Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1375Visninger
AA

21. Kan du høre (2)

“Hvor stor tror du byen er?” Tavii stoppede op. Hans fødder var ved at falde af og det føltes som om han havde gået i et helt år.

“Den så da ikke så stor ud igen.” gættede Elliott. Han var mere interesseret i hvor længe de havde gået. Hele hans krop føltes stiv og benene var tunge at løfte. Men solene havde ikke rykket sig og byen kørte i samme tempo som den hel tiden havde kørt i. På intet tidspunkt så den ud til at tage en pause.

“Når vi har fundet hinanden må vi altså købe en GPS, så vi altid kan finde hinanden.” Det kunne ikke være rigtigt at de var avancerede nok til at rejse i tid og rum, men ikke kunne have en lille dingenot der gjorde det nemmere for dem i sådan situationer. Det var ikke utænkeligt at de ville komme væk fra hinanden igen.

Elliott sukkede stille. Han var ved at blive træt. Faktisk havde han været fysisk træt længe, men nu var hans mentale jeg ved at følge med. Han kunne godt bruge en lur. Han kiggede igen på solene i håb om at de kunne give ham et svar, men som forventede stod de statisk på himlen.

“Det her dur ikke.” Han mumlede til sig selv og for første gang vovede han at prikke en anden på skulderen.

“Undskyld, men kunne du sige hvad klokken er?” Han følte sig pinlig berørt over at skulle kontakte en fremmed og endda spørge om hjælp.

Den fremmede smilede så han kunne se de skarpe tænder. Synet ville have skræmt ham hvis ikke det var fordi de lilla øjne så venligt på ham.

“Det er da midt på dagen.” Han kunne høre en svag latter i svaret.

“Hvornår midt på dagen?”

“Midt på dagen... Det er altid midt på dagen.”

De stod og tyggede lidt på informationen.

“Så det bliver aldrig nat?”

Rumvæsnet rystede på hovedet.

“Er I nye her?”

Tavii rynkede panden.

“Hvad mener du med det?”

Den fremmede smilede igen.

“Fordi I spørg om sådan noget. Havde I været her længere ville I vide den slags.”

“Hvor stor er byen så? For det føles som om vi har gået en hel dag...”

“Det har I måske også... Solene forvirrer kroppen, så den ikke opdager at den mangler hvile eller energi. Byen har ingen ende. Der er derfor den er så fuld af liv. Folk kommer ind, men ingen kan finde ud. Det er som om den sender en rundt i cirkler hvis man leder efter vejen ud.”

Tavii gjorde store øjne.

“Det kan ikke passe.... Hvis det passede ville folk være gået i panik.”

“Hvorfor nu det? Man kan leve et godt liv her. Lyst døgnet rundt, fred og ro, et drivende marked. I vil se at her er udmærket.”

“Det forklarer solene. Og hvorfor jeg er så træt! Mand, vi må have gået en hel dag eller mere. Jeg er skrupsulten og tørstig.” Elliott kunne mærke hvordan det hele kom væltende ind over ham, nu hvor han var opmærksom på det puds tiden havde spillet ham.

“Jeg orker næsten ikke at gå mere.” sukkede han.

“Hun kan være hvor som helst?” Elliott kunne høre han stemme blive grødet ved erkendelsen. Den slog ham hårdt. Det var håbløst.

“Vi bliver nød til at lede videre... Se det fra den lyse side. Der er ingen monstre.” Tavii smilede så oprigtigt som han kunne og forsøgte at grine motiverende.

“Men vi kan ikke komme ud!”

“Vi har stjernekortet... Og den her.” Tavii trak nøgleklodsen ud. Noget måtte den kunne bruges til.

“Uhm.. Hvorfor fortæller du ikke hvad hun laver?” Det burde kunne distrahere Elliott fra udmattelsen.

“Hun leder efter os!” Elliott kunne mærke en irritation løbe langs sig. Ham der ellers altid var så positiv. Nu var han bare træt, bekymret, ville finde November og ja, faktisk ville han gerne tilbage til New York og sin seng og muligheden for at forlade byen når han ønskede det.

