Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1390Visninger
AA

22. Hvid og farvet

Skrevet af Sofie R. E.

 

Overalt var der hvidt, der blændede de tre rejsenes øjne. Men alligevel fyldtes de alle af ro og fred. Det var umuligt at se en ende på det hvide, men noget sagde dem, at de ikke behøvede finde en ende på det hvide, men blot være til stede.

"Hvor er vi?" Novembers stemme var fjern.

"Jeg har ingen anelse, men det er dejligt." Elliott satte sig ned og nød stilheden. Den hvide farve fratog dem lysten til overhoved at sige mere, men i stedet blot nyde øjeblikket.

"I er hvide." kom det fra Tavii, der som den eneste ikke blev påvirket af de hvide.

"Mmm..." November satte sig ned og begyndte at lege med sit nu hvide hår, da hun pludselig så op mod Tavii og skreg. "Du er farvet!" Hun begyndte at krybe væk fra ham på alle fire, og Elliott reagerede nu også.

"Og I er hvide." Tavii gik hen mod November.

"Rør mig ikke, rør mig ikke." Hun kom på benene og begyndte at løbe.

"November bliv her, vi skal snart videre!" Tavii satte i løb efter November, men stoppede, da hun pludselig faldt.

"Av..." Hun kom hurtigt op at stå igen, men så så på sine hænder og mistede alt den hvide ro. Farvede hudskrabinger var begyndt at vise sig. Ufreden. Farverne.

"Er du okay?" Tavii bøjede sig ned mod hende og denne gang, når hun ikke at rejse sig, før han har en hånd på hendes skulder. Farverne fra Taviis håndflader begyndte at smitte af på November, og hvis det ikke var for hans stramme greb, ville hun havde revet sig fri. Hun skreg igen, men farven havde efterhånden fyldt hendes krop helt ud.

"November, se på mig. Vi må holde sammen ellers er vi helt forladt." Tavii fangede hendes vilde øjne og trak hende så over til Elliott.

"Du har gjort mig farvet!" råbte November.

"Hvad er der så galt med farver?"

"De er fejl, bringer ufred, hvordan kan du være så rolig, når du er fyldt med fejl?"
"Jeg har ikke været hvid. Og fejl har alle vel." Tavii trak på skuldrende, da han pludselig så på uret. Et minut. Han satte i løb mod Elliott, der begyndte at løb væk.

"November, løb stærkere!" pustede Tavii, da Elliott forsvandt mere og mere. "Accepter fejlene, Elliott." Med et stoppede Elliott, og han begyndte at stønne. Tavii greb fat om hans arm. Der lød anstregnte lyde fra Elliott og pludselig smed kortet dem ind i et nyt eventyr.

 

Forfatterkommentar:

Dette er mit sidste afsnit eftersom jeg har valgt at springe fra, fordi jeg lige fra starten har haft en virkelig ond skriveblokade på denne her historie, der har gjort mine afsnit til noget, jeg ikke er særlig stolt af. I stedet kommer der nye forfattere, som I vil møde senere. Der er ikke sådan et dicideret plot i dette afsnit, men hvis man ser efter er det meget symbolsk.

Men selvom historien her ikke kan lide mig(eller i hvert fald ikke vil lade mig få idéer til den), så har det været mega fedt og hyggeligt at være en del af teamet :)

Sofie R. E.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...