Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

22Likes
9Kommentarer
1442Visninger
AA

12. Dø (2)

Tavii mistede pludseligt lysten. “Mærke hvad? Mærke hvad?” Han sank. “Dét?”

Elliott nikkede. “Samme som November.” Han lukkede øjnene hårdt i. “Alt dårligt jeg har gjort i mit liv. Det hele kommer op. Jeg husker alt,” sagde han gennem sammenbidte tænder. “Jeg vil dø.”

“Slip mig,” lød det igen fra kvinden. “Dræb mig, dræb os begge,” gentog hun som et mantra. Slip mig, dræb mig, jeg vil dø.

“Folkens!” udbrød Tavii vredt. “Ingen af os slår hinanden ihjel, hører I mig? Lige meget hvor stærkt det dyr er.”

Selv i mørket kunne Elliotts hadefulde blik ses. “Slip mig, Tavii. Slip mig lige nu.” Han nærmest spyttede ordene ud.

“Vi må for alt i verden ikke blive væk fra hinanden,” vedblev Tavii standhaftigt. Han havde ikke tænkt sig at vige fra sin pligt. Intet – selv ikke dyret – skulle komme imellem ham og de to mennesker, han havde sværget sig selv at passe på. Resolut strammede han grebet. “Jeg. Slipper. Jer. Ikke. I –”

Længere nåede han ikke. For i samme sekund hørte han det. Lyden. Den harmløse lyd af bittesmå poter, der hastigt trippede af sted lige inde bag hans øjenhuler. Han burde ikke blive bange for noget så småt og uskyldigt, dyret var den, som burde være bange. Men alligevel skræmtes han. For han havde set væsnets styrke så snart det havde fundet en åbning til et andet væsens sind.

Og nu var det her. Lige her i Taviis.

Det første han gjorde, var at give slip på de to mennesker.

November faldt med det samme til jorden. “Dø, dø, dø,” messede hun for sig selv, imens hun ledte efter en form for våben – noget skarpt at foretrække. Dog skuffedes hun hurtigt: Ikke så meget som en sten fandt hun.

Elliott satte sig på hug og krøllede kroppen sammen. Hænderne holdt han oppe mod hovedets sider. Presset indefra blev for stort. Der var ikke plads til alle de forrådnede tanker og nervøse minder. Han måtte slå hun på skallen – der var ingen anden løsning.

Men Tavii, der først oplevede væsnets styrke nu, stod helt stille. For Elliott havde haft ret. Alt dårligt han havde gjort i sit liv vældede som en stormflod op i ham. Han så sin planet blive sprunget til atomer, og han så sig selv flygte som den kujon han var. Han så sine forældres bebrejdende blikke bore sig ind under huden på ham, og de blev kun endnu mere dømmende fordi han havde svært ved at huske, hvordan de begge så ud efter så lang, så lang tid bagerst i hans tanker. Han så også November og Elliott. De var vrede. Vrede over at han havde taget dem med sig, den egoistiske nar. Hvem troede han lige, han var? Bare at komme gående sådan, og i næste sekund ville man aldrig mere kunne vende hjem på grund af et dumt, defekt stjernekort. Tavii var en forfærdelig person. Han burde aldrig være blevet født.

Bare han dog kunne dø.

“Nej!” udbrød rumvæsnet arrigt. Elliott og November så begge op. “Nej. Jeg … vil ikke … dø. Jeg vil ikke dø.”

Han mærkede et pludseligt smerte i nakken, lige ved hårgrænsen, der fik ham til at skyde ryg den forkerte vej. Det var ikke bare et stik eller et snit, det var et flæns, noget der rev ham op helt inde fra knoglen af. Febrilsk mærkede han efter, men der var intet at føle. Ingen flænge, ikke så meget som en dråbe blod. Det havde været hans fantasi. Det havde været dyret. En inkorporeret refleks. Hvis han kæmpede imod, ville han blive straffet. Hvis han ikke kæmpede imod, ville han dø. Simplere kunne det ikke blive.

“Du skal dø,” sagde November sammenbidt. “Du skal dø, der er ingen vej ud.”

Elliott så op på ham. “Vi skal nok hjælpe. Det kommer ikke til at gøre ondt. Ikke længe.”

Hvor lød det dog rart, hvor lød det dog enkelt i Taviis ører. Han kunne lige forestille sig hvordan hans hjerte ville banke for sidste gang og så ikke mere. Åh, den ro! Aldrig mere en eneste dårlig tanke at tænke. Ikke flere at såre med forkerte valg. Så rart, så enkelt.

“Hvorfor?” spurgte rumvæsnet. “Hvorfor vil I gøre det for mig?”

November så på ham. “Som tak.” Men hendes stemme var ikke længere en snerren, der gik lige i rygmarven. Hun var oprigtig.

Som tak.

Tak.

Langsomt lettedes tågen i Taviis hoved, og han kunne tænke klart igen. Han huskede, at de to mennesker ikke foragtede ham – de holdt af ham. Han havde jo trods alt givet dem begge et bedre liv at leve. Et liv i rejse til steder intet andet menneske tidligere havde betrådt. Altid var de på farten, og ingen behøvede nogensinde at se bagud, for hvad var pointen i dét, hvis man alligevel aldrig kunne vende tilbage? Der var intet ansvar. Intet at leve op til. Sammen med Tavii var de så frie som det var mennesker muligt. Og selvom ingen lod til at udtrykke det direkte, så elskede de det.

