Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1381Visninger
AA

9. Middag hos de kongelige (1)

Skrevet af A.E.K.

 

 

”Mange tak for den lækre mad,” sagde Elliott med en vis høflighed, som sjældent var blevet hørt af Tavii og November.

Kunne man bebrejde fyren? I alle sine år, havde han tilbragt i New Yorks travle gader, upålidelige folk. Han havde bestemt aldrig overvejet at tilbringe en middag i 1700-tallet med kongen og dronningen af Danmark.

Caroline Mathilde af Storbritannien, kiggede spøjst på Elliott. Hun var ikke vant til at folk kommenterede maden, hun havde ikke selv lavet den, så selvfølgelig kunne hun ikke være mere ligeglad.

Den unge dronning sendte kongen et underligt blik, men det blev blot ignoreret til fordel for de lækre kyllingelår der var sat stabelvis på sølvfad. 

”Godt at du er glad for maden, men kan vi ikke få noget mere?” brokkede Christian den syvende, sig en anelse.

Han rømmede sig en anelse, hvorefter han hviskede i øret til manden på sin højre hånd. Manden svarede lavt tilbage.

Det var åbenbart noget sjovt for det fik Christian til at bryde sammen af latter.

November kunne selv mærke blikkene på sig. Hun var ikke sikker hvad det var. Stjernekortet havde ikke gjort noget ved hendes korte hår, og hun lignede et blæk klat på en hvid dug i sammenligning til de andre. Hendes kjole var ganske yndig, men I guder hvor den kløede.

Tavii skulede let til Elliott, der så utrolig ukomfortabel på grund af selskabet.

Han havde hørt om Christian d. 7., en mand med en sindssygdom som nærmest gjorde ham sindssyg. Han havde hørt om hans uendelige krige, og han vidste også hvem manden ved siden af ham var. Livlægen. Hans blik flakkede konstant mellem livlægen, Struense og Caroline Mathilde der i ny og næ kastede et blik på hinanden.

Lige fra da de trådte ind i tidsperioden, stedet, og selskabet havde han været skeptisk, for han vidste ikke hvor langt det var i tiden med hensyn til oprøret mod Struense, og arresten af Caroline Mathilde. Han havde faktisk ret ondt af kvinden, der blot ønskede at elske en der elskede hende tilbage var grunden til at blive smidt i fængsel.

”Er det din hustru?”

Elliott kiggede varsomt op, for at se om spørgsmålet var rettet mod ham.

Det var det ikke.

Han kunne se Tavii rømme sig ubehageligt tilpas i stolen. Hans hvide hår var der stadigvæk, og der var ingen der havde kommenteret det endnu. Elliott syntes personligt at han lignede en der kunne været kommet fra denne tidsperiode.

Christian kiggede udfordrende på ham. Det var ham der havde der havde stillet spørgsmålet, og kongen så ud til at have glemt alt om sin mad.

”Ja, det er det,” svarede Tavii varsomt.

Han vidste hvad de sagde om ugifte kvinder, især en der rejser rundt med to mænd. Smidt ud af familien, horer rundt, alt. Det ville være synd og skam hvis November skulle mobbes gennem hele sin tur i det danske kongerige i 1700 tallet.  

November lignede en der lige var blevet slået i ansigtet. Hun var bestemt ikke gået med til et ’forhold’, og bestemt ikke et ’ægteskab’, i en anden tidsperiode.

”Er du sikker? Hun ligner ellers en luder,” kvidrede Christian, og lænede sig standhaftigt tilbage i stolen.

November kunne mærke sit ansigt gløde op til en rød farve.  Det var i hvert fald et ydmygende.

”Nej, det er jeg ikke,” svarede hun koldt.

Elliott kiggede utilpas på Christian, der ikke lignede en der havde tanker om at sætte grænsen der.

”Hvad er du så? Fattig bonde? Tyv?”

Av. Den gjorde ondt. November rømmede sig i stolen, og bed sig i underlæben. Af en idiot at være, kunne han ramme nogle bløde punkter.

”Undskyld mig, men hvad hendes motiv til at gifte sig med en er, rager ikke dig,” brummede Elliott, med en hæs undertone.

Han havde efterhånden været ude for en del ting, og en af dem var ikke at skulle diskutere med en sindssyg konge.

Christian slog en latter op, og rejste sig fra bordet.

”Tak for mad,” kvækkede han, hvorefter han forlod bordet.

Struense rejste sig hastigt fra bordet, og fulgte efter kongen. En stilhed blev pålagt bordet, hvorefter den unge dronning rejste sig, og forlod bordet i den modsatte retning.

”Hvad skal vi overhovedet her, Tavii?” sukkede November, og lænede sig tilbage i stolen, som på ingen måde var acceptabelt i denne tidsperiode, men ingen lod til at bekymre sig.

”Snakker vi om senere,” sagde han kort.

Blikket var frossent på hans ansigt, og hans øjne var fæstet til bordet.

 

 

Læs afslutningen på dette afsnit i næste kapitel!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...