If I Only Knew - Justin Bieber (One Shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2013
  • Opdateret: 20 jul. 2013
  • Status: Færdig
Forholdet mellem Justin og Claire var ikke særdeles godt. De spillede lykkelige, når de var omkring mennesker, der bekymrede sig for dem. Men i virkeligheden elskede Claire sit arbejde mere end Justin, og deres kærlighedsliv faldt langsomt i ruiner. Men da Justin begyndte at starte en affære, vidste han ikke, at Claire holdte noget hemmeligt - hun elskede ham faktisk mere end alt andet. Og da hun fandt ud af, at Justin havde en anden, gjorde hun noget, som fik Justin til at antage og fortryde anseligt. *Justin er ikke kendt*.

40Likes
24Kommentarer
1801Visninger
AA

2. If I Only Knew.

 

One Shot 

Der er stille. Ingen lyde af blæsten udenfor, som hiver kraftigt i bygningen, så man kunne mærke den bidske bevægelse. Ingen lyde af regnen, som siver ned på ruderne og laver en afskyelig og drastisk lyd. Ingen lyde. Kun stilhed.

Selvom stressende mennesker render forvirret og anspændt forbi mig hvert sekund, ser jeg kun 1 ting: ingenting. Hele min opmærksomhed foregår i mit hoved, hvor mine tanker overgår mig selv. Jeg fatter slet ikke, hvad der forefalder i samme øjeblik.

Jeg læner mig en smule tilbage i den sorte sofa, hvor jeg er den eneste, som benytter den– hvilket er forunderligt, fordi den er gigantisk, og stedet er propfyldt med konfunderende mennesker, der står op og flipper ud. Mit blik stirrer ud i ingenting, i takt med at forvirringen spreder sig rundt i min krop. Mine negle er snart helt væk, da jeg har bidt toppen af dem alle – fordi jeg er så hvileløs, og angstfuld.

Mine tænder prøver at bide noget mere i mine negle, selvom der ikke er mere at bide i. Jeg må bare have noget at sænke min nervøsitet ned på, og at bide mine negle, er en perfekt måde. Det har jeg gjort lige siden, jeg var helt lille. 

Men jeg husker tydeligt, at jeg stoppede nogle måneder før, jeg fyldte 17. Jeg indså, at jeg ødelagde mine fingers udseende ved at bide i dem, også selvom jeg kun gjorde det, når jeg var bange eller nervøs. For eksempel, til en prøve, når jeg blev sendt op på kontoret, eller når mine forældre skændes, som de gjorde så tit. 

Men nu bider jeg negle igen. Dumt. Så dumt. 

Der begynder at komme flere og flere mennesker ind af den anselige dør, som automatisk åbner af sig selv, når man træder tættere på glasdørene. Jeg kender ikke menneskerne, men de får alligevel min fulde opmærksomhed.

Min opmærksomhed er på en midaldrende dame, der helt sikkert ikke har forstået, hvor gammel hun er. Hendes stil er så ungdommelig, og den passer overhoved ikke til hende – men nogen har bare svært ved at forstå, at de er for gamle til at gå i lårkorte nederdele og stramme toppe.

Hun er aggressiv. Jeg kan ikke høre, hvad hun råber til manden i den hvide kittel, men det lyder som om, at hun er rasende. Den unge mand tager hende blidt på skulderen og prøver at berolige hende. Der er ingen tvivl om at en fra hendes familie eller en bekendt er kommet alvorligt til skade, og derfor er hun så eksploderende – hun forlanger at se personen.

Men venter vi alle ikke på at se en person, som vi holder af?

Tiden går langsomt. Det er faktisk som om, at tiden er gået i stå. Viseren rykker sig ikke på det lille ur, der hænger over sygeplejerskens disk, hvor man kan spørge om vej til en stue, hvor ens elskede opholder sig – eller man kan spørge om informationer. Klokken bliver ved med at være 15:15, og det gør mig sindssyg. Jeg føler faktisk, at jeg er begyndt at blive psykisk syg.

Jeg ryster en smule, og jeg kan ikke stoppe. Mine ben ville ikke holder op med at ryste, som om at de er gået i krampe, og derfor kan jeg ikke kontrollere dem. Mine hænder ryster uden tilladelse, og det kan da kun betyde 1 ting: jeg ved, at jeg gjorde noget forkert.

Jeg ved, at det hele er min skyld. Skyldfølesen er den eneste følelse, som jeg kan mærke lige nu. Jeg har aldrig følt den før, og når folk fortalte mig, at de følte skyld, troede jeg ikke på, at de følte det – jeg troede ikke på, at det var en virkelig følelse. Men nu kunne jeg mærke den. Mit hjerte er som sten. Mit hoved føltes tungt. Jeg har en voldsom smerte i min mave, som om at det er sommerfugle – bare en værre kilden. Jeg kan ikke lide denne her følelse.

