Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1357Visninger
AA

25. Hvad gemmer sig i mørket? (1)

Skrevet af Smitten Kitten

Forfatternote: Hvad sker der når Stjernespringerne besøger forfatternes egne historier? Her er et af forhåbentlig flere svar.

Forfatternote to: Denne movella indeholder stærke scener og er der for gul/rød.

 

Sort. Det eneste der var. Sort. Fugtigt. Sort. Stille. Sort. Mørke. Sort. En ubehagelig følelse, tæt på frygt sneg sig gennem mørket og ind på Tavii. Hvordan kunne en substans fylde så meget? Den dækkede over de andre sanser som en tung dyne.

“Av.” Han kunne høre November skære gennem mørket og med et vågnede han sanser fra chokket over det altopslugende mørke. Der lød en svag puslen af ekko. Bløde lyde der blev ført frem af en kraftesløs brise. Indelukket luft med en søde fært at mos, svamp og stillestående vand.

November rakte hånden i vejret. Loftet var ru og fugtigt. Som fugtig sten?..

“Er vi i en hule?” Hendes fingre fulgte loftet med ru spidser og kanter. Det var lavt og flere steder var mindre klippeudspring i pandehøjde. Hun kunne høre de andre komme snublende op at stå i mørket og grinede lavt, da hun hørte et svagt udbrud som hun selv lige var kommet med. Hvad var de endt i?

“Hallo? Hvor er I? Kan I ikke svare? Hallo, hallo, hallo?” Hun hørte usikre skridt og de fandt hinanden via ligegyldige ord der blev gentaget i mørket og beroligede dem. De klamrede sig til hinanden mens de langsomt bevægede sig sidelæns, så tætklynget som det kunne lade sig gøre. Det gik kun langsomt og selvom de trådte hinanden over fødderne og bumpede sammen ved hvert skridt gav de ikke slip på hinanden af respekt for mørket. Tavii var ikke engang sikker på hvem af dem der gik forrest eller hvem hans venstre arm var slynget omkring i et unaturlig vrid der næsten efterlod hans arm følelsesløs. Det var ikke til at sige hvor den ene sluttede og den anden begyndte. Derfor var han heller ikke klar over hvem der første faldt over rebet. Kun at de alle faldt og det gjorde ondt da de landede i en stor bunke fuld af albuer, hager og knæ.

Og så et blændende lys og stemmer. Den sorte stilhed var blevet til en verden af insisterende hvid der skar i øjnene og druknede ham med flere kommanderende stemmer.

Det hvide lys svingede frem og tilbage på dem og lygterne blev sænket og de fik muligheden for at skimte de fremmde bag. Først var det som et kalejdoskop. Symmetriske farvemønstre dansede gennem lyset til hans øjne kunne fokusere og tre soldater blev synlige. Han genkendte ikke uniformen, men dens universielle beskyttelse og deres våben afslørede dem.

“I må ikke skyde.” Det lød som Elliott, men Tavii var ikke sikker. Måske var det ham selv. Hans læber havde bevæget sig.

“Det har vi heller ikke tænkt os. Hvem er I og hvordan er i kommet her?” Det var en kvinde der talte. På trods af et ar i ansigtet så hun feminin ud med store øjne og et fint ansigt. Elliott ville måske have kaldt hende køn, hvis ikke det var fordi han han for et øjeblik havde mistet evnen til at tale.

“Vi er kommet med vores stjernekort..” De havde fortalt det mange gange til folk. Det havde været spændende, kedeligt, besværligt. Nogle var imponeret, andre var skeptiske og andre ingen troede ikke på dem. Nu var de forvirrede over mørket og skræmte over våbnene. Det så heller ikke ud til at denne flok troede på dem.

“Løgn... Man kan ikke rejse uden rumskib... Jeg ved ikke hvad I laver her, men I følger med til vi finder ud af det.”

