Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1372Visninger
AA

4. Jeg kan se løver, tigre, dinosaurere, zeb... Dinosaurere?! (1)

Skrevet af Smitten Kitten

 

 

 

"Wow. Tænk at det virkede.." Elliott måtte gnide øjnene og se sig om en ekstra gang inden han troede på det.

Varmen ramte dem som et slag fra den blå himmel og sveden sprang frem under det sommerlette tøj i samme sekund de så sig omkring.

“Puh... Det er varmt!” November tørrede panden af med håndryggen. Hun kunne allerede mærke et svagt svedlag springe frem øverst på ryggen. Turen fra New York og til hvad der lignede en savanna havde følt som et øjeblik, men alligevel havde de alle fået tøj på der passede til klimaet og lignede noget som Elliott og November havde set på Animal Planet.

“Er vi i Afrika?” Elliot så helt skuffet ud ved tanken om at af alle steder og alle muligheder, var de ikke kommet længere væk end på den anden side af Atlanterhavet. Han havde altid gerne ville se Afrikas eksotiske savanne, men i forhold til rum- og tidsrejser og usete rumvæsner, virkede Afrika med et en anelse bleg. Tavii så hurtigt på stjernekortet for at få bekræftet tid og sted, noget som den stadig kunne uden fejl.

“Ja, og i 2012. Hm.. Det var da ikke et stort spring... Skuffende.” mumlede han med rynket pande.

“Hvorfor fik vi ikke nogle af de der håndholdte ventilatorer?” sukkede Elliott og skyggede for den bagende sol med hånden. Foran dem strakte savannen sig, badet i et skarpt lys. Et uendeligt syn af gyldent græs og spredte grønne træer, der rejste sig over det flade område. I det fjerne gik genkendelige skikkelser og græssede. Selv November smilede da hun fik øje på en sort silhuet der kun kunne vær en ting.

“En giraf! Jeg kan se giraffer!” udbrød hun og pegede. Ved en klynge træer slappede en lille gruppe giraffer af i skyggen, i gang med at nippe de øverste blade af.

“Og der er mange flere...” Elliott så sig omkring.

“Ace!” udbrød Tavii entusiastisk. Hans forundrende smil var så stort som sådan nogle kunne blive og øjnene funklede af forventning.

“Hvem?” Elliott så et øjeblik forvirret ud. Der var da ingen af dem der hed Ace.

"Tænker du på Ace Ventura?" spurgte han forsigtigt. Så et rumvæsen 90'er komedier?

“Nej. Ace! Ace... Er det ikke det i siger, når noget er totalt fedt?”

“Nej....” Elliott trak på svaret, mens han forsøgte at finde ud af hvor rumvæsnet kunne have samlet ‘ace’ op henne. Han havde engang set en britisk tv-serie, hvor blandt andet ‘ace’ var blevet sagt med jævne mellemrum sammen med andet britisk slang.

“Mener du ‘awesome’? For helt ærlig, ingen siger ‘ace,’ det er pinligt... Om noget hedder det ‘awesome,’ ik' November?” Han drejede sig omkring for at sikre sig at November bakkede ham op. Hans blik fandt November, der allerede havde taget de første forsigtige skridt ud på savannen, mens de havde stået og sniksnakket.

“Skal vi ikke have en bil? Sådan en safarijeep? Vi bliver da ædt, hvis vi bare vralter rundt derude?” Bare tanken om at gå ubeskyttet rundt blandt vilde dyr, og især rovdyrene, skræmte Elliot mere end den gang han skulle holde tale for en stor del af sin gamle skole.

“Vær nu lidt fruity.” Tavii slog entusiastisk ud med armene og luntede hurtigt efter November. Elliott stod tilbage nogle sekunder og så dem bevæge sig længere ud i hvad der kunne blive deres første fælles eventyr, inden han skyndte sig efter dem.

 

***
 

“Igen... Wow.” Bag dem og foran dem og overalt omkring dem, strakte de endeløse vidder sig med en utæmmet natur, der så ud som om den aldrig havde været berørt af mennesker. Det var måske ikke en fremmed planet langt ude i rummet. Og det var slet ikke en anden dimension. Men for de to storbymennesker betød det intet. Følelsen af at være et lille bitte menneske under en fremmed himmel var tæt på den samme. Det var lidt skræmmende, men mest af alt forundrende. Jordbunden under deres fødder føltes nedtrampet, selv om det øverste lag løftede sig som englestøv ved hvert eneste tørre vindpust.

November gispede i varmen. Den opvarmede luft tørrede hendes hals ud og kradsede hendes nærmest hele vejen ned i lungerne.

“Er der nogen der har tænkt på vand? For jeg kunne godt bruge noget nu.” sukkede hun højt. Elliott skævede hen på Tavii. Det var ham der var rumvæsnet, det var hans kort der havde ført dem her, så det burde være Taviis ansvar.

