Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1354Visninger
AA

5. Jeg kan se løver, tigre, dinosaurere, zeb... Dinosaurere?! (2)

Tavii stoppede med at smile og kiggede betuttet skiftende på de to mennesker og dinosauren, der fredeligt luntede omkring, som om den altid havde været der. Han kløede sig i baghovedet.

“Nååh.... Kan I huske det der ‘bump’? Jeg tror det der er vores bump.” vrængede han en anelse forlegent og pegede på øglen.

Novembers øjne blev om mulig endnu større.

“Du sagde det var intet.”

“Jah... Men ups. Åbenbart var det en.. Hvad kaldte i den..? Stikkersaurussss?”

“Fair... Et dinosaurbump, ja hvorfor ikke når der allerede er et rumvæsen.” Mumlede Elliott og fortsatte. “Og hvordan får vi den hjem?” Han kiggede spørgende på Tavii der måtte vide det.

“Det ved jeg ikke.” indrømmede Tavii. “Stjernekortet fungere som sagt ikke så godt. Jeg tror at uheldet skete fordi I to nu er med...”

“Så det er vores skyld? Er det det du siger?” snappede November hidsigt af ham. Hun havde ikke bestilt nogen dinosauer og ærlig talt burde Tavii have styr på sit kort og dens funktioner.

“Nej, det er ikke det jeg siger... Sådan direkte... Kun at I havde en indirekte årsag til den... Det. Hvad I nu kaldte dyret.”


 

De fulgte forsigtigt efter stegosaurussen på passende afstand. Ingen af dem vidste om den ville være aggressiv på trods af at den så meget fredelig ud.

“Vi kan ikke bare skrive ‘stegosaurus’ bag på stjernekortet og så tage tilbage i tiden?” spurgte Elliott efter de havde gået et stykke tid i tavshed.
“Jeg ville ikke regne med det. Kortet virker jo ikke helt optimalt. Desuden ved jeg ved ikke engang om stjernekortet ville kunne tage en så stor ting med sig. Den klarede jo dårlig os. Så om noget skal vi være tæt på den. Sådan helt tæt.” Tavii løftede armen og fleksede i håndledet. “Sådan helt hen og røre samtidig, så vi opretter en fysisk forbindelse.”

November og Elliots kæber var på ny ved at ramme jordbunden.

“Den!?” udbrød Elliott. “Hvad hvis den tramper os ihjel?”

“Eller slår os med den hale. Det tror jeg ikke vi overlever.” November rystede på hovedet. Der måtte være en anden vej. Tiden gik mens de stod og diskuterede den ene mere tåbelige ide efter den anden. Sandheden var at ingen af dem havde dyretække. Og især ikke når dyret rundede de syv meter over ryggen.

“Jeg tror altså ikke den løber særlig stærkt.” forsøgte Tavii der stadig holde på sin først ide med kropskontakt.

“Jeg tror den løber hurtigt nok! Eller også så...” De blev opmærksomme på en svag lyd der hurtigt tog til i styrke.

“Åh nej.” Bag dem kom en helikopter hurtigt nærmere med kurs lige mod dem.

“Jeg tror vi er opdaget... Eller rettere, den er.”

Helikopteren fløj over dem og begyndte at cirkle om den særlige gæst.

“Hvad vi end gør er vi nød til at gøre det nu. Der går ikke længe før hele verden ved at den er her og kommer rendende. Hvordan tror du ikke omverdenen vil reagere på den? Krybskytter vil komme kravlende for at skyde den, så de kan sælge den bid for bid til dem der har for mange penge og tror at dinosauerblod i deres dyre kaviar giver dem bedre sex... Forskere af enhver art vil tage herud for at skrive hele verdenens historie, helt tilbage til bigbang, om. Og turister vil komme i så store antal at savannens økosystem vil bryde sammen under det enorme pres af mennesker og deres affald. For ikke at snakke om de store slagsmål der helt sikkert vil komme om hvor den skal være, for den for helt sikkert ikke lov til at blive her.”