“Øh... Hvor er vi? Hvad sker der?” Der måtte være et svar og det var sikkert et helt uskyldigt svar.

“Vi er i hulerne på Cernun. De er befængt med monstre og vi forsøger at komme ud.” Det var en mand der svarede. Hans dragt var dækket af en mørk væske. De måbede alle.

“Tavii... Kortet?...”

“Du holder hænderne hvor jeg kan se dem!” Enden af et geværløb blev presset op i ansigtet på Tavii der skyndte sig at trække hænderne til sig.

“Jamen..” Længere nåede han ikke. Et sagte klik lukkede munden på ham. De havde løsningen i hans lomme. De skulle bare skrive deres navne og så ville de være væk.

“Er det mus?” Endnu et gevær drejede sig i deres retning med et tvært ansigt. Spørgsmålet blev der ikke taget godt mod.

“Nej... De er store og lede og de bør tage dem alvorligt.”

“Men vi kan komme væk. Lige her og nu.” næsten græd Elliott.

“Ikke før vi har fået samlet tropperne.” Det var kvinden der skar igennem. Hendes stemme var tung af autoritet og den efterfølgende tavshed understregede hendes ord.

“I kommer med os. Det nytter ikke at I render rundt i gangene sådan der.. Så overlever I ikke længe, Og I kan bringe os andre i fare.”

“Eller aflede fjenden...” lød det svagt. Så svagt at det løb November koldt ned af ryggen. Hun kunne se på de andre at de også havde hørt det og forventede noget slemt. Den lille gruppe af soldater havde vendt opmærksomheden fra dem. Men ikke mere end at de hurtigt ville kunne vende alle våbnene mod dem, skulle de gøre noget uventet. De diskutere svagt. Deres udstyr virkede ikke optimalt i hulerne. De snakkede i deres hjelme og forsøgte at få kontakt med nogle, men deres udstyr nåede ikke klart gennem tunnelerne. Og så kunne de også høre det. Der var flere lyde i de underjordiske gange end kondensvand der kærtegnede de nøgne klipper og mos der voksede spredt. Der var væsner der knurrede og stønnede så det på ny løb koldt ned af ryggen. Mørket var et skræmmende sted. Det eneste der var værre, var det steder hvor lyset ramte og ikke afslørede hvad der gemte sig i mørket.

“Vi må afsted.” Soldaterne begyndte at skubbe dem af sted. Væk fra de truende lyde. Det var en lille trøst. De blev ved med at skubbe til de alle løb i et kontrolleret tempo. Et de ville kunne holde længe, skulle det blive nødvendigt.

“Hvad løber vi fra?” stønnede Tavii. De flakkende lys der var fastspændt til soldaternes hjelme og våben forvirrede ham og han blev ved med at snuble, fordi hans verden hele tiden ændrede sig. Den blev lyst op og forsvandt på ny. Udspring dukke op foran ham for at blive opslugt af mørke sekundet efter.

“Aliens.. Af den nasty slags... Blodtørstige og lede sataner. Mere behøver I ikke vide. I skal bare holde jer fra dem og lade vær med at gå i vejen. Så går det.”

November satte farten ned.

“Vil du uddybe?” Hun var for ophidset og skræmt til halve forklaringer og var klar til at sinke hele gruppen. Enten måtte de sige hvad det var eller også ville hun vente og se med sine egne øjne. Hun blev presset ublidt frem på ny af et gevær.

“Zombier... Mange af dem. Og nogle andre uhyrer. Du vil ikke støde ind i nogle af dem, så fart på. Det er kun de andre aliens der dukker op på GPDscanneren. Den scanner for levende organismer, men zombierne er ikke levende, så den fanger dem ikke. Dem må vi selv opdage og tro ikke at de knurrer hver gang.”

“Er vi på vej ud? Er vi snart ude?”