Men jeg fortjener den da. Det er noget, som jeg er sikker på. For det hele er min skyld. Jeg sidder her, fordi jeg er bekymrende. Jeg sidder her, fordi jeg fortryder alt. Jeg sidder her, fordi jeg er skyldig.

’’Sir, vil de være sød at udfylde den her for hende?’’, spørger en yngre sygeplejerske mig venligt og giver mig et stykke papir. Denne sygeplejerske har taget godt imod mig, da jeg ankom for 5 timer siden. Jeg kender ikke hendes navn. Jeg ved ikke hvem hun er. Vi har ikke talt så meget om hinanden. Men jeg ved, at hun er sød og venlig – og sikkert også den sødeste sygeplejerske her.

’’Selvfølgelig’’, svarer jeg en smule hæst, da jeg både er træt og opbrugt for i dag. Hun giver mig endnu et smil, og derefter rækker hun mig en kuglepin, som jeg højt sandsynligvis skal bruge.

''Og jeg undskylder meget, at de ikke fik den tidligere, men som du kan se, har vi temmelig travlt'', undskylder hun, i takt med at hun har en tilgivende smil fremme. 

''Det er okay'', mumler jeg blot og ser tomløs ud. Jeg er bange for, at jeg skræmmer hende væk. Men på den anden side, møder hun sikkert mennesker som mig hver dag - hviløse, forvirret og måske en smule ubehøvlet. 

''Okay, godt'', sukker hun lettet. 

Jeg prøver at fremkalde et lille smil, men jeg kan ikke. Så den unge pige, med det brune hår – sat op i en fin hestehale, uden fejl - og brune øjne, må bevæge sig tilbage på hendes pind, uden venlighed fra mig.

Jeg kigger ned på papiret, hvor jeg pludselig forstår, hvad det er, jeg har i mine hænder. Jeg skal udfylde informationer. Jeg sukker en smule og læser spørgsmålene igennem i mit hoved.

Patients navn:

Patients alder:

Patients fødselsdag:

Jeg kender heldigvis svaret på alle spørgsmålene, da jeg nok er en af de få personer, som faktisk kender til hendes personlige informationer bedst.

Jeg føler kuglepinen glide let hen over papiret, da jeg udfylder det med de perfekte og korrekte svar. Det føltes en smule bizart at svare på disse spørgsmål, fordi jeg hele tiden har den fornemmelse på, at folk ved, hvorfor hun er her: på grund af mig. Og så sidder jeg bare der – som om at intet er sket – og udfylder hendes informationer.

Nuværende skole/arbejdsplads/andet:

Jeg ved ikke helt hvorfor, men det spørgsmål gør et eller andet ved mig. Jeg ved ikke, om det var ordet skole eller arbejdsplads, der fik mig til at tænke.

Ordet skole får mig til at tænke tilbage på den tid, hvor jeg gik i high school, hvilket jeg gjorde for 3 måneder siden. Men jeg gætter bare på, at når man sidder på et hospital og venter på at få et svar om, at ens kære er okay, går tankegangen bare i gang.

Tanker om fortiden. Tanker om det første møde. Tanker om de gode tider. Tanker om de dårlige tider. Tanker om det sidste møde.

Jeg ved ikke engang, om jeg får Claire at se igen. Og det får mig til at tænke på første gang, jeg så hende. Så smuk, da hun kom gående på skolens grund med selvtilliden med sig. 

 

’’Justin, nu tager du dig sammen’’, lød det hårdt og bestemt fra Ally, der stod lænet ned over mig, i takt med at hun havde dræberblikket rettet direkte mod mig. ’’Du ved udmærket godt, at du mister alt, hvis nogen ser dig sådan!’’, sluttede hun hårdt og fastbesluttet af.

Jeg kiggede kort op på hende, hvor jeg mødte hendes alvorlige øjne, der fortalte mig, at jeg skulle bide tænderne sammen, og vide hvem der havde bukserne på. Jeg sad på jorden bag skolen og så følsom og såret ud – hvilket jeg ikke måtte.

Men efter at hørt mine forældres alvorlige, forfærdelige og faretruende skænderi i går aftes, kunne jeg ikke kontrollere mine følelser. Specielt ikke da min mor skrev, at vi skulle overnatte på et hotel i nat - det var godt nok et 6-stjernet hotel, men alligevel. Jeg havde den fornemmelse på, at mine forældre skulle skilles. Snart. 

Solens stråler skinnede ned på mine bare, brune arme, i takt med at mine ben brændte, fordi de var omgivet af sort stof, som tiltrak solens stråler kraftigt. Måske ikke det bedste valg af tøj til denne solrige dag, men det passede nu meget godt sammen. 

’’Ja, selvfølgelig’’, mumlede jeg hæst. Jeg var en smule såret, og jeg havde mest lyst til at sidde her for evigt. Der kom aldrig nogen her bag skolen – men jeg gjorde, fordi jeg skulle have et sted at se svag ud, og det her sted var perfekt. Det kunne jeg ikke foran alle eleverne.

