Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1352Visninger
AA

26. Hvad gemmer sig i mørket? (2)

“Efterlad ham!”

Elliott var ikke klar over om de mente Tavii eller den døde soldat med det mellemøstlige udseende. En navneløs soldat forsøgte kunstigt åndedræt og ignorerede den manglende arm der ikke blødte synderligt. Den sydede svagt. Det gik op for Elliott at der var stille. Den eneste lyd var den svage syden fra hvor uhyrerne lå og ætsede klippegulvet med deres blod. Shahar rørte sig aldrig af sig selv. Hans krop gav et spjæt hver gang de foldede knytnæver hamrede ned i hans brystkasse.

“Han er væk! Få den anden på benene og lad os komme videre.” Kvinden gik imellem dem og gennede dem på plads ved en hårdhændet hiven og skubben. Hun tog fat om Taviis overarm og smed ham mod muren så han stønnede halvt ved bevidsthed. En lussing fik ham helt tilbage og hans læbe blødte fra et nyt sted. Der var dødsangst at spore hos dem begge to da deres øjne mødtes. Hun stak hænderne i hans lomme og stak stjernekortet i sin egen.

“Bare så vi ved hvor vi har jer. Vi kan ikke have nogen overraskelser.”

De to mennesker så måbende deres vej væk forsvinde ud af deres kontrol.

“Men det er vores vej væk...” klynkede Tavii.

“Vi går stadig ikke før vi har fundet alle.”

“Men I har lige mistet en!” skreg Elliott i frustration.

“Og vi mister ikke flere!” blev der brølet tilbage. Stemmen afslørede at det nemt kunne blive en kugle der svarede ham næste gang og han turde ikke argumentere med de pressede soldater der var overbeviste om at deres våben var det eneste der virkede.

 

De efterlod Shahar sammen med de døde uhyrer i mørket. Andre lyde trængte sig på, tiltrukket af støjen. Der var ingen grund til at blive hængende.Navigatøren Mills snublede ind i November da han ud over at løbe med de andre, var travlt optaget med at få GPSscanneren og headsettet til at samarbejde. De korte gentagne beskeder tydede på at det ikke lykkedes for ham og for hver gang han startede forfra lød det en anelse mere desperat. Et lysglimt fejede hen over noget der bevægede sig. Det forsvandt hen over en sidevej ind i klippen og en gurglende knurren svarede igen. Alle lys skinnede derind og afslørede flere opløste kroppe. Opløste af syre og ælde. Afpillede ansigter hvor tandløse gab var omkredset af sorte rådne læber. Indsunkne ansigter hvor kinder og øjne var gnavet af, af sløve tænder.

De havde stået talrige i mørket og ventet på stimuli der ville give dem en grund til at bevæge sig. At søge føde. Lysene og de dæmpede stemmer havde aktiveret deres grundlæggende jagt på spiseligt kød og nu hvor det var få meter fra dem vraltede de af sted på usikre ben. Nogle af dem faldt på det usikre underlag og trak andre med sig i faldet. Ingen af dem tog fra med de pillede arme og de klaskede med en fugtig lyd i klynger. Igen gik geværerne af. De høje skarpe lyde skræmte ikke længere. På den korte tid havde de alle tre vænnet sig til den. Om end den var hadet, var den bedre end den umenneskelige snerren og den alt for menneskelige skrigen der fulgte efter. På ny var den efterfulgt af stilhed. Der lød stadig snerren fra enkelte af de nederste zombier, men dødvægten fra de øverste holde dem fanget og ingen af soldaterne gad bruge tid på dem. Kvinden spyttede som afslutning og de begav sig videre i hurtig gang.

“Mo” “elli her.” “Mills...” En kradsende stemme kom fra højtalerne fra Mills hjelm. Han bevarede med en hujen.

“Mills her. Mozelli, angiv position.”

“Mozelli.” “R. Mills, po” “ion er 00-35, 9” “45” Selv om den lød kunstig på grund af støjen der åd halvdelen af beskeden på kunne de høre det var en kvindestemme. Mills kneb øjene sammen i anstrengelse, stak GPSscanneren op og snurrede rundt om sig selv til den fangede et signal. Han betjente den hurtigt, velvidende om at den kunne lukke ned når som helst.

“De er ikke langt væk. Et par kilometer. Vi kan snart komme hjem.”

“Vi kan komme hjem nu!!!” næsten græd Tavii. Hvorfor var den så svær at forstå?!

“Og vi rejser stadig ikke uden de andre.” overdøvede kvinden ham.

“Mills her. Mozelli, bekræfter position. Bliv hvor I er. Jeg gentager, bliv hvor I er” De nåede et par meter inden GPSscanneren på ny mistede forbindelsen. De næste kilometer blev de længste i deres liv. Mills forsøgte på ny at genoptage kontakten og de konstante og nyttesløse forsøg på at opnå kontakte fik kun situationen til at virke endnu mere håbløs og Tavii var overrasket over at han havde lyst til at gøre det samme ved Mills, som soldaten havde gjort ved hans næse og læber der dunkede synkront med hans hurtige hjerteslag. Og i det fjerne kunne de se dem. Glimt af lygter som deres, der blev vendt mod dem. Lyskeglerne krydsede i gangen og de to grupper løb hinanden i møde. De hårdt prøvede soldater kunne ikke holde deres lettelse tilbage. Indetængte hulk og et par glædestårer fik lov til at blive lukket ud over synet af deres venner som de havde frygtet at finde døde.