“Nej. Vi mangler et andet hold. Dem der skulle redde vores røv. Hvad kan vi sige. Zombierne kom bag på os... Væsnerne opdagede vi hurtigt da de slagtede Korporal Ewan Canjo og senere Donovan. Han ætsede op. Han nakkede en af dem på tæt hold og dens blod ætsede ham op. Han lå og forblødte med tarme halvt hængende ud  af et opløst sår i siden.”

Soldaten cirklede en finger fra brystet til hoften.

“Og hans ansigt og hals... Til sidst kunne han ikke skrige. Kun gurgle blod og syre op gennem hullet hvor hans mund havde været. Det nederste af hans ansigt var ætset væk og hang nærmest i trævler. Ja, han faldt næsten fra hinanden.” Soldaten gøs.

“Så vær kloge og løb.”

Deres bevægelser var klodsede. Nu og da kunne de høre knurren, andre gange bildte de sig ind at de kunne høre småsten der blev skubbet ned af en fejende bevægelse. Grusomme billeder af opløste lig lå bag nethinden og i skyggerne lå døden på lur til en lygte flakkede over stedet og afslørede at var et naturligt indhug i gangen.

Mod soldaternes ønske måtte de gøre holdt. Elliott og Tavii var ved at falde omkuld. Et skridt mere og deres hjerte ville eksplodere af overanstrengelse. November så kun en anelse bedre ud. Hun ville måske have kunnet klare ti ekstra skridt før hun ville kaste op. Hun bukkede sig forover og kastede luft op, overrasket over at mavesyren ikke fulgte med.

“Fuck! De er her!” GPSscanneren havde opfanget et svagt signal og dens spøgelsesagtige lys genaktiverede med flere prikker på skærmen. Et for hver af dem på midten og fler andre de ikke nåede at tælle inden den gik ud på ny. Det kunne også være lige meget. Et dårligt oplyst væsen krydsede deres lyskegler. Lange tænder, skarpe kløer, smidige lemmer. I et spring var det over dem og geværerne overdøvede skrigene. Endnu en lyskugle fangede en elegant og smidig krop med kurs mod dem. Glat som en slange og dødelig som en lastvogn. Kuglerne bremsede den ikke, for den var væk inde de ramte. En tredje faldt omkring i stedet for den. Den var på længde med dem. Kroppen var kort, de muskuløse ben løftede var det der gav dem højde.

“Tavii kortet!” skreg Elliott og så hvordan Tavii stak hånden i lommen efter kortet. I det næste lå han livløs på den hårde jord. Blod løb fra hans næse og overlæbe. Elliott skreg i rædsel og et greb der ville efterlade blå mærker trak ham væk fra Tavii der lå slap for foden af en soldat der havde knaldet geværskæftet i ansigtet på ham med sådan en brutalitet at det havde slået ham ud. Soldaten skød på my.

“Hold hænderne hvor de kan ses!” brølede han gennem støjen med en stemme der var skinger af rædsel. Skingre skrig der ikke var menneskelige trængte igennem og endnu et dyr fald om. Et sekundt var geværerne det eneste der kunne høres og så startede det. Et alarmerende brøl da et sæt røvdyrskarpe tænder brød igemme dragten som en kniv gennem smør og det syreindholdige spyt blandede sig med blod og knuste knogler. Fingrene rystede som nervebaner blev revet over og geværet faldt til jorden, så Shahar blev skånet for synet af sin arm der kun blev holdt sammen af kødtråde. Og så kortsluttede hans hjerne for at spare ham for at opleve smerten og blodtabet. Hans hjerte stoppede med at slå og uhyret slap grebet da den fik samme omgang som Tavii. En kolbe, en af dem af jern, hamrede ind i dyret med en sådan kraft at der lød en knasende lyd da den gennemborede den tykke hjerneskal og stumper af knogle og geværkolbe kolliderede med hjernen. Kraften fik den til at snuble tilbage inden den faldt sammen oven på sig selv.

Kommandoer fløj gennem luften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...