Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1355Visninger
AA

11. Dø (1)

Skrevet af Lumen

 

 

Da Tavii åbnede øjnene, kunne han intet se. Absolut intet andet end mørke.

“Er alle live?” spurgte han for at få en fornemmelse af hvorhenne de to andre befandt sig.

Elliott rørte forsigtigt på sig. “Det vil jeg mene.”

“Så godt som,” mumlede November forslået. Hun fik kantet sig op at sidde og set rundt, selvom der som bekendt absolut intet var at se. “Hvor helvede er vi?”

Tavii måtte erkende, at det var et særdeles godt spørgsmål, som han desværre ikke selv kendte svaret på. Men de lå ned på noget koldt, hårdt og en anelse fugtigt. Og lagt sammen med deres stemmers efterklang, måtte de tre følgevenner befinde sig i en form for grotte.

Tavii kom på benene. “Nogen med en lommelygte?” Uden lys ville det blive langt sværere at finde en udgang.

“Nope,” svarede Elliott. “November?”

Hun ignorerede ham.

Tavii rejste sig forsigtigt op, men der var heldigvis højt til loftet. “Det er desværre lidt af et problem at vi så ikke kan se hvor lang tid vi har tilbage i dimensionen. En af os kan blive efterladt her, hvis ikke vi har fat i hinanden på det rigtige tidspunkt.” Han gjorde en synkebevægelse. Taviis rædselsscenario. “Tag fat i mine hænder. Der kan gå minutter og der kan fire timer, men i det mindste er vi fysisk forbundet.”

“Jeg skal ikke gå rundt og holde i hånd med jer to i fire timer,” beklagede November sig, men falmede sig alligevel frem til hans arm. Trods alt var hun ikke dum.

Elliott havde også fået hægtet sig på. “Hvad så nu? Skal vi udforske stedet uden at kunne se?”

Tavii smilede i mørket. “Selvfølgelig! Du har fire andre sanser at bruge.” Han bukkede sig ned, og de to mennesker røg med. “Mærk underlaget: Bulet og rut. Jeg tror ikke, at mange gående væsner har brugt denne vej.”

“Fascinerende,” sagde November tørt.

“Det er da rart at vide, at vi er alene,” svarede Elliott hende.

November stønnede beklageligt. “Forstår du aldrig sarkasme?” Hendes tålmodhed var ved at være brugt op. Elliott havde opført sig så satans bedrevidende lige siden begyndelsen på deres rejse.

“I modsætning til visse andre prøver jeg jo bare at hjælpe,” bed han.

“Jeg har fucking ikke brug for din hjælp!”

Tavii brød ind i diskussionen. “November, Elliott, stik en sok i munden hvis ikke I kan tale ordentligt sammen.”

November så på ham. “Hvad fanden er det nu for en talemåde?” spurgte hun efter et par sekunder i tavshed. “Mere af dit britiske hejs?”

Elliott så også undrende på ham. “Det overrasker mig faktisk, hvor inhabil du er til at forstå, at vi ikke fatter dig.”

“Jamen det er da godt at I to har noget at være enige om,” fnøs Tavii med et drillende smil på læben.

 

~

 

Det tog dem ikke lang tids vandring at indse, at de ikke ville finde en udvej lige med det samme. Desuden måtte grottegangen være stor – lige meget i hvilken retning de bevægede sig, stødte de ikke på nogen væg.

“Hvor meget længere skal vi gå?” brokkede November sig nu for tredje gang.

“Lidt endnu,” svarede Tavii for fjerde. “Udgangen kan være lige rundt om hjørnet, og vi vil ikke opdage det, hvis vi giver op allerede nu.”

Hun så surt op ham. “Men den her hule er jo fucking endeløs!”

Endeløs…” Tavii så sig eftertænksomt omkring i mørket, imens han smagte på ordet. “Måske er vi slet ikke inde i nogen hule – måske er det bare sådan her, planetens overflade ser ud. Mørke, mørke, mørke. Planeten kan være død, udslukket for mange millioner år siden.”

Elliott så op. “Men her er jo ingen vind, selvom atmosfæren gør sit job. Og uden en sol ville her da være betydeligt koldere – og hvor er stjernerne henne?” Han havde ærligt talt svært ved at sætte sig ind i Taviis hoved.

Tavii lo let af Elliotts åbenlyse uvidenhed. “Årh, hav nu lidt fantasi. Hvem ved hvordan denne planet fungerer? Den kan blive opvarmet den indefra og ud af en enorm, brændende kerne. Den stjernehimmel du leder efter kan være dækket af et sort lag skyer. Mulighederne er så uendelige som grottens størrelse – hvis altså det er en grotte.” Han smilede over sig selv og sin egen opfindsomhed. Det kunne være lige meget om han rent faktisk havde fat i sandheden. I det mindste havde han indbildningskraften i behold.

“Det kan du sagtens gå at sige, ingen af os aner noget om hvorhenne vi er,” var Elliotts svar.

“Korrekt!” udbrød rumvæsnet. “Er det ikke fantastisk?”

Med et ryk stoppede November pludseligt op. De to andre blev nødt til at følge hendes bevægelse.

Elliott kiggede spørgende i hendes retning. “Hvad er der?”

“Hørte I det ikke?” spurgte hun. Tonefaldet i hendes stemme foruroligede med det samme de to mænd. Den skarpe tunge var byttet ud med noget småt og skrøbeligt. Hun stirrede på dem. “Hørte I det ikke?!”