Man siger, at ingen kommer igennem high school på en nem måde. Alle skal føle besværet, smerten og de svære beslutninger, som alle tager igennem high school. 

Selv de populæreste gennemgår en svær tid. 

Du har måske set en teenagerfilm, hvor high school fremgår temmelig meget. Måske ligger du mærke til den onde, populære pige, hvis liv vises at være så perfekt - men hun lever på en løgn. Hun lever af frygt, og hun er så mange for, at alt går galt. Hun er bange for, at alle hendes små undersåtter skal finde ud af, hvem hun i virkeligheden er. Hun er bange for, at hun mister alt. 

Det er en perfekt beskrivelse på min bedste veninde, Ally, som var skolens overhoved. Alle respekterede hende, mange hadede hende og de fleste adlød hendes ordrer. Men inderst inde brændte hun. Hendes falske smil, så så ægte ud, at ikke engang hendes bedste veninder kunne se, der var noget galt. 

Det var konsekvensen ved at være populær. Man måtte lave svære beslutninger. Man måtte opgive noget i sit liv, hvis man skulle være en af dem, som de fleste respekterede. Man måtte opgive sin følsomme side. 

Sådan var jeg også. Jeg var en af de ondskabsfulde elever, der opgav en stor del af sin personlighed, nemlig sin følsomme side. Og uden den side, vil man bare være en iskold person, der ikke har medlidenhed med noget i verden. 

Løgne var blevet en del af min hverdag, da jeg trådte ind på skolens grund. De falske smil skulle tvinges frem, og de skulle være så fandens overbevissende. Jeg måtte ikke se svag ud, ellers mistede jeg alt - forstå du nu? Alle skal overleve high school på en eller anden måde, og ingen kunne risikere at lave fejl.

’’Få så dit selvglade smil frem og lad os komme tilbage til vores skole’’, røg det streng ud af munden på hende, i takt med at hun lagde ekstra tryk på vores.

Men hun havde nu ret. Det var vores skole, og det var der ingen, som kunne lave om på – selv ikke lærerne. Vi bestemte. Vi lavede reglerne. Derfor var det selvmord, hvis vi lavede fejl.

Jeg rejste mig op i en hurtigt bevægelse og kiggede ligeud, hvor jeg havde udsigt til en stor græsplæne. Jeg kom pludselig i tanke om, at mine venner og jeg plejede at spille fodbold på den store græsplæne i frikvartererne, men så voksede vi op, og vi voksede fra vores daglige vaner. 

Den græsplæne blev ikke længere benyttet af eleverne, da ingen kom herom. Græsplænen var ikke blevet benyttet siden mine venner og jeg brugte den, og det var faktisk underligt. Det var som om, at folk ikke gad være heromme, hvis vi ikke var.

’’Ja, lad os vise hvem der bestemmer’’, lød det selvsikkert fra mig af. Jeg havde fremkaldt mit skæve smil, som de fleste piger kunne dåne over i flere timer. Jeg vendte min opmærksomhed væk fra den mindefulde græsplæne og over på min bedste veninde.

Jeg havde pludselig glemt, hvorfor jeg var så såret.

’’Der er min Justin!’’, skyndte hun sig at sige med et anseligt smil. Jeg smilede lidt med hende, og sammen gik vi over til de andre elever, som ville vise deres respekt på den bedste måde.

Vi kom over til det sted, hvor der virkelig skete noget – foran skolen. Det var her, hvor alle eleverne mødtes før de smuttede indenfor i bygningen. Veninder krammede hinanden, mens de havde store smil på deres læber, der havde tonsvis af lip gloss på. Drengene gav hinanden håndtegn, i takt med at de havde lumske smil, fordi de sikkert skulle fortælle, hvem de havde erobret i weekenden. De venneløse smuttede diskredt ind i bygningen uden at se sig omkring, i takt med at deres hoved vendte mod jorden – de ville ikke have øjenkonkakt med nogen. Så, det var ikke så mærkeligt, at de ikke havde nogen venner.

Ally og jeg kom gående hen over græsset, hvor de alle flyttede sig, da vi skulle forbi – det var så fedt at være de respekterede elever på nogle områder. Jeg kunne da ikke klage over de positive ting.

’’Ej, her i weekenden, ik? Der var jeg…’’, Ally var i gang med historietimen, som jeg normalt elskede at lytte til, da der kun skete vilde ting i hendes weekend. Men der var en anden pige, som stjal min opmærksomhed.

Hun gik langsomt hen af stien, som førte til indgangen til skolebygningen. Hun havde ingen venner omkring sig, mens hendes blik var anderledes end de venneløse, så noget sagde mig, at hun var ny - hun var mere selvsikker. Hun så også en del anderledes ud end de fleste piger. Jeg kunne simpelthen ikke tage mine øjne fra hende.

Hun havde langt, farverigt rødt hår, som virkelig passede til hende. Mange piger fik rødt, skrigende hår, men det klædte dem aldrig – men hende her? Wow. Også havde hun store, brune øjne, som fik hende til at minde mig om en lille, sød hundehvalp.

