Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1373Visninger
AA

23. Valentina (1)

Skrevet af Lumen

 

 

November så sig nysgerrigt omkring. Byen her lignede et futuristisk New York med høje glasbygninger og luftpudebiler, der kørte forbi og gennem hinanden i et system, hun ikke kunne gennemskue. Folket her lignede endda menneskeracen så meget som Tavii gjorde. Imellem nogle af bygningerne hang store, gule bannere, der måtte annoncere én eller anden begivenhed, så festlige som de så ud. 
Øjeblikket Tavii også fik set rundt, sprang hans øjne op i gensynsglæde. 
“Folkens. Folkens!” Han kunne tydeligvis ikke holde sin begejstring inde. 
Elliott og November delte et blik, imens rumvæsnet fumlede med sit stjernekort.
“Jeg vidste det! Elliott, November, velkommen til Celester, hovedstad på planeten Morosa. Jeg plejede at tage herhen med min familie. Dette er endda i mine venners levetid!” Han så ned på sit ur. “Blimey, vi har kun to timer. Kom, jeg skal vise jer det hele, inden vi skal videre igen.” Tavii næsten sprang af sted, og havde bestemt ikke tid til at vente på de langsomme jordboere. 
I øjenkrogen fik November derimod øje på noget, han ikke havde set. Ud af en hvid bil steg tre uniformerede personer ud og satte kurs mod dem. Hun veg instinktivt tilbage. Politi. 
Inden nogen kunne nå at opfatte noget, havde to at betjentene grebet fat om hver af Taviis arme, og et stort stykke blåskinnende metal bandt hans håndled sammen som håndjern. 
“Hvad i-”
“Ikke denne gang, kammerat,” afbrød den største af mændende og begyndte at trække ham med sig.
Elliott tog en dyb indånding og begyndte at gå hen imod dem med faste skridt. “Hør lige her, Tavii har ikke gjort noget?” 
“Vi er altså lige kommet,” sagde November lige bag ham. 
Den ene betjent vendte sig om. Han kluklo kun kort af dem, men det var nok til at pulverisere hver en afkrog af Elliotts påtagede selvtillid. “Hør her, unger, vi har ledt efter Tavii her de sidste to uger. Vi slipper ham ikke fri, og vi lader ham bestemt ikke spolere cesterfesten. Er det forstået?”
Tavii gjorde endnu større øjne end før. “Undskyld mig, men det kommer faktisk til at være et problem, når-”
“Årh, giv nu op,” prøvede én af betjentene og prøvede at presse ham ind i politibilen, men det kunne ikke lukke munden på Tavii. 
“Elliott og November, tag over til Valentina Sora, vi var gode venner. Men I skal skynde jer, okay, der er kun to timer indtil-”
Døren smækkede i, og væk var politibilen i mylderet af andre luftpudebiler.

De to mennesker stod alene tilbage.
November så over på Elliott. “Hvad skete der overhovedet lige dér?” 
Han kunne ikke finde på andet end at trække på skuldrene. 
“Så... Hvad nu?” November begyndte at se rundt for at få en idé om, hvad i alverden de skulle gøre, og Elliott fulgte hendes eksempel.
“Vi må vel finde hende Valentina,” sagde han, men virkede i bund og grund lige så meget på vildspor, som November følte sig. “Hey,” udbrød han, da han fik øje på noget.
November fulgte ham hen til en bred søjle midt på gaden, der måtte være en informationsstander. 
Hun lagde afvisende armende over kors. “Jeg tror desværre ikke, at man kan vælge engelsk,” sagde hun, men valgte at tage sine ord i sig igen, da det viste sig at være forkert. 
Elliott sendte hende et sigende blik over skulderen, før han vendte opmærksomheden mod standeren igen. Han fik dog også lov til at blive overrasket, eftersom søgningen på Valentina Sora gav de to mennesker en vejvisning til hendes præcise adresse. November skyndte sig at indprente sig kortet i sit hoved.

