Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1383Visninger
AA

20. Kan du høre mig? (1)

Skrevet af Smitten Kitten

 

Der var lyst. Et gulligt lys blændede dem inden de mærkede deres fødder synke ned i en sugende klamrende masse. Der lugtede stærkt af rådne blomster og røg. Den skarpe luft kradsede i deres næser og belastede deres lunger. Larmen var overdøvende. Et rungende rustent brøl, der rev i dem fra alle sider. Tavii skreg. Han kunne ikke høre sig selv og viftede med armene. Det var en bølge af indtryk der slog mod dem, inden de svagt kunne skimte utydelige silhuetter, hvis slørede kanter dansede i lyset.

Der lød en svag bippen fra Tavii og han så på urdisplayet der var snoet omkring hans arm og løftede hovedet og så direkte op i det blændende intet. Han kunne ikke se tallene, men havde han kunne ville han vide at de var tæt på. Dem der havde ødelagt hans planet. Det var lys fra deres skib der blændede dem og larm fra deres motorer der gjorde dem døve. Lyset var så gennemtrængende at han ikke kunne skimte rumskibet, der udsendte det.

Han nåede aldrig at se de andre som mere end svage skyggebilleder der svævede i lyset, inden stjernekortet aktiverede sig selv og sendte dem væk fra larmen, lugten, fornemmelsen og lyset.

 

De landede med et bump, Tavii og Elliott. Det hele var sket så hurtigt at de faldt bagover, da de igen fik fast grund under fødderne.

“Hvad var det?” Elliotts stemme var høj af forvirring.

“Hvor er November” Tavii drejede hovedet, men lige meget hvor han så hen var der kun Elliott og ham selv. Den lette følelse i hovedet tog til og han kunne mærke svimmelheden rutsche ind over sig og forsvinde lige så hurtigt igen.

“Hun var her da lige før.” De to mænd kom op og stå og snurrede rundt om sig selv, for at finde Novembers gemmested.

De var på en flad græsmark. Ingen huse, træer eller dyr var at se. Det grønne landskab strakte sig så langt de kunne se under en blåviolet himmel.

“Hvad skete der lige før?” Elliott kæmpede for at få spørgsmålet forbi den klump der voksede i halsen på ham. Følelsen af at blive revet itu af støjen var ikke langt fra ham og en svag ringen i øret var fulgt med ham gennem tid og sted.

“Måske kom hun ikke med? Blimey! Tænk hvis hun endte på rumskibet, hvor ville det være naff!” Tavii snurrede på ny om sig selv og Elliott gad ikke engang forsøge at finde ud af hvad ‘naff’ betød. De stod i en dårlig situation, hvor der ikke var så meget andet at gøre end...

“Vi må lede efter hende. Måske har stjernekortet smidt hende lidt væk?” Han håbede på at hun var endt i nogle buske, eller et træ lidt væk fra dem. Det var da heller ikke for smart at rejse med noget de vidste ikke fungerede som det skulle.

 

“Men hvad skete der?” De var gået i en tilfældig retning. Der var ingen grund til at diskutere hvor de skulle lede først, når alle steder var lige gode.

“Vi kom frem... Og der var al den larm og lys og jorden var mærkelig og der lugtede grimt... Og mærkeligt.” Det hele var faktisk bare mærkeligt.

Tavii så tynget ud da han svarede.

“Jeg tror at stjernekortet kiksede fordi den sendte os videre så tæt på hinanden. Noget må være gået galt der... Måske var der en der gav slip?” filosoferede Tavii, som for at tænke på noget andet. Havde han holdt fast i November? Havde hun holdt fast i Elliott? Han kunne ikke huske det. Det hele var gået så hurtigt.

Elliott stak hænderne i lommerne på bukserne og blev først nu opmærksom på hvad de havde på. Deres tøj var farvestrålende. Hans vest var rød og Taviis skjorte var blå, Hans lange bukser var grønne og Taviis knælange shorts var lilla. Ud over det havde Tavii orange seler på og det lignede at de begge havde klædt sig på i mørke, når det kom til farvevalg.

Landskabet lå fladt omkring dem som de gik. Græsset var mørkegrønt uden blomster og himlen havde en blåviolet nuance med skyer der fik et gulligt genskin fra de to sole. I det fjerne dukkede veje op, veje der ledte til en by og da det ene sted stadig var lige så godt som det andet, valgte de at følge dem til byen. Om det var et udslag af håb eller frygt ville Elliott aldrig kunne sige; men han havde en følelse af de var på rette vej: November måtte være i byen. Der var ikke andre muligheder på denne flade planet. Han kunne forestille sig hvordan hun måbende havde krydset bygrænsen ind til den larmende og overfyldte by.På en måde mindede den om hjem. Arkitekturen var anderledes, men den måde alting bevægede sig på var den samme. Aflange rækker af væsner gik efter hinanden, på hver deres side af vogne og biler, for at undgå at støde ind i hinanden. Gamle vogne trukket af særprægede dyr han aldrig havde set før, noget der måtte være biler og moderne små rumskibe tøffede langsomt afsted mellem de gående og bygningerne. Der var larm og der lugtede sødt, men det var næsten som at være hjemme.

