Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1384Visninger
AA

7. En mand i en glimtende væske (2)

Tavii løb og løb, indtil han var nået næsten en kvart gang rundt om kloden, da et stort dyt tårende sig frem foran ham. Han var ikke bange af sig og eftersom dyret havde halen mod ham, var der ingen fare. Han nærmede sig en af de små vulkaner og stak forsigtigt håndfladerne ned i den glimtende masse. Da han trak dem op igen hang glimtende tråde efter. Han handlede hurtigt og præcist, da han plantede sine hænder på ryggen af dinosauren. Let trak han i dem, men de var som limet fast til det store dyr.

Tavii så ned på sit ur. Et kvarter til de skiftede dimension. Han trak let i stegusaurussen, der vendte sig mod ham i et ryk, så Tavii blev svunget om på den anden side.

"Løb," hviskede han og lavede derefter et enormt stød mod planeten, så stegusaurussen sprang forskrækket op og løb. Taviis hænder blev helt røde, da de fløj hen over planeten, og han svingede sig ud på siden af dinoen, så han kunne se, hvornår han skulle stoppe den.

Langsomt kom Elliott og November til syne, og Tavii satte fødderne i, så dyret langsomt stoppede igen.

"Din idiot." hørte han, November hvæse ved synet af dinosauren.

"Tag fat om halen." kommandrede Tavii Elliott, der med røde øjne og løbende næse fik taget fat om dyret med sine fingre, som efterhånden var det eneste rene han havde tilbage.

"Er du sik..." stammede Elliott og tilfæjede en udforståelig mængde af ord.

"Jeg er ikke fra jeres dimention, men stol på mig." sagde Tavii og lavede et tumulter igen, så stegusaurussen satte i løb. Dog blev den hurtigt stoppet af Elliott, der han fast i massen og dinosauren. Der lød et smerteskærende skrig fra Elliott, der blev strakt ud mellem dinoen og massen. Stegusaurussen udstødte et brøl. Langsomt blev Elliott revet ud af massen. November vendte sit blik den anden vej, mens Tavii nervøst skævede til sit ur, der begyndte at tælle ned af et minut.

59, 58, 57...

Hele Elliotts overkrop var nu fri, og hans ansigt var fortrængt i smerte.

50, 49, 48...

"Tag min hånd!" råbte Tavii til November og hev med besvær den ene hånd af dyrets skind. November tog tøvende imod den, velvidne om at de ville sidde fast ... længe, når hun tog den.

34, 33, 32...

Elliott skreg igen, og det var tydeligt på Novembers ansigtsudtryk, at hun synes alle omkring hende var en idiot.

10, 9, 8...

Elliotts fødder var nu det eneste der stadig var fanget. Hans hjerte bankede som ti vilde heste.

"4, 3, 2... TAG ELLIOTTS HÅND!" November greb ud efter Elliott. "1." De fløj afsted.

 

Næste gang: Vil de klarer sig bedre? Har de lært noget? Få svaret den 1. oktober

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...