“Vi er skredet,” sagde hun og var allerede på vej væk. Der var ikke langt til hende Valentina, så de burde ikke kunne fare vild. 
Det gjorde de heller ikke. I løbet af et kvarter stod de uden for døren til hendes lejlighed. Den stod på klem. Forsigtigt bankede Elliott på, hvilket fik November til at sukke højlydt og selv skubbe den op. 
“Hallo?” kaldte hun, imens hun trådte længere ind i lejligheden. “Valentina Sora?”
En lav, lyshåret kvinde kom til syne. Hun smilede, da hun fik øje på de to mennesker. November kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvor latterligt pæn hun var. 
“Kan jeg hjælpe jer med noget?” spurgte hun, da hun var kommet en anelse tættere på. 
“Hej, jeg er Elliott og hun er November. Fra Jorden.” Elliott kunne ikke finde ud af, hvad han skulle gøre af sine hænder, så de endte i bukselommerne.
“Jorden? Men I kommer jo fra,” hun snusede ind, “starten af det enogtyvende århundrede, hvis jeg ikke tager meget fejl. Hvordan kan I være rejst så langt?”
“Det er faktisk på en måde dét, vi er kommet for at tale om,” svarede November.
Valentina lagde hovedet på skrå. 
“Du kender godt Tavii, ikke?” spurgte hun. 
Kvindens ansigt lyste op. “Jo, selvfølgelig gør jeg det. Men jeg har nu ikke set ham i nogle år, og han plejer ellers at melde sin ankomst. Og hvor er han henne?” Hun spejdede nysgerrigt om bag dem, men fik ikke øje på sin gamle ven.
November prøvede at smile undskyldende, men grimassen fik Elliott til at komme med en halvkvalt latter. 
“Ting nummer to vi er kommet for,” sagde hun og slog ham i siden. “Tavii er blevet anholdt af politiet, og vi ved ikke rigtigt hvorfor. De sagde, at det havde noget at gøre med jeres fest.” 
Valentina undslap et suk. “Jeg ved godt, hvad der foregår. Vil I ikke ind at sidde lidt?”
I Valentinas sofa, der ikke havde ben, men i stedet svævede godt ti centimeter over gulvet, fik de tre sat sig. 
“Jeg har godt hørt, at én eller anden, der ligner Tavii, er efterlyst, men jeg havde ikke ligefrem regnet med, at de ville have fat i ham,” fortalte Valentina og skænkede kold te op i tre kopper.  
Elliott tog imod den ene, smagte kort på teen og prøvede på ikke at gøre det for tydeligt hvor dårligt den var. “Politiet virkede ellers meget sikre,” sagde han, og Valentina nikkede. 
“Det undrer mig ikke. Har Tavii fortalt jer om Avrilio?”
De rystede begge på hovedet.
“De to har aldrig kunnet fordrage hinanden, han og Tavii. Jeg har aldrig fundet ud af hvorfor, men det har stået på længe. Tavii plejede at komme på besøg med sine forældre, da vi alle var yngre, men nu er det ved at være noget tid siden, jeg har set hans familie sidst.”
Elliott og November udvekslede et kort blik. 
November plantede blikket i sin te. “Jeg har hørt, de skulle have travlt her for tiden.”
“Det går nok, så.” Hun smilede stille. “Problemet er, at Avrilio er lidt ... særlig. Han er ikke bundet til tid og rum som vi er, og derfor har han sikkert længe vidst, at I ville komme hertil. Det kan kun være ham, der har ændret form til Tavii og gjort alt for at få ham i fængsel, når han endelig ville komme.” Hun smilede tøvende. “Jeg er ked af det, men det ser ikke ud til, at Tavii vil blive løsladt før, vi har fundet Avrilio. Og han kan være over alle bjerge nu.”

