Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1371Visninger
AA

18. Hullet i fremtiden (2)

Tavii var den første til at reagere. Han greb Elliott og November i hænderne, og trak dem med sig i et løb mod den mørke tåge. I det mindste havde de to mennesker vænnet sig til at stole på rumvæsnets handlinger, så ingen af dem strittede imod, da de forsvandt sammen i tågen. “Vi er i sikkerhed i skyggerne!” råbte han til dem for at overdøve dem pludselige larm, der var kommet. Stemmer. Hvislende skrig over alt, som om de var en del af den altomsluttende tåge. “Vent. Hvor er November?”

Det blev hurtigt klar for dem alle, hvilken af Novemberne han mente. Fremtiden stod tilbage i det lyserøde skær, og så træt tilbage på dem.

“Nej!” udbrød Tavii, og slap November og Elliott. Hvis ikke hun også flygtede, ville de løse tage hende, det burde hun være klar over. Hvorfor stod hun der bare?!

Elliott stillede sig hurtigt i vejen for Tavii, og nutidens November fik fat i hans arme.

“Tavii, stop,” bad hun op i hans mørke øjne, og strammede grebet, da hun lagde mærke til, hvor meget manden rystede. “Lad være. Please. Forstår du det ikke?”

Han så ned på hende.  “Hun… Du…”

“Jeg ved det,” sagde hun. “Men hør på mig. Hun – jeg – har ventet på os her i flere hundrede år. Levet uden at være i live. Alene.” En pludselig følelse af den velkendte ensomhed fik hendes hjerte til at falde helt ned i maven. “Hun har gjort, hvad hun skulle, hun er fri nu. Lad hende ikke fortsætte sådan her.”

I samme øjeblik gav det et ryk i pigen derovre, og de vendte sig alle mod hende. En usynlig kraft tog fat i hendes krop, og kastede den nådesløst mod det store, lysende udråbstegn. Hun kolliderede med en rungende lyd, der kunne være kommet fra en kirkeklokke, og lignede et øjeblik en korsfæstet helgen.

Så styrtede hun mod asfalten.

Tavii rev sig fri, og styrtede hen til den slappe krop, der lå som en kludedukke på jorden. Han knælede ved siden ad hende, og lagde overkroppen på sit skød. Hun trak stadig vejret. Smilende.

Elliott og November var også nået hen til dem, men holdt sig en anelse på afstand.

Hun åbnede øjnene på klem. “J-Jeg kan huske det her. Fra dengang jeg var den anden N-November.” Slap en lille latter ud. “Det var ikke engang min død, der var den sørgeligste. Det var din. Eller, nej. Det var tamilakpigens, der var sværest at være vidne til. Hun var så sød.”

“Jeg ved ikke, hvem du taler om,” hviskede Tavii, bange for at hans stemme ikke ville lystre i normalt toneleje. Hans blik var sløret, og selvom han ville gøre alt for at se November klart, nægtede tårerne at blive blinket væk. Ja. Det var ægte tårer.

November sendte ham bare et svagt smil. “Inden længe.” Pludselig krympede hun sig krampagtigt sammen og hostede hårdt og længe. Blodet satte sig i hendes mundvige, og løb ned ad hagen. “Det er s-sjovt. Dette er øjeblikket, du indser, at d-du faktisk godt kan lide m-mig.”

“Jeg har altid godt kunnet lide dig.”

Hun så væk. “Ikke h-helt på samme måde.”

“Undskyld, November,” sagde Tavii. Hans stemme dirrede. “Jeg burde ikke have taget dig med. Så ville dette slet ikke være sket. Jorden ville ikke være væk nu.”

Hun trak næsten usynligt på skuldrene. “Det … ved jeg ikke. I kan jo p-prøve igen.” Øjenlågene gled langsomt i, men så kom hun i tanke om noget. “K-Kom tættere på,” sagde hun.

Tavii bøjede sig ned mod hende.

November så op i de blåviolette øjne, hun havde manglet så længe. Med den sidste luft hun havde i sin krop hviskede hun noget til ham. “Elliott er ikke som mig.”

Hun trak aldrig vejret igen.

Det begyndte at blæse op. Kraftigt. Kroppen i rumvæsnets arme fik en grålig undertone, inden hun begyndte at smuldre mellem hans fingre og blev ført bort af vinden som støv. Tiden havde indhentet hende.

Den rigtige November, hende, der stod lige ved siden ad Elliott, fik det dårligt. Elliott lagde en beroligende hånd på hendes skulder, men det hjalp ikke rigtigt. Hun havde set sig selv dø.

Et øjeblik sagde ingen af dem noget.

Tavii rejste sig uden at se på de to andre. “Vi må videre.”

Tøvende trådte Elliott et skridt frem mod ham. Han havde ikke hørt, hvad fremtidens November havde sagt, men han var samtidig også ligeglad. Tavii lød … forkert. “Er du okay?”

Intet svar.

“Men hvor lang tid er der tilbage?” spurgte Elliott. “Vi kan jo ikke bare sådan tage af sted.”

Trak på skuldrene.

“Tavii,” lød det fra November. “Forstår du ikke snart, at det ikke var dig, der slog hende ihjel?”

Rumvæsnet vendte sig mod hende. “Korrekt. Jeg slog ikke hende ihjel. Men i fremtiden kommer jeg til at være skyld i, at alle på Jorden dør. Elliott dør. Jeg dør. Og du bliver nødt til at vente i det nye hul i universet, indtil en anden version af mig kommer for at se dig dø i sine arme. Så nej, jeg slog hende ikke ihjel – en anden mig gjorde.”

“Med mindre vi laver om på det,” sagde Elliott tøvende. “Det er jo muligt. Du sagde det selv.”

Ihærdigt nikkede November. “Ja, præcis. Vi kan gøre det godt igen. Eller, vi kan stoppe det i at ske.” Hun smilede rent faktisk. “Kom nu, Tavii.”

Han tøvede. Hvad gik der af de to? Siden hvornår var de blevet så opsat på at redde verden?

“Fint. Men i passer fandeme på denne gang. Jeg gider ikke se flere af jer ende som støv.”

Elliott puffede til November. “Jeg har det som om, vi skal redde julen.”

“Så må vi hellere lade være med at skuffe nogen,” svarede hun med et glimt i øjet. “De små børn ville bare , hvis julen blev aflyst.”

“Blimey en syg humor,” mumlede Tavii, og de to mennesker kom til at grine. Han så på sit ur. Tallene hvirvlede stadig rundt mellem hinanden. Hvis de var heldige, ville stjernekortet nok kunne tage dem med alligevel. “Klar?”

“Klar,” sagde Elliott, og tog fat i ham.

“Jaja,” sagde November, og lukkede sin hånd inde i Taviis.

Tavii smilede til dem. Det skulle nok blive godt igen. Nu var der i hvert fald ikke nogen hemmeligheder tilbage fra hans side, og han vidste, at han aldrig, aldrig, aldrig ville give slip på dem igen.

Hvor tog han dog grueligt fejl. 

 

 

Næste gang: Der opstår problemer med stjernekortet, lige som de tre skal til at lande - og pludselig kommer én til at give slip...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...