Stjernespringerne

Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

21Likes
9Kommentarer
1366Visninger
AA

13. Diplomatens tilbud (1)

Skrevet af Smitten Kitten

 

 

Det var tusmørke da de ankom. Luften var tung af dug og duftede af roser. Det var som rensede den frygten fra deres sind og lod dem ånde på ny. Stjernerne var begyndt at blive synlige på den mørkeblå himmel og skinnede svagt i et fremmed mønster.

De tre rejsende rystede den værste angst af sig og så sig omkring. Der var en søvndyssende ro over stedet. Kun dæmpede lyde kunne svagt høres over den fjerne mur og fra slottet var der stille. Hele den nederste sal lå hen i mørke. Enkelte vinduer lyste på øvre etager.

Deres tøj havde på ny ændret sig. Tavii og Elliott var i skjorter, lange jakker med et snit der var inspireret fra Rokoko-tiden, stive bukser og laksko. November var i en simpel stofkjole med snøreliv, fylde omkring hofterne og lædersko.

“Det er da et hyggeligt sted.” Elliott smilede lettet over at der ikke var mørkt. Hvis alt var så stille som her, var der en chance for at de for en gangs skyld ikke skulle løbe for livet. Han betragtede de velplejede roser, hvis mætte farve virkede fuldendt.

“Jeps, men lad os finde vejen ud. Jeg tror vi er på privat grund.”

“Det er godt nok mange af værelserne der er mørke.” kommenterede November, mens de fulgte en revet grusvej i en tilfældig retning. Hvis de gik længe nok, ville de vel støde på en vej ud før eller siden og på den måde komme ned i byen der lå skjult af de fjerne mure.

Både Elliott og November betragtede slottets overvældende front.

“Nu hvor du siger det...” svarede Elliott og Tavii tilføjede hurtigt.

“Måske er de taget et sted hen og det kun er tjenestefolkene der holder øje med slottet der er hjemme.

“Hvad er det for et slot? Hvor er vi landet?”  De så begge på Tavii som han aktiverede stjernekortet for at få informationerne frem.

“Vi er i Quenga, år 3076. Hvad det så end betyder? Deres industrielle udvikling er bygget på damp og mekanik. Landet styres af en... Åh.. Vampyr og der er mange af dem...” Tavii så sig omkring og pakkede kortet væk igen.

“Nå, men så må vi bare være påpasselige...”

November var bleg og huskede kun alt for godt mødes med den gamle danske konge.

 

De rundede det første hjørne. Slottet fortsatte langt ind i tusmørket der skjulte mere og mere. Stien fortsatte og delte sig længere fremme. Den ene fortsatte ligeud langs slottet, den anden buede perfekt og forsvandt ind i den parkstore have. De fortsatte af den der fulgte slottet i håb om at det var den der ville lede til en hovedsti ud af den lukkede rosenpark. I mørket var November var den første der fik øje på en silhuet der var endnu mørkere. Skikkelsen stod afslappet med let spredte ben og hænderne foldet på ryggen. Ryggen var rank og hovedet hævet og direkte mod dem. Det glatte hår hang langt omkring ansigtet og forsvandt bag ryggen. Lyset skinnede i det hvidblonde hår og gav det et sølvfarvet skær.

Han bar det samme slags tøj som Tavii og Elliott. Forskellen var at hans mørkeblå sad stramt omkring hans slanke krop og hans hals var dækket af en høj krave, hvor deres tøj var uden videre form og hang på dem i en kedelig brun farve.

Personen blev stående i samme stilling og da de kom tættere på blev de bekræftet i at hans øjne var rettet mod den lille gruppe.

”Hvis I vil være så venlige at komme med mig?” Hans stemme var aristokratisk myndig og melodiøs.

Han begyndte at gå mod slottets åbne port der ledte ind i en mindre gårdsplads der var brolagt med sten. Tavii var den første der fulgte efter ham og de to mennesker kom tøvende og nysgerrige efter og overlod deres guide til sig selv.