“Hørte hvad?”

November snurrede forskrækket rundt. “Der! Der var det igen.” Hendes stemme dirrede en anelse.

Tavii løsnede beroligende grebet om hendes håndled. “November, jeg er ked af det, men–”

“Shh,” afbrød Elliott ham. “Jeg tror, jeg kan høre det.”

De blev alle tre stille og lyttede af al kraft.

“Whoa!” udbrød Elliott og flyttede skræmt på sig.

“Hvadhvadhvadhvad?” Tavii havde absolut intet hørt, og var ved at dø af nysgerrighed.

Elliott så sig nervøst over skulderen. “Jeg ved ikke hvad det var. Det lød som en mus i løb, men mere summende. Men ikke maskinelt summende, bare … summende.” Også hans stemme var begyndt at ryste fra side til side som gelé.

“Mus?” spurgte Tavii. Altvidende var han jo ikke.

“Lille gnaver, meget almindelig på Jorden,” forklarede November.

Rumvæsnet smilede. “Jamen så er der vel ingen grund til at være bange for et dyr, hvis det er på dén størrelse.”

“Du bad os om at bruge fantasien, kan du ikke huske det?” Elliott så fortsat rundt efter lydens ejermand. “For jeg har altså nogle meget levende billeder i mit hoved lige nu. Og selv hvis ikke dyret rent faktisk er tre meter højt og i familie med hajerne, kan jeg ikke rigtigt se nogen grund til at lade som ingenting, det kan jeg virkeligt ikke, nej. Der var den igen!”

“Jeg vil foreslå dig at tænke på noget andet.”

“Lidt for sent, siger jeg dig.”

“Hm.”

Igen blev der stille. Denne gang lyttede Tavii endnu intensere end før, men kunne ikke høre andet end de tres åndedræt og lyden af stof mod stof, da Elliott uroligt flyttede på sig.

“Lyden…” sagde han lavmælt. “Den er stoppet.”

Tavii så på ham. “Den er ikke stoppet, der var slet ingen lyd til at starte med.”

“Tavii, jeg er sikker, både November og jeg er sikre. Der var en lyd, og nu er den her ikke mere.”

Tavii holdt næsten vejret. Elliott lød så … insisterende. “Men hvad i alverden betyder det så? Nogen forslag?”

“Jeg aner det ikke.” Elliott begyndte at trippe med fødderne.

“Hvad med dig, November?”

Hun svarede ikke.

“November?”

Slip mig.”

Det gav et sæt i dem begge.

Hendes stemme var en hvæsen, der fór direkte ind gennem Taviis ører, susede vildt og stikkende ned ad rygraden. Kommanderende og rasende som om hun ønskede, han aldrig var blevet født. Han gjorde en synkebevægelse, og et øjeblik følte han sig splittet. Den befalende tone i hendes stemme… Han havde svært ved at kæmpe imod.

“Nej,” svarede Tavii stålfast. De måtte ikke blive væk fra hinanden.

“Slip mig!” gentog hun langt vredere.

Nej,” gentog han selv.

“Så dræb mig.”

Elliott rykkede på sig igen. “H-hvorfor?” spurgte han uroligt.

“Jeg vil dø.”

Han så på rumvæsnet. “Hvad er der sket med hende?”

“Jeg aner det ikke,” svarede han bekymret. “Hun er i hvert fald ikke sig selv længere, så meget ved vi.”

“Har det noget at gøre med lyden?” spurgte han.

Tavii sukkede. “Hvis der overhovedet var en lyd, så ja, det er selvfølgelig en mulighed, at de to ting er kædet sammen – men jeg tvivler på det stærkeste. Men fint, lad os rent hypotetisk sige, at lydens ejermand rent faktisk eksisterer.” Han så mystificeret på November. “Er det det væsen, der får dig til at tale sådan?” spurgte han sig selv. “Hvordan kan det gå til? En gas ville ikke kun ramme ét individ, så det må være noget andet. Men vigtigere er vel hvorfor. Hvorfor har væsnet gjort dette? Hvorfor får det dig til at sige sådan nogle væmmelige ting?”

“Tavii?” Det var Elliott, der talte, men han blev ikke hørt af rumvæsnets tankestrøm.

“Hvad har vi, som det væsen, det dyr, mangler? Varme? Nej, så ville du ikke sige sådan noget, vel November? Og dyret må have tilpasset sig dette kølige miljø når planeten her alligevel har så få besøgende. Nej, der kommer vel ikke mange af vores slags.” Han så sig eftertænksomt omkring. “Men hvad har det lille dyr så brug for, hvis ikke det er komfort?”

“Tavii?”

“Selvfølgelig. Det er sultent – og vi er vist på menuen. Hvor spændende! Men dræb mig. Dræb mig, dræb mig, dræb mig. Det giver jo ingen mening at vi slår hinanden ihjel, hvis dyret alligevel har tænkt sig at sætte tænderne i os. Og dog. Det er jo et lille dyr. Vi tre er vel for stort et bytte at skulle nedlægge, og derfor tvinger det os til at dræbe os selv? Ja?” Han holdt en lille pause, før han begejstret udbrød, “Ja! Selvfølgelig! Elliott, November, jeg har fundet svaret!” Rumvæsnet kunne have danset af glæde hvis ikke situationen havde været lidt for dyster til det.

“Tavii,” sagde Elliott besværet. “Jeg … kan mærke det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...