Elliotts blik var nu fokuseret på helikopteren der fortsat kredsede over dyret der var ved at blive irriteret over den vedvarende støj og slog advarende ud med halen. November skar tænder og havde ikke svært ved at forestille sig hvordan det ville føles, hvis den ramte hende. Stegosaurussen trampede tungt i underlaget, så skyer af støv lettede og udstødte noget mellem et brøl og et grynt. Først da den slog ud med halen igen og satte i løb mente helikopteren at den måtte have fået nok. For den fløj  tilbage mod de tre rejsende og hang et par minutter over dem, inden den forsvandt samme vej som den var kommet.Elliott så bleg ud.

“Huskede i at smile til kameraet, for de tog helt sikkert billeder af os.”


 

Men et problem først. En dejlig overraskelse var at de havde taget fejl af dyrets topfart. Selv om den sprintede af sted så stærkt den kunne, måtte Tavii, November og Elliott holde igen for ikke at indhente og overhale den. Doven måtte den også være, for selvom ingen af dem var i form, klarede de nogenlunde at løbe afstanden uden at dratte om af udmattelse.

“Hvad så nu?” gispede November stakåndet og støttede sine svedige hænde på sine knæ.

“Ja, så er det bare hen og røre... Mens den er træt.” Tavii forsøgte at lyde optimistisk, da de alle stadig forpustede valgte at gå mod det store dyr. For en sikkerheds skyld havde han tilføjet den til stjernekortet. De nærmede sig fra dens ene side af. Først da de var 3-4 meter fra den begyndte den at reagere på dem. Den løftede sit lille hoved og gryntede højt. For at understrege gryntet svingede den en enkelt gang med halen.

“Jeg tror ikke den vil have os tættere på.” hviskede Elliott ud af mundvigen til Tavii der stod ved hans venstre side.

“Det er da også klart efter helikopteren.” svarede November tilbage en anelse irriteret over Elliotts evne til at sige det åbenlyse.

“Det må den blive nød til.” Tavii satte i løb. Det store dyr var sløvt og nåede ikke at få drejet bagkroppen med sig, inden Tavii sprang frem og klamrede sig til en af rygpladderne. Han hang og dinglede, mens han forsøgte at få fodfæste på det store dyr, der tungt cirklede om sig selv for at få ham af og svingede med halen og fik hele området til at runge under sin store vægt. Med en kraftanstrengelse fik Tavii hevet sig op og pustede ud. Han følte sig mere end nok gennemrystet og kiggede efter de to andre. Stegosaurussen lod også til at den skulle have en pause til at få vejret.

“Brill.” sukkede han lettet og kiggede på November og Elliott der havde svært ved at tro deres egne øjne. “Kommer I?”

 

De kiggede på hinanden og nikkede som svar. Mere til hinanden end til Tavii. Inden de nåede at sætte i løb var stegusaurussen dog klar igen og havde set sig sur på dem, da den ikke kunne komme til Tavii. Den brølede højt og satte i løb mod dem. November skreg og de flygtede begge. Elliott så sig over skulderen. Heldigvis var dinosaureren bare langsom af natur og Tavii holde stadig fast, selv om det ikke så behageligt ud. November løb foran ham i en lige linje og han ændrede sin løberetning. Hvis en af dem kunne komme bag øglen eller ved siden af den kunne de måske hoppe op. Eller fejle og blive trampet ihjel. Stegusaurussen fulgte efter ham og han råbte højt for at overdøve larmen.