Deres guide gik foran dem og lagde ikke op til snak. Gangene lignede hinanden og det varede ikke længe inden de tre var håbløst fortabte. Han ledte dem op på første sal og ind på et kontor, der var større end Elliotts gamle 2.værelses lejlighed, møbleret med tunge lædermøbler, bogreoler og 2 pejse. En større der stod og knitrede i den modsatte ende af rummet og en mindre der stod tom, henne ved dem. November måtte konstatere at det ikke var lyset fra vinduerne der havde givet hans hår det sælsomme skær, det var den farve det havde og ligesom guiden var han bleg, selv i en vinterbleg New Yorkers øjne.

“Vær så venlige at sætte jer.” Han rakte en flad hånd mod møblerne “så skal jeg besvare jeres spørgsmål.”
 

De satte sig og kiggede rundt i det store varme rum. Tavii og Elliott sad tætte i en større sofa og November havde taget en lænestol.  Hun sad stiv og så ligefrem for sig, Tavii var mere interesseret i at se sig omkring. Kun Elliott så ud til at værdsætte den bløde sofa.

“Hvem er du så?” Elliott var overrasket over at han var den første der sagde noget og lænede sig frem med albuerne hvilende på knæene.

“Mit navn er Lupidus Frost. Jeg bor for tiden på slottet. Mit job var at være diplomat for slottets hersker, men siden han gik bort har vi ventet på en ny arvtager og min roller er at holde styr på det hele, kan man vel sige...” De spidsede alle ører, men han kom dem i forkøbet inden de spurgte videre.

“Og I er?” Tavii var klar til at præsentere dem.

“Og hvad laver I her?”

“Vi er gæster og faret vild. Hvis vi er på privat grund er vi meget kede af det... Vi er som sagt nye og kender ikke området.” Det var Tavii igen.

“Hvordan kom I her?”

November fornemmede at hans tilbud med at besvare spørgsmål var ved at ende med at det var dem der besvarede alle spørgsmålene. Ingen af de andre lod til at bemærke noget og snakkede begge lystigt om stjernekortet og New York og deres andre eventyr. Der var noget tillidsvækkende over Frosts stille natur. Han spurgte høfligt uden at fremtvinge et svar og gav dem mulighed for at fortælle lige hvad de ville og nikkede enkelte gange med hænderne foldet i skødet.

“Men hvem ejer slottet?” November skar igennem ved første lejlighed og der blev på ny stille.

“Rosenslottet blev bygget til landets fyrste, Dracula...” Frost stoppede sig selv, da han opdagede at både Elliott og November sad med påtagede udtryk og kæmpede for at tilbageholde en eller anden fælles joke der også gik over hovedet på Tavii, der ikke havde opdaget noget. Den pinlige tavshed varede indtil Frost genoptog fortællingen.

“Fyrsten herskede i mange årtusinder, men blev desværre myrdet, uden en arving. Lige nu sidder vi i et magttomrum og venter på at en ny bliver valgt.”

“Og lad mig gætte.. Det tager en evighed?” gættede Elliott med tanke på hvordan hvilket rodet affære valg var i hans eget land.

Frost nikkede. “Det tager den tid den tager.”

“Hvem bor her så nu?” spurgte November.

“Klanernes kronprinser og kronprinsesser. Dem der via deres arv vil kunne overtage tronen. Alle de forskellige klaner var underlagt fyrsten, men nu hvor han er død vil det være en af klanernes arvinger, der skal overtage tronen. De bor her mens det står på, sammen med de ansatte naturligvis. Det er ikke tilladt for andre at være på slottet, vi må passe på vores fremtid, så længe vores fyrstes morder stadig er på fri fod.”

“Van Helsing?” gættede Elliott og kasserede et undrende blik fra Frost der langsomt bekræftede.

