Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1357Visninger
AA

10. Middag hos de kongelige (2)

Der var stille på slottet. Enkelte vagter der gik hist og pist på det danske slot. De var dog ikke de eneste der gik på slottet.

November havde sneget sig ud af den rædsomme kjole, og gået hen i natkjole, som virkede langt mere komfortabelt end den store cupcake. Drengene var for længst smuttet til køjs, men hun nægtede at sove nu. Et slot havde hemmeligheder, og det var sjældent du så de mest majestætiske borge i New York.

Selv November havde aldrig rejst ud fra New York, udover på Stjernekortet med Tavii og Elliott.

Hun listede som en mus på trapper. Hvert enkelt skridt gav et lavt ekko i korridorerne, og hun skar en grimmasse hver gang det gav et ekstra højt ekko.

Pludselig snublede hun. Et gisp forlod hendes læber, da hendes kind gjorde kontakt med det hårde gulv. Hun bandede lavmælt, og kunne mærke at hun blødte i munden.

Hun holdte en hånd for sin mund, og gav sig til at løbe mere. Hun måtte finde et toilet, og se hvor slemt skaden var. Hun kunne mærke en dunken i sin underlæbe, og hun måtte bide tænderne sammen for ikke at bryde sammen på stedet. Modsat hvis hun bed tænderne sammen blev smerterne større, og hun måtte derfor holde mere på gråden.

Hun følte sig frem ved dørene.

”Urgh, jeg har det ikke godt…” mumlede hun for sig selv. Hun fandt en dør, og åbnede den forsigtigt, hvorefter hun faldt sammen ved døren, der åbnede. Hun så ind i nogle glødende røde øjne.

 

***

 

”Elliott!” hviskede Tavii.

”Gå væk..” hvæsede Elliott, da han mærkede Taviis ånde i hans ansigt.

Men Elliott kunne ikke undgå at se den svage rynke på Taviis pande ud af øjenkrogen.

”Hvad er der?” stønnede Elliott, og rejste sig op i den ukomfortable seng.

”November er væk!” hidsede han, og ruskede en anelse i Elliott.

”Hva?”

”Væk!” hylede han.

Elliott rejste sig op fra sengen, og trak i en T-shirt, og nogle bukser. Tavii derimod stod allerede fuld påklædt.

”Hvorfor er det så slemt, altså hun er væk? Hun går vel en tur eller..”

”Nej! Der er en dæmon på slottet!” hidsede Tavii.

Han tog et stramt greb i Elliotts arm, og hev ham ud i korridorerne på fjerde sal.

Tavii kunne mærke panikken stige op i ham. En dæmon, han burde have fortalt dem det tidligere, for så ville de ikke snuse rundt. Hun ville ikke snuse rundt.

”Vi må finde hende, vi må finde hende hurtigt!” brummede Tavii, og satte i langsom løb.

Slottet virkede tomt, næsten for tomt. Et suk undslap hans læber. Hvor kunne hun dog være?

 

November vågnede.

Det var fuldstændig mørkt – ellers var hendes øjne var lukkede, hun var ikke helt sikker. Hendes arme. De kunne ikke bevæge sig. De var som frosset fast, og alt omkring hende føltes dunkelt, selvom hun ikke kunne se noget.

Rystet var ordet til at beskrive November i det øjeblik. I tvivl om hvad hun skulle sige, eller hvad hun skulle gøre. Kunne hun sige noget? Et rystet gisp undslap hendes læber da hun kunne mærket noget varmt køre ned mod sin læbe. Var det… blod?

November vred sig utilpas til mode. Smagen var varmt og surlig, og hang nærmest fast i hende.

”Ew,” mumlede hun for sig selv.

Hun vred sine hænder i iver, ved at få dem ud fra de nu end var fanget i. Det føltes som et stykke tyl, og der skulle egentlig ikke en del til før hendes hænder var fri. Hun kunne mærke nogle sår forme sig på hendes håndled, og gjorde et forsøg på at fjerne hvad der nu end var foran øjnene på hende.

”Hallo?” spurgte hun forsigtigt.

Hun havde fået sig selv fri, og fjernede hvad hun end havde for øjnene.

”Du er vågen,” grinte en stemme hæst. November snurrede på hælen, da hun havde fået sig op og stå.

Et gisp forlod hendes læber. Der stod Christian foran hende. Røde øjne, bleg hud, og lignede mest af alt en vampyr. Sagen var bare, at hun vidste med sig selv at det ikke var en vampyr.

Hun sank en klump.

”Ih guder,” gispede hun, og bakkede bagud.

Hendes ryg blev mødt af en kold stenmur, som næsten gjorde at hun følte sig nøgen, med det tynde stof omkring hende, også kaldet en natkjole.

”Halløj,” kvækkede den danske konge, og stod skævt op af væggen i lyset af et stearinlys, som ellers var det eneste lys.

November stod som forstenet, og følte sig ved muren. Hun var ikke sikker på hvad hun følte efter, men bare efter noget. En vampyr-lignende ting? Virkelig? Altid hende, var det ikke?

Pludselig lød der en svag råben. November spidsede ørene, og det samme gjorde kongen, der havde mistet det smørrede smil der var placeret på hans blege læber.

”November!” lød det, og hun kunne endelig kapere at der var en der råbte hendes navn. Hvis hun ikke tog meget fejl, lød det ganske vist som Taviis stemme.

”Herinde!” skreg hun af sine lungers fulde kræft.

Christian susede gennem rummet, og stak en hånd over hendes mund. November prøvede at kæmpe sig fri, men han var simpelthen for stærk. Et hæst hyl kom forbi Christians hænder fra hendes mund af, og døren, som hun egentlig ikke havde set før, blev banket brutalt på.

”November!”

Panikken slog til i hende, og hun gjorde det mest fornuftige hun kunne finde på: træde ham over tæerne. Hun trådte hårdt, og gned sin hæl ned i de tynde sko han havde på, og Christian gav et mindre hyl fra sig, og gav derfor slip på November i et kort øjeblik.

Lige nok til at hun kunne løbe fra ham.

Hun kastede sig mod døren, og bankede ivrigt på døren.

”Hjælp!” råbte hun, eftersom hun ikke rigtigt kunne skrige længere. Hun hylede, og kunne mærke tårerne glide ned af hendes kinder, da en arm tog fat i hende.

Hun blev kastet væk fra døren, og landede på jorden med et ordentligt bump.

Døren blev smækket op af Christian, og han kiggede faretruende på lille Elliott og Tavii. Ret små i forhold til den bidske mand, selvom de begge to var nogle giganter set i bakspejlet.

Sagen var bare, at jo større de var, desto hurtigere faldt de.

Elliott og Tavii skubbede hårdt til Christian, og han landede på samme måde som November havde gjort. De stormede forbi ham, og samlede November op fra jorden.

”Hænder!” brølede Tavii.

Alle sammen greb nervøst ud efter hinandens hænder, og pludselig; blev rummet erstattet af hvidt løs, der langsomt blev erstattet af alt mulig andet.

 

Næste gang: De tre venner lander et sted uden den mindste form for lys - og i mørket gemmer sig noget, ingen af dem nogensinde har oplevet før. Happy Halloween den 15. oktober!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...