Tavii fornemmede de to menneskers spørgende blikke på sig og stak følende hænderne i lommerne på de armygrønne shorts. Lommerne havde føltes tomme, men de var store og luftige, ligesom shortsne, så man kunne jo aldrig vide. Hans højre hånd lukkede sig om en tynd indpakket pind der ikke var meget  længere end en hånd og tynd som en finger. Han trak den forundret op. Den var pakket ind i en gennemsigtig forsegling, med en kort instruktion klistret på. Han læste den med sammenknebne øjne.

“Der står at det er et sugerør der filtrerer vandet... Man stikker den ene ende i vandet og så kan man drikke det. Det skulle fjerne alle bakterier.”

“Ej, hvor klamt!” udbrød November, allerede inden Tavii havde fået forklaret færdig.

“Skal vi drikke savannevand fra en mudderpøl eller et vandhul, hvor dyrene bader og skider? Ikke mig.” Hun foldede armene foran brystet. Det kunne godt være at den mad de havde spist hjemme hos hendes mor havde været for gammel, til tider muggen og andre gange fra en butiks container, men vandet havde altid været rent og fra hanen. En luksus som hun ikke ville bryde under nogen omstændigheder.

“Lad os nu prøve inden vi beslutter os... Det kan jo være du kan li det. Nu skal vi bare finde et vandhul, mon ikke der er et tæt på lejren?”

“Der er vist et derover.” Elliott pegede til venstre for dem. I det støvgule græs lå der en mistænksom grøn plet med træer, hvor græsset voksede så højt at de ikke kunne se hvad der skjult sig i det eller bag, for den måtte strække sig flere fodboldbaner på både længde og bredde, inden det gule havde ædt al det grønne. De kunne ikke se nogle dyr i nærheden, så det måtte være nogenlunde sikkert at nærme sig.

“Hvad nu hvis der ligger en løve og gemmer sig i græsset?” Elliott lød på ny ængstelig ved tanken om at stå ansigt til ansigt med en af savannens store rovdyr.

“Så brug din kikkert.” snappede November kort af ham. Hans klynken var allerede ved at gå hende på og de var kun lige startet! Elliott hev den lille lette lommekikkert op til øjnene og spejdede ind i græsset.

“Jeg kan ikke se noget... Kun græs.” mumlede han. Men kikkerten var nu sjov nok og mens de gik gennem det grønne område, cirklede han rundt med kikkerten oppe.

“Det er meget bedre med den her. Man kan se enormt langt med den. Jeg kan rent faktisk se striberne på zebraerne helt tydeligt.” udbrød han.

De tog alle deres kikkerter op.

“Man behøver ikke kikkerten for at se elefanterne.” Selv November kunne ikke lade vær med at smile. “De er enorme.” De beundrede alle de store dyr, inden de nåede hvad der rent faktisk var et mindre system af større vandhuller der var ved at tørre ind. Vandet var en smule grumset, men stadig klart og frisk og selv November måtte overgive sig til vandet der var lunkent, men stadig kølede forfriskende i savannevarmen.


 

“Blimey! Er det også en elefant?” Tavii pegede på en stor ensom skikkelse i det fjerne. Elliott stivnede og November var ved at falde bagover. Elliotts mund og øjne blev omtrent lige store og November førte forskrækket hånden op til munden.

“Hvad laver den her?”

“Græsser, ser det ud til?” Tavii lod ikke til at følge November og Taviis forskrækkele over at se det kæmpe dyr. Savannen var fuld af dyr, han aldrig havde set. Et til gjorde ingen forskel. Men det gjorde det tydelig for de to mennesker.

Halen var et reptildyrs hale, lang, fleksibel og endte i en spids. Ude ved halespidsen stak 4 skarpe pigge op. Ryggen krummede sig opad i en bue og faldt så ned igen, som en enorm pukkel. Dyrets hals var kun et par meter over jorden og endte i et spidst hoved der så komisk lille ud i forhold til den kæmpe krop. Men der var intet komisk ved de to rækker af benede, trekantede plader der løb over dyret, fra hoved til hale. Ud fra hvad de kunne vurdere var dyret stort nok til at de med lethed ville kunne stå under det.

“Det der er ikke en elefant.” pev Elliott. “Det er en stegosaurus, hvad laver den her?!”

“Det er faktisk et problem, det her... Dinosauerne uddødede for pænt lang tid siden.” himlede November.

“65 millioner år” indskyd Elliott og modtog et højt suk fra November.

“Hvordan er den kommet her?” November havde stadig ikke fået lukket munden og stod og stirrede på Tavii. Det her kunne kun være hans skyld og han stod stadig med det nysgerrige blik, som han havde haft siden de ankom. Som om alt var i orden.

 

 

Tid til en pause og noget varm cacao? Helt bestemt. Hent noget inden du læser den spændende afslutning på "Jeg kan se løver, tigre, dinosaurere, zeb... Dinosaurere?!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...