Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1393Visninger
AA

14. Diplomatens tilbud (2)

November sparkede og vred sig, men lige lidt virkede det. To havde fat i hende, mens der blev revet i hendes kjole og lommer gennemrodet af hårde hænder. Vagterne var kommet og havde overtaget.

Og så stoppede de handlende med at råbe på retfærdighed og straf og de mange hænder forsvandt, bortset fra dem der holde hende. De kiggede alle sammen på den samme person og hun genkendte med det samme det sølvblonde hår og den statslige autoritet, han besad, selv når han intet gjorde ud over at stå passivt og betragte optrinnet.

“Hvad sker der?” spurgte han, selvom det var indlysende og Novembers kinder glødede af skam over at han skulle se hende sådan der.

“Hun er en tyv. Hun har stjålet fra min bod!” råbte sælgeren skingert og rakte brochen i vejret, så alle kunne se han havde ret.

“Løgn!” råbte November panisk.

Frost gik gennem mængden og stillede sig så tæt på hende, som det var muligt. Hans blik var på brochen som han studerede kort.

“Lad mig tage mig af det... Der er ingen grund til at I bruger jeres tid. I har sikkert alle vigtiger gøremål.”

Han trak en pung op. “Se dette som en kompensation og belønning for jeres samarbejde. Fortsat god dag.”

November kunne se hvordan han gav hver af vagterne og sælgeren mønter fra pungen og langsomt blev mængden opløst.

“Vi må hellere finde de andre.” Frost vendt ryggen til hende og begyndte at gå. November var lige bag og hadede ham inderligt for at vide hvad hun havde gjort og efterfølgende redde hende. Hun ventede på at han ville skælde hende ud eller stille dumme spørgsmål.

“Har du ikke tænkt dig at sige noget?” snappede hun forlegent af ham, da intet kom.

Frost rystede på hovedet.

“Nej. I Modsætning til dine venner...”

“De er ikke mine venner!” Ordene fløj ud af munden på hende, inden hun var klar over hvad hun sagde. De havde reddet hinanden, oplevede fantastiske syn og hjulpet hinanden mod store farer. Men hun kendte dem næsten ikke. Den vanvittige tur havde dårlig nok varet en uge. Var man så venner? Hun vidste det ikke.

Hun undgik at se på noget bestemt. Det var da også noget lort han havde fået lukket ud. Elliott og Tavii var jo ikke så slemme når det kom til stykket...

“Jeg mente det ikke sådan. Det er kun fordi vi næsten lige har lært hinanden at kende. Elliott skulle faktisk slet ikke have været med.” lo hun forlegent. Det hele havde været så tilfældigt, det var det stadig. Det var et tilfælde de var kommet her. For en gangs skyld var de kommet et godt sted hen.

“Jeg var bare så træt af det hele... Hver gang vi er af sted virker det som en er ved at dø. Før vi kom her var vi alle lige ved at blive ædt af morderiske dræbermus eller sådan noget langt ude... Det er bare noget lort nogle gange! Slet ikke som her.”

Det lettede lidt at komme ud med frustrationerne og den sidste angst.

“Du er velkommen til at blive.” Novembers mørkebrune øjne så spørgende på ham.

“Hvad?” gispede hun.

“Du er velkommen til at blive.” gentog han. “Dine bekendte har hinanden. Mit indtryk er at de morer sig kosteligt. Hvis du ikke gør, er der ingen grund til at du tager med... Du er fri til at tage dine egne valg. Jeg giver dig en mulighed for at lægge dit liv om. Igen.”

November nikkede langsomt. Det havde han jo faktisk ret i... Var det bedre at blive her? Hun ville savne dem lidt, men de ville klare sig fint uden hende.

“Der sidder de og spiser.” afbrød Frost hendes tanker.

Elliott og Tavii sad stadig og lo og hyggede sig. De vinkede uvidende da de fik øje på November og Frost.

November spiste, mens de andre hyggesnakkede om løst og fast. Hun sad især og kiggede skjult på Frost, hvis kropsholdning afslørede at han deltog i snakken mere af pligt end af lyst. Hvis han havde nogen bagtanker ved tilbuddet, kunne hun ikke se dem. Og hun var ellers god til at læse folk.

