Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1370Visninger
AA

3. Stjernekortets Passagerer (2)

Gruset knasede sagte da Tavii drejede om hjørnet. Hestene, der var frosset fast i vild galop, gav sammen med parkens sparsomme belysning en skummel fornemmelse. Han tog sig dog ikke af det, og fortsatte mod den lukkede karrusel med hænderne i lommen.

Det overraskede ham faktisk at se November vente på ham. Godt nok havde han følt sig overbevist om, at hun nok skulle dukke op – særligt efter hendes fascination af stjernekortet – men et gran af usikkerhed måtte have gemt sig i hans nakkehår.

“Det var du længe om,” sagde hun tvært da han var nået tæt nok på. “Hvordan fungerer det overhovedet? Det dér med dimensionsrejserne og sådan.”

Han smilede til hende. “Det er stjernekortet, der sender mig og alle jeg fysisk er forbundet med videre. Desværre er hun defekt, så jeg kan ikke selv bestemme hvorhenne jeg ender. Det kan være i fortiden, fremtiden, på en fremmed planet – hvor som helst. Mit ur fortæller hvor lang tid jeg har tilbage det nuværende sted,” sagde han og viste hende det. 00:09:34.

November så indgående på ham. “Men hvis du rent faktisk er et … rumvæsen,” begyndte hun modvilligt, “er det så ikke underligt at du ligner et menneske ned til mindste detalje?”

Taviis blik gled op på himlen. Byens lys gjorde, at man ikke kunne se stjernerne. Trist. “Min teori er, at når en dimension deler sig og dermed danner en ny, går der ofte ét eller andet galt. I stedet for at skabe unikke galakser, stjernesystemer, planeter, kommer den til at kopiere overlappende dimensioners. Eller også løber den bare tør for ideer, og kommer til at skabe noget, der ligner en anden dimensions.” Hans øjne mødte Janies. “Og desuden er det jo kun udseendemæssigt at vores to racer ligner hinanden. Lige meget hvad, er det blot en dimensionel tilfældighed.”

Hun så på ham et par sekunder længere end normalt.

“Du er fuld af løgn,” svarede hun.

Han sendte hende et strålende smil.

 

~

 

Elliott A. Turner vidste at han burde være blevet hjemme. Central Park var ikke just et rart sted at være efter mørkets frembrud, og alligevel var han altså kommet. For det var han nødt til. Elliott kunne ikke lade det ligge. Han følte sig draget, eller tvunget eller måske bare nysgerrig efter at se det igen. Kortet.

Hans skridt var ufrivilligt en anelse længere og hastigere end de plejede, men det var ikke på grund af mørket, nej. Mørke skræmte ham ikke. Det var bare som om, at det satte sig fast i hælene på ham og nægtede at give slip. Han satte farten op.

Da Elliott var nået tæt nok på, hørte han deres stemmer. Fire timer tidligere var første gang han havde hørt Tørstig, som han så smagfuldt havde navngivet hende, i en samtale. Hver aften kom hun på cafeen og bestilte sin kaffe for bare at sidde og drikke den i sin egen lille verden. Han havde faktisk lidt ondt af hende, men måske var det bare fordi, han så så meget af sit eget liv i den måde hendes tomme blik gled rundt på de forbipasserende new yorkere.  

Mellem to ahorntræer begyndte karruselpladsen i selskab med de to skikkelser at tone sig frem. Elliott stoppede midt på stien brat op. Han var lige ved at vende om. Og det gjorde han også. Drejede rundt og begav sig i samme retning, som han var kommet fra. Hvad helvede var der gået af ham? Dette her lignede ham slet ikke, han burde ikke være kommet, slet ikke være kommet.

“Hey!” lød en mands stemme bag ham. “Har jeg ikke set dig før?”

Elliott gjorde en synkebevægelse og så sig over skulderen. Det var selvfølgeligt ham med det hvide hår, som havde fået øje på ham.

Men Tørstig, kvinden, kom hans svar i forkøbet. “Han arbejder på kaffebaren,” sagde hun iført sin typisk tvære attitude.

“Selvfølgelig.” Han smilede. “Hvad hedder du?”

Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sine hænder. “Øh, Elliott. Jeg hedder Elliott.” Usikkert gik han en smule tættere på.

