Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1376Visninger
AA

2. Stjernekortets Passagerer (1)

Skrevet af Lumen

 

 

Janie Hunter havde fem fingre på hver hånd. Hun havde to øjne og en næse og en mund. Udseendemæssigt lignede kvinden et meget almindeligt menneske. Intet uordinært ved det kortklippede, mørkebrune hår. Og den unge mand, der betragtede hende gennem kaffebarens glasfacade, lignede hende på samme måde. Fingre, ansigt, velskabte lemmer.

Sagen var bare, at Janie Hunter var menneske, og at den fremmede ikke var.

Klokken havde passeret sig de ni om aftenen, og fingrene lå nu lukkede om Janies daglige koffeinskud. Kaffen var hver aften en nødvendighed, som hun ikke kunne fortsætte uden. Hun sukkede. Chancen for et normalt liv havde passeret hende som et hurtigtog på Grand Central Station, og hun var ikke nået med. Hvad hun dog ikke ville have gjort for sådan en billet for nogle år siden. Men alt hun ønskede nu var at forsvinde. Bare sådan uden videre. Ingen ville savne hende.

Janie var midt i en tår da hun opdagede en fremmed, hvidhåret mand siddende lige foran sig. Hun havde næsten fået den brandvarme væske i den gale hals. 

“‘Aften, Miss,” sagde han og så høfligt på hende. Hans øjne havde en sær blåviolet farve. “Mit navn er Tavii,” fortsatte han, “og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at du ikke er glad.”

Kvinden stirrede bare på ham. “Du skal ikke prøve på at sælge mig noget, psycho. Og man kan ikke hedde Tavii. Fuck af og lad mig være i fred.”

Han flyttede sig ikke en centimeter. “Der hvor jeg kommer fra, kan man sagtens.”

“Og hvor kommer du så fra?”

Tavii pressede læberne sammen imens han formulerede sit svar.

“En anden dimension,” svarede han til sidst.

Et kort øjeblik var Janie stille.

“Jeg ringer til politiet.”

“Nejnejnejnej,” svarede Tavii, men kvindens hånd var allerede på vej ned i tasken efter pebersprayen. “Jeg lyver ikke!”

Hendes stemme var dæmpet da hun talte, for hun ønskede trods alt ikke at vække den halvsovende ekspedients interesse. Hun havde allerede lagt mærke til de små blikke oprydderen havde sendt i deres retning. “Fucking hold dig væk,” vrissede hun lavmælt.

Tavii førte hurtigt hånden ned i bukselommen og placerede derefter en genstand på bordet imellem de to. Den var sort og på størrelse med en lille æske til forlovelsesringe, men halvt så høj.

“Dette,” sagde han, “er mit stjernekort.”

“Dit hvad?”

Taviis blik var dybt og insisterende. “Mit stjernekort. Det er sådan, jeg rejser. Krydser tid, rum, dimensioner. Vil du se det?”

“Helst ikke,” svarede Janie.

Fyren overfor hende tog den æskeformede tingest i hænderne og begyndte at folde det ud. Som et stykke blødt plastik. Taviis fingre var rolige og øvede, han vidste præcist hvordan det skulle gøres – hvad end han havde gang i. Ved allersidste fold var tingen faktisk blevet overraskende stor, mindst femten centimeter på hvert led. Og måden Tavii så sig over skulderen inden han gik videre pirrede faktisk Janies nysgerrighed. Ikke meget, dog. Kun lidt. Hun var trods alt ikke selv skør.

Men så lukkede Tavii op for sit kort.

Janie kunne ved første øjekast ikke se, hvad billedet skulle forestille. Det lignede glitrende sæbebobler, der dovent svævede rundt blandt hinanden. Og der var mange. Tusinder. Hun kunne ikke se enden på sværmen. Hver sæbeboble skinnede af bittesmå lysende prikker, der alle dannede hundredevis af små og store spiralformede formationer. Det var et smukt noget, det måtte hun erkende. Skønheden var nærmest dragende. Hun ønskede ikke at se væk.

Tavii var den første til at bryde stilheden. “Det, du ser på, er en projektion af alle optegnede dimensioner.” Hans stemme var dæmpet, som om han var ved at fortælle hende en hemmelighed. “Jeg er ikke fra din verden. Jeg kommer fra Tamilak her i Aizaule-galaksen.”

Hans fingre bevægede sig blødt ind over billedet og skubbede nogle sæbebobler til side. Da han havde fundet den rigtige, blev billedet af bobler erstattet med tekst på et sprog af tegn, Janie ikke forstod.

“Her står der hvad man ved om min planet. Stjernekortet indeholder sådan en beskrivelse af alle – visse mere fyldestgørende end andre. Skal jeg finde din?” Han åbnede op for en ny sæbebobles beskrivelse. “Planeten Jorden. Huseret af menneskeracenordet fredelig i parentes.” Hurtigt så han på sit armbåndsur og begyndte til Janies skuffelse at folde kortet sammen igen. “Jeg rejser om fire timer. Mød mig ved karrusellen i jeres store, rektangulære park hvis du vil med mig. Jeg lover dig, at hvis blot du tager med, vil du glemme din tristhed.”

Hun så tilbage på ham med et stift blik. “Jeg skal ikke mødes med dig klokken et om natten i Central.”

Tavii rejste sig op. “Det har jeg faktisk en stærk fornemmelse om, at du vil.” Han smilede, men det blev ikke gengældt.

Og med de ord snurrede han rundt på hælen og begyndte at gå mod døren.

“Fik jeg egentligt dit navn?” spurgte han hende over skulderen.

Janie betragtede ham et kort øjeblik.

“November.”

Der var gået flere minutter før hun lagde mærke til, at hun stadig så mod døren. Hun anede ikke, hvad fuck der lige var sket. Rumvæsner fandtes ikke, kun som underholdning på tv og i bøger. Men… Noget sagde hende, at han talte sandt. Om hun turde lytte til denne stemme, vidste hun bare ikke.

Det var oprydderen, som bragte hende ud af sine tanker.

“Øh, m-må jeg tage din kop?” fremstammede han og pegede på Janies nu tomme krus. Hans krop var lang og ranglet, hvilket blot gjorde ham endnu mere akavet end i forvejen. Han måtte være i begyndelsen af de tyve.

Janie ignorerede hans blå øjne. “Klart nok.” Hun vidste, at han havde holdt øje med hende og Tavii, og han havde sikkert også hørt en del. Han måtte være ved at sprænge af nysgerrighed. Fyren kom sikkert for at spørge ind til den mystiske mand, men hun gad ikke tale om det. Slet ikke med endnu fremmed. Sådanne folk havde hun allerede fået nok af for en aften.

Men til hendes overraskelse blev oprydderen ikke hængende. Tog hendes kop og gik med et lille nik.

Interessant. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...