Elliott blev ved med at kigge frem for sig, som om han hvert øjeblik forventede at få øje på Novembers nakke i den summende mængde.

“Og du står lige derhenne. Henne hvor vejen drejer i et skarpt sving og de to hoveddøre er bygget så tæt på hinanden at de vil støde samme, hvis de begge bliver åbnet samtidig.” hviskede han lavt ud mellem de lukkede læber og koncentrerede sig om at gøre sit blik til en kommanderende stirren, der ville fremtrylle November mellem de to døre. Han kunne ikke spotte November.

“Og du kigger dig forvirret omkring og har ikke lyst til at vente på os. Samtidig kan du huske formaningerne fra børnehaven, hvor du altid har fået at vide at du skal blive på samme sted til du bliver fundet igen.Så du står og forsøger at undgå at blive puffet til af de store rumvæsner og undgå at træde på de små. Du er fascineret af hvor forskellige de er og undrer dig over hvordan nogle der er flere hoveder højere end dig kan undgå at træde på dem der dårlig nok går dig til hofterne. Deres farvestrålende tøj og at du selv er klædt ud som en regnbue...”

“Blimey! Hvem snakker du til?” Tavii rev Elliott ud af sine tanker og stirrede måbende på ham mens de rundede det tomme hjørne.

“Jeg tænkte vist bare højt...” mumlede Elliott og kunne mærke varmen stige op i kinderne.

De gik rundt på må og få i byen der kun blev større for hvert gadehjørne de rundede. De så ikke på hinanden, for synet ville kun minde dem om at de manglede en. Et tavst spøgelse, fornemmelsen af Novembers tilstedeværelse, fulgte dem.

“Jeg tror vi skal den vej?” Vejen delte sig i tre, den ene vej lignende den anden og de havde mistet enhver fornemmelse af hvor de var. Tavii fulgte lettet med Elliott. For ham var det som om de var fanget i en trædemølle. De kom kun længere og længere ind i byen.

“Du er også faret vild ligesom os...” Tavii så undrende på Elliott der igen var begyndt at snakke. Han forstod det ikke, men lod ham fortsætte. Det var på en måde beroligende at han kunne høre en velkendt stemme i den fremmede støj.

“Du er blevet træt af at vente på os, så du er selv begyndt at gå. Du kan mærke hvordan følelser du havde gemt væk for længe siden rører på sig Frygt, ængstelse, forventning... Farlige følelser som du tror gør dig svag. Måske er du ved at forstå at det ikke skader at være et helt menneske. Du vælger at ignorere dem, for det er hvad du kender til og i stedet for kigger du nysgerrigt omkring. Du vælger at tro på at vi nok skal finde hinanden, at vi på en eller anden måde har lagt en plan for hvordan vi gør ,hvis vi skulle blive skilt som nu. Og som du går vokser din eventyrlyst. Du kan mærke hvordan angsten bliver erstattet af lyst til at se dig omkring. Alt er fremmed for dig og de mange sanseindtryk pirrer. Det er umuligt for dig at holde dig i ro og før du ved af det står du ikke længere, hvor det var meningen du skulle stå.

De mange farver fra bygningerne driver dig fremad og du glemmer at du er sulten og tørstig.”

 

Faktisk var han selv lidt sulten... Han skævede til Tavii. Hans fødder var ømme og han var træt. Det var stadig lyst. De to sole havde ikke flyttet sig fra deres placering på himlen og Elliott rynkede panden velvidende om at planeternes placeringer ikke behøvede være det samme som på jorden. Men en hvis bevægelighed omkring hinanden burde der være.

“Skal vi se om vi kan få fat i en taxi eller hvad det hedder her?” Han så på Tavii og de stak begge hænderne i lommerne og rodede rundt. De var helt tomme undtagen Taviis brystlomme.

Det han tog op var en lille aflang æske, et par centimeter tyk. De stod begge og stirrede mystificeret på den, mens Tavii vendte og drejede den i hånden.

“Ehh?...” Den var mørkeblå, næsten sort med et hul i den ene ende og en scanner i den anden. Tavii lukkede det ene øje, da han kiggede ind i hullet. Det var langt nok til at man kunne stikke det yderste af fingeren ind og det var hvad han gjorde. Der kom en summen fra den lille klods og et lavt klik inden scanneren lyst formålsløst i den anden ende.