 

 

Om aftenen var de igen tilbage på deres værelse. De var lige kommet tilbage efter at have deltaget i en mindre middag med Frost og to andre. Begge havde de været yngre kvindelige vampyrer, der var lige så venlige som Frost og de havde siddet og delt historier over middagen. November havde en mistanke om at det var til ære for hende. Han ville give hende en smag af hvad hendes fremtid kunne være. Stadig havde hverken Elliott eller Tavii mistanke om noget som helst og hun havde intet fortalt.

“Hvor længe skal vi være her? Ikke fordi det ikke er dejligt at her er så roligt, men vi skal vel videre?”

Det var Elliott der spurgte. Han lå og flød på sofaen. Han ville ikke have noget imod at blive længere, men de kunne ikke være afhængig af Frosts venlighed resten af livet.

“Det ved jeg ikke... Hvad mener du November?” Tavii havde heller ikke travlt med at komme videre, men vidste at alle gode ting nemt kunne blive ødelagt. November vred sig i stolen.

“Jeg tager ikke med... Frost har tilbudt at jeg kan blive og jeg...” Deres overraskede udtryk tog næsten pippet fra hende.

“Jeg er træt af... dinosaurer, sindssyge konger og alt det andet. Jeg bliver her. Det er ikke fordi jeg ikke kan li jer eller noget... Det er bare slut for mig. Jeg vil være her.” stammede hun.

Før de andre kunne sige noget, måtte de samle deres kæber op fra gulvet.

“Blimey!”

“Det mener du da ikke...”

“Jo jeg gør.”

“Det kan du da ikke.”

“Vel kan jeg så.”

“Hvad vil du lave?”

“Leve lykkeligt og undgå at begå selvmord på grund af gnavere.”

“I stedet for vil du blive spist af vampyrer?”

November var stille et øjeblik.

“Det...”

Elliott virkede oprevet og han havde hævet stemmen.

“Har du tænkt på det?! Det burde du måske.”
 

November sprang op fra stolen og smækkede hårdt døren efter sig. Hun kunne huske vejen til Frosts kontor og bankede på døren. Hvis ikke han var der, anede hun ikke hvor hun så skulle gå hen. Frost åbnede døren og ledte hende ind. De satte sig i den samme møbelgruppe som den første aften. Dengang havde de bare været en samlet gruppe...

“Jeg har sagt til de andre at jeg bliver. De blev ikke glade for det... De sagde... Du har vel ikke tænkt dig at spise mig, du ved, suge mit blod?”

Et lille smil gled over hans tynde læber.

“Vi er ikke uhyrer husker du nok.” De snakkede kort sammen. November kunne godt fornemme at han ikke var meget for at tale og det passede hende fint at hans interesse for dem omkring ham følelsesmæssig begrænset. Så var hun sikker på at han ikke ville komme for tæt på, modsat Tavii og Elliott.

 

Det værelse hun havde efterladt dem i, var ikke det hun vendte tilbage til. Det hele var vendt på hovedet og både Elliott og Tavii stod med overkroppene begravede og ledte efter noget. Måske ville hun ikke savne dem så meget når det kom til stykket.

“Hvad laver i?” Selv de tunge møbler havde de flyttet på.

“Det er væk!” skreg Tavii og forsvandt igen ned i en kommodeskuffe.

“Stjernekortet er forsvundet og vi kan ikke finde det. Det lå på bordet og nu er det væk!” Hylede Elliott med. Han løb fra den ene ende af værelset til den anden og smed sofapuder til alle tider.

“Kan det ikke bare være blæst ned under et bord eller hvad? Vinduerne står jo åbne.” November så sig omkring. Der var vist ikke et møbel de ikke havde flyttet på og hun kunne mærke usikkerheden komme krybende.

“En må have taget det.” Deres blikke flakkede mellem dem og med et løb Elliott ud af døren, på samme måde som November havde.

“Nu igen?” Tavii så forundret på den smækkede dør.

 

Elliott kendte også vejen til Frosts kontor og braste ind. Frost så på fra sit skrivebord og lænede sig tilbage i stolen.

“Kan jeg være behjælpsom?” Spørgsmålet var afventende og han vurderede Elliott skarpt.

“Hvor er stjernekortet? Du har taget det! Du vidste vi havde det og nu er det væk..!” Han kunne ikke sige hvordan han var klar over det. Hver en celle i ham råbte det. Han skreg i afmagt.

“Du har allerede taget November. Skal du også tage vores kort?” På kort tid havde han delt dem større skade end nogen af de andre farer de havde oplevet.

Der var en isnede stilhed i rummet.