Tak.

“Tag fat i mig, lige nu,” kommanderede han, og de gjorde som han befalede. Men Tavii låste selv hænderne fast om deres arme, før de nåede at indse, hvad han havde gang i. Smerten vendte straks tilbage i ham, men han så mellem fingre med den. Væsnets styrke kunne ikke overraske ham nu.

“Tavii, stop,” sagde Elliott vredt. Han hev og sled for at undslippe rumvæsnets greb.

November borede neglene i. “Du skal fucking ikke … bestemme over os. Hvis vi gerne vil dø, så lad os dø.”

“Det er jo netop dét,” sagde Tavii sammenbidt og med progressivt mere og mere ondt over alt i kroppen. “I ønsker ikke at dø. Det er væsnet der gør det mod jer.”

“Hvordan kan du være,” han tog en pause for smertefuldt at trække vejret, “så sikker?” snerrede Elliott.

Tavii så på ham med sammenknebne øjne. For første gang syntes han næsten, at han kunne ane mandens skikkelse i mørket. “Fordi jeg har noget at leve for.” Han lod et enkelt gisp af smerte slippe ind gennem tænderne. “Og det har I også. Begge to.”

I samme øjeblik så November sit snit, og satte tænderne i Taviis fingre.

Han trak straks hånden til sig som havde han lige stukket den i skærsilden.

“Bloody hell!”

I forvirringen fik Elliott vristet sig fri. Han forsvandt hurtigt fra rumvæsnets rækkevidde, og November fulgte hans eksempel.

Tavii prøvede ihærdigt på at finde de to igen, men løbet var kørt.

“Forstår I det ikke?” begyndte han. “I er ikke jer selv! I tænker ikke selv. Det er dyret.” Smerten tog til og bredte sig samtidigt ned langs hans rygrad som en gren. Strøede sine gnister alle tænkelige steder. Brændte hver en celle i hans krop op. “Hold ud lidt endnu. Vi –”

Da gav Tavii op. Han faldt på knæ og landede på jorden med et brag der rungede dybt og længe i hans hoved. Men smerten tog ikke af. Den blev ved. Voksede, om muligt. Rislede altødelæggende gennem hans blodårer som løbeild. Da forstod Tavii, hvordan November og Elliott måtte have det. Hvorfor de gerne ville slippe ud af deres kroppe. Det var den letteste flugtvej. Eneste nødudgang. Ja, han ville også væk. Ud. Løbe sin vej for aldrig mere at kunne løbe igen. Rart og enkelt. Så enkelt.

Men i det øjeblik mærkede han det. Stjernekortet. Det var ved at gøre sig klar til at rejse videre. Og hvis ikke han fik fat i de andre, ville de blive efterladt her. I mørket.

Vaklende tvang han sig selv på benene. “November … Elliott. Stjernekortet. Det er nu.” Han kunne næsten ikke få ordene ud.

“Jeg bliver,” fremtvang November fjendtligt.

Tavii tog et skridt mod hende med armene falmende fremad. “Vi må af sted. Så snart vi er væk … er alt godt igen.” Han holdt en pause for at trække vejret. “Stol på mig.”

Langsomt rejste Elliott sig også op. Hans ben var rystende og usikre, men han stod. “Han … har ret,” sagde han. “Kom, November.” Han rakte hånden ud mod hende. “Tag fat i min hånd.” Tavii kunne kun forestille sig den smerte, Elliott udsatte sig selv for.

I tre sekunder var der helt stille. Kun besværede åndedræt kunne høres i mørket.

“Okay,” svarede kvinden og greb fat i Elliott.

“Elliott, her,” sagde Tavii. I blinde falmede han efter den anden hånd, men kunne intet mærke. Og tiden var grueligt tæt på at rinde ud.

Også Elliott ledte uden at finde.

Taviis puls steg i styrke. Det var ved at gå galt. Stjernekortet var allerede ved at gøre sig klar, og der var intet han kunne gøre. Men i samme øjeblik mærkede han Elliotts finderspidser – kun et kort sekund, for så var de væk igen.

Og så var det for sent. Alt det mørke blev erstattet med hvidhed. Men lige inden syntes han, at han havde set noget. En skygge. Kulsorte øjne. Noget, der lignede et frygtindgydende smil. Væsnet, der holdt øje med dem.

Han håbede inderligt, at Elliotts berøring havde været på det helt rigtige tidspunkt. Tvivlen gnavede sig dog hurtigt vej helt ind til knoglemarven, hvor den satte sig som en slyngplante og voksede videre rundt i hans krop, indtil alt var dækket af en ond, mørkegrøn frygt. 

 

Næste gang: 

“Du er velkommen til at blive.” gentog han. “Dine bekendte har hinanden. Mit indtryk er at de morer sig kosteligt. Hvis du ikke gør er der ingen grund til at du tager med... Du er fri til at tage dine egne valg. Jeg giver dig en mulighed for at lægge dit liv om. Igen.”

Et tilbud bliver givet. Et som kan splitte gruppen for altid
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...