Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1403Visninger
AA

15. Ægyptens drikkelse (1)

Fortumlet landede de tre rejsende i en svag oplyst gang. Tavii var den første til at rejse sig, og begyndte straks at studere væggen, der var oplyst af falker hele vejen ned af den uendelige gang.

"Hvor er vi?" November ømmede sig over den hårde landing og pustede sit korte hår væk fra ansigtet.

"Jorden, 1591, i Ægypten."

"Det gamle Ægypten." Elliott kom også op at stå. "Men hvor?"

"Et varmt sted." stønnede November og viftede sig med den ene hånd, for at blive nedkølet i den enorme varme. Hende hoved dunkede og hendes gane tørstede efter vand. "Nogen, der har noget drikkelse?" Både Elliott og Tavii kiggede ned af sig selv. De var begge klædt i hvide klæder om hofterne.

"Nej, men kom lige at se." Tavii vinkede de to andre rejsende hen til sig. Elliott gik interesseret tættere på væggen, mens November stædigt blev stående.

"Lad os finde noget vand, nu."

"Prøv nu at kom og se." Elliotts fingre gled hen over stenvæggen, der kun var oplyst af faklen. Mærkelige tegn stod over det hele mellem tegninger. "Hieroglyffer."

"Ace!" udbrød Tavii. Både Elliott og November kiggede underligt på ham, før November brød sammen igen.

"Hvis i ikke kommer nu, så går jeg selv!"
"November, hvis du går fra os, når vi skal videre, så kommer du ikke med." mumlede Tavii dybt fachineret af tegnene på væggen.

"Hvad vil i have ud af den fucking væg? Vi ved ikke engang, hvor vi er!" November gled utålmodigt ned langs gangens anden væg.

"Vi er i en pyramide." informerede Elliott.

"Og hvordan ved du lige det?"

"Kig dig omkring, hvor skulle vi ellers være. Det kan være vi kan finde gravkammeret."

"Jeg vil ud, nu!" November lod sine fingre masser tindingerne, for at holde liv i sig selv. Varmen var uudholdelig. Som et tæppe, der ikke var til at få af.

"Okay," Tavii vendte sig resulout. "Hvilken vej skal vi gå?" Elliott sukkede og pegede. November kom vaklende på benene igen. De tre begyndte at gå gennem den endeløse gang.

"Det kan være vi støder ind i en mumie." drillede Elliott.

"Stop!"

"Jeg laver bare sjov."

"Men det er ikke sjovt," bed November ham af. Hvide prikker begyndte at danse for hendes øjne, og både Tavii og Elliott var nu også begyndt at sløse hen i varmen.

"Men hvor kommer den fra?" Tavii så undrende rundt.

"Hvad?"

"Varmen."

"Vi er i Ægypten. Her er varmt." vrissede November.

"Hey, Tavii har fat i noget. Vi er langt inde i pyramiden, her burde ikke være  langt!" Elliott sænkede farten lidt.

"Lad os bare gå!" Novembers hjerne drejede sig kun om et punkt. Vand. Hun kunne se det for sig. Vandfald. Kilder med strømmende vand. Nilen måtte være her et sted. "Vand," gispede hun ufrivilligt.

"Hold ud, November, vi andre er også tørstige." Men November ænsede ikke Taviis ord. Det eneste der fyldte hendes hjerne var vand. Hun måtte gå. Hun skulle gå. "Vand." Tavii tog om Novembers ene arm, da hun var ved at vælte. "Vand," gispede hun igen og igen. Med et rev hun sig ud af Taviis greb og kastede sig hen mod væggen. I Novembers hoved lød en stemme. Høj og tydelig. Det eneste, der kunne overdøve tanken om vand.

"Du kan få, hvad du vil have, jeg kræver blot en gave, et lig, en død, en ven, en må forsvinde hen," En pludselig smerte ramte November, og hun kastede sig mod jorden med et skrig.

"November, November," Elliott kastede sig på jorden ved siden af hende.

"Den har overtaget hende." konstaterede Tavii koldt og greb en farkel fra væggen.

"Hvad?" Elliott prøvede at holde den skrigende November fast, men de var praktisk talt umuligt.

"Mumien. Faroen, der er begravet herinde." Taviis blik var stift. Bestemt. Koncentret satte han sig ved siden af Elliott.

"Hvordan ved du det?"

"Jeg kan også hører ham." Elliott vidste knapt nok, hvad han skulle sige. "Hun vil have mig. Ofre mig. Han kan læse hendes tanke. Han er parat til at dræbe." November skreg igen.

"Hun må have vand!"

"Nej!" Tavii lyste Novembers ansigt op med farklen. "Hun må have modstand."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...