Hun var ikke lækker, men smuk. Hun så ikke sexet ud, men sød. Hendes smil fik mig nærmest til at falde over mine egne ben, men heldigvis havde jeg kontrol. Hun lignede ikke de andre på nogen måder, og det kunne jeg faktisk godt lide.

’’Justin, hvem glor du på?’’, spurgte Ally mig barsk, da hun sikkert havde fundet ud af, at jeg ikke hørte efter, men stirrede på en anden.

’’Uhm, jeg kigger bare efter Bryan og dem’’, skyndte jeg mig at svare, i takt med at jeg måske så en smule nervøs ud. Ally hadede, når jeg stirrede på andre piger, fordi hun var angstfuld for, at de ville stjæle mig fra hende.

Måske lyder det sygt, men det er forståeligt, når man høre historien om hendes store tab.

Ally havde engang en bedste ven, som hun elskede over hele jorden. De hang ud hver eneste dag, og hun kunne ikke ønske sig en bedre ven end ham. Men så en dag, fik han en kæreste, og de så aldrig mere hinanden. Og hun var knust. Men så mødte hun mig, og jeg lagde et plaster på såret.

Det var derfor, at Ally hadede, når jeg gloede på piger. Hun ville ikke have, at jeg fik en kæreste. Jeg måtte godt have sex med piger, men jeg måtte ikke komme sammen med dem – og på en eller anden måde, lod jeg hende bestemme over mig.

’’Nåh, jeg tror, de sidder på deres flade røv ved blommetræet’’, sukkede hun tungt. Jeg nikkede svagt, da hun sikkert havde ret. Vi havde invaderet blommetræet, siden vi startede her på skolen for 4 år siden. Det var det bedste sted på skolen, så vi skulle selvfølgelig have det.

Mit blik ledte efter pigen med det røde hår, men hun var væk. Forsvundet. Jeg sukkede tungt ud i luften og lagde min opmærksomhed, hvor jeg burde – mine venner. 

 

Jeg husker tydeligt, at jeg var bange for, at Ally skulle finde ud af, at jeg kiggede efter en pige. Hun vil blive så knust, at hun ville hade mig.

Ally og jeg er stadig venner, men vi ses ikke så meget mere. Komisk nok fordi, at hun har fundet hendes store kærlighed, så hun har ikke så meget tid til mig mere. Jeg kan bare anskuelig huske, at i high school brugte jeg al min tid på hende – og det var bare spild af tid, fordi jeg fik det aldrig gengældt.

Når hun ringede, og beordreret mig til at komme hjem til hende, var jeg der på 5 minutter – også selvom jeg var i bad, eller om klokken var 3 om natten. Jeg var der altid for hende, og jeg elskede det faktisk. Jeg havde ingen problemer med det, fordi jeg ikke kunne se problemerne. Men senere lærte jeg, at der faktisk var et stort problem ved det – hun styrede mig. Hun havde den fulde kontrol over mig, og det kunne jeg ikke indse dengang.

Jeg var hendes lille dukke.

Jeg sank papiret en smule ned, da omgivelserne endnu engang stjæler min opmærksomhed. Hospitaler er så fandens stressende, og man skal næsten tro, at byens indbyggere har haft mange ulykker i dag, fordi der var ufattelig mange menneske her. Og stadigvæk sidder jeg alene i den store sofa, hvor der sagtens kunne sidde 5 personer mere, men af en eller anden latterlig grund, vil folk hellere stå op og vente.

Min opmærksomhed har rettet sig over på en lille, spansk familie, der ligner almindelig amerikaner, men de taler bare ikke amerikansk – hvilket jeg syntes er underligt, fordi de bor i USA. Man burde snakke det sprog, som repræsentere det land, man bor i.

Familien består af en mand, helt sikkert manden/faren. En dame, nok moren. Og en lille datter på nok 11-13 år. De brokker sig over noget til sygeplejersken, der ser ud til at stå i en alvorlig situation – hun kan muligvis ikke tale spansk. Men det er også passende, fordi en amerikaner behøver ikke tale spansk.

Hun står og ser usikkert og forvirret på dem, i takt med at sveden breder sig i hendes pande – hun ser ud til at være ny, og derfor er en smule anspændt. Manden råber af hende på hans sprog, og det lyder så dramatisk, at selv jeg ville være bange.

En læge bevæger sig over til dem, og jeg regner med, at han skal hjælpe sygeplejersken, som står i en vanskelig situation. Denne læge ligner en mexicaner, da han har sort hår, brune, mørke øjne og er en smule mørk i huden.

Ligesom jeg forudsagde, går lægen over til familien og taler skånsomt til dem. Jeg glor gevaldigt på dem, og man skulle næsten tro, at jeg var besat, fordi det vedkommer faktisk ikke mig.  

