Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1353Visninger
AA

17. Hullet i fremtiden (1)

Skrevet af Lumen

 

 

Forundret så Elliott sig omkring på det nye sted, de var landet. Overalt var der en tyk tåge, der gled forbi ham, selvom der ikke var nogen vind til at skubbe den. Her var helt mørkt med undtagelse af et lyserødt lys, han kunne skimte gennem disen. Jorden under ham var belagt af … asfalt?

“Tavii,” sagde han, “kan du ikke tjekke, hvorhenne vi er?”

Bag ham hørtes stemmen af det menneskelignende rumvæsen. “Det er for mørkt, husker du nok. Men måske jeg kan få et ordentligt syn henne ved den dér … hvad det så end er.”

Elliott gik ud fra, at han refererede til den aflange, lyserøde lyskilde. Det kunne egentligt godt minde om et I.

Tågen lettede en anelse i takt med, at de kom tættere på. Det gik op for Elliott, at han ikke havde taget helt fejl, og at det rent faktisk var et enormt udråbstegn, der hang og blinkede en meter over vejen, de stod på. Det lignede noget, der ville høre bedre hjemme i Las Vegas.

Han vendte sig mod de to andre.

“Hey, jeres tøj. Det er det samme, som dét vi havde på tilbage i New York.”

November så undersøgende ned ad sig selv, og genkendte overrasket fiskenetstrømpebukserne og den korte nederdel. Rynkede så brynene. Det gjorde Elliott også. Hvis hun havde sit normale tøj på, burde det så ikke betyde, at…

“Sært,” mumlede en lettere foruroliget Tavii. “Der står, at vi er på Jorden. Jeres Jorden. År 2134, men årstallet bliver ved med at skifte. Nu er det 2251. 2098 … 2015.” Han så op fra sit stjernekort. “Jeg aner ikke, hvad det betyder.”

“Fedt, lige hvad vi manglede,” sagde November, og lagde armene over kors. “Det her sted er vildt creepy. Hvor lang tid er der til, vi tager videre?”

Han så på sit ur. “Noget siger mig, at tid ikke rigtigt fungerer her.”

“Vi er jo på Jorden, det stod der jo selv på dit kort,” sagde Elliott, “men det er det helt klart ikke længere.”

Pludselig hørte de fodtrin, og alle snurrede rundt uden at få øje på noget. Kun tåge. Men skridtene blev højere, og en skikkelse – en menneskeskikkelse – tog form.

Det var en kvinde. Høj og mager og med sort, glansløst hår. For øjnene bar hun en maske af fjer og sorte blonder, men det var tydeligt at se, at hun var syg. Eller, i hvert fald ikke rask. På sin spinkle krop sad en balkjole, der engang må have været nydelig. Den var derimod laset og mølædt nu, og bulede ud på steder, hvor der burde have været krop til at fylde ud pladsen ud. Hun var ikke ung, men heller ikke gammel.

En følelse af noget genkendeligt satte sig i Elliott, og han kunne ikke slippe af med det. Der var noget ved de øjne bag masken, som han havde set før, men det virkede som om, at de ikke ville genkendes. Han kiggede hen på Tavii og November, og samme forvirrede udtryk havde også sat sig i deres blikke. Underligt.

“Undskyld? Kan du sige os, hvad er der sket her?” spurgte Tavii, og trådte tøvende et skridt frem mod pigen.

Hun åbnede munden. Svajede lidt, og så et øjeblik ud som om, hun skulle til at falde om. “Krigen … sluttede.”

Først reagerede Tavii ikke, for han forstod vel heller ikke, hvad det skulle betyde. Men da ordene langsomt sivede ind, stivnede han. Hans øjne lyste af frygten, der spredte sig i blodårene på ham, ud og tilbage til hjertet for at blive pumpet videre, så hver en afkrog af ham kunne mærke den ægte og helt unægtelige rædsel, han oplevede. “Det-det kan ikke passe. Nej. Nej!” Krampagtigt tog han sig til hovedet, som om han var bange for, at det skulle falde fra hinanden. “Du tager fejl!”

Elliott kunne kun stå og se forvirret til. “Krigen? Hvilken krig? En krig på Jorden?”

“En krig i alle dimensioner,” svarede pigen, “selvom det aldrig rigtigt var en krig for sådan nogle som os.” Stemmen var monoton og forladt for følelser, men alligevel genkendelig.

“Hvor er vi?” spurgte Elliott. “Er det her virkelig vores planet?”

“På en måde. Vi står i et hul i universet. Det blev skabt, da Jorden og resten af vores galakse blev tilintetgjort.”

Panisk så Tavii op på hende. “Tilintetgjort? Som i sprunget i luften?” Han gjorde en besværet synkebevægelse. “Men hvad betyder det så? Hvor mange døde?”

“Alle,” sagde hun. “Alle undtagen mig. Jeg blev fanget her i limbo.”

“Så du er også et menneske?” spurgte Elliott, og hun nikkede. “Men… Hvem er du så?”