“Normalt tillader vi ikke fremmede på slottet, men vi kan sikkert gøre endnu en undtagelse. Der er en masse tomme suiter, vi kan finde en til jer også.” Med de ord rejste han sig og lod dem sidde i fred, mens de fandt ud af om de ville gøre brug af tilbuddet.

 

De sov alle længe. Oven på de sidste udfordringer trængte både krop og sjæl til at komme sig på ny. Frost havde fået dem installeret på noget der mindede om en større lejlighed med 2 soveværelser foruden to stuer og badeværelse. De var blevet enige om at November og Elliott sov i hver af de store kongesenge og Tavii sov på den bløde fløjlssofa, der var så bred at den nemt kunne gå for en seng.

En banken havde vækket ham og en tjener var kommet inde med morgenmad til dem og de sad nu og kiggede ud af vinduet på haven og byen der lå lige op til slottet, da der på ny blev banket på.

På den anden side stod Frost og smilede et reserveret smil til November der åbnede. Hun sendte ham selv et halvhjertet smil og flyttede sig til siden, så han kunne komme ind.

“Jeg tænkte at I måske ville være interesseret i at se byen? Jeg har taget mig den frihed allerede at få en vogn kørt frem.” Han blev stående i døren.

Tavii og Elliott sprang op fra sofaen og nåede ud af døren før November, skønt hun stod lige ved siden af den.
 

Beviset på at Quenga havde udviklet sig indenfor dampmaskiner stod nede på gårdspladsen. En tung metallisk drosche stod og ventede på dem. Foran den var fire heste bygget ind i den med metal og læder. De to forreste var bygget i fuld figur. De to bagerste var bygget ind i selve vognen for yderligere stabilitet. Deres bagpart fandtes meget enkelt ikke, ligesom vognens hjul. Der hvor man ville have placeret hjulene stod hestenes manglende bagben og Elliott måbede da et af den skrabede mod brostenene.

Metallet som hestene var bygget af skinnede varmt i solen og kunne nemt være kobber. Der var noget vildt og dæmoniske over dem. Fra alle øvre åbninger, næsebor, øjne og langs den øvre hals dampede sort røg ud. Det var også udgange ved deres hove og det lignede at de opstod af sort røg.

Vognen var bygget af et lyst metal der skinnede med en klar turkis i solen.

 

Kusken havde sat hestene i er hurtigt trav og designet gjorde at vognen vuggede blidt i takt til hestene, frem for at skrumle over de brolagte grove veje.

"Jeg troede at vampyrer kun kunne komme ud når det var mørkt." De havde stadig mange spørgsmål og den diskrete aristokrat lod til at være den rigtige at spørge.

Frost smilede varmt af spørgsmålet, som om det morede ham.

"Vi er ikke monstre der ligger skjult i mørket og venter på vores intetanende ofre, hvis det er det I forventer."

"Nej, det forventer vi ikke... Sådan nogle har vi mødt!" gøs Elliott.

"Så I lever ikke af menneskeblod?" spurgte November forvirret.

"Blimey! Lever af hvad!?" himlede Tavii.

"Det er ikke noget vi har valgt. Hvad vi har valgt er at få det bedste ud af en særpræget situation. Det mest optimale for alle parter."  
 

Kusken stoppede først vognen ved byens torv. En stor plads der var opdelt med boder. Pladsen lå på toppen af en større bakke og omkranset af et-etages huse. Tavii var den første der næsten fløj ud af droschen. November trådte tilfreds ud og en forsovet Elliott blev efterfulgt af Frost, der gav kusken besked på at vente til de kom tilbage.

Han pegede efterfølgende over mod et af hustagene. På nogle af dem stak tynde metalspir op fra tagene.

"Om et par timer vil solen stå midt på spiret. I vil sikkert gerne udforske på egen hånd, så vi mødes her igen når solen er midt på." Han gav Elliott et stempel. Hvis de manglede noget eller fik problemer, skulle de vise det.