Men fordi jeg tog spansk i high school – eller jeg blev tvunget til det – så forstår jeg, hvorfor denne familie er her. Deres søn har åbenbart været med i en ulykke, da han var ude at køre, og derfor er han et eller andet sted i bygningen, og ligesom de fleste andre her i bygningen, forlanger familien at se ham – så simpelt er det.

Det ser ud til, at lægen fik alt under kontrol.

Familien sætter sig ned ved en anden sofa, som er placeret 5 meter væk fra mig af. De ser urolige ud, og det er kun forståeligt – de ved ikke med sikkerhed, at deres søn/bror er i live.

Hele denne situation, får mig til at tænke på dengang, hvor Claire snakkede til mig for første gang – nemlig til min første spansk time.

Jeg glemmer aldrig det tidspunkt, hvor hun kom ind af døren, med hendes store smil fremme, og hendes røde hår som flagrede ud til alle sider – hun var så billedskøn. 

 

Spansk, et elegant, dekorativt sprog, som 322.299.171 mennesker i hele verden benytter sig af, når de er i færd med at skabe en samtale. Mange mennesker syntes, at sproget er svært at forstå, og de fleste opgiver at forstå ordenes betydninger.

Grunden til, at jeg valgte spansk, er fordi…well, der var virkelig ingen grund til, at jeg valgte det, fordi jeg blev tvunget.

Det var 6 måneder før jeg gik ud af high school, og jeg var i en ret alvorligt situation – jeg var dumpet i de andre sprogfag, så jeg måtte vælge et nyt, hurtigt. Og der var kun 1 fag, som jeg ikke var dumpet i endnu, nemlig spansk.

Så, jeg måtte starte i en klasse, hvor de fleste af eleverne havde gået i 4 år. Det var ydmygende, men jeg måtte bide tænderne samme, og vise, jeg var den bedste – også selvom jeg på ingen måde kunne have positive eller gode tanker for det fag. Jeg kunne intet på spansk.

De fleste elever havde familiemedlemmer, som var fra Mexico, derved kunne de en smule spansk – men jeg havde intet. Ingen forældre, der talte sproget. Ingen søskende, der studerede sproget. Ingen fjerne familiemedlemmer, som stammede fra Mexico eller andre steder, hvor man talte spansk.

Men jeg måtte give mig – jeg valgte faget, og jeg skulle bestå.

Jeg sad anden bagerst i klassen, da det var den eneste tomme plads, som jeg kunne få øje på. Der var en plads foran mig, som var tom, men da der var placeret en flaske vand på bordet, regnede jeg med, at pladsen var optaget af en elev, der ikke var dukket op endnu.

Jeg havde fået sat mig godt til rette i den ubehagelige stol, der var lavet af hårdt, lysebrunt træ. Jeg sad med foldlede hænder og havde min opmærksomhed på tavlen, hvor der var en kvindelig lærer, der gjorde sig klar til time. Jeg kunne ikke fjerne mine øjne fra hende, og det var der selvfølgelig en god grund til.

I de 4 år, hvor jeg havde gået her, havde mine venner og jeg altid beundret Miss. Applewhite. Hun var uden tvivl den lækreste og frækkeste lærer på skolen, og jeg regnede med, at alle de andre kvindelige lærere kun misundte hende og hendes smukke udseende.

Jeg havde aldrig vidst, hvad hun underviste i. Men nu vidste jeg det, hun underviste i spansk, og sikkert også andre fag, jeg aldrig havde haft – typisk, at jeg ikke fik den lækre, single lærer til at starte med. Men nu havde jeg hende, så hun skulle da kun regne med at få min fulde opmærksomhed.

Men der tog jeg grueligt fejl.

Døren ind til klassen åbnede sig hurtigt, og en smilende, rødhåret pige trådte ind i klassen, i takt med at hun kiggede venligt på læreren.

’’Hej Miss. Applewhite’’, lød det fra hendes små læber, da hun gik forbi læreren, der havde travlt med at ligge nogle papirer i bunker – hun virkede som en, der gerne ville have orden. Så frækt. 

Mine øjne var klistret mod den smukke pige, der tydeligvis allerede havde mødt Miss. Applewhite, og det var på en måde underligt, da hun startede i dag. Altså, da jeg startede i skole, så mødte jeg først mine lærere sådan rigtigt, da de skulle skælde mig ud og sende mig op på kontoret – aldrig havde jeg mødt en lærer på en venlig måde.

Pigen kiggede også smilende rundt i klassen og sagde hej meget lavt til nogle piger, som om at hun kendte dem godt? Wow, hun var hurtigt til at lære nye mennesker. 

Det var jeg godt nok også, men det var kun fordi, at jeg var en selvsikker dreng. Jeg var ikke bange for at gøre mig selv til grin, derved var jeg ikke bange for at skabe et venskab. Men denne pige virkede ikke som en som mig, hun virkede sødere - jeg måtte vide hendes hemmelighed. 

’’Hej Claire’’, hun kiggede op på Claire, der bevægede sig over mod pladsen foran mig. Jeg kunne nemt gætte, at det var hendes vandflaske, der var placeret på bordet. Miss. Applewhite kiggede ned på hendes papirer igen, der var i en perfekt orden.