“Kom nu... Du går og du mærker ikke du er træt...?” begyndte Tavii og fiskede efter en fortsættelse. Elliott sukkede og fortsatte med at gå. En tung fod foran den anden tunge fod. Et klodset skridt efter det andet.

“Du går... Og” Og hvad? Hans hjerne var ved at sætte ud.

“Og du går og griner over det tøj du har på. Du ligner en farvelade. En regnbue der har kastet op over en malebog. Du er smart, så du har fundet noget at spise og drikke. Du ved hvordan man passer på sig selv. Du er ikke som os to der går og mangler alt. Hvis du så os ville du sikkert grine af os og ryste på hovedet. Overbevist om at du skulle til at tage dig af os. Du er ikke træt af at være her. Du har gået og hygget dig i forårsvejret. Siddet ved vejen og betragtet scenariet foran dig, mens solene har varmet din hud.”

Han kunne mærke sit humør stige.

“Du rejser dig fra den hårde stol. Du kan mærke du har siddet for længe. Stederne her bruger de samme beskidte kneb som hjemme i New York. Stolene er designet så dårligt at man ikke ønsker sidder der længere end det tager at drikke deres dyre kaffe og spise deres pastaretter. Du strækker dig dovent og kan ikke helt forstå hvorfor du er ved at være træt, når det stadig er lyst. Du tror du er smart, men du har endnu ikke opdaget det med solene. Du går ud fra at de bevæger sig over himlen og tiden går, ligesom den gør alle andre steder. Og hvorfor skulle du ikke også det? Alle omkring dig har tilpasset sig et liv uden nat. Måske går de ind i deres huse og sover mens solen skinner, men markedet lukker aldrig ned omkring dig. Natten kommer aldrig og adfærden ændrer sig ikke. Alle kører på fuld tryk og du må hoppe til siden for ikke at kollidere med en travl... alien...?” Hvad pokker skulle han kalde dem. Det var dem der var rumvæsner. Faktisk måtte mange af dem her være rumvæsner. Når han så sig omkring, så han ikke en bestemt race der var i overtal. Det var lidt som da de havde været i Afrika. Der var en overflod af mangfoldighed. Han forventede næsten at se dinosauren komme luntende om hjørnet. Den havde faktisk ikke været så slem. Han fniste ved tanken om at den i sidste ende havde reddet ham.


 

Hun var klar til at give op. Det kunne ikke blive ved sådan her... Hun gik og gik, men kom ingen vegne. Det hele lignede sig selv. Der var tegn på forandring. Kun det samme rør. Det eneste der viste at hun kom nogle vegne var sammensvejsningerne og hun var begyndt at tælle dem, bare for at undgå at miste håbet. 75 gange var røret blevet forlænget. Hun havde opgivet at tælle hvor mange skridt et rør var. Men det var længere end 1000 skridt. Meget længere.


 

Tavii og Elliott måtte give op. Hvor meget de end ville finde November kunne de ikke mere. Deres kroppe fortalte dem at det var tid til en pause og søvn. Tavii kunne dårlig nok holde øjnene åbne. Hans syn var sløret af træthed og nogen, måske Elliott, havde fyldt hans hoved med vat. Han kunne se at Elliott havde det på samme måde. En lur og så kunne de fortsætte. De satte sig tungt i nogle stole der stod ude foran en butik. Måske kunne de få lov til at sove der? Halvt i søvne bestilte Elliott noget de kunne drikke. Uden at kunne smage hvad det var tømte de som to zombier glassene og slumrede hen.


 

Novembers fødder klang stadig mod rørets gulv. Det var det eneste der brød tavsheden. Det var både trøstende og til at blive idiot af. Så længe det klang regelmæssigt var det næsten hypnotiserende, den vedvarende melodi af fødder. Og ligesom hun faldt hen i rytmen snublede hun over sine egne ben, var klar til at ligge sig ned og blive liggende. Vente på at nogen fandt hende. At de to tåber kom til hende, så de kunne komme videre.

Hun så ikke lågen før hun var næsten under den. De ensformige omgivelser havde blændet hendes evne til at se detaljer, forandringer. Havde næsten lullet hende mentalt i søvn. Hun var lige ved at fortsætte, da en svag stemme i hendes indre skreg at hun skulle være opmærksom. Først forstod hun ikke hvad hun havde fundet og så gik det op for hende. Det kunne være en vej ud! Det måtte det være. Der var endda trin. Hun jublede, overvejede slet ikke hvordan hun kunne have overset dem i første omgang.