“Den skal nok sættes til en dør eller sådan.” vrængede Tavii og stak den tilbage i lommen.

“Hvad tror du November laver nu? Jeg håber hun er i nærheden. Det er også min fejl for ikke at tænke på at kortet slet ikke ville kunne klare tre rejsende.” Tavii lød selvbebrejdende og Elliott sank en klump. Tænk hvis hun slet ikke var her. Hun kunne være endt på en hel anden planet!


 

November havde en knaldende hovedpine fra faldet. Fortumlet over den ekstra rejse havde hun stødt hovedet ind i et lavthængende jernrør, så det havde runget ned af den tomme gang. Hun var spærret inde i en gang. Hun var nået frem til at den måtte være under jorden, for gangen var forseglet med jern hele vejen rundt og oplyst af kunstige lamper. Så enten måtte hun være under jorden eller langt over den. Den var ikke særlig bred, eller høj. Den var bygget til at man kunne være der og ikke en centimeter mere. Hun havde gået længe. Der var kun en retning for hende, medmindre hun vendte om. Hun var færdig med at kalde på de andre, for ekkoet blev kastet frem og tilbage og forøgede kun hendes hovedpine. Ingen svarede på det.


 

“Har du lagt mærke til skyggerne?” Elliott så spørgende på Tavii der rystede på hovedet som svar.

“Det virker bare som om tiden slet ikke er gået.” De missede begge med øjnene da de så op.

“Betyder det noget? Burde vi ikke finde November først?” Stress og nervøsitet fik Taviis ord til at lyde hårdere end ønsket og de fortsatte i stilhed. For alle andre var det en normal dag, som alle andre. Ingen tog sig af de to nye gæster

“Tror du at hun måske er taget tilbage til ham der vampyren?” Elliott turde dårlig nok afslutte sætningen. November havde været træt at rejserne og de var ikke ligefrem blevet mindre rodede siden da.

“Selvfølgelig er hun ikke det! Hun sidder sikkert et eller andet sted og venter på os, mens hun drikker kaffe eller te eller øl eller....” Tavii slog ud med armen og skiftede taktik. I stedet for at gå tilfældigt rundt, gik han og prikkede alle på skulderen. Alle der var inde på rækkevidde fik et prik og et spørgsmål om de havde set en ung kvinde med kort mørkt hår. Han zigzaggede med fornyet energi mellem de mange folk, mens Elliott stak hænderne i lommerne og kort skævede mod solen.

 

“I starten undrede du dig måske om hvor vi var og du vidste ikke om du skulle være glad eller ked af at slippe for os og vores indbyrdes jokes, som du ikke synes er sjove.... Og de er nok heller ikke specielt sjove, nu hvor jeg tænker mig om. Det kan være at du går og godter dig over en fridag fra os, velvidende om at vi nok skal finde hinanden. Om nogle timer finder vi det højeste tårn og står og råber ud over hel byen. Og udsigten er helt fantastisk og de to sole vil lyse op fra tage og vinduer og det fremmede land ligger strakt ud foran dig med alle sine farver og mysterier. Du får en trang til at løbe ned på ny og kaste dig ud i dit helt eget eventyr væk fra byen. For byer kender du godt. Du vil opdage nye lande, nye blomster og nye dyr. Og selvom nogen allerede har navngivet dem, vil du navngive dem alle på ny. For hvem skulle kunne fortælle dig at det er forkert? Ikke Tavii eller jeg, for vi vil stadig rende rundt herinde i byen og lede efter dig. Vi tager ikke videre uden....

Tavii, hvad ville der ske hvis vi tog af sted? Ville November så følge med, siden hendes navn står på kortet?” Elliott så på Tavii. Det ville da ikke være en dum måde at finde November på. Også selvom han gerne ville være her længere. Tavii kløede sig i hovedet.

“Har du virkelig lyst til at gøre forsøget?” Han vrængede kort og Elliott droppede ideen. Det var ‘back to basic’ hvis de skulle finde hinanden.


 

November var stadig fanget i den lange gang. Den gav hende ingen valg. Nu og da drejede den, men den delte sig aldrig op i flere gange. Hun var både glad for at den ikke tvang hende til at beslutte om hun ville dreje til højr eller ventre og samtidig bekymret om det samme. Hvilket befærdet hul gav ikke muligheden for flere udgange? Måske var det slet ikke meningen at man skulle være her?

Hun savnede solen og de andre. Hvor var de andre også blevet af? Hun råbte igen og ekkoet var det eneste svar hun fik.



Finder de nogensinde hinanden? Hvor er November? Læs videre NU!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...