November rykkede uroligt på sig. Hun sank. “Mig. Du er mig, er du ikke?”

Det gik op for dem, at hun havde ret.

Pigen i masken løftede hånden, og tågen flød ind imellem dem alle som rindende vand, skabte en mørk, tyk mur, der ikke var til at se igennem. Da den lettede igen, var hun væk. Alt var væk. De var et nyt sted henne, noget der lignede en eng, men himlen var stadig sort, og græsset var gråt. Tavii dumpede med det samme ned i det knastøre underlag.

“Okay, hvad fuck foregår der, Tavii?” spurgte November. Hendes stemme var som piskehaler, der svirpede gennem luften, men hendes vrede reaktion var heller ikke helt til at bebrejde. Hun havde trods alt lige mødt sig selv. “Hvad er det, du ikke fortæller os?”

Han trak vejret ind, og man kunne næsten høre hvor meget han rystede. “Jeg er ked af det. Jeg er så ked af det. Undskyld.”

November stirrede hen på Elliott. “Hvad helvede skal vi bruge dét til?”

Elliott pressede eftertænksomt læberne mod hinanden. Så bukkede han sig ned til rumvæsnet.

“Tavii. Du bliver nødt til at fortælle os, hvad det er, der foregår.” Han skæver op til November. “Det er tydeligvis ikke noget … ligegyldigt. Du så hende jo selv. Det var November, for fanden. Og du ved noget, som vi andre ikke ved.”

Tavii så modvilligt op fra sine håndflader. “Ja. Du har ret.” Han fik vejrtrækningen under kontrol, og slap et tyngende suk ud.

November satte sig også.

Forsigtigt så han på de to mennesker. “Jeg… Der er en grund til, at jeg rejser rundt mellem dimensionerne, hele tiden er et nyt sted.”

Elliott rynkede brynene. Det var lidt som om, han kunne høre Taviis ord, før de blev sagt, og så alligevel ikke. “Du er på flugt,” faldt det ud af ham.

Overrasket kiggede han på mennesket. “Ja.” Havde han nævnt det før? “Jeg er på flugt fra dem, der destruerede min hjemplanet, og som nu er efter mig. Det eneste, de har i hovedet, er at udslette alle af min race. Og jeg er den sidste.” Et smertefuldt udtryk gled over hans ansigt, men var i samme øjeblik væk igen. Undertrykket. “Det ser ud til, at de i fremtiden finder mig, finder os … og tager hele jeres galakse med i købet.”

“Hvorfor hører vi først om dette nu?” spurgte November. Vreden var stort set fordampet fra hendes stemme.

“For det var ikke meningen, at det også skulle være et forsøg på at flygte for jer to,” svarede han. “Jeg ville gøre det til en rejse. Det var ikke meningen, at virkeligheden skulle hale ind på mig, okay? På os. Men dette er fremtiden. Jeg fejlede, og nu er det slut.”

Elliott tøvede. “Men fremtiden, kan man ikke ændre den? Den er vel ikke hugget ind i sten.”

“Det ved jeg ikke.” Tavii rev det grå græs op, imens han talte. “Jo, fremtiden kan godt ændres. En smule. Jeg tvivler bare på, at vi vil kunne redde en galakse. Vi ved jo heller ikke engang hvordan … eller hvornår. Hver en lille handling kan lede op til det store billede. Måske er det allerede for sent, og vi har ingen anelse om det.”

Inden nogen kunne nå at svare, fortættedes tågen igen. Et øjeblik kunne de ikke se hinanden for bare dis. Sekundet senere sad de alle på den asfalterede vej ved fremtidens November igen.

“Kom op at stå igen,” sagde hun. “Om natten kommer de løse.”

De hjalp hinanden på benene.

“De løse?” spurgte Elliott.

Tavii så på ham. “Sultne sjæle, der hver nat søger efter liv, og først stopper, når de har fået, hvad de ville have. De må også være fanget her uden mulighed for at komme videre. Jeg går ud fra, at den eneste grund til, at November stadig er i live, var for at hun kunne møde os, fortælle os om fremtiden.” Rumvæsnet vendte sig mod hende. “Du må have ventet længe. Flere århundreder.”

Hun svarede ikke. Som om hun ikke rigtigt registrerede hans ord. Det gjorde nutidens November derimod, og hun lovede sig selv, at hun ville gøre alt for at redde sig selv fra dette. Så hellere dø.

“Men hvordan ved man, hvornår det er nat her?” lød det fra Elliott. “Du sagde selv, at tid ikke fungerer på samme måde længere.”

Fremtidsnovember så på ham. Hvad var det i hendes blik? … Medlidenhed? Var hans fremtid så slem? Hun lukkede øjnene. “Man lytter.”

Der blev helt stille. Ikke en lyd andet end den elektriske summen fra det store udråbstegn midt på vejen. Tågen drev stadig rundt imellem dem, selvom ikke en vind rørte sig.

Pludselig sprang hendes øjne op.

“Nu!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...