Ingen af de tre tænkte videre over at Frost blev tilbage og de var viklet for langt ind i mængden til at kunne se ham stige ind i droschen og beordre kusken tilbage til slottet.

Elliott gik og måbede over de fremmede indtryk. Det var en dejlig by. Også selvom en del af indbyggerne var afslørende blege som Frost. Elliott hende næsten allerede glemt at deres vært var vampyr og de var hvad han levede af. Måske havde de virkelig fundet en løsning her. Han følte sig let om hjertet. Og sulten. De mange indtryk gjorde han sulten. Og det på trods af at morgenmaden havde været stor.

Han så efter de andre, men så kun Tavii. Normalt ville det bekymre ham, men ikke her. Han vidste at de skulle tilbage om nogle timer, så det hidsede han ikke op at de manglede November og deres hjælpsomme vært.

 

November var bevidst sakket bagud. Hun gad ikke følges med dem, men ville hellere se pladsen på egen hånd. De havde næsten ikke fået tid fra hinanden og hun troede nogle gange at hun ville blive sindssyg, hvis ikke hun fik en pause fra dem.

Hun opfattede hurtigt at der var vagter til stede. De gik rundt i grupper af tre med gule uniformer. De var synlige, men få. Lidt som centervagter.

Der var mange fine genstande, smykker i alle afarter og farver. Øreringe, brocher, kæder og ringe. Pynt til håret og til tøjet. Godt bevogtet af dem der solgte det. Men de kunne ikke både have blikket på deres udstillede varer og deres adelige kunder.

Hun kiggede over på jernspiret. Solen var lige begynde at krydse ind bag, men der måtte stadig være mindst en time til de skulle mødes på ny. Hendes sikreste valg ville være at finde de to andre der havde stemplet. Men hvordan pokker skulle hun finde dem i et så stort og fremmed sted?! Det ville kunne tage hele dagen. Hun anede ikke hvor de var. Hun vidste ikke engang hvor hun selv var og der var ingen muligheder for at kontakte dem.

Hun standsede foran en bod med udstillede smykker. Der var en gruppe af andre kunder og sælgeren var i gang med at vise øreringe for en udvalgt skare. Hun stillede sig i udkanten og ventede. Hun behøvede ikke stå længe før hun skjult lod en graveret guldbroche forsvinde op under ærmet. Før hun havde rejst med de to tosser havde hun til tider måtte stjæle, hvis der var noget hun manglede. Hendes mor havde kaldt det fem-fingre rabat, og var den der havde lært hende det og kun straffede hende, hvis hun blev taget i at stjæle.

Hun ville lade det glimtende smykke forsvinde ned i en af kjolens skjulte lommer. Hende blik var tomt ude på markedspladsen da hun hørte råbet fra boden.

“TYV!” Hun sprang tilbage, samtidig med at en af mændene sprang frem synkront med sælgeren, der overrumplende hurtigt kom over disken.

Hun ville stikke af, men der var for mange mennesker og med et hårdt greb lukkede sig om hendes underarm, inden hun var kommet to skridt væk og hun fanget i en ubehagelig situation, hvor hun spillede en uønsket hovedrolle.

Hun skreg af dem, men blev overdøvet af deres råben. Der var ingen der hørte hende, skønt alle så på hende. Hun forsøgte at slå sig fri, men var den svageste af dem alle. De begyndte at slæbe hende med, hun vidste ikke hvorhen, men kæmpede imod så godt som hun kunne og råbte på Tavii og Elliott, der ikke kunne høre hende.

De sad ved en tom plads, hvor der var sat borde og bænke op. Mange madboder stod omkring dem og der duftede af fremmede krydderier. De havde købt noget at spise og sad nu og indsugede de mange nye syn og dufte, for ikke at snakke om de nye smagsindtryk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...