Claire, som hun åbenbart hed, kiggede kort på mig, da hun rettede sin krop mod stolen. Hendes smil var endnu smukkere tæt på, og det var som om, at jeg var helt fortabt i hendes brune, store øjne.

’’Hej’’, sagde hun lavt og rettede lidt på hendes hår – og jeg vidste udmærket godt, at når piger rørte ved deres hår - når de talte med drenge - så var der bid.

Hun satte sig ned på pladsen, og derved sad hun med ryggen mod mig. Men det forhindrede mig ikke i at stirre på hende, og jeg husker tydeligt, at jeg ikke fjernede mine øjne fra hende hele timen. 

 

Det var første gang, jeg hørte hendes smukke stemme. Det var første jeg, jeg mødte hende. Og jeg var mundlam, jeg kunne ikke sige et ord, og det var meget usædvanligt for mig.

Jeg kan ikke lade være med at smile lidt over mindet, der tit har strejfet min tankegang – vores første møde. Nogen gange når vi havde skændes grusomt - og hun var skredet ud af døren og smækket den efter sig - tænkte jeg på det minde, og derved kæmpede jeg for at få hende tilbage.

Der var 1 ting, som jeg vidste, da jeg så hende første gang, og det var, at jeg måtte have hende. Jeg ville have hende i mine åbne arme. Jeg ville ramme hendes perfekte, dekorative læber, og kigge ind i hendes smukke øjne hele dagen, uafbrudt. 

Et lille smil kommer frem på mine læber, da jeg tænker på den første gang, hvor jeg fik hende til at grine. Det var på vores første date, og jeg husker hver detalje. Jeg gjorde det meget traditionelt. Jeg tog hende ud at spise og så i biffen, men da vi sad på restauranten, havde vi den bedste samtale, hvor jeg lærte hende bedre at kende. Og fra det øjeblik, vidste jeg hun skulle blive min – og jeg var en dreng, som fik hvad han pegede på.

Og da jeg lå i min seng samme aften, tænkte jeg på de detaljer, som jeg havde lært om hende. For det første, så havde hun gået på skolen i 2 år, men jeg havde bare aldrig lagt mærke til hende – hvilket var en skændsel. For det andet, så var hun den første pige, som fik mig til at være mig selv. For det tredje, så kunne jeg se en fremtid for os – og det var stort for mig.

Hun var så skøn, og det er hun stadig. Men hvis jeg ser hende igen, så er jeg ikke sikker på, at hun er min mere.

Jeg tager papiret op foran mit hoved igen, da sygeplejersken nok skal have papiret i dag. Jeg læser spørgsmålet igennem, igen.

Nuværende skole/arbejdsplads/andet:

Claire har et arbejde, som hun er besat af. Hun har altid ønsket at være en kendt designer, så hun ville gøre hvad som helst for at få en elevplads hos et godt firma. Hun vil endda forsømme mig. Hun vil glemme vores aftaler. Hun vil være for træt til noget som helt, når hun kommer hjem sent om aftnen. Hun vil lade arbejdet stige hendes til hovedet.

Jeg elsker hende for hendes lidenskab og hendes store drøm om at få drømmejobbet. Så jeg er kun støttende, for det er jo passende, nu når jeg er den eneste, som hun har. Jeg kan ikke være den, som står i vejen for hendes mål, og det må jeg acceptere.

Claire ansøgte om at få en elevplads hos New Yorks store designerfirma, og hun fik det, men det havde betingelser: hun skulle være klar over, at der ikke var tid til andet end arbejdet, og at hun ikke havde faste tidspunkter. Hun tog jobbet, uden at spørge mig.

Og på en eller anden måde, så har jeg stadig svært ved at tilgive hende. Jeg mener, burde hun ikke have spurgt mig først? Burde vi ikke have diskuteret det først? Jeg vidste jo godt, hvad det indebar: hun ville aldrig være hjemme, og jeg ville miste hende til noget, der tydeligvis betød mere for hende.

Efter 2 måneder med den daglige rutine, blev jeg træt af hende, og jeg kedede mig. Hun var aldrig hjemme, og når hun var, gik hun direkte i seng – jeg fik ikke engang et kys. Jeg manglede noget i vores forhold, og hun gad ikke give mig det. Så, jeg gjorde noget forfærdeligt, som jeg fortryder nu.

Jeg var hende utro. Jeg var sammen med en anden pige, som kunne tilfredsstille mig på de måder, som jeg havde brug for. Dæmpe mine lyster. Og jeg kunne ikke se problemet dengang.

Og nu kan jeg udmærket godt se, at det var mit livs første fejltagelse. Jeg havde ikke brug for sex til at komme igennem dagen. Jeg havde brug for hende, men hun elskede mig ikke længere. Og det var noget, som jeg var bevist om.

Men hvis jeg bare vidste, hvad jeg ved nu, så havde jeg aldrig gjort det. Claire elskede mig, og det var derfor, at hun ikke kunne klare, at jeg havde en anden.