“November! Se om du kan komme op på den.” Han viftede og pegede og November ændrede retning og satte farten lidt ned, da hun var sikker på at den fulgte efter Elliott. Hun stoppede op og ventede, til den var forbi hende, inden hun satte i løb igen. Målet var først og fremmest at undgå halen der svingede frem og tilbage i takt med dyret og ikke fejlbedømme og blive spiddet i forsøget. Hendes hjerte pumpede og den varme sol var ved at lægge hende ned. Med en kraftanstrengelse hoppede hun op og fejlbedømte afstanden. Hun klaskede ind i bagbenet på dyret, der brølede og forsøgte at dreje omkring, mens hun forslået tumlede ned i en sky af støv der forhindrede hende i at få vejret. Hun kom vaklende op at stå og kunne høre de to andre råbe. Men hvad værre var at hun kunne mærke jorden gungre under sig og nåede kun lige akkurat at springe til siden og klaskede fladt ned på maven. Hun kunne mærke luften suse, da dinosauren dundrede forbi, hvor hun lige før havde stået, i dens forsøg på at trampe hende ihjel. Elliott der var gennemblødt af sved var stoppet med at løbe og stod og råbte højt af øglen på sikker afstand. Tavii måtte have fundet en måde at holde sig i sikkerhed på dens ryg, selvom hvert skridt og hver vending truede med at smide ham af. Dinosauren fortsatte sin jagt efter November der tungt måtte til at løbe igen, selv om hun følte sig gennembanket. Som at løbe direkte ind i en mur der sparkede igen.

“Elliott!” råbte Tavii. Nu hvor dyret havde besluttet sig for at jagte November, måtte Elliott gøre et forsøg. Elliott var ikke meget for det, men tøvede kun et par sekunder. Han løb op ved siden af dyret og bedømte afstanden og dens rytme. Elliott tilpassede sit løb til dyret og da han mente at han ville kunne komme op i første forsøg sprang han. Ligesom med November var det som at springe ind i en mur, men han fik fat og blev hængende i en rygpladde. Han pustede og kæmpede for at hive sig op, men han havde aldrig været stærk og dyret var ikke skabt til at kravle på. Han var ved at give op, da den på ny stoppede op og gispede efter vejret. Selv om han hang bag bagbenet på den kunne han mærke dets hjerte rase afsted. November var også stoppet op og havde sat sig tungt ned i græsset mindst 10 meter fra den, hvor hun hev efter vejret og tørrede sved væk fra øjnene, med en håndflade der var lige så svedig. Elliott gav slip og lod sig falde ned. I samme sekundt som hans fødder rørte jorden og stegosausussen tog et skridt frem sprang han på igen. Denne gang var han så tilpas langt tilbage at han kunne komme op på ryggen af den.

“Hvad så nu?” De sad nu to på den, hvilket betød at der var ingen til at distrahere den, så November kunne komme op. Hun måtte klare det hele på egen hånd. Hun var kommet op at stå og vurderede nu det store dyr,der havde placeret sig med rumpen mod hende og kiggede sig over skulderen som for at fortælle hende at den ville slå hende ihjel med halen hvis hun forsøgte igen. Halen var allerede trukket til den ene side og klar til slag.

Hun genvandt det meste af pusten og tog chancen. Hun løb direkte mod den og Tavii og Elliott kunne mærke hvordan den spændte i kroppen, klar til at lade halen svinge. Den piggede hale susede og November kastede sig ned. Tavii og Elliott skreg, da de så halen flyve mod November. Men dyret var bygget til at forsvare sig mod andre større dyr og November undgik den. Lige så hurtigt kom hun op på benene og sprang. Igen klaskede hun direkte ind i dyret, men fik fat og inden øglen havde drejet sig og svunget halen på ny, hang November på dens halerod og gispede og pustede.

“Nu Tavii!” råbte hun, da dyret på ny begyndte at løbe og det føltes som om hun forsøgte at balancere på en hård hoppebold der væltede fra side til side.

Savannen blev erstattet af et hvidt lys. Lyset blev erstattet af farver. Dinosaureren forsvandt under dem og de fløj igennem en splintrede regnbue på vej mod et nyt sted.


Næste gang: De tre eventyrer kommer ud på deres første rigtige eventyr i rummet og får sig noget af en forskrækkelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...