget for at holde igen.

Avrilio endte på asfalten, og November sprang lige efter. Midt i vreden havde hun kun brug for et halvt sekund til at vænne sig til det nu stillestående underlag.

Hvis ikke det havde været for et par lange arme, ville hun uden tvivl være gået løs på Avrilio.

“Rolig, rolig, du fik ham,” lød det fra Elliott, den rigtige Elliott, da han trak hende væk. Med sig havde han de tre betjente fra tidligere, som gav Avrilio håndjern på. Han gav slip på hende et par meter væk.

Hun prøvede på at få sin vejrtrækning under kontrol, for nu var politiet her i det mindste. Nu skulle alt nok blive okay. Hun vendte sig om. “Du undgik heller ikke malingen, hva’?”

Han kunne ikke lade være med at smile. “Jeg sagde jo, at du skulle være blevet stående. Hvis ikke jeg havde forklaret politiet sagen, ville de have troet, at vi to stod bag det hele sammen med Tavii.”

“Fuck, Tavii. Hans ur må være ved at tælle helt ned,” udbrød hun.

Elliott hev en lille nøgle op af bukselommen. “Betjentene forklarede mig vejen, kom.”

“Men vi når det jo aldrig med alle de folk!”

Han pressede læberne sammen. “Det kan vi blive nødt til.”

 

Han kunne ikke lade være med at gå rundt i cirkler længere. Altid skævende til sit ur i håb om, at det var stoppet. 00:09:34. Det var det aldrig. 00:09:29.

Selvom han blev ved med at se på tallene, havde han ingen idé om, hvor lang tid der var gået da han hørte høje skridt for enden af gangen. Det bragte ham med det samme ud af hans trance. Tavii fór hen til tremmerne, og åndede lettet op, da han genkendte de to løbende mennesker.

“Er vi kommet for sent?” stønnede Elliott, som allerede var i gang med at låse de tidsfæstende håndjern op.

De ramte stengulvet med en tung lyd.

Tavii grinede let for hovedet. “Nej, vi har stadig et par minutter. Vent, er det-”

“Maling,” sagde November. “Det hele var din ven Avrilios skyld.”

“Det ved jeg. Vi fik os en snak,” svarede han og smilede skævt. “Jeg er ked af, at jeres tur til Celester blev ødelagt sådan.”

“Jeg tror vi klarer den.” Elliott så kort over på November. “Det var jo trods alt ikke os, der blev arresteret efter fem minutter.”

“Hej Tavii.”

De snurrede alle tre rundt.

Ingen havde hørt Valentinas forsigtige, malingsdryppende skridt, men der stod hun. Det lyse hår klæbede sig til hendes ansigt. Hun havde aldrig været yndigere.

Der bredte sig et smil på hans læber. “Længe siden. Du er blevet højere. Igen.”

“I lige måde,” svarede hun og smilede også. “Ærgerligt at du ikke kunne være med til paraden. Det var noget af en festlighed.”

November rynkede brynene. “Hvad kommer der til at ske med Avrilio nu?”

Valentina så over på hende. “Jeg skal nok holde øje med ham, når politiet lader ham gå. Selvom han ødelagde paraden, plejer de at være ret venlige med deres anklager.”

Tavii fnøs fornærmet, hvilket fik hende til at grine.

“Okay, måske kun nogle gange.”

Han så på sit ur igen. “Hey, Elliott og November, tag fat i mig gennem tremmerne. Det er ved at være nu.”

“Skal I af sted allerede?” spurgte Valentina.

Tavii fik en bedrøvet tone over sit smil. “Jeg er ked af det, Val, men vi er nødt til det. Måske ses vi. Senere.” Han ville komme til at savne den pige.

Hun så ned på sine sko. “Jaer, vi ses. Senere.”

Og så var afskeden pludselig slut, afbrudt af et selvaktiverende stjernekort. Noget sagde Tavii, at han ikke ville få Valentina at se igen, og selvom det gjorde ondt, var det okay. Han havde alligevel aldrig været god til det med at sige farvel. 

 

 

 

Næste afsnit vil blive skrevet af Smitten Kitten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...