Med fornyet energi kastede hun sig over trinene og rakte mod lågen. Den flyttede sig ikke og hun slog på den med knyttet hånd. Nogle måtte kunne høre hende og hun råbte højt. Halvt ord og halvt lyde. Hun havde ikke tænkt sig at blive her et minut længere om hun så skulle bide sig igennem.

 

Over hende lå to personer og sov ind over et bord. Foran dem stod flere glad og et måltid der ikke var blevet spist. Tavii havde nægtet at spise sit og Elliott havde været for træt til at forfølge emnet. Nogle hule drøn lød under dem og var næsten som et ekko.

Taviis øjne fløj op. Bragene havde lydt som et angreb. Et genkendeligt angreb der forfulgte ham i drømme. Han så sig forvirret omkring. Han måtte konstatere at han var vågen. For ved siden af ham sov Elliott tungt. Samtidig blev lyden ved og havde fulgt ham ud af drømmen. Han ruskede i Elliott der mumlede og tørrede noget savl væk.

“.....Hvad...?...”

Elliott kravlede tilbage i siddende stilling. Først da han så Tavii sidde og stirre på vejen under dem blev han opmærksom på de bankende lyde. Han så hvordan Tavii kravlede under bordet og bankede på stenene. Der var ingen tegn på at der skulle være noget under dem, udover en vej og en plads til bordene.

November kunne høre der blev banket igen og besvarede ved at slå hårdere endnu. Hendes knyttede hånd gjorde ondt af salgene, men hun blev ved. Elliott kravlede ned til Tavii, uden at vide hvad det handlede om eller hvad de ledte efter. Fire hænder søgte over stenene efter et tegn, da der lød et lille bip og en scanner kom frem. Den læste Taviis hånd der havde aktiveret den.

“Klodsen!” Elliott var ved at banke hovedet op i bordet af begejstring. Tavii fumlede klodsen frem. Først lagde han den forkert. Da han fik den vendt om skete der noget. Klodsen blev registeret og en usynlig lem gled væk. De tre så overrasket på hinanden og brød ud i et lettet og samtidig udmattet grin over at have fundet hinanden på ny. De trak en bleg og udmattet November op og lemmen gled i under dem. Ingen spor var at se efter den.

“Er der nogen der skal spise den der?” November havde spottet maden inden hun havde fået sat sig og med mad i munden begyndte det lange arbejde med at uddele informationer. Det var mest Tavii og Elliott, mens November lyttede og et par gange brød ind med mad i munden.

“Og stjernekortet nu? Hvor dejligt her end er vil jeg ikke være fanget her for evigt.” Elliott så forventningsfuld på Tavii. De gjorde sig klar til at tage af sted. De ventede. De så på hinanden. De så på kortet. De rokkede uroligt i stolene.

“Kloakken! Eller hvad det er... Man kan ikke forlade byen... Røret er under byen.. Måske! Måske var det ikke en fejl at den sendte mig derned.... Måske vidste kortet at vi ikke kunne forlade byen...” November strålede. Så havde det ikke været helt forgæves, trods alt.

De kravlede igen under bordet, Tavii aktiverede lemmen og de kunne på ny se ned. Tavii kravlede først, så November. Elliott blev stående. Så greb han fat i den nærmeste der stirrede på dem.

“Hey. Hvis du ikke gider være her længere, er der her måske vejen ud. Sig det videre.” Tilfreds med sig selv kravlede han ned. Måske ville folk rent faktisk kunne forlade byen. Ingen ville da være fanget her resten af deres liv. De gik et stykke. De gik længe. Bare i håb om at de ville have nået udkanten og byen ikke ville kunne holde på dem. De aktiverede kortet på ny og mærkede med det samme den velkendte fornemmelse af at rejse videre.


 

Næste gang: Med et farvel til gamle movelister og et goddag til nye vil det næste indlæg ikke blive skrevet af  Sofie R. E. Ønsker du at deltage i eventyret er du mere end velkommen. Bare kontakt os :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...