Tavii prøvede endnu en gang på at få vredet sig løs af håndjernene. Til sidst gav han op. At være i fængsel var okay, i hvert fald når han var ret sikker på, at han var uskyldig - men nu hvor han for første gang i flere år endelig var tilbage i Celester? Crikey. Forhåbentligt ville der ikke gå alt for lang tid, før Elliott og November fik redet misforståelsen ud … med mindre de selvfølgelig ikke kunne. 
Han prøvede at slå den sidste tanke ud af hovedet.
Længere nede ad gangen kunne han høre et sæt fodtrin på vej mod ham. Han løftede hovedet og rejste sig op.
“Hallo? Jeg har brug for noget herhenne,” kaldte Tavii, men der kom ikke noget svar. Han gik helt hen til tremmerne for at få et bedre udsyn. “Hvis du tilfældigvis har en nøgle...”
Taviis ord forstummede, da han fik øje på skridtenes ejer. Det var ham selv, der kom gående, samme hår, krop, selv tøjet var ens. Men dén udenfor havde et smørret smil på sig, noget der fik den indespærrede til at bide tænderne sammen. Selvfølgelig.
“Velkommen tilbage, gamle ven,” sagde Avrilio med Taviis hæse stemme. “Jeg er glad for at se, at du har det godt.”
“Hvorfor skal du altid ødelægge alt for mig?” spurgte Tavii gennem sine sammenpressede tænder. 
Avrilio trådte en anelse tættere på. Hvis ikke det havde været for den store klods af et sæt håndjern, ville Tavii ikke have tøvet med at lange ud efter ham. 
“Vi ved begge to godt hvorfor,” smilede Avrilio, “men denne gang skal du ikke få, alt du peger på. Jeg har tænkt mig at gøre en personlig indsats for, at du kommer til at være hernede i din lille celle, indtil du frivilligt skrider væk fra min planet. Og jo længere tid det tager dig, jo længere tid har jeg til at ødelægge cesterfesten i dit navn. Forstået?”
Tavii gjorde en synkebevægelse. “Jeg skal nok tage af sted igen. Med det samme, det lover jeg. Bare find Elliott og November og så er vi væk.” Ængsteligt skævede han til sit armbåndsur, der stødt talte nedad. Ned til hans visse død, hvis ikke han nåede at flygte videre.
Avrilio løftede lettere overrasket et øjenbryn. “Virkelig? Så er det bare ærgerligt, at de, der har nøglen til dine håndjern, i dette øjeblik er på vej til paraden.”
“De låser mig fast i tiden, gør de ikke?” 
Avrilio smilede som svar.
“Jeg tror ikke, du forstår,” begyndte Tavii, men stoppede midt i sætning. Morosas tid var bagud i forhold til hans hjemplanets. Ingen her vidste noget om, at Tamilak var fuldstændigt ødelagt, særligt fordi de ikke havde teknologien til selv at fremstille stjernekort endnu. Han kunne ikke fortælle nogen, at hvis ikke de slap ham fri, ville hans planets tilintetgørere indhente ham. Og hvis nogen fik det mindste at vide... Det ville skabe splid i tidsstrømmen, ingen tvivl. En fejl. Intet godt kom ud af fejl. Det var Avrilio et perfekt eksempel på.
“Hvad, Tavii? Glemte du, hvad du skulle sige?” Han grinede lavmælt, og pludselig var han væk, forsvundet ud i den blå luft. “Hvem er November og Elliott?”
Tavii snurrede rundt. 
Avrilio kredsede langsomt om ham i en bue. “Er det dem, du kom sammen med - dine nye venner?” Han smilede stadig. “Lad mig nu se...” Avrilios udseende begyndte at ændre sig. Det hvide hår blev sort, og han fik en lang, tynd krop. Da han så tilbage på Tavii, var det Novembers ansigt, der mødte ham. 
“Du kan lige vove på-”
“Du har sgu altid været så kedelig, Tavii, men en jordbo, hva'? Og en køn én, endda.” Avrilio grinede. Sekundet efter dukkede han op uden for cellen igen. “Bare rolig, jeg kommer ikke til at gøre dem ondt. Eller noget. Skal vi ikke se tiden an?”
Tavii knyttede næverne. “Hvad har du tænkt dig at gøre?”
“Bare nogle practical jokes. Vi skulle nødig have, at dine venner gik og kedede sig.” Med de ord snurrede han rundt på Novembers hæl og begyndte at lægge Tavii bag sig. “Vi ses, søde.”
“Avrilio! Slip mig fri lige nu! Jeg kan ikke blive herinde, hører du mig?”
“Årh, tag en slapper,” lød det, men stemmen havde ændret sig fra November til Elliotts. “Det er jo bare for sjov.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...