Det var derfor, at hun prøvede at begå selvmord. 

 

’’Skat, jeg er hjemme’’, råbte jeg så højt, at jeg kunne høre mit eget ekko gentage sit et par gange. Jeg gik over til køkkenbordet og placeret posen med varer midt på bordet.

Jeg havde været ud at handle, da jeg syntes, at vi manglede en masse i køleskabet. Da jeg gik hjemmefra, sov Claire, så jeg troede ikke, hun ville bemærke, at jeg var væk. Og da slet ikke i 2 timer. Jeg besøgte lige Sofia i en time, da jeg manglede lidt selvskab, og jeg kunne sagtens finde på en løgn om, hvor jeg havde været henne og sådan.

Selvom jeg hadede det. Men jeg var blevet vant til det.

Jeg hadede at komme hjem fra Sofia og skulle finde på en løgn. Claires blik var så mistænksomt, at man næsten skulle tro, hun vidste det. Men det endte altid med, at hun gav mig et smil og et kys på munden – derefter gik alting, som det altid gjorde – den samme, kedelige rutine.

Hun smuttede på arbejde, og hun kom ikke hjem, før jeg sov. Og når jeg vågnede, var hun også væk. Så, det med at være hende utro, var ikke den største skyldfølelse, fordi jeg aldrig så den pige, som jeg var utro mod. Men jeg hadede løgnene.

Og når Claire var hjemme, brugte jeg aldrig min tid på hende, fordi jeg var blevet vant til Sofia. Desuden, arbejdede Claire altid, også selvom hun havde en fridag, hvor hun burde bruge sin tid på mig. Men nej, hun elskede sit arbejde højere end mig.

Jeg spidsede mine øre lidt, da hun ikke svarede. Klokken var lidt over 11, og jeg regnede da ikke med, at hun stadig sov. Jeg forlod posen med varerne og bevægede mig ovenpå, hvor jeg skulle gå op af en lille, skæv trappe.

Vi havde lejet et hus for 2 uger siden, og efter min mening, hadede jeg det. Huset var så lille, og der var kun 1 værelse ovenpå, nemlig soveværelset – det var åndsvagt. En lejlighed midt i Manhattan var meget bedre, og federe. Men Claire elskede det, så jeg gik med til at leje det for hendes skyld – også selvom hun næsten aldrig var hjemme til at nyde det.

’’Claire, er du herinde?’’, hørte jeg min egen stemme sige en smule bekymrende. Claire plejede altid at kaste sig i mine arme, når jeg kom ind af døren – men nu svarede hun ikke engang?

’’Claire?’’, lød det en smule bestemt fra mine læber af, da det provokerede mig en del, at hun ikke svarede, når hun tydeligvis kunne høre min stemme højt og begribeligt.

Jeg bemærkede, at døren til soveværelset, var lukket. Og jeg kunne tydelig huske, at døren var åben, da jeg forlod hende for 2 timer siden. Så, hun havde i hvert fald stået op og lukket døren, hvilket kun fik mig til at undre mig endnu mere – hun hadede, når døren var lukket.

Claire kunne ikke lide at føle sig indelukket, så jeg lukkede aldrig døren for hendes skyld. Men nu var den lukket? Noget passede ikke helt sammen her.

Jeg åbnede døren brat, og jeg kunne høre den knalde ind i væggen, så den lavede en høj lyd. Mit sure udtryk i ansigtet forandrede sig til et stort spørgsmålstegn, og det var ikke et godt spørgsmål.

Jeg begyndte at ryste voldsomt, og mit hjerte hamrede hurtige end aldrig før. Hele min krop var stiv, og jeg havde svært ved at tro på, hvad jeg så på. Jeg kiggede forvirret og fortvivlet på hende, i takt med at hele min krop var tæt på at brase sammen, af skræk.

Der var et reb om hendes hals.

Rebet var bundet til lampen i loftet, som var utrolig stabil – og det beviste Claire da også nu, da hun kunne hænge sig i den. Jeg vågnede pludselig op, og opdagede hurtigt hvad der foregik, da jeg var helt væk før.

Jeg fik gang i mine ben, og løb så hurtigt jeg kunne over til sengen. Jeg hoppede hurtigt op i sengen og fjernede rebet fra hendes hals. Hun faldt ned i mine arme, mens hun var helt livløs. Jeg fald ned i sengen, i takt med at jeg havde hende i mine arme.

Tårerne trillede ned af mine kinder, mens jeg aede hendes kind blidt. Jeg ruskede langsomt i hende samtidigt, men da hun ikke reagerede på det, gjorde jeg det en del hårdere. Hvorfor ville hun ikke vågne op? Min tårer ramte hendes kolde kind, da de trillede ned fra mine kinder af.

’’Claire, vågn op’’, mumlede jeg, som om at hun bare var faldet i søvn. Tårerne rendte voldsomt ned af mine kinder, og de påvirkede min stemme en del. Jeg hulkede også en del, da jeg prøvede at få liv i hende igen.