“Okay, så er det nok! Let røven, vi skal ud nu. Inden det bliver værre. Mozelli, har du styr på lortet?” Kvinden så over på Mozelli. Hun havde samme udstyr som Mills.

“Jeps premierløjtnant. Ingen lort på styret her.” Hun smilede lettet.

“Hvem er de der?” En af de fremmede soldater pegede på de tre rejsende.

Premiereløjtnaten der havde brølet ordre gennem hele forløbet så på dem.

“Aner det ikke... De dukkede bare op. Snublede i en simpel zombiefælde og kæftede løs.” Hun trak på skuldrene. På hendes prioritetsliste lå de helt i bund. Tavii mærkede den velkendte lyst til at skrige.

“Vi er rejsende... Vi bruger stjernekortet som du har taget!” Han pegede anklagende på premierløjtnanten “til at rejse fra sted til sted. Vi kunne have rejst med det samme, men ingen ville lytte!” Han skreg lige så højt som Shahar havde, da han døde. Håbløsheden måtte have været den samme. Han kunne mærke sin læbe svig.

“Med kortet kunne vi have været taget væk med det samme! Alle sammen eller kun os eller hvad I nu ville.” himlede han op. “Men næ nej, vold er vejen frem her...”

“Det er netop hvad det er.” bed en af soldaterne ham af. “Og det ville I også mene hvis I havde været her lige så længe som os.”

“Kan vi få kortet nu?” Elliott bevarede roen og stak hånden frem. Det her skulle ikke eskalere til flere ubehageligheder og han forstod soldaternes reaktioner, hvor uheldige de end havde været. De var trænet til kamp og de var bange. Frygt kunne slukke enhver form for kommunikation og fornuft. Premierløjtnanten gav ham det uden videre.

“Hvordan virker det så?”

“Man skriver sit navn og holder det eller en der holder kortet og så rejser man.”

“Hvorhen man vil?” Soldaten der havde spurgt gjorde store øjne.

“Øh nej...” Elliott havde det skidt med at knuse hans drøm om at komme sikkert hjem. “Man bliver bare sendt af sted.”

“Sendt hvorhen...” Han lød mere skeptisk nu.

“Det ved man ikke. Man kommer bare videre.” Soldaten så helt nedslået ud.

“Så hvis vi vil hjem, altså sådan rigtig hjem til vores familie, og ikke bare tilfældigt af sted til Gud ved hvor, skal vi tilbage til skibet, selv? Den lange vej.” Elliott sank en klump. Det lignede at manden med det barske udseende var lige ved at bryde ud i gråd.

“Nå men, vi skal videre... Vi skal tilbage til skibet og I skal... Hvad I nu skal.” Premierløjtnanten ruskede op i soldaten der tog sig sammen.

“Nå men, tak for denne gang eller hvad fanden man siger efter sådan en omgang. Det var ret mærkeligt. Og smæk noget is på den læbe.” Hun pegede på Taviis store læber, hvor blodet var størknet og tværet ud over hans kind.

“Vent lidt.. Kan alle tage med det der... Stjernekort?” Mozelli trådte hen til dem. Spørgsmålet dækkede det usagte ønske.

“Du kan godt tage med, men du kan ikke komme hjem.

“Mozelli....” Premierløjtnantens stemme trængte gennem og krævede deres opmærksomhed.

“Jeg har ingen familie, kun mit arbejde og så fedt er det heller ikke. Og jeg ved hvor langt der er tilbage og hvor farligt det er. Jeg ved at vi formentlig ikke overlever alle sammen og jeg har ikke lyst til at opleve hele turen en gang til. Hvis de har den nemme vej ud og vil have mig med, tager jeg med og prøver lykken der. Det kan vel ikke blive værre end her.”

Der var stille på ydersiden. Indvendig tænkte de alle sit.

“Du må da godt komme med.” November stirrede på Elliott med et blik der fortalte at hun var dybt uenig med ham. Faktisk kunne hun ikke være mere uenig. En del af soldaterne så heller ikke lykkelige ud ved tanken om at måtte sige farvel til endnu en, men ingen sagde noget. Der var en stiltiende accept.

“Få det nu bare gjort.” Selv om hun var uenig kunne hun ikke sige nej.

“Med hvad medde andre?” Det kunne godt være at stjernekortet ikke ville kunne tage hele den store folk, men Tavii var villig til at forsøge.

“Vi skal hjem. Og siden jeres ting ikke kan klare det, må vi tage den lange vej. Og skrid så, vi kan ikke holde jer i live bedre end vi kan holde os selv i live.” Premierløjtnanten viftede af dem. Tavii tilføjede Sara Mozelli til listen over navne og tog hendes hånd. Tøvende tog de hinanden i hænderne.

“Er I sikre?...”

“Ja! Og skrid så. Farvel og pas på jer selv. Vi klarer os.” Premierløjtnantens lovende smil var det sidste de så. Det var ikke op til dem at redde soldaterne. De havde alle noget at kæmpe for og vinde. Kun Mozelli var som dem; Klar til en ny start. Hun så med undren hvordan virkeligheden forsvandt for øjnene af hende og blev erstattet af de smukkeste farver. Angsten forsvandt med mørket.

 

Næste gang: I næste afsnit får vores nye medskribent Janice H lov til at vise hvad hun kan. Vi søger stadig endnu en der vil rejse med os til nye steder :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...