“Davs Elliott, dette er November, og mit navn er Tavii. Jeg går ud fra, at du er kommet for at tage med os?” Der var ingen vrede eller irritation i hans stemme, kun nysgerrighed der gjorde Elliott en smule bedre tilpas.

“Jeg håber godt nok ikke, du har tænkt dig at invitere ham med,” sagde November surt.

Elliott så uforstående på dem begge. “Med hvorhen?”

“Altså, helt præcist hvorhenne vi ender ved vi ikke, for der er en fejl i stjernekortet,” forklarede Tavii, “men der er næsten nioghalvfemsprocents sandsynlighed for at hun husker at sende os et sted hen hvor vi rent faktisk kan trække vejret, så det er jo altid noget. Derimod er der ingen garanti for hvilke farer vi vil risikere at møde, både animalsk og plantemæssigt. Kødædende planter med fire ben er særdeles væmmelige.” Han tog endnu et kort kig på sit ur og så derefter på Elliott igen. “Jeg er fra planeten Tamilak i en dimension et godt stykke fra denne, og hvis du vil kan du komme med os videre.”

Med et forvirret blik i øjnene så Elliott på November. “Tager han gas på mig?” spurgte han hende.

Hun trak på skuldrene. “Det håber jeg ikke.”

Tavii rakte sin ene håndflade frem mod ham.

“Husk, at det kun er hvis du vil,” sagde han alvorligt. “Vi tvinger dig på ingen måde, det er fuldt ud dit eget valg. Men hvis du tager med, skal du ikke regne med at kunne vende tilbage til Jorden inden for den nærmeste fremtid. Og du har præcist fem sekunder tilbage til at beslutte dig. Nej, fire.”

Elliott kunne intet sige. Hvad fanden fablede den fyr overhovedet om? Han kendte jo slet ikke de to, og hvordan i alverden kunne det, Tavii sagde, være sandt?

“Tre.”

Men… Hvem ville egentligt savne ham? Jo, hans familie ville græde når politiet opgav eftersøgningen. Men han havde ingen fremtid. Sad fast i et dødssygt liv, kørte i tomgang som en hamster i et lille, latterligt hjul. Og her foran ham stod vejen ud.

“To.”

November lagde en anelse modvilligt hånden på den hvidhåredes skulder. Ikke desto mindre havde hun besluttet sig.

“En.”

Elliott greb fat.

Et øjeblik var alt hvidt. De to personer var sammen med Central Park blevet erstattet af … ingenting. Intethed.

Pludseligt rev et kraftigt vindstød ham væk fra Tavii og November og sendte ham flyvende opad. Eller nedad, han var ikke sikker. Han snurrede i hvert fald vildt rundt og kunne ikke finde noget at holde fast i. Og alt det hvide omkring ham blev splittet op i massevis af farver. Gul, limegrøn, rosa. Han faldt så hurtigt forbi, at han ikke nåede at opfatte dem alle. Orange, messing, mørkeblå.

Over sig fik han øje på November og Tavii. Kvinden havde næsten fået styr på sin spinnende krop, og den hvidhårede havde ingen problemer.

“Er det sådan her hver gang?” råbte November for at overdøve den stormende larm for ørerne.

Tavii grinede. “Bare rolig, turen er helt glat og gnidningsfri. Ovre før du tror.”

Ordene havde knapt forladt hans mund før de “ramte” noget. Et bump, der fik Elliott til at begynde at snurre rundt igen. Koboltblå, lilla, rust. Han følte sig søsyg.

De så begge på Tavii.

Han smilede til dem begge. “Bare rolig, folkens. Det var ingenting.”

Men Elliott kunne ikke undgå at se den svage rynken på Taviis pande.

Ingenting, mindede han sig selv om, og prøvede at trække vejret dybt for at undgå at kaste op. Formentligt ingenting.

Og af én eller anden grund stolede han på rumvæsnet. 

 

 

Næste gang: Af SmittenKitten

Elliott, November og Tavii ender et sted, der efter sigende ser helt almindeligt ud. En fejl i tidsstrømmen har dog resulteret i noget af en forveksling, som de tre bliver nødt til at rette op på - hvilket dog viser sig at blive sværere end man skulle tro.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...