’’Claire!!!’’, råbte jeg og aede hendes røde hår, som jeg elskede så højt. Jeg betragtede hende lidt, som om at hun bare sov i mine arme. Men jeg vidste, at hun ville vågne igen. Hun kunne ikke dø, det kunne hun bare ikke.

 Hun lå bare der i mine arme, med lukkede øjne. ’’Claire!! Neeej!’’, jeg kiggede forvirret rundt i soveværelset, mens tårerne havde gjort hele mit ansigt drivvådt.

Det hele virkede så dramatisk. Og i et øjeblik, vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg have fundet min kæreste i soveværelset med et reb om hendes hals. Som om at hun prøvede at begå selvmord. Men hvorfor? 

 

En tåre triller ned af min kind, da jeg kommer i tanke om det minde. Det vil nok være det grimmeste minde, som jeg nogensinde ville have. Og jeg vil ønske, at det forsvinder ud af min hukommelse. Jeg kan stadig ikke tro, at hun gjorde det.

Først vidste jeg ikke hvorfor, men da jeg fandt et brev på natbordet, gjorde det det hele så klart. Det er min skyld. Jeg er skyld i, at en fantastisk pige måske er død.

Skriften er som tegnet på mine øjnehinde, og jeg vil aldrig glemme de sætninger, jeg læste.

 

Jeg ved, du har en anden. Justin, jeg elsker dig så højt, og jeg kan ikke leve uden dig – og nu har jeg mistet dig, så nu vil du miste mig. Du gjorde min dag lysere, uden dig er jeg intet. 

Farvel. Jeg elsker dig højere end noget andet. Husk det. 

 

Jeg græd, da jeg læste det korte brev. Hun efterlod kun det brev – selvmordsbrevet. Normalt skriver man et lang brev om, hvorfor man gjorde det. Men nu forstod jeg det. Hun behøvede ikke skrive mere, fordi jeg er grunden til, at hun hang sig selv.  

Jeg har siddet på hospitalet i 5 timer og ventet på svar. Hvis bare jeg kunne få et svar om, at hun er okay, så ville jeg give hende en masse grunde til, at hendes liv er fantastisk. Jeg ville lave mig selv om til hendes personlige slave, og jeg vil gøre alt, hvad hun befaler. Jeg vil gøre alt godt igen. 

Men jeg kan stadig ikke glemme, at hvis jeg bare havde vidst det, så kunne jeg have stoppet det. Jeg regnede jo ikke med, at hun elskede mig. Jeg vidste ikke, at hun havde tid til at bemærke mit bedrag. 

Men alt skal nok blive godt igen. Hun vil klare den, vi vil komme hjem igen, og en dag vil vi blive gift og få børn. For jeg har jo altid vidst, at Claire er min store kærlighed. Hun er den eneste ene, og jeg skulle have værdsat det - men nej, jeg skulle ødelægge det. 

Well, jeg vil gøre alt godt igen. 

’’Justin’’, da den unge sygeplejerske siger mit navn, forlader jeg mine tanker og kigger på hende. Hendes utrolige, smukke og opmuntrende smil, er væk. Hendes øjne, der normalt lyser af glæde, er helt tomme. Hendes hænder holder om hinanden, i takt med at hun ser såret ud.

Jeg rejser mig op og kigger hende dybt ind i øjnene. Hun er tydeligvis ikke meget ældre end mig, men jeg føler alligevel, at hun er flere år ældre end mig – da hun har et ret voksent job. Jeg kigger tomt på hende, i takt med at jeg ser ventende på hende.

Folk strømmer forbi mig, og nogen kan ikke lade være med at skubbe lidt, da de er urolige og stresset. Men jeg er ligeglad, fordi der er kun 1 ting, som jeg kan fokusere på lige nu - hende

Og det er faktisk meget usædvanligt for mig. Da jeg gik i high shool, tæskede jeg altid dem, som gik ind i mig, også selvom de ikke gjorde det med vilje. Men der var jo en grund til, at jeg havde de flestes respekt. 

’’Claire hun…’’, hun kigger såret og trist på mig, da hun prøver at fuldgøre hendes sætning. Men jeg kender allerede svaret. Hendes udstråling siger alt, hendes nervøsitet fortæller mig alt, hendes medlidenhed forklarer alt.

Jeg nikker kort og vælter tilbage i sofaen, i takt med at vandet kommer frem i mine øjne. Hun har ikke engang sagt hendes sætning færdig, men jeg har altid været en dreng, som kunne gennemskue folk – og hun er nem at gennemskue.

Tårene triller uafbrudt ned af mine kinder, i takt med at den unge sygeplejerske trøster mig. Men jeg kan dårligt nok mærke hendes blide hånd på min skulder. Jeg kommer aldrig til at se Claires smil igen, og det er min skyld. 

Jeg har dræbt min kæreste. 

 

 

Undskyld for tastefejl. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...