“Hvis I har mistet jeres stjernekort, skal jeg med glæde sende hjælp, så det kan blive genfundet. Med hensyn til November, så er hun en fri kvinde. Hun har valgt at blive. I kan tvinge hende med, men det går imod al etik.”

“Vi får hende til at skifte mening... Og hvis du ikke har det, hvem har så?” Elliott stolede ikke på ham, men havde ingen beviser og han havde allermest lyst til at gå. At Frost tilbød hjælp var en ren fornærmelse.

“Stjernekortet kan du alligevel ikke bruge... Du kan måske rejse væk, men du kan ikke komme tilbage.” Han trak vejret tungt og fik sig selv under kontrol.

“Man kan ikke styre hvor man kommer hen, så hvad du end ønsker at opnå eller hente fra et andet sted vil fejle, for du vil ikke kunne bringe det med tilbage. Chancen er at du aldrig kommer tilbage... Det skulle vi måske have fortalt, da vi fortalte dig om hvordan det virkede...” Han sank en klump og kiggede på Frost, der sad stiv i stolen. Han røbede intet ud over en svag irritation.

“Jeg sender nogle der kan hjælpe med at finde stjernekortet og hvis du vil lade mig komme tilbage til mit arbejde.” Frost stemme var på samme tid lav og trængte stærkt igennem.

 

 

Det var et stille værelse han kom tilbage til. Tavii og November sad og stirrede ud i luften.

“Det er mit eget valg!” vrissede hun af da Elliotts plagede blik landede på hende.

“Det ved vi godt.” svarede Elliott stille. “Vi havde bare ikke forestillet os at du ville forlade os. Men det gør du jo heller ikke, siden vi alle er strandet her...” Elliott dumpede ned ved siden af hende, da der blev banket på døren.

Få minutter senere var to tjenere i gang med at rydde op i rodet de havde efterladt, mens de sad håbløse og stirrede ud i luften.

Timerne gik, mens tjenerne fik genoprettet værelset. De tidligere rejsende flyttede sig kun, da møblerne skulle rykkes tilbage og efterfølgende sad de på ny med hovedet begravet i hænderne.

“Vi fandt dette sammen med nogle papirer der var blæst på gulvet, da vi lagde dem tilbage.” En af tjenerne lagde et tyndt genkendeligt kort på bordet foran dem. Let som papir, men stærkere.

Tavii brød ud i en lettet latter og Elliott faldt slapt tilbage i sofaen.

“For fremtiden holder vi det altså i lommen.” lo Tavii. “Det var da også for dumt bare at lade det ligge og flyde.”

“Det var da også åndssvagt af jer.” November kom med et lille smil.

“Så rejser vi vel i morgen?” Et sted kunne Elliott ikke vente på at komme af sted. På den anden side havde han det ikke godt med at efterlade November. De skyldte hende mere.

“Det gør vi vel...” Tavii lød trist. Det var hyggeligt at være her og Frost havde været en god vært for dem.

“Med mindre du også vil blive?”

Elliott rystede på hovedet af Taviis spørgsmål.

“Nej. Jeg tager med.” Han så over på November der ikke mødte hans blik.

 

Næste morgen sad de stille og spiste et stort måltid. De ville finde Frost og sige pænt tak for hans gæstfrihed og den tid han havde brugt på dem, inden de ville tage afsked med hinanden og Tavii og Elliott ville tage videre. Stilheden blev for trykkende for Tavii der rejste sig og gik mod døren.

“Jeg vil lige se på den omtalte Rosenhave inden vi siger farvel... Sidst vi var der, var der helt mørkt.” Han ville gerne se hvad der havde lagt navn til slottet, men allerhelst ville han bare væk og han forsvandt hurtigt ud af døren.

Havens farver var endnu prægtigere i det tidlige dagslys. Der var enkelte andre ude. Blege mænd og kvinder, unge og yndefulde. Alle vampyrere og alle adelige og royale, men undtagelse af Frost. Tavii spottede ham længere fremme på stien. Ligesom ham var han ude for at få frisk luft.

“Godmorgen.” Tavii smilede stort. “Det er sjovt som vi bliver ved med at mødes på den måde.”

“Godmorgen.” Frosts stemme var høflig, men han gjorde intet forsøg på at følge op på vittigheden.

“Vi tager snart afsted... Elliott og jeg, altså. Ikke November. Jeg vil gerne sige tak for din gæstfrihed og fordi du har været så hjælpsom. Det var et rent held at du var, hvor du var da vi ankom.”

Der gled et koldt smil over Frost blege læber.

“Det var nu ikke et tilfælde. Jeg kunne fornemme jer ude i haven. Jeres aura skiller jer ud fra alle andre her.”

Tavii gjorde store øjne.

“Blimey! Virkelig? Hvordan det? Kan du andet?”

“Med vores race følger der visse fordele med. Jeg vil ikke gå i detaljer, men alle har visse evner; Fysiske eller psykiske. Mine er rent psykiske. Jeg kan fornemme andres tilstedeværelse, om de er evner tæt på mine og hvor troværdige de er. Jeg kunne fornemme hvor oprevede i alle var, da I kom her og tog den frihed at sørge for at I faldt til ro.”

“Du manipulerede med vores følelser?” Tavii virkede chokeret. Han havde ikke fornemmet noget eller set at de andre skulle have opført sig anderledes.

“Det ville være uetisk. Jeg sørgede kun for jeres velbefindende i min rolle som jeres vært.”

 

 

På værelset sad Elliott og stak til kortet. “Jeg forstår ikke hvorfor du vil blive her. Det er da et nydeligt sted, men er her ikke for kedeligt i forhold til alt det andet. Er det på grund af ham?” Der kunne ikke være så meget andet. Frost var den eneste de havde fået opbygget et mindre forhold til. Og så meget anderledes var vejret heller ikke.

“Lidt” Indrømmede November. “Jeg kan godt li at han er så alvorlig.

“Han er følelsesmæssig fjern og smiler næsten aldrig! Er det det du kan li?” Elliott så forundret på hende.

“Jeg har bare haft nogle ret uheldige episoder med mænd. Og Frost er netop så langt væk at der ikke vil være noget pis. Vi minder bare mere om hinanden end vi tre gør. Han forstår mig.”

“Nej. Han minder ikke om dig. Han er død! Han er en vampyr. Hans hjerte slår formentlig ikke. Er det det du stræber efter? At dine følelser dør? For så er du allerede halvvejs død og så får I endnu mere til fælles.” Elliott kunne ikke tro hvad han hørte.

“At være følelsesmæssig kold er ikke noget at stræbe efter.” Mumlede han.

“Nej. Men det er at være et klynkende lille skvat heller ikke!” November lød vred og hun sagde det udelukkende for at såre ham.

“Du piver og klynker konstant. Er det så underligt at jeg hellere vil være her. Også selv om folk er døde eller sådan noget...”

Elliott så såret på hende. Han følte sig ramt. Af dem alle anså han sig selv for at være den mindst modige af dem alle og nogen gange følte han sig som om han kun var på slæb. Han vred hænderne.

“Men vi bekymrer os for dig. Selvom du siger sådan nogle ting. Hvis du bare ville kunne se det.”


 

“Hvor kommer Elliott fra?” Det var et henkastet spørgsmål fra Frost. Han og Tavii var på vej tilbage.

“Han er også fra New York, ligesom November. Man skulle ikke tro det så forskellige som de er, men de er begge mennesker.” grinede Tavii.

Frost nikkede. “Hold øje med ham. Han er speciel.”

“Det gør jeg skam også. Jeg holder øje med dem begge. Vi tager os af hinanden.” De nåede værelset. November kom ud fra hendes soveværelse og slog sig atter ned i stuen, da hun hørte dem.

“Så tager vi videre... Tak for alt Frost.” Tavii gav ham hånden og Frost trykkede både hans og Elliotts hånd.

“Er du sikker på at du vil blive November?” Hun bed sig i læben da han spurgte.

“Det ved jeg ikke... Måske?” Hun kunne fornemme hvordan de alle kiggede på hende. Tavii og Elliott med forventningsglæde og Frosts tomme øjne der ventede på hendes svar. Måske havde Elliott ret.

“Jeg vil gerne med.. Frost, tak for tilbuddet, men jeg tager med.”

“Meget vel, hvis det er det du ønsker. Skulle I komme tilbage hertil, vil I være velkomne.”

“Har der været andre som os her?” Elliott havde helt glemt at han ville spørge om det.

“Måske” Frost trak på skuldrene. “I så fald kender jeg ikke til det.”

Tavii aktiverede stjernekortet og de forsvandt fra det luksuriøse værelse og efterlod Frost.

 

Næste gang: De tre ender